Det tavse flertals skingre stemme

»Engang havde Amerika en ideologisk balanceret dagspresse. Det har vi ikke i dag. De toneangivende medier spreder det demokratiske partis progressive dagsorden til masserne. Denne såkaldte ’demokratiske partipresse’ arbejder utrætteligt med at sprede falske nyheder om Donald Trump, specielt i sagen om den ikkeeksisterende skandale om hans mulige samarbejde med russerne under præsidentvalgkampen i 2016. Et nøglemedie for de progressive er The New York Times, som i årtier har været på den forkerte side af historien.«

Sådan sammenfatter juristen, radio- og tv-værten og forfatteren Mark R. Levin selv indholdet af sin bog Unfreedom of the Press, der allerede før den kom i handlen i juni lå nummer et på Amazons bestsellerliste og i ugevis øverst på bestsellerlisten hos bogens hovedfjende nummer et: The New York Times.

Fastlåst og polariserende argumentation

Levin har sit eget tv-program hver uge på Fox News. Han har et radioprogram, der sendes på hundreder af radiostationer, og i en undersøgelse fra 2016 scorede han førstepladsen som den mest uforskammede, hånlige og opflammende stemme i den amerikanske æter.

I bogen er han mere poleret end i radioen. Hans pen er rimeligt flydende, og hans historiske og juridiske viden betydelig. Til gengæld er den helt fastlåste og polariserende argumentation ikke til at misforstå.

Mark E. Levins bog om presseufriheden er et godt eksempel på, at man ikke over én kam blot kan afvise den amerikanske højrebølge og Donald Trump som uvidende, primitive elefanter i en glasbutik, selv om sidstnævnte i høj grad opfører sig sådan, hvilket forfatteren et par steder diskret antyder.

De nuværende magthavere i Det Hvide Hus, administrationen og Senatets flertal repræsenterer en amerikansk national og ideologisk fundamentalisme, som altid har været der, men som nu er blevet en betydelig kraft i sit opgør med østkysteliten og Washington-magten, men også høj grad i et opgør med den politiske pragmatisme og det mangeårige samarbejde hen over midten mellem moderate republikanere og ditto demokrater, der engang eksisterede, men slet ikke gør det længere.

Højrebølgen i USA stikker langt dybere og er langt mere målrettet, ambitiøst og omfattende end primitive tweets fra en selvcentreret præsident.

Skribenter og debattører som Mark E. Levin og andre indflydelsesrige mediestjerner som radiofænomenet Rush Limbaugh eller Fox-værterne Sean Hannity og Tucker Carlson tager ingen fanger. De repræsenterer en ultranational og ultrakonservativ vej, der ifølge dem selv skal føre USA tilbage til fordoms storhed, renhed og gudsfrygt.

I deres øjne er det demokratiske parti farligt, nærmest landsforræderisk, og i den sammenhæng skal ordet »progressiv« ikke oversættes til fremskridtsvenlig, men som et skældsord a la »røde lejesvende«.

Unfreedom of the press er en slags vejviser til forståelsen af Trumps valgsejr og ikke mindst hans udråbelse af medierne som »folkets fjender«. Der går en lige linje fra Fox-skaberen Roger Ailes’ ønske om, at Fox News skulle »give en stemme til de amerikanere, der ikke har haft en« til Mark E. Levins analyse af »the mainstream media« som elitær og demokratisk propaganda.

Medierne bliver skåret over én kam

Rødderne går tilbage til Richard Nixon, der følte sig omgivet af fjender – ikke mindst i medierne, oftest New York Times, Washington Post og de store tv-selskaber, ikke mindst CBS. Nixon sendte sin vicepræsident Spiro Agnew i byen i 1970 med en opflammende tale mod medierne. The Nattering Nabobs of Negativism, som han betegnede dem, »negativismens småsludrende moguler«.

Agnews tale markerede starten på højrerepublikanernes mediekritik. Medierne blev skåret over én kam. Det gør Mark Levin også i sin bog. Arven fra Agnew er tydelig, men tonen er skærpet.

Den del af USA, som Nixon kaldte det »tavse flertal« har i årtier betragtet de store aviser og de store traditionelle tv-networks som noget fjernt og uvedkommende. Og skal man tro Levin, er disse medier selv ude om det.

De har isoleret sig fra folkedybet, både hvad angår indhold, ophav og geografi. I de gode gamle dage kom ordentlige journalister fra folket og havde arbejdet sig den hårde vej op, fordi de forstod folket.

Nu er de en selvsupplerende universitetsuddannet, højtlønnet østkystelite, der ifølge bogen har udviklet sig til at være rene propagandister for demokraterne. Mark Levin bruger mange sider og mange referencer til at beskrive det, han mener er den amerikanske presses historiske vej fra at være »patriotisk og sandfærdig« til nutidens triste tilstand, hvor pressens troværdighed er på et lavpunkt.

En tilstand, der i hans optik er et resultat af ejerforhold, journaliststanden som elite og journalistikkens fokus på konflikt, ballade og kuriositeter som et resultat af den skærpede konkurrence.

Værst af alle, ifølge Mark E. Levin, er The New York Times, der allerede i 1930’erne demonstrerede sit skævvredne billede af verden ved nærmest at ignorere jødeforfølgelserne i nazityskland (et faktum, som den tidligere chefredaktør Max Frankel betegnede som en skamplet på avisens historie).

Man kan forstå af Levins bog, at det siden er blevet meget værre. I bogen nævner han en stemningsreportage i avisen om en julefest hos Hizbollah i Libanon og bruger det som bevis for, at New York Times stadig er antiisraelsk, altså antisemitisk.

Forfatteren, beskrivelse og problematisering af udviklingen af amerikansk journalistik og mainstreammedier kan man sagtens nikke genkendende til. Han taler nostalgisk om den periode i amerikansk historie (indtil slutningen af 1800-tallet), hvor aviserne var partiaviser.

Deres dækning var præget af, at de enten var demokrater eller republikanere og – i modsætning til i dag – deklarerede de det på forhånd, og så læserne vidste, hvor de stod. Så kom den periode, hvor aviserne – med New York Times som spydspids og forbillede – erklærede sig uafhængige af partierne og bekendte sig til »sandheden«.

En idealistisk tese, der også dækkede over en kommerciel nødvendighed: Nu kunne man tiltrække flere læsere og annoncører blandt både republikanere og demokrater.

Den elitære presse mister troværighed

I 1920’erne fik begrebet »objektivitet« en bestemmende rolle i journalistikken. Senere – da det gik op for de fleste, at den rene objektivitet ikke findes, fordi journalister er mennesker af kød og blod med bestemte livssyn, blev det til »tilstræbt objektivitet«.

Og ifølge Levin blev det endnu værre, da man begyndte at forklare og analysere nyhederne, ikke kun at beskrive dem. Her begyndte den elitære presse at miste troværdighed, ikke mindst New York Times, mener han.

Og her har han en pointe. Andre medieiagttagere og forskere har beskrevet de samme udviklinger (også i Danmark) og antydet en sammenhæng mellem den historiske udvikling og avisernes krise og det faktum, at journalistik i stigende grad opleves som utroværdig.

Levin går et syvmileskridt videre og drager den vidtgående konklusion, at de etablerede gamle (»mainstream«)-medier er fyldt med fake news, og de i deres »progressive« udgangspunkt er blevet rene propagandister for demokraterne.

Det er intet under, at Donald Trump og en lang række anmeldere på højrefløjen synes, at Mark E. Levins Unfreedom of the Press er fantastisk. Når man har slidt sig igennem bogens 227 sider, er det svært at forstå, at den er blevet en bestseller.

Men man skal ikke undervurdere dens betydning for det (store) dybt konservative »America First«-segment i USA, der altså også køber bøger.

Den sætter forholdsvist sammenhængende ord på vreden og frustrationen hos de, der har følt sig tilsidesat og nu er kommet til – om end ikke ære og værdighed – så i hvert fald til magten.

Mark E. Levin: ’Unfreedom of the Press’, Simon & Schuster, 227 sider, 16,80 USD