Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Taylor Swift vil være et større menneske. Det lykkes kun delvist

Den amerikanske superstjernes nye album er – som så mange albummer, der går efter at tilfredsstille så mange som muligt – overlæsset. Men det markerer også et ønske om en bevægelse fra at være den hævngerrige nagbærer til den tilgivende kærlighedsgudinde
Den amerikanske superstjernes nye album er – som så mange albummer, der går efter at tilfredsstille så mange som muligt – overlæsset. Men det markerer også et ønske om en bevægelse fra at være den hævngerrige nagbærer til den tilgivende kærlighedsgudinde

Universal Music

Kultur
24. august 2019

Det føles lidt som at blive lukket inde i en tyggegummignaskende, opmærksomhedszappende teenageverden at gå ombord i superstjernen Taylor Swifts nye album Lover. Men det er også som at være i selskab med en voksen kvinde, der har fundet ro. Altså et skizofrent album.

Musikalsk giver det sig udslag i majestætiske ballader, blå sange, der sagtens kan hælde i retning af 60’er-pop, men også country. Altså tradition. I den anden ende er der soundtracks til tyggegummiprinsessens neonstrålende liv. Sange, der ubekymrede uddeler lussinger og hinker gennem Swifts kontroverser. Magtdemoer og morskabsmagneter i én.

Tilbage til lejrbålet

Interessant nok vender Swift tilbage til de rødder i countrymusik, som hun kappede over i 2014 med det moderne popalbum 1989. Hendes tilbagevenden til genren sker – også – med inspirationer fra Kacey Musgraves, der vandt Grammy for årets bedste album i år for sit strålende, ambiente countryfornyende album Golden Hour.

Og så er der også bare en megahappy squaredancesag som »Paper Rings« og besøg fra countrystjernerne Dixie Chicks, som ledsager hende med akustisk guitar, banjo og violin. Velkommen tilbage til lejrbålet, Taylor S.

På den anden side af det strømførende hegn finder vi urbanitet og modernitet og elektronik. Hoppeboldemelodier, hidsende rytmer, stærke farver. Hun sætter ild til lunten til verdens største fyrværkeri. Og et sted har hun nuppet marching band-trommerne, som Beyoncé katapulterede ind i mainstream med sin legendariske koncert på festivalen Coachella sidste år.

Der er markant forskel på Swifts sangstil. De smældende fraseringer og skingre omkvæd i popsangene, og det fløjlsbløde, dybere toneleje i balladerne. Fra nul jordforbindelse til tydelig grounding. Tynd luft og tung muld. Sjov i gaden og parforhold.

Begge dele lykkes og mislykkes. Der er spruttende livsaligheder og stemningsfulde eftertænksomheder. Og numre, der enten kæntrer i selvmedlidende dødvande eller giver selv Karius og Baktus-sukkerchok. Også selvom den mest nuttet-åndssvage linje i »ME!« simpelthen er blevet fjernet fra sangen i albummetversionen. Linjen »Hey kids, spelling is fun!«. Den vil ikke blive savnet.

Nationen fejres ikke

Lover er den 29-årige amerikaners syvende og næsten 62 minutter lange album. Det er ventet med enorm hype, og har allerede solgt noget så uhørt i dag som over en million forudbestilte cd-eksemplarer. Det er hendes første plade under sin nye voksenkontrakt, som er underskrevet på nogle helt andre præmisser end den, hun sagde ja til som teenager.

»Americas’ sweetheart« blev hun kaldt, da hun var Nashvilles unge, nuttede countrydarling. Men der er ikke så meget grund til at fejre nationen og den 4. juli længere. Hvilket den nu ret så politiske stjerne formidler som en både personlig og national fortælling.

»Waving homecoming queens, marching band playing
I’m lost in the lights
American glory faded before me
Now I’m feeling hopeless, ripped up my prom dress.
«

Ja, et sted er der også en ensom trompet – som om fortet ude på prærien er ved at overgive sig til grådigheden og korruptionen. Det sker på den Sufjan Stevens-agtige »It’s Nice To Have A Friend«, et nostalgisk tilbageblik på barndommen.

Vasker den værste nag af

Lover er som så mange albummer, der går efter at tilfredsstille så mange som muligt, overlæsset. En samling af hits and misses. Men det markerer en bevægelse eller et ønske om en bevægelse fra den Swift plejede at være – den hævngerrige nagbærer – til den hun håber, eller tror på, at hun er blevet. En nuanceret og tilgivende kærlighedsgudinde.

På åbningsnummeret er hun i gammelkendte farvande. »I Forgot That You Existed« føjer sig til skoven af fuckfingre til ekskærester, som hun har rejst karrieren igennem.

»I thought that it would kill me
But it didn’t.
«

Den første sætning synger hun med sin karakteristisk tynde og ikke videre fantastiske stemme, den sidste del taler hun. Den sungne patos over for den ædruelige og lyksalige erkendelse af, at livet går videre. At sangen så med sin blotte eksistens udstiller sin egen løgn om, at hun har glemt manden, det er så en del af morskaben.

Men det er den voksne kærlighed, som præger Lover. Hun vasker den værste nag af sig i åbningsnummeret, for at kunne få rum til albummet igennem at hylde sin kæreste gennem tre år, britiske Joe Alwyn. Men også for at forklare ham og os om deres skænderier og fejltrin, som på den strålende »Afterglow«.

Huskes for det hun elsker

Den biografiske læsning af sangtekster kan være stærkt snæversynet, men det er en del af Swifts game, at man skal lede efter referencer og hentydninger til hendes (iscenesatte) liv og karriere i hendes sange.

Og det er tydeligt, at den store romantiske, »gyldne kærlighed«, hun tidligere har talt om endelig har fundet hende. Ikke det rødglødende drama, ikke den sort-hvide hader-elsker-misere, men solskinnets ro i en million nuancer. Og det udmejsles klarest på afslutningsnummet:

»I wanna be defined by the things that I love
Not the things I hate.
«

Det kniber så undervejs på pladen med at leve op til det credo. For eksempel på »The Man«, som er fair nok i sin kritik af det dobbelte bogholderi, der findes, når det kommer til mænd og kvinders seksuelle eskapader.

»What’s it like to brag about drinking and dollars
And getting bitches and models?
«, spørger hun og nævner i den forbindelse Leonardo DiCaprios eskapader som på ingen måde har skadet hans ry.

Men »The Man« kammer også over i en unødig offerfortælling.

»I’m so sick of running as fast as I can
Wondering if I’d get there quicker if I was a man.
«

Hvilket klinger lidt sært. Hun har trods alt verdensrekorden for mest indbringende USA-turné – med 100 millioner dollars mere end de gamle alfahanner i Rolling Stones – og sælger stadig flere albummer end nogen andre i sit hjemland. Dét glasloft har hun smadret. Og hurra for det.

Taylor Swift: ’Lover’ (Republic Records/Universal)

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Swift and tailored.

Ole Schwander

Utroligt, at voksne mennesker kan tage lortet alvorligt.