Man har helt barnligt lyst til at råbe ad Svend Brinkmanns nye, belærende bog Hvad er et menneske? Som anmelder af skønlitteratur har man for eksempel lyst til at råbe »ud af min kunstart!« og samtidig stampe hysterisk med foden og føle sig fornærmet på litteraturens vegne. Der er nemlig tale om en sjældent træls hybrid, halvt faglitterær formidling, halvt en skitseagtig og tam fiktion, der på den mest triste og pædagogiske vis illustrerer fagtekstens pointer.
Det med halvdele skal forstås bogstaveligt. Gymnasieeleven Andreas, noget pjevset, ramt af meget tidstypiske symptomer, skulle egentlig have været på rejse i Europa med sin farmor. Men hun er blevet syg, og hun har i stedet sendt ham af sted med en rejseplan, der fører ham fra hulemalerier i Frankrig og kunstværker i Firenze til Theresienstadt og Max Planck Instituttet i Berlin. Under armen har han et manuskript, hun har givet ham, der handler om mennesket og dets natur. Han er ellers blevet tudet ørerne fulde med krav om selvoptimering og selvrealisering, men nu skal han gennem et dannelseskursus og lære om det alment menneskelige.
Og se! Det virker! For hver passage Andreas læser – vi læser med over skulderen – får han det bedre. Ti sider om mennesket som biologisk væsen og Andreas kan tænke på døden uden at føle angst! To afsnit om mennesket som fornuftsvæsen og Andreas erkender verden på en ny måde! Og efter seks kapitler om mennesket som biologi, fornuft, følelse, tro, om mennesket som socialt væsen og om menneskets fremtid – og efter et møde med en glad engelsk pige og en gammel skolekammerat – ja, så er Andreas helt helbredt. Han er en sund, eftertænksom knægt, der er parat til at begynde på et humanistisk studie efter gymnasiet.
Sådan er logikken i denne fiktion. Tænk hvis livet var så let.
Moralens bitre pille
I et efterord skriver Brinkmann, at fiktionen i Hvad er et menneske? gerne skulle give læseren lyst til at læse de faglitterære passager. Det er jo et gammelt litteratursyn, denne forestilling om skønlitteraturen som en sukret glasur, der får moralens bitre pille til at glide lettere ned. Den er også misvisende, i al fald her, hvor fiktionsdelene klart er de mest bitre at skulle igennem.
Når det kommer til den anden halvdel, er det nemlig svært ikke at finde Brinkmanns grundlæggende pointer sympatiske. Som i sine tidligere bøger trækker han på en blanding af antik morallære – især Aristoteles og stoikerne er vigtige for ham – og moderne eksistensfilosofi, og er forfriskende klar i sin ambition om at formulere en tidssvarende humanisme. Især afsnittet om Darwin og om følelserne som radar i verden fungerer godt, andre gange bliver teksten lige vel frisk i sine opsummeringer af forskellige tænkere og forestillinger. Og så må man leve med, at det for Brinkmann er vigtigt at markere en afgrundsdyb forskel mellem mennesker og dyr, og at det er en noget gammelmodig forestilling om antikken og især renæssancen, man præsenteres for undervejs.
Man må også leve med, at Brinkmanns moralfilosofiske orientering ikke efterlader nogen plads til at reflektere over spørgsmål om ulighed og uretfærdighed. Størstedelen af kapitlet om mennesket som socialt væsen handler, sært nok, om at mennesket kan være ondt. Det udlægger – med udgangspunkt i nazismens forbrydelser – ondskab som udtryk for en miskendelse af den andens menneskelighed. Det springer også ret ureflekteret mellem spektakulære billeder af onde nazister og Hannah Arendts forestilling om det ondes nærmest bureaukratiske banalitet.
Nazismen er vigtig, det er ikke det. Men det virker noget amputeret at ville diskutere mennesket som socialt væsen og så ikke tale om de måder, elendighed og uretfærdighed kan systematiseres i en social og økonomisk orden. En bog, der ret ubekymret sætter lighedstegn mellem mennesket og det europæiske, kunne også godt have overvejet Europas koloniale historie – eller elendigheden i Fjernøstens nutidige fabrikker – og hvad det kan fortælle os om menneskets natur.
Nå ja, og så genkender man selvfølgelig samtidsdiagnostikeren Brinkmann i Hvad er et menneske? Ærindet er, som der står til slut, at prøve at gøre os »mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede«, fordi vi, som bogen igen og igen gør opmærksom på, lever i en overordentligt selvoptaget tid. Som Andreas kan vi håbe på, at det skift kan helbrede os fra vores pylrede angst og dårligdomme. Måske kan vi få det bedre og opdage ting om verden, sådan som han gør, når han i Firenze opdager, at hans gamle klassekammerat Frederik »i virkeligheden var en flink og tænksom person, som han gerne ville mødes med hjemme i Danmark«.
Tænksom person? Virkelig? Også på det niveau, sætningernes og stilens, må den skønlitterære anmelder råbe op og stampe i gulvet. Det går ikke, det er ufrivilligt komisk. Tilbage til faglitteraturen, Svend Brinkmann, det er der du hører hjemme.
Svend Brinkmann: ’Hvad er et menneske? En filosofisk dannelsesrejse’. Gyldendal, 279 sider, 300 kroner.
Kulturkanon på staveplader skrevet på onkeldansk?
Så vil jeg være ham den fundamentalisk reaktionære onkel, der medfører massivt politiopbud ved oplæsningerne og får PET til at udstede flyveforbud, fordi Brinkman ikke kan holde sig til høhø og hiv-mig-i-fingeren vittigheder samt tørre fagliterære tekster, som det sig hør og bør for en onkel i stedet for at mænge sig med kunstparnasset.
Nu har jeg ikke læst Brinkmanns nye bog, men allerede hans fagbøger forekom mig noget forenklet i sit menneskesyn.. Hvis man har lyst til at læse en analyse og kritik af Brinkmanns opråb til at være "mindre selvoptaget" og "mere menneskeoptaget" - vel svarende til forpligtelse-over-for-fællesskabet - så læs her: https://modkraft.dk/artikel/m-ske-er-stoicisme-og-selvudvikling-ikke-s-l...
Hvorfor er det forkert, at han tænker om vennen, at han er en tænksom person? Jeg synes ikke eksemplet er særlig indlysende.
På mange måder minder konceptet for det anmeldte værk om det for Jostein Gaarders ”Sophies verden. En roman om filosofiens historie”.
At begynde at anmelde værket med henblik på en vurdering af dets litterære kvaliteter er derfor helt hen i vejret eller absurd, for at bruge et ord, der er aktuelt i anden sammenhæng.
Det er noget, man forstår, hvis man som jeg er uddannet til at arbejde pædagogisk i forbindelse med undervisning i litteratur og filosofi i gymnasiet.
Det afgørende må være en vurdering af, om værket vil kunne fungere som ” ---- en introduktion til den europæiske filosofihistorie, videnskab og kunst, som har formet vores forståelse af, hvad et menneske er”, som der står i forlagets omtale.
Det er oplagt, at værket ikke er skrevet til læsere, der vil vælge det ud fra dets skønlitterære kvaliteter på højt niveau, men til unge læsere, der ikke lader sig distrahere af skønlitterære mangler (ifølge anmelderen det ”bitre”) og blot ønsker at blive klogere på nogle aspekter ved tilværelsen.
@Pernille Rübner-Petersen
Du bidrager med et link til dine anmeldelser af hans folkelige populærvidenskabelige - og filosofiske værker.
Men jeg kan forstå, at du også har læst hans fagbøger inden for psykologi, og han har jo som forsker et ret omfattende forfatterskab bag sig.
Er det ikke lidt letkøbt at komme med en udtalelse som " ---- allerede hans fagbøger forekom mig noget forenklet i sit menneskesyn ----", hvis du ikke har de faglige forudsætninger for en vurdering af de pågældende værker?
Jeg gik umiddelbart ud fra, at anmelderen henviste til de folkelige bøger. Det gjorde han måske ikke kun. Dog præciserer jeg det, jeg fokuserer på og kritiserer, nemlig opråbet til forpligtelsen-overfor-fællesskabet. Alle, der har læst Brinkmann, ved, at her menes de folkelige bøger. Vil jeg tro. Ellers beklager jeg. Når man klikker på linket, kan man se, at kritikken specifikt handler om de to første bøger, hvis man ellers er i tvivl.
Brinkmann har en velment skabelon, der desværre er en smule moraliserende. Han har været glimrende for Danmark, men det virker som om at samme budskab skal sælges i forskellige former. Måske lider han af det, som han kæmper imod - en lille snert af egoets umættelige behov for hele tiden at være i medierne.
Bogens målgruppe er ”et bredere publikum”, især ”de lidt yngre læsere” (s. 8), og formen er en blanding af populærvidenskabelige tekster og en fiktiv persons personlige oplevelser og overvejelser i forbindelse med fundamentale essentialistiske og eksistentialistiske spørgsmål. Der er noter til kapitlerne, og der er et stikordsregister. Dette til trods, insisterer anmelderen på at betragte bogen som skønlitteratur og beder forfatteren holde sig til faglitteratur (mon han har læst forfatterens videnskabelige skrifter, eller mener han mon de populærvidenskabelige bestsellere?) Det er simpelthen for ringe, at Information lader en anmelder anmelde noget, som om det burde være noget andet, det svarer til, at en operaanmelder kritiserer en operette eller et syngespil for ikke at være en opera. (Bogen udkom i går, så husets yngste på 18 nåede kun at læse 2 kapitler, inden hun gik i seng. Men hun var begejstret, så hvis man har en fra målgruppen i sin nærhed, så se bort fra denne fejltagelse af en anmeldelse og forær vedkommende bogen – det bliver de garanteret klogere af.)
Tak for henvisningen til modkraft.Nu kan jeg bedre forstå, hvor jeg ikke er fan af Brinkmann!
Jeg er, som litteraturredaktør Peter Nielsen pointerer i sit nyhedsbrev, med reference til anmeldelsen af Brinkmanns værk, tilhænger af ”god litteraturkritik” og en ”troværdig anmeldelse”, men det får man ikke, hvis man som tilgang automatisk og helt ureflekteret vælger en traditionel lukket værkforståelse som tilgang til alt, hvad der har med skønlitteratur at gøre, hvor litteraturkritik bliver til kritik ud fra den forudsætning, at værket skal vurderes på betingelserne for en traditionel forståelse af stor litterær kunst.
En sådan tilgang vil være relevant i mange sammenhænge, ud fra en forudgående bestemmelse af betingelserne herfor, i forhold til det pågældende værk. Tilgangen vil være passende i forbindelse med f.eks. Søren Ulrik Thomsens digtning, hvilket han også selv vil sætte pris på.
Vi lever i en tid med store forandringer på kunstens område, hvilket også inkluderer skønlitteraturen, og derfor bliver kritikeren også nødt til at acceptere brugen af en bredere forståelse af værkbegrebet i mange situationer, hvor udgangspunktet må være en konceptuel bestemmelse af værket og en specifik tilgang ud fra en sådan bestemmelse.
Desværre kommer den traditionelle kritiker ofte til kort over for sidstnævnte type af værker, fordi vedkommende er ude af stand til at se ud over og at forholde sig kritisk til begrænsningerne i sin egen kunstarts specifikke håndværksmæssige tilgang som kritiker.
Det ville svare til, hvis en smed og en tømrer ved en fejl fik tilsendt et ur til reparation. Den ene ville gå i gang med sin hammer og den anden med sin sav.