Læsetid: 4 min.

Tilbage til faglitteraturen, Svend Brinkmann, det er der, du hører hjemme

Svend Brinkmann smører et tyndt lag roman ud over sine belæringer om det gode liv i sin nye bog ’Hvad er et menneske?’
Svend Brinkmann er aktuel med romanen ’Hvad er et menneske?’. Men han bør holde sig til faglitteraturen.

Svend Brinkmann er aktuel med romanen ’Hvad er et menneske?’. Men han bør holde sig til faglitteraturen.

Peter Nygaard Christensen

23. august 2019

Man har helt barnligt lyst til at råbe ad Svend Brinkmanns nye, belærende bog Hvad er et menneske? Som anmelder af skønlitteratur har man for eksempel lyst til at råbe »ud af min kunstart!« og samtidig stampe hysterisk med foden og føle sig fornærmet på litteraturens vegne. Der er nemlig tale om en sjældent træls hybrid, halvt faglitterær formidling, halvt en skitseagtig og tam fiktion, der på den mest triste og pædagogiske vis illustrerer fagtekstens pointer.

Det med halvdele skal forstås bogstaveligt. Gymnasieeleven Andreas, noget pjevset, ramt af meget tidstypiske symptomer, skulle egentlig have været på rejse i Europa med sin farmor. Men hun er blevet syg, og hun har i stedet sendt ham af sted med en rejseplan, der fører ham fra hulemalerier i Frankrig og kunstværker i Firenze til Theresienstadt og Max Planck Instituttet i Berlin. Under armen har han et manuskript, hun har givet ham, der handler om mennesket og dets natur. Han er ellers blevet tudet ørerne fulde med krav om selvoptimering og selvrealisering, men nu skal han gennem et dannelseskursus og lære om det alment menneskelige.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Kiil
  • Marianne Stockmarr
  • Gert Hansen
Jes Kiil, Marianne Stockmarr og Gert Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Så vil jeg være ham den fundamentalisk reaktionære onkel, der medfører massivt politiopbud ved oplæsningerne og får PET til at udstede flyveforbud, fordi Brinkman ikke kan holde sig til høhø og hiv-mig-i-fingeren vittigheder samt tørre fagliterære tekster, som det sig hør og bør for en onkel i stedet for at mænge sig med kunstparnasset.

Anina Weber, Marianne Stockmarr, Lene Nielsen, Susanne Kaspersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Pernille Rübner-Petersen

Nu har jeg ikke læst Brinkmanns nye bog, men allerede hans fagbøger forekom mig noget forenklet i sit menneskesyn.. Hvis man har lyst til at læse en analyse og kritik af Brinkmanns opråb til at være "mindre selvoptaget" og "mere menneskeoptaget" - vel svarende til forpligtelse-over-for-fællesskabet - så læs her: https://modkraft.dk/artikel/m-ske-er-stoicisme-og-selvudvikling-ikke-s-l...

Katrine Marie Christiani

Hvorfor er det forkert, at han tænker om vennen, at han er en tænksom person? Jeg synes ikke eksemplet er særlig indlysende.

Bjarne Toft Sørensen

På mange måder minder konceptet for det anmeldte værk om det for Jostein Gaarders ”Sophies verden. En roman om filosofiens historie”.

At begynde at anmelde værket med henblik på en vurdering af dets litterære kvaliteter er derfor helt hen i vejret eller absurd, for at bruge et ord, der er aktuelt i anden sammenhæng.

Det er noget, man forstår, hvis man som jeg er uddannet til at arbejde pædagogisk i forbindelse med undervisning i litteratur og filosofi i gymnasiet.

Det afgørende må være en vurdering af, om værket vil kunne fungere som ” ---- en introduktion til den europæiske filosofihistorie, videnskab og kunst, som har formet vores forståelse af, hvad et menneske er”, som der står i forlagets omtale.

Det er oplagt, at værket ikke er skrevet til læsere, der vil vælge det ud fra dets skønlitterære kvaliteter på højt niveau, men til unge læsere, der ikke lader sig distrahere af skønlitterære mangler (ifølge anmelderen det ”bitre”) og blot ønsker at blive klogere på nogle aspekter ved tilværelsen.

Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Lene Nielsen, Rolf Andersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Pernille Rübner-Petersen
Du bidrager med et link til dine anmeldelser af hans folkelige populærvidenskabelige - og filosofiske værker.

Men jeg kan forstå, at du også har læst hans fagbøger inden for psykologi, og han har jo som forsker et ret omfattende forfatterskab bag sig.

Er det ikke lidt letkøbt at komme med en udtalelse som " ---- allerede hans fagbøger forekom mig noget forenklet i sit menneskesyn ----", hvis du ikke har de faglige forudsætninger for en vurdering af de pågældende værker?

Pernille Rübner-Petersen

Jeg gik umiddelbart ud fra, at anmelderen henviste til de folkelige bøger. Det gjorde han måske ikke kun. Dog præciserer jeg det, jeg fokuserer på og kritiserer, nemlig opråbet til forpligtelsen-overfor-fællesskabet. Alle, der har læst Brinkmann, ved, at her menes de folkelige bøger. Vil jeg tro. Ellers beklager jeg. Når man klikker på linket, kan man se, at kritikken specifikt handler om de to første bøger, hvis man ellers er i tvivl.

Marianne Stockmarr og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Brinkmann har en velment skabelon, der desværre er en smule moraliserende. Han har været glimrende for Danmark, men det virker som om at samme budskab skal sælges i forskellige former. Måske lider han af det, som han kæmper imod - en lille snert af egoets umættelige behov for hele tiden at være i medierne.

Johnny Werngreen

Bogens målgruppe er ”et bredere publikum”, især ”de lidt yngre læsere” (s. 8), og formen er en blanding af populærvidenskabelige tekster og en fiktiv persons personlige oplevelser og overvejelser i forbindelse med fundamentale essentialistiske og eksistentialistiske spørgsmål. Der er noter til kapitlerne, og der er et stikordsregister. Dette til trods, insisterer anmelderen på at betragte bogen som skønlitteratur og beder forfatteren holde sig til faglitteratur (mon han har læst forfatterens videnskabelige skrifter, eller mener han mon de populærvidenskabelige bestsellere?) Det er simpelthen for ringe, at Information lader en anmelder anmelde noget, som om det burde være noget andet, det svarer til, at en operaanmelder kritiserer en operette eller et syngespil for ikke at være en opera. (Bogen udkom i går, så husets yngste på 18 nåede kun at læse 2 kapitler, inden hun gik i seng. Men hun var begejstret, så hvis man har en fra målgruppen i sin nærhed, så se bort fra denne fejltagelse af en anmeldelse og forær vedkommende bogen – det bliver de garanteret klogere af.)

Anina Weber, Marie Jensen, Bjarne Toft Sørensen og Annika Tiin Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er, som litteraturredaktør Peter Nielsen pointerer i sit nyhedsbrev, med reference til anmeldelsen af Brinkmanns værk, tilhænger af ”god litteraturkritik” og en ”troværdig anmeldelse”, men det får man ikke, hvis man som tilgang automatisk og helt ureflekteret vælger en traditionel lukket værkforståelse som tilgang til alt, hvad der har med skønlitteratur at gøre, hvor litteraturkritik bliver til kritik ud fra den forudsætning, at værket skal vurderes på betingelserne for en traditionel forståelse af stor litterær kunst.

En sådan tilgang vil være relevant i mange sammenhænge, ud fra en forudgående bestemmelse af betingelserne herfor, i forhold til det pågældende værk. Tilgangen vil være passende i forbindelse med f.eks. Søren Ulrik Thomsens digtning, hvilket han også selv vil sætte pris på.

Vi lever i en tid med store forandringer på kunstens område, hvilket også inkluderer skønlitteraturen, og derfor bliver kritikeren også nødt til at acceptere brugen af en bredere forståelse af værkbegrebet i mange situationer, hvor udgangspunktet må være en konceptuel bestemmelse af værket og en specifik tilgang ud fra en sådan bestemmelse.

Desværre kommer den traditionelle kritiker ofte til kort over for sidstnævnte type af værker, fordi vedkommende er ude af stand til at se ud over og at forholde sig kritisk til begrænsningerne i sin egen kunstarts specifikke håndværksmæssige tilgang som kritiker.

Det ville svare til, hvis en smed og en tømrer ved en fejl fik tilsendt et ur til reparation. Den ene ville gå i gang med sin hammer og den anden med sin sav.