Læsetid: 6 min.

’Toy Story 4’ har en eksistentiel dimension og er rørende og morsom ligesom sine forgængere

’Toy Story 4’, den fjerde film om legetøjet, der bliver levende, når menneskene ikke kigger, er lige så morsom og rørende som sine tre forgængere. Det er også en revolutionær fortælling om legetøjets frigørelse og bevidstgørelse
Den alfaderlige cowboydukke Woody og lille, nervøse Forky oplever lidt af hvert i Pixars ’Toy Story 4’.

Den alfaderlige cowboydukke Woody og lille, nervøse Forky oplever lidt af hvert i Pixars ’Toy Story 4’.

Capital Pictures/Ritzau Scanpix

29. august 2019

Der er ikke mange film, som har givet mig tårer i øjnene og klumper i halsen som Pixars smukt animerede og fortalte Toy Story-trilogi. Ikke mindst film nummer to og tre, der handler om tab og om at blive forladt, men heldigvis også om at have gode venner at støtte sig op ad, trækker stadig veksler på mine tårekanaler. 

Faktisk udgør de tre film en noget nær perfekt trilogi, en af meget få i filmhistorien, og jeg skal ikke sige mig fri for at være blevet mere end en smule nervøs, da man annoncerede, at en fjerde film var på vej.

Jeg havde dog ikke behøvet at bekymre mig. Toy Story 4 lever på alle måder op til de tre første film i serien. Faktisk tager den hul på et helt nyt kapitel i sagaen om legetøjet, der bliver levende, når vi mennesker ikke kigger. Det er muligt, at dette så er den sidste film – men der er samtidig en oplagt mulighed for at bygge videre på universet og føre de elskede figurer i nye retninger.

Men lad os begynde med begyndelsen: Toy Story 4, der er instrueret af Josh Cooley og skrevet af Andrew Stanton og Stephany Folsom, tager fat, hvor den forrige film slap for ni år siden. Cowboydukken Woody (stemme af Tom Hanks), rumactionfiguren Buzz Lightyear (Tim Allen) og alle de andre stykker legetøj, der engang blev leget så godt med af nu voksne Andy, er endt hos lille Bonnie. Her må de finde sig i den lille piges hurtige humørskift og luner, og det er ikke hver dag, de bliver leget med.

Stakkels Forky

Den nye historie begynder dog først for alvor, da en dybt ulykkelig Bonnie skal i skole for første gang – hun har slet ikke lyst til at møde en masse børn, hun ikke kender – og fornuftige Woody sniger sig med for at hjælpe hende. Han er indbegrebet af et godt og næsten alfaderligt stykke legetøj, der kun tænker på sit barns velvære.

Ved Woodys og en rar lærerindes mellemkomst får Bonnie skabt sig et nyt stykke legetøj af en piberenser og en ’spork’, en blanding af en ske og en gaffel. Hun kalder ham Forky (Tony Hale), og han bliver med det samme hendes nye yndlingslegetøj.

Der er blot det problem, at Forky er en rystende nervøs størrelse, som opfatter sig selv som et stykke skrald, der hører til i skraldespanden. Og så er det op til stakkels Woody at forhindre Forky i at smide sig selv ud – eller hente ham op af skraldespanden, inden Bonnie opdager, at Forky er væk og bliver ked af det.

Snart bliver Toy Story 4 til en roadmovie, hvor Woody, Buzz og alle de andre rødder tager på tur med Bonnie og hendes forældre – og Forky, der hele tiden, hvilket er temmelig hjerteskærende, omtaler sig selv som ’skrald’ og prøver at smide sig selv ud – nogle gange endda helt ud af familiens autocamper.

Eksistentiel dimension

Det spændende er, at Toy Story 4 i modsætning til de første tre film handler mere om legetøjet selv end om dets forhold til børnene, der ejer legetøjet. Engang stod der ’Andy’ under Woodys ene støvle, nu står der ’Bonnie’, og det er hans identitet: Han er Bonnies legetøjscowboy, og hans eneste opgave i livet er at gøre hende glad.

Men på turen med Bonnie og hendes forældre møder Woody og Forky, der har held med at smide sig selv ud af bilen med Woody i hælene, en af Woodys gamle venner, fårehyrden Bodil (Annie Potts) – hun var også med i den første film. Bodil lever nu det fede, frie liv sammen med sine får og er altså ikke afhængig af et barn til at gøre sig glad eller til et helt stykke legetøj. Hun er i sandhed en moderne, handlekraftig kvinde, der ved, hvad hun selv vil.

Og på den måde får filmen en eksistentiel dimension, som også findes i de første tre film, og som handler om, hvad man er – om noget overhovedet – når man ikke længere bliver brugt til det, man er skabt til. Hvad er et stykke legetøj, når det ikke bliver leget med af et barn?

Frihed til at elske

I de første tre film fulgte man Andys skiftende interesser – fra da han får Buzz Lightyear i gave i den første film, og Woody lige pludselig ikke er yndlingen længere og til den endelige overdragelse til Bonnie. 

I Toy Story 2 synger cowgirldukken Jessie (Joan Cusack), der engang tilhørte en pige, som mistede interessen for hende, en af de mest hjertegribende sange om engang at have været elsket. I Toy Story 3 er skurken en stor bamse, der engang følte sig elsket, men så blev efterladt og nu lader sin ulykke og hævntørst gå ud over andre stykker legetøj.

Og i den nye film møder Woody, Bodil og Forky også en kasseret dukke, Gabby Gabby (Christina Hendricks), hvis ’voice box’ er gået i stykker. Nu vil hun gerne have Woodys stemme, og hun tager den gerne med magt – ikke fordi hun er ond, men fordi hun er desperat efter at opleve et barns kærlighed.

Der er dem – især amerikanske kritikere – som har argumenteret for, at Toy Story 4 fortæller en frigørelseshistorie, hvor slaverne – legetøjet – bliver bevidstgjort om, at de hvide herremænd – legetøjsejerne – understrykker dem og forhindrer dem i at leve deres egne liv og tænke egne tanker.

Det er en sjov teori, og ser man filmen med det in mente, bliver den pludselig en del mørkere, end den reelt er. Der er dog ingen tvivl om, at Woody i mødet med den frigjorte Bodil bliver konfronteret med et langt liv i andres tjeneste, og spørgsmålet er, om det giver ham lyst til at prøve noget andet – en tilværelse, hvor han kun behøver tænke på sig selv og får mulighed for at elske en anden.

Revolutionær problemstilling

Det er en ret revolutionær – og meget aktuel – problemstilling, som føjer nye dimensioner til Toy Story-universet, og som sagt giver Pixar mulighed for at fortsætte sagaen i nye retninger – skulle selskabet altså have lyst til det.

Al denne lommefilosofiske snak skal dog ikke skygge for, at Toy Story 4 også er en umådeligt morsom og rørende film, der ikke står tilbage for sine tre forløbere. Forky er en på én gang urkomisk og tragisk skikkelse, som skal lære at elske sig selv, og scenerne i antikvitetshandlen, hvor uhyggelige bugtalerdukker huserer og udfører Gabby Gabbys beskidte arbejde, er suspense- og tempofyldte. 

Sjovest i filmen er dog nok et par andre nye figurer, den lidt kiksede og ikke videre modige stuntmanactionfigur Duke Caboom (Keanu Reeves), og de dumsmarte plysdyr Bunny og Ducky (Jordan Peele og Keegan-Michael Key), der henslæber en ørkesløs tilværelse som præmier i et skydetelt i et omrejsende tivoli.

Toy Story 4 leger lige så meget med alle de stemnings- og genremæssige farver på paletten som den højdramatiske 3’er, hvor al legetøjet var tæt på at dø på en forbrændingsanstalt. Og ja, jeg græd, så tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg siger ikke hvornår, men der er øjeblikke i filmen, hvor ens hjerte er tæt på at briste.

Jeg har nu i mere end 25 år grædt i selskab med Woody, Buzz og alle de andre. Det skyldes ikke kun, at Pixar har styr på virkemidlerne – for det har de i dén grad – men i højere grad, at de har opbygget et vidunderligt, stimulerende og underholdende univers, befolket det med elskelige, morsomme figurer, hvis liv og skæbne man så gerne følger med i, og fortæller opbyggelige historier, der stiller nogle af livets helt store spørgsmål.

’Toy Story 4’. Instruktion: Josh Cooley. Manuskript: Andrew Stanton og Stephany Folsom. Fotograf: Jean-Claude Kalache og Patrick Lin. Længde: 100 minutter. Biografer landet over i både originalversionen og en eftersynkroniseret version.

Mange film får filmredaktør Christian Monggaard til at fælde en tåre, men især Toy Story-filmene går rent ind hos familiefaren.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke spalterne blev fyldt med fyldig omtale af amerikanske metervarer, gu' ved hvad der så ville stå der i stedet? Noget relevant måske?