Læsetid: 7 min.

Trump kunne være blevet stoppet. Men de republikanske ledere svigtede

Typiske fremstillinger af Donald Trumps indtagelse af Det Hvide Hus antyder, at hans succes kan forklares med en fremherskende zeitgeist i vestlige lande, hvor frihandel, indvandring og eliter er lagt for had af mange vælgere. Men i en ny bog hævder den konservative journalist Tim Alberta, at Trumps valgsejr ikke var uundgåelig. Partiledere kunne have stoppet ham
I interview med Tim Alberta fortæller Cruz, at han stadig vågner op om natten ved tanken om, at han og Rubio i en forenet front kunne have standset Trump.

I interview med Tim Alberta fortæller Cruz, at han stadig vågner op om natten ved tanken om, at han og Rubio i en forenet front kunne have standset Trump.

Brendan Smialowski

16. august 2019

Valget af ejendomsmagnaten og underholdningsmanden Donald Trump til USA’s præsident i 2016 er blevet tolket fra mange forskellige synsvinkler.

Nogle iagttagere ser hans opstigen som en reaktion mod multilaterale frihandelsaftaler og en nyliberalisme, der har udflyttet arbejdspladser og holdt lønstigninger i ave gennem flere årtier.

Andre tolker Trump-fænomenet som et oprør mod en fjern politisk elite, der har plejet Wall Streets, private koncerners og rigmænds interesser som modydelse for deres kampagnebidrag. Et system, Trump kalder for »sumpen i Washington, D.C.«

En tiltagende indvandring af mennesker fra andre kulturer og af en anden hudfarve er blevet fremført som en tredje forklaring,

Fælles for disse tre forklaringer er, at de ikke nødvendigvis udelukker hinanden, og at de ikke er særegne for USA. Snarere forefindes de i mange vestlige industrilande.

I en ny, aktuel og omdiskuteret bog, American Carnage, fremlægger journalisten Tim Alberta dog en alternativ forklaring på det skelsættende valgresultat i USA i 2016.

Republikanske fejltrin

Trumps choksejr over Hillary Clinton skal ikke forstås som udtryk for et internationalt fænomen, hvor højrepopulister bruger identiske argumenter til at vinde magten i liberale demokratier.

Den drivende kraft bag Trumps spektakulære succes som præsidentkandidat i 2015-16 er ifølge Tim Alberta primært en lang række fejltrin begået af Det Republikanske Partis ledende skikkelser og præsidentkandidater fra 2008 og frem til 2016.

I særdeleshed peger forfatteren på dominerende republikanske politikeres fejllæsning af partiets kernevælgere samt på nogle oplagte og forspildte muligheder for at stoppe Trump i valgkampen.

Alberta siger det ikke direkte, men summen af hans talrige udredninger – baseret på interview med alle hovedaktører – giver umiskendeligt indtryk af, at Trumps sejr ikke nødvendigvis var uundgåelig. Det var ikke skrevet i runesten, at han ville vinde de republikanske primærvalg.

Det vil sikkert være betryggende at vide for amerikanere, der midt i demokraternes primærvalgkamp denne sommer føler desperation og magtesløshed over udsigten til måske at skulle leve med denne præsident helt indtil 2024.

Tim Alberta er ikke en kendt journalist i USA. Måske det skyldes, at han indtil for nylig var politisk korrespondent for det obskure tidsskrift National Journal og det konservative magasin National Review. Siden 2017 har han været seniorpolitisk medarbejder ved POLITICO Magazine.

Som konservativ og republikaner har Alberta oplagt nogle fordele, mainstreamjournalister ikke har. Han sikrer sig interview med alle de republikanske hovedpersoner i det politiske drama. De betror sig til forfatteren. De tør sige ting og sager, de formentlig ikke ønsker at ytre til andre.

Det gælder Donald Trump, vicepræsident Mike Pence, tidligere præsidentkandidat Mitt Romney (nu senator fra delstaten Utah), de tidligere formænd for Repræsentanternes Hus, John Boehner og Paul Ryan, flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, præsidentkandidaterne og senatorerne Ted Cruz og Marco Rubio samt Steve Bannon, Karl Rove (George W. Bushs rådgivere) og – temmelig overraskende – den nu fængslede Paul Manafort.

Hertil skal lægges interview med ledende skikkelser fra det mindretal af konservative og Tea Party-republikanere i Repræsentanternes Hus, der gjorde livet så frustrerende besværligt for præsident Barack Obama og de to republikanske ledere John Boehner og Paul Ryan.

Bogen, der er næsten 700 sider lang, er opdelt i 26 kapitler. Hvert kapitel er en specifikt udvalgt måned i kalenderen fra februar 2008 til december 2018. Persongalleriet er næsten udelukkende republikanere, bortset fra Obama og nogle få omtaler af Nancy Pelosi.

Radikaliseret vælgerskare

Allerede i de første kapitler antyder flere begivenheder, at vælgerskaren i Det Republikanske Parti er ved at blive radikaliseret.

Præsidentkandidat John McCains udnævnelse af Alaska-guvernør Sarah Palin til sin makker i valgkampen i 2008, hvor hun øjeblikkeligt forvandles til en stjerne trods sin skændige uvidenhed og uforståelige formuleringer, gøder terrænet for bigotteri, intolerance og racisme.

Som vicepræsidentkandidat er Palin den første republikanske toppolitiker til at så tvivl om Obamas kristne tro (han skulle være muslim) og fødested (han skulle være født i Kenya). Vi er i efteråret 2008, og McCain og partilederskabet kunne allerede på det tidspunkt have grebet hårdt ind mod Palin, endda udskiftet hende.

På valgmøder forsvarer McCain Obama. Tilstedeværende republikanere protesterer voldsomt. Nogle gange råber de »terrorist« om Obama. Men partilederne vælger at tie.

Tim Alberta: ’American Carnage – On The Front Lines of the Republican Civil War and the Rise of President Trump’, HarperCollins. 

En måned efter Obamas indsættelse fremsætter den nye præsident sit stimulus-program, der har til formål at redde USA’s økonomi fra totalt sammenbrud efter finanskrisen i 2008.

En tredjedel af pakken består af skattelettelser, republikanernes favoritemne. Trods det stemmer ikke et eneste republikansk kongresmedlem ja.

For de republikanske lovgivere bliver Obama radioaktiv. Mange af dem ønsker ikke at ses med den nye præsident.

Kongresformand John Boehner bliver udskammet af konservative og partiaktivister, efter at han spiller golf med Obama. Det er første og sidste gang.

Boehner tør ikke lægge sig ud med det højtråbende mindretal af Tea Party-republikanere i Repræsentanternes Hus.

Allerede inden republikanerne vinder kontrol med Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i 2010, har kampagnen, der stiller spørgsmål ved Obamas fødested og borgerskab, fået god vind i sejlene.

Samme år siger 41 pct. af republikanske vælgere til opinionsinstitutter, at Obama er født i Kenya. Seks år senere er andelen steget til 72 pct. takket være Donald Trump, Fox News og konservative radioværter.

Ingen af de toneangivende republikanske ledere protesterer. Da Mitt Romney stiller op for anden gang til de republikanske primærvalg (han havde tabt til McCain i 2008), vælger han bevidst at styre uden om de racistiske udfald mod Obama.

Men Romney indtager opportunistisk en indvandrerfjendsk holdning og gør sig til talsmand for at lade millioner af dokumentløse immigranter »deportere sig selv«.

Hans hovedmodstander, Newt Gingrich, taber primærvalgene i Iowa og New Hampshire og vinder i South Carolina ved at gå i et frontalt angreb på journalisterne under den forudgående tv-debat.

Her ser vi altså ledende republikanere som Romney og Gingrich sigte mod to af Trumps foretrukne mål – immigranter og pressen. Det er i 2012, tre år før han lancerer sin præsidentkampagne.

Ville Trump have haft så stor succes, hvis Romney, Gingrich og andre moderate republikanere havde sat Tea Party-aktivister og andre yderliggående elementer på plads?

Fra konservativ til højrepopulistisk

Det forbløffende ved Albertas udlægning af republikanernes metamorfose er, at overgangen fra et konservativt parti i Edmund Burkes ånd til en højrepopulistisk bevægelse ikke er lineær. Det sker i et siksakløb.

Eksempel:

Det er ikke kun Romney, der er lamslået over at tabe præsidentvalget til Obama. Republikanske partispidser og vælgere begriber det ganske enkelt ikke. Nu er gode råd dyre. Partiformand Reince Priebus nedsætter et udvalg, der foretager en »obduktion« af nederlaget.

Konklusionen er krystalklar.

Republikanerne bør slå til lyd for amnesti til de 12 mio. dokumentløse immigranter i USA og byde nye immigranter velkomne med åbne arme. Vælgere fra etniske mindretal skal inviteres indenfor. Selv de ledende kommentatorer på Fox News, Sean Hannity, Laura Ingraham og Bill O’Reilly, bakker op om ideen.

I Senatet enes fire demokrater og fire republikanere i 2013 om et forslag til en indvandrerreform, der vedtages med et overvældende flertal. Men den republikanske leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, afviser at sætte senatsforslaget til afstemning.

Et konservativt mindretal på højst 70 republikanske lovgivere, heriblandt en vis Mike Pence fra Indiana, truer med at vælte Boehner, hvis han lader Huset stemme om forslaget. Alberta skriver korrekt, at partilederen foretrækker at behage den ekstreme højrefløj frem for at tænke på landets interesser.

Og det er hverken første eller sidste gang, at Boehner og andre partiledere svigter. Det er faktisk realistisk at forestille sig, at en gennemgribende indvandrerreform ville have neutraliseret højrepopulistiske demagoger i partiet og berøvet Trump fra sit ledende valgrefræn.

Boehner fortæller åbenhjertigt forfatteren, at han set i bakspejlet fortryder at have veget for partiets radikale eksponenter. Det samme siger hans efterfølger, Paul Ryan, om sin vægelsindede holdning til Trump, hvem han først fordømmer og senere indgår en djævlens pagt med.

Vi er nu i de skæbnefulde år 2015-16, hvor primærvalgenes sidste fase udarter til en dyst mellem Texas-senator Ted Cruz og Donald Trump. Begge har læst tebladene. De ved, at kun kandidaten der præsenterer sig som outsider, anti-Washington, indvandrerfjendsk og kulturelt konservativ kan løbe af med trofæet.

Trods Cruz’ upopularitet i Senatet støtter næsten alle toneangivende republikanere ham mod Trump, som ingen i deres vildeste fantasi kan forestille sig som partiets bannerfører og præsident. En forenet front ville formentlig have skudt vingerne af Trump.

Men indtil det er for sent, tager ingen af dem Trumps kampagne alvorligt. De er overbevist om, at han er ude på at lave reklame for sig selv og sin koncern. Inden de afgørende primærvalg i Indiana og Wisconsin prøver Cruz at overtale senator Marco Rubio – der har trukket sig fra valgkampen – til at slutte sig til hans kampagne som potentiel vicepræsidentkandidat.

Rubio afviser at møde Cruz. Meningsmålinger viser, at de to tilsammen kunne have vundet flere delegerede til partikongressen end Trump. I interview med Alberta fortæller Cruz, at han stadig vågner op om natten ved tanken om, at han og Rubio i en forenet front kunne have standset Trump.

Tim Alberta: ’American Carnage – On The Front Lines of the Republican Civil War and the Rise of President Trump’, HarperCollins, 678 sider, 30 dollar

Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl taler til partiets medlemmer, efter at Dansk Folkeparti er gået fra fire til et mandat ved valget til Europa-Parlamentet. At Dansk Folkeparti fik et forfærdeligt valg til Europa-Parlamentet understreger ifølge populismeforsker Cas Mudde, hvor normaliseret DF’s politik og holdninger er blevet.
Læs også
 

Forestillingen om, at Vesten kommer ud af sin nuværende fase med politisk disruption, når de gamle mænd dør, er helt forkert, mener den britiske politolog Matthew Goodwin. På billedet ses unge demonstranter fra den indvandrerkritiske bevægelse, Generation Identitær.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Alvin Jensen
  • Gert Romme
Anne-Marie Krogsbøll, Alvin Jensen og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Det kan gøres i år 2020.

De republikanere som synes, at det er gået for vidt med Præsident Donald Trump. De kan jo pege på en anden og mere moderat kandidat. En kandidat, der måske vil lægge bånd på hans og hendes udtalelser om hvad som helst her i Verden. Det er det som kaldes ansvarligt demokratisk lederskab.

Demokraterne må være knivskarpe med at få opstillet en kandidat, som kan byde Donald Trump det rette modspil. Der er ikke råd til endnu en Hillary Clinton. Jeg sætter min lid til, at Demokraterne som parti har lært lektien af det katastrofale valg i år 2016. Der er ikke råd til flere fejltagelser hverken for USA eller for hele Verden.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Karsten Lundsby, Lisbeth Glud og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nej, der er ingen af de nuværende kandidater der sparker røv og den er ellers nem nok at ramme.

faktisk er valgmandskollegiet, så udemokratisk det end er, vel skabt til netop at stoppe super-populister som Trump, men det svigtede totalt.

Alvin Jensen, Gert Romme og Helle Walther anbefalede denne kommentar