Læsetid: 3 min.

Tysk roadmovie tager en romantisk skabelon og smækker varme og intellekt i kinderne på den

Den tyske blaffer-kammerspils-roadmovie ’Camper 303’ lader to fremmede rejse ned gennem Europa og stadig tættere på hinanden. Den opvarmer os med sit ukunstlede samspil, den kilder os med sin intellektuelle legesyge – med samtaler om valg af mage på baggrund af immunforsvar og CroMagnonsmenneskets jagtstrategier
Jule (Mala Emde) og Jan (Anton Spieker) tager på roadtrip ned gennem Europa i Hans Weingartners ’Camper 303’.

Jule (Mala Emde) og Jan (Anton Spieker) tager på roadtrip ned gennem Europa i Hans Weingartners ’Camper 303’.

Øst for Paradis

29. august 2019

I en målrettet, vestlig kultur kan det være helt usandsynligt saliggørende at se en roadmovie som den fine, tyske Camper 303. Som om man et kort øjeblik kommer i kontakt med alt dét, man efterlod i barndommen eller i hvert fald i ungdommen. Den fraktale fordybelse i bevægelsen. Evnen til at undersøge omgivelserne, som om de hele tiden fødes på ny, der er gået tabt til fordel for den hurtigste vej mellem punkt A og B.

Det anskueliggøres pædagogisk i roadmovie-genren. Tænk på Easy Riders erkendelsesrejse gennem et snæversynet og voldeligt USA, et motorcykeltrip, der får hovedpersonerne til at vakle i troen på et meningsfuldt liv. De kommer ikke hele ud af rejsen.

Camper 303 er en dybt traditionel roadmovie af en langt mere humanistisk optimistisk variant.

Jule (Mala Emde) stikker af fra dagligdagen i Berlin efter at have dumpet en biologieksamen. Hun vil ned til sin kæreste i Portugal, som hun har fundet ud af, hun er gravid med. Hun står ud i sin voluminøse Mercedes-autocamper, der vist havde sin storhedstid i 70’erne og samler Jan (Anton Spieker) op på en rasteplads. Han skal ned for opsøge sin biologiske far for første gang i Spanien.

Vores mages immunforsvar

Vores store chance for at sanse verden findes selvfølgelig stadig i rejsen, hvor vi kommer på udebane. Vi kan slippe den resultatorienterede håndbremse og bare drive i de retninger, som vejene synes at animere til. Formet af bevægelsen og oplevelserne i nuet, ikke destinationen. Som snart kan forandre sig.

En autocamper er et effektivt rum for en roadmovie, fordi det er så stort, og fordi de rejsende også bor i det. Det er et flytbart ly for natten, hele rejsen kan foretages inde i det rum. Og hovedpersonerne rejser uvægerligt tættere og tættere på hinanden inde i den rummelige kabine.

Hurtigt begynder deres samtaler at handle om noget. Selvmord. Kærlighed. Sex. Kapitalisme. Darwin. Kollektivisme. Neandertalerne og Cromagnonsmenneskets jagtstrategier. Fri vilje. Biologi. Neurovidenskab. Åbne forhold. Immunforsvaret og dets relation til magen, vi vælger.

Samtalerne flyder ubesværet, virker ikke skrevne. Så virker de pludselig alligevel tænkte, skrevne. Det er en blandet oplevelse, men med klar overvægt af fornøjelige skudvekslinger.

Imens driver den gamle, europæiske skønhed forbi som en visuel flod omkring den panoramiske forrude. Jule og Jan driver fra naturens omfavnelser til kulturens oplysninger og tilbage igen. Kameraet driver med dem, simulerer de rejsendes rastløse blikke, men genvinder også autoritet, når det fordyber sig med fast hånd og indstilling i Europas skønhed eller duoens dialoger og spejlinger.

Vi opvarmes af det ukunstlede samspil, vi kildes af deres intellektuelle legesyge. Den østrigske instruktør Hans Weingartner har skrevet manuskriptet med Silke Eggert. Han har studeret neurovidenskab, og det er både en fordel og en ulempe.

Filmen bliver lige lovlig kønsligt firkantet, naturvidenskabeligt skråsikker i sine observationer undervejs. Men samtidig bliver denne rationelle positivisme også solide afsæt for nye diskussioner.

Et rullende kammerspil

Camper 303 er et rullende kammerspil og en taoistisk roadmovie. Den tager en godt brugt skabelon og giver den varme i kinderne.

Og den minder mig om Richard Linklaters for nogen klassiske, romantiske strangers-in-the-night-film Before Sunrise fra 1995 med Ethan Hawke og Julie Delpy i hovedrollerne. Der er ligheder mellem de to film. To fremmede mødes i et gammelt Europa og på deres intenst dialogbårne rejse – deres gåtur i Wien – driver de tættere og tættere på hinanden. En film som Hans Weingartner sjovt nok var produktionsassistent på.

Jeg nød dog hans film mere. Fordi de to hovedroller er langt mere brugbare, langt mindre romantisk æteriske end i Linklaters film. Det her er to mennesker, der med hele deres intellekt, men også kropslighed og sanselighed frontalkolliderer. Og filmens bevægelighed – både den fysiske rejse, men også deres intellektuelle, sanselige, emotionelle rejselyst – bevæger.

Camper 303’ – Instruktion: Hans Weingartner. Manuskript: Hans Weingartner og Silke Eggert. Fotograf: Mario Krause og Sebastian Lempe. Længde: 119 minutter. (Biografer i Aarhus, Aalborg, København, Ishøj, Valby, Gentofte, Holte)

Richard Linklater har skrevet manuskriptet til Before-triologien i et tæt samarbejde med Julie Delpy og Ethan Hawke. Og i alle tre film er der en naturlighed over deres spil og deres samvær og samtale, som ellers kan være svær at skabe på film.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu