Læsetid: 7 min.

Det uhyggeligste sted i verden er inde i hovederne på andre mennesker

I anden sæson af tv-serien ’Mindhunter’ fortsætter David Fincher sin kortlægning af USA’s seriemorderlandskab. Og igen rejser det spørgsmålet: Hvorfor har de mest bestialske mordere til stadighed så massiv kulturel appel?
I mine teenageår var jeg besat af seriemordere. Når jeg stadig i dag, et kvart århundrede senere, synes, at to år er urimeligt længe at vente på anden sæson af seriemorderparaden Mindhunter, er det, fordi jeg aldrig vokser fra min fascination af sindets allermørkeste kroge, skriver Anna von Sperling.

I mine teenageår var jeg besat af seriemordere. Når jeg stadig i dag, et kvart århundrede senere, synes, at to år er urimeligt længe at vente på anden sæson af seriemorderparaden Mindhunter, er det, fordi jeg aldrig vokser fra min fascination af sindets allermørkeste kroge, skriver Anna von Sperling.

Foto: Courtesy Dust-to-Digital/ Library of Congress

23. august 2019

Seriemorder på seriemorder på seriemorder. Og så lad os da lige tage en seriemorder mere, når vi nu er i gang.

David Finchers dramaserie Mindhunter er den tv-serie, jeg drømte om i begyndelsen af 1990’erne, men aldrig fik. Jeg måtte vente 25 år, og da jeg i mellemtiden havde fået barn, huslån og hård hud på sjælen, faldt den ikke på et helt så tørt sted: For nu ved jeg jo, at vi alle skal dø. At jeg sandsynligvis ikke bliver rablende sindssyg inden. Og at jeg dybest set er et godt menneske.

At jeg var så besat af seriemordere i mine teenageår, tror jeg nemlig hænger sammen med en række karakteristika ved den ufærdige personlighed. Når jeg stadig i dag, et kvart århundrede senere, synes, at to år er urimeligt længe at vente på anden sæson af seriemorderparaden Mindhunter, er det, fordi jeg aldrig vokser fra min fascination af sindets allermørkeste kroge.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ulrik mortensen
Eva Schwanenflügel og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Godt spørgsmål. Et bud er at de fleste mennesker slet ikke ved hvad der foregår i verdenen omkring dem (eller hvor meget der bliver holdt hemmeligt for dem) og derfor søger ekstremer i serier som denne.

Jeg er for længst holdt op med at se den slags.

Steffen Gliese

Det er interessant at søge svar på, hvor fascinationen kommer fra.
Personligt tror jeg, at krimiens store succes skyldes, at der meget ofte er tale om en presset og stresset funktionær, som i kamp med et rigidt og stærkt hierarkisk system kæmper for at udføre sit arbejde.

Arne Albatros Olsen

Nej, det mest uhyggelige sted er nok inde i din egen psyke, når du fuld ud møder din skygge
og alle de andre sære væsner, som normalt er gemt væk.

Søren Kristensen

Jeg ved ikke om en personlighedsspaltning kan være så notorisk, at der er belæg for at skrive historien om en pensionsmoden kriminalkommissær, hvis sidste opgave bliver at genåbne en sag der har været henlagt i fire årtier, blot for langsomt, men sikkert at konstatere at det er ham selv der er/var morderen. Ku´ det måske ikke være uhyggeligt!