Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Den ældre hvide kvinde har brug for en rund, ung, indisk hjælper for at holde på magten

Den indisk-amerikanske komiker og manuskriptforfatter Mindy Kaling forsøger at bygge den hvide, midaldrende kvinde op og justere hende til 2019 i komedien ’Late Night’ om en falleret talkshowvært. Men ved at give Kaling rollen som hjælper og lægge morskaben i munden på Emma Thompson bliver filmen en lidt for pæn omgang sjov med tidsånden
Den indisk-amerikanske komiker Mindy Kaling har både skrevet og spiller med i den biografaktuelle film ’Late Night’ med Emma Thompson i hovedrollen. Hun formår både at tage pis på den ældre generation og samtidig prikke til »det fjollede ved nutidens koder, hvor en brun kvinde under arnem virker som et slags automatisk adgangspas til repspekt.« Desværre tager Thompsons rolle alt for meget plads fra den lysende komikerstjerne Kaling.

Den indisk-amerikanske komiker Mindy Kaling har både skrevet og spiller med i den biografaktuelle film ’Late Night’ med Emma Thompson i hovedrollen. Hun formår både at tage pis på den ældre generation og samtidig prikke til »det fjollede ved nutidens koder, hvor en brun kvinde under arnem virker som et slags automatisk adgangspas til repspekt.« Desværre tager Thompsons rolle alt for meget plads fra den lysende komikerstjerne Kaling.

Emily Aragones / Scanbox

Kultur
12. september 2019

Jeg har været ægte besat af den indisk-amerikanske sjovhedsmaskine Mindy Kaling.

På meget kort tid åd jeg samtlige sæsoner af hendes komedieserie på Fox, The Mindy Project (2012-2017), som hun skrev, redigerede, instruerede og producerede og gjorde sig selv til vidunderlig hovedrolle i som den unge, kærlighedshungrende, totalt apolitiske og materialistiske gynækolog dr. Mindy Lahiri.

Denne Mindy ville for alt i verden gerne score en flot hvid, høj, rig mand og for alt i verden ikke sætte sin fod i beskidte Brooklyn. Kaling omfavnede klicheen om en indisk karrierelæge på Manhattan, hun svælgede politisk ukorrekt i selvfornedrelse ved at overdrive Mindys bøvl med egen kurvede krop og superintense forhold til snacks.

Hun tog bestandigt pis på de forventninger, man kunne have til at se en minoriseret person på tv-skærmen.

Kaling er med sin smag for det på én gang sukrede, højtbegavede og sentimentale et barn af Norah Ephron (geniet bag Sleepless in Seattle, Da Harry Mødte Sally og You’ve Got Mail).

Det fantastiske ved hende er, at hun er så enorm en comedy- og romcomfan og -nørd. Alt hvad hun gør, leger med de genrer og klicheer, hun står på skuldrene af.

Hun emmer af begejstring for det nærmest skingert underholdende, hun insisterer helt tydeligt på, at et sprudlende fyrværkeri lyser himlen op, hver gang munden plaffer alt, hvad hjertet og røven er fuld af, ud i verden.

Hendes karakterer elsker popkultur lige så meget som hun selv gør. Det er derfor, man besættes af hende.

Sammen med Aziz Ansari var Mindy Kaling for få år siden nærmest den eneste indisk-amerikanske komiker, verden havde set på mainstream-tv, men hun insisterede på, at én indisk kvinde ud af en (halv) milliard ikke har pligt til at være ufejlbarlig eller en rollemodel, men må more sig med det, hun selv synes er sjovt. 

Hvad røven er fuld af

Denne lange indledning for nu at sige: Mindy Kaling er en kæmpe stjerne, sindssygt godt selskab, og i det lys er den biografaktuelle komedie Late Night, som hun har skrevet og spiller med i, en mild skuffelse.

No one puts Mindy Kaling in the corner. Men det gør hun selv og instruktør Nisha Gantatra lidt her i forsøget på at sige en masse om tiden via majoriteten – frem for blot at more sig.

Vi følger den multipelt Emmy-vindende, britiske talkshowvært Katherine Newbury (Emma Thompson), der i årtier har sejret derudad på amerikansk tv med sit Late Night  with Katherine Newbury. 

Men nu – tro det eller lad være, jeg bliver nærmest lidt søvndysset, mens jeg skriver det – er tidsånden ved at indhente den elskede komiker. Hun fatter ikke, hvordan internettet og sociale medier virker, hun forstår ikke hvorfor seerne valfarter til et konkurrende talkshow, hvor værten vasker en hyrdehund sammen med Robert Downey Jr. fremfor at svælge i hendes samtale med en stor kvindelig intellektuel.

Hendes omfattende skrivehold består af en flok hvide mænd, fordi hun ikke kan lide kvinder, og de producerer ufarlige, apolitiske jokes på samlebånd og ser hende så utroligt sjældent, at hun vælger at navngive dem med tal frem for deres bøvlede, faktiske navne, da hun endelig får møvet sig hen til et af deres møder.

Hvad kan ændre på disse skidte, skidte mønstre og forhindre Katherine i at blive erstattet af en plat, perfid, hvid yngre fyr (Ike Barinholtz)? Mindy Kahling i rollen som Molly Patel, selvfølgelig, der i første omgang udelukkende bliver hyret, fordi hun ikke er mand og ikke er hvid (et såkaldt diversity hire), men som ikke overraskende viser sig at rumme den visdom, Katherine Newbury og hendes mandlige undersåtter har brug for at høre.

Kahling har blandt andet arbejdet som en af mange manusforfattere (staff writers, hedder det) på den amerikanske udgave af The Office. I det lys giver det åbenlys mening for hende at skrive manuskriptet til en film, hvor hun selv spiller staff writer

Molly arbejder på en kemikaliefabrik og har lært komediebranchens tricks, kneb og herligheder at kende ved at rådyrke tv-shows derhjemme alene med sin mikrobølgeovnsmad. Det er en erfaring og en verden, Kaling kender, en verden, hun har kæmpet sig frem i, og Late Night kan ses som et forsøg på at vise os den verden, overdrive den og måske gøre den synlig, så den kan ændres.

Hvid kvinde åbner op

Molly opfordrer således en først modvillig Katherine til at træde i karakter som sig selv, til at være ærlig, tale frit om sin sårbarhed og politiske holdninger og vrede over at blive behandlet anderledes som aldrende kvinde i Hollywood. 

Molly opfordrer hende til at komme ud af det støvede studie og lave sjove, selvironiske indslag, hvor hun snakker med virkelige mennesker og gør grin med de priviligeredes arrogante ønske om at ’redde’ alle minoriteter. Hun opfordrer hende til at omfavne populærkulturen og til ikke at være bange for, men nysgerrig på, de nye tider.

Og det virker, gør det. Late Night er således en helt igennem typisk film for tiden, der med selvironi og overdrivelse tager pis på en ældre generation, der bliver nødt til at forny sig selv og hoppe ned fra piedestalen (nogen burde vise filmen til David Letterman og hans røvsyge Netflix-talkshow).

Den ældres forundrede, misantropiske blik på en ny verden prikker samtidig til det lidt fjollede ved nutidens koder, hvor en brun kvinde under armen virker som et slags automatisk adgangspas til respekt.

I al denne jongleren med tidsånd, som på en måde er filmens eneste tema, er det et spøjst scenarie at hovedpersonen er en superpopulær, kvindelig late night-vært, for de kvinder findes nærmest ikke i virkeligheden. I den forstand giver det bedst mening at læse Katherine Newbury som en hvid mand.

Og så tilføjer filmen, halvgodt instrueret af Nisha Gantatra, så meget sympati i Katherine Newbury, at Thompson mister noget af det ondskabsfulde spid, der ellers klæder både hende og filmen: Katherines mand er så hjertens god, at man er lige ved at drukne af hygge i hans kop te ved telefonen derhjemme. 

Og når Katherine for en stund er ved at blive fældet af en MeToo-sag, så skal hendes parforhold glorificeres så voldsomt og hendes ’offer for eget flygtige begær’ fremstilles så forståeligt og forsonende, at det mister al kraft.

Men det vigtigste at fastslå er: Næste gang skal Mindy Kaling skrive sig selv, ikke Emma Thompson op. 

For sagen er, at når Kaling ikke er hovedperson (hun spillede også en lidt irriterende rolle i amerikanske The Office som den kærlighedshungrende kontorfunktionær Kelly Kapoor), så sprudler hun ikke.

Hun reduceres til et blødt komisk side-kick til en film, der forsøger at være lige så sjov som Kaling, men som forbliver lun og rund. Kaling bliver ikke den, der overskrider grænser ved at eksplodere sit ego i tusinde sjove farver, men en sjov lille en.

Og mens Emma Thompson nok skal få sine skulderklap for at være relativt morsom og rørende, og ér det, så hepper jeg langt, langt mere på det åbenlyst federe for tiden: At Mindy Kaling snart får lov til at skrive, producere, redigere, instruere og spille hovedrollen i en pissesjov spillefilm, hvor ingen tidsåndsballade eller publikumshensyn sætter grænser. Det er hende, vi har til gode at blive besat af allesammen.

’Late Night’. Instruktion: Nisha Gantatra. Manuskript: Mindy Kaling. Fotograf: Matthew Clark. 102 min. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mindy Kaling i hendes egen komedieserie The Mindy Project var da bestemt ikke upolitisk! Hun skreg og råbte (jo, hun gjorde!) i hvert afsnit "Trump 2016" - og uanset, at hun ikke selv mener, at det betyder noget som helst, at hun som karakter i den her komedieserie nævner det her i hvert afsnit næsten, så betyder det altså noget! Til sidst kunne jeg ikke holde ud af se den her serie, fordi den mere blev et projekt for hendes, Mindy Kalings, selv-udvikling end udviklingen af hendes karakter i serien.

Og lad mig tilføje dette også:

I løbet serien (spoiler, read at your own risk!) får Mindy's karakter et barn med en konservativ kristen katolsk læge;
det kommer der ikke spor sjove situationer ud af! Bare en hel del u-interessante betragtninger over forskellen på indiske læger og konservative katolske læger i USA! Desuden er hun, Mindy's karakter, ansat, som gynækolog, i en privatklinik i USA - ikke på et offentligt sygehus..