Læsetid: 4 min.

Man skal aldrig skyde en ulv. Det kan være en fortumlet og forelsket fe i ulveklæder

Tænk hvis man kunne bo i en Willumsenroman, hvilken lykke. Som knopskællenes små smæld. Som gærdesmuttens sang. Som jordbær med fed fløde og portvin
»Løg trækker tårer, og hun har altid været sart. Hun tager en dyb indånding, inden hun trækker den tynde skal af løget, og den skarpe lugt og smagen sætter sig på kniven, på skærebrættet og på hendes fingerspidser. Hun snitter, og alt bliver værre.« Håndgribeligheden er skøn. Det er sådan romanens hovedperson bliver til, gennem sansninger og genstande. Det er berusende, skriver Kamilla Löfström.

»Løg trækker tårer, og hun har altid været sart. Hun tager en dyb indånding, inden hun trækker den tynde skal af løget, og den skarpe lugt og smagen sætter sig på kniven, på skærebrættet og på hendes fingerspidser. Hun snitter, og alt bliver værre.« Håndgribeligheden er skøn. Det er sådan romanens hovedperson bliver til, gennem sansninger og genstande. Det er berusende, skriver Kamilla Löfström.

13. september 2019

Løg trækker tårer er titlen på Dorrit Willumsens nye roman, og lige umiddelbart tænker man måske: Hvad mon det skal betyde? Det lyder víst – a la ingen roser uden torne og den slags. »Løg trækker tårer« er desuden romanens første sætning, og det skal vise sig, at ordene henviser til helt konkrete løg og helt konkrete tårer.

Løget symboliserer ikke en person uden kerne som i Ibsens Peer Gynt eller et erindringsarbejde som i Günter Grass’ Når løget skrælles. Hos Willumsen er løg bare løg – sådan her:

»Løg trækker tårer, og hun har altid været sart. Hun tager en dyb indånding, inden hun trækker den tynde skal af løget, og den skarpe lugt og smagen sætter sig på kniven, på skærebrættet og på hendes fingerspidser. Hun snitter, og alt bliver værre.«

Håndgribeligheden er skøn. Det er sådan romanens hovedperson bliver til, gennem sansninger og genstande. Det er berusende. Dorrit Willumsens forrige roman Nær og fjern fra 2015, som hun modtog Montanas Litteraturpris for, var også berusende. Mange mennesker og meget fest.

Denne gang er perspektivet holdt til én person. En kvinde på 74 år, der på side 12 navngiver sig selv ’Wendy’. Samme sted har hun forladt sit hjem og ’manden’ (som ikke ligefrem er en ægtemand, men mere én, hun er ansat hos.

Hun har også haft en elsker, men hendes store kærlighed er en helt tredje mand, vent bare). Wendy finder et hotel ved Hovedbanegården, stiller sin taske på værelset. Hun er med andre ord ankommet, og så står der denne vidunderlige sætning:

Dorrit Willumsen: ’Løg trækker tårer’.

Gucca
»Hun slikkede sine læber, som var hun en konvolut, der skulle afsendes.«

Som jeg har været inde på, er billedsproget sparsomt hos Willumsen, men når hun bruger det, er det en fryd. Her er endnu et eksempel: Wendy har en ting med at falde. Hun er øvet i at falde og betragter det selv som en hel naturlig ting.

Hun har ar på sine knæ efter faldene, fra København, fra London og Paris (som elskeren tog hende med til), men »hun mangler New York i sit knæs landkort«.

Kvinden i ulvepels

Landkortet og konvolutten viser Wendy i verden, hun kan aflæses og læses. Men hvem er modtageren? For samtidig er hun så alene som nogen, forvildet og fortumlet, uden sted og stedsans.

Hendes ensomhed føles klaustrofobisk, hendes detaljerede madindkøb og alenespisning er lige ved at fremkalde kvalme. Navnet Wendy passer godt til hende, for ligesom Peter Pan er hun et evigt barn.

Hun flytter ind i en skunk i en lejlighed, der er ved at blive istandsat. Håndværkerne har glemt nøglerne i døren. Hun er ikke ret høj og kan lige være der i det lille rum i væggen med sin ulvepels, sin taske, bananer og flødeboller, der ikke larmer, når man spiser dem, en pakke bleer til, når hun ikke kan holde sig.

Hun skjuler sig for håndværkerne, aflurer deres arbejdsrutiner, senere skjuler hun sig for lejlighedens ejer og en kvinde, der besøger ham.

Hun lærer, hvornår hun kan smutte ud og gøre sine indkøb eller simpelthen sanse verden, håbe på at »høre gærdesmutten lige nu«, glæde sig til »knopskællenes små smæld under sålerne«. Eller faktisk »se på smukke, overraskende ting« i udstillingsvinduerne.

»Hun ved, at man regner denne hobby for meget overfladisk. Men den er grænseløs, helt uden sproglige barrierer, en slags tingenes esperanto.«

Kvinden i ulvepels i skunken er nærmest frygtløs. Eller forelsket. Hun begynder at spise af indehaverens mad, hun støver hans vindueskarme og sko af, kilder sig selv med hans barberkost – »den har skaft af moseeg med små lysende sølvstjerner, og hårene stammer sikkert fra en grævling«.

Wendy syr ikke sin elskedes skygge på igen, men knapper i hans skindjakke. Som forelsket kvinde synger hun for hans slips.

Tilbage til barndommen

Dorrit Willumsen lukker umærkeligt surrealismen ind. Wendy taler med ulvepelsen, hun er en slags fe, der altid bevæger »sig ti centimeter over fortovet«. Wendys egentlige barndom viser Willumsen i sanselige glimt.

Til hendes barnedåb blev der serveret »jordbær med fed fløde og portvin« i lysthuset, senere er hun »fe i legetøjets rige« og på konditori med sin mor og »alle glasdøre åbner for den barnlige fe med de små gennemsigtige vinger, og i hendes rige er de alle legesyge«.

Men til Wendys konfirmation tilegner hun sig »en fin, stilfærdig gråd« og gør sig den erfaring, at børn bare er »de voksnes legetøj«.

Wendys indflytning i skunken i en lejlighed, der ikke tilhører hende, får hende samtidig til at ligne et dyr. Det er måden, hun spiser carpaccioen lige fra pakken på, det er, når hun spiser andres rester efterladt på spisebordet i lejligheden og fra byens containere. Men på samme tid gør Willumsens tætte skrift for eksempel ti appelsiner fra Rema 1000’s container yderst appetitlige:

»De er græske og lidt runkne og dejligt søde.«

Wendys hemmelige liv i skunken viser sig at bringe hende tilbage til barndommen. Det lyder lykkeligt, men det er jeg slet ikke sikker på, det er. I hvert fald ikke kun.

Slutningen er drømmeagtig og surrealistisk, og jeg skal ikke prøve at forklare den. Men jeg ved, at man aldrig skal skyde en ulv. Det kan være en fortumlet og forelsket fe i ulveklæder, der måske har fundet hjem.

Dorrit Willumsen: ’Løg trækker tårer’. Gyldendal, 174 sider, 200 kroner

Det er ikke en rar verden, Dorrit Willumsen skildrer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu