Jeg har kun to indvendinger mod den bog, som Berlingskes Cavling-vindende journalister netop har udgivet om deres livs sag: Hvidvaskskandalen i Danske Bank.
Den ene er, at de sætter en standard for bogjournalistik, som simpelthen bliver meget svær at matche for efterfølgende reporterhold. I Beskidte milliarder får man serveret indviklet økonomisk stof i så forståelig og hæsblæsende en form – endda uden at noget synes at gå tabt – at det kan blive meget svært at gøre efter.
Mindst én i det berlingske team er suveræn i opbygningen af en kompliceret komposition, så den fremstår naturligt elegant, tilsat et kildevæld af fine – ikke platte – sproglige virkemidler i form af visuelle beskrivelser, karakterskitser, kapitelanslag og såkaldte ’cliffhangere’, der med stort held skydes af i denne ikkelitterære genre.
Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund: ’Beskidte milliarder – da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag’.
Allerede indholdsfortegnelsen signalerer forfatternes ufravigelige intention om at fange læserne – og holde dem fast – med kapitelnavne som: »Det første drab«, »Det anonyme brev«, »Kodeord Vodka« og »Danskerbyen« (de fire første) – ligesom Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund i klassisk thrillerstil har udstyret deres bog med både en Prolog og en Epilog, der emmer af drama.
Man får ind i mellem den kronologisk fremadskridende handling (2006-2019) indblik i et væld af aktører, institutioner og begreber, som behændigt føjes ind, når det virker logisk – med den ikke uvæsentlige sideeffekt, at man også bliver klogere: Danske Bank, Finanstilsynet, østeuropæiske korruptionsmodeller, hvidvask- og skattelymetoder, stråmandskonstruktioner, og så så videre.
Netop på kildefronten opstod der heftig journalistisk diskussion om berlingske-holdets kilder efter udgivelsen af bogen Troldmanden (anmeldt i Information 17. august), hvor journalisterne Abild, Dyrekilde og Rose udnævnte en erklæret kynisk amerikansk storkapitalist, Bill Browder, som styrende for Berlingskes mange avisafsløringer om Danske Bank.
Det finder man ikke meget belæg for i denne bog, hvor bankens groteske fremfærd dokumenteres af myriader af kilder, herunder banken selv.
Tågen om Thomas Borgen
I hele bogen registrerede jeg kun to-tre lidt tungere passager på 4-5 sider hver, og et par af dem falder netop, hvor Browder er indblandet, hvilket kunne tyde på, at manden er så god til at trænge sig på, at selv overflødig, navnetung sniksnak sniger sig ind på journalisterne.
Lidt pudsigt er det, at de ellers flittigt rejsende berlingske-folk lader den altid presseglade Browder afvise alle beskyldninger mod sig selv »i en mail« – som det omhyggeligt anføres – næsten som om de på forhånd frygter berøring.
Under alle omstændigheder erkendte banken selv i september 2018, at »en stor del« af de særligt suspekte kunders transaktioner på 1.500 milliarder kroner nok har været »mistænkelige« – men de interne undersøgere frikendte samtidig den mand, som både havde ledet den estiske filial og siden hele Danske Bank i de fleste betændte år for ansvar.
Og her vil jeg vende tilbage til den anden indvending, som netop udspringer af berlingske-gruppens detaljerede suspense-opbygning: Den eneste nælde, der ikke gribes fast og ufortøvet om, er den, som læseren ellers har bemærket i kapitel efter kapitel – nemlig bogens uomtvistelige hovedperson: Danske Bank-bossen Thomas Borgen.
Side for side får man ’indicier’ på endda meget mystiske svigt fra denne mand:
»Selv på et meget tidligt tidspunkt burde alarmklokkerne have ringet,« står der et sted.
»Danske Banks nye topchef gik altså direkte imod anbefalingen fra sin organisation om at drosle ned for de risikable kunder,« hører man nogle sider senere.
Tre særligt grelle episoder, der involverede nordkoreansk våbensmugling, russisk skattesvig og en korrupt præsidens tyverier, knyttes omhyggeligt til hans navn:
»Og alle tre sager fandt helt eller delvist sted under den treårige periode, hvor norske Thomas Borgen var ansvarlig for Danske Banks baltiske bankaktiviteter,« skriver forfatterne.
Selv en top-whistleblower og et udsendt special-revisorhold blev fejet af bordet af Borgen selv – hvorved alt løb »stille og roligt ud i sandet – efter Thomas Borgens mellemkomst«.
Om ikke andet havde jeg i epilogen forestillet mig, at skribenterne greb direkte om denne nælde, som de må have diskuteret, og som skyder op igen og igen: Var denne pæne bankmand i virkeligheden indfedtet i dyb kriminalitet – og dermed også fuldblods psykopat?
Når bogen havner i tågen nøjagtig her, tror jeg, det skyldes indgroet journalistisk uvilje mod at bytte sin objektive rolle ud med en langt mere subjektiv og dermed udsat position – og det er de måske også blevet tilrådet.
Indicierne er bare bygget så præcist op, at anklagerne burde være trådt frem med deres procedure – synes jeg. Svært, men ikke umuligt. Personligt ville jeg have vovet pelsen.
Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund: ’Beskidte milliarder – da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag’. Gyldendal, 357 sider, 300 kroner.
