Franske Delphine de Vigans nye roman De taknemmelige handler om ordenes betydning og om, hvad der sker, når man begynder at miste dem. Hovedpersonen, den ældre kvinde Misjka, lider af afasi, af talebesvær, og da hun flytter på plejecenter, bliver hun hjulpet med at holde fast i ordene af talepædagogen Jérôme og af sin tidligere nabo Marie, som Misjka har været en slags ikkebiologisk mor for.
Jérôme og Marie er bogens fortællere, der på skift og med hvert sit udgangspunkt beretter om deres møder med Misjka på plejehjemmet.
Kapitlerne er korte og altid dialogbaserede; det er replikudvekslingen, der er i fokus i De taknemmelige. Med Marie taler Misjka om fortiden og om Maries graviditet, og med Jérôme forsøger Misjka at holde gang i sit vokabularium via ordlege, der dog ofte munder ud i dybere overvejelser, blandt andet om Jérômes forhold til sin far. Når det er bedst, lyder det sådan her:
Delphine de Vigan: ’De taknemmelige’.
’Ja.’
’Er han gammel?’
’Ja, det må man vel sige.’
’Har du ikke set ham, efter at han blev gammel?’
’Nej.’
’Nå, sådan.’
’Nå, sådan hvad?’
’Det er derfor, du godt kan lide de gamle.’
’Det havde jeg ikke tænkt på, men hvem ved …’
’Men så skulle du tage at sige det til ham.’
’Sige hvad til ham?’
’Alt. Alt det man forbyder … fortryder, bagefter, når folk går bort, pist …’«
Der er en fin fremdrift i tekststykker som dette, noget både uventet og alment.
I det hele taget er dialogerne interessante. De handler om alderdom og tab og har ofte en enkel og poetisk kvalitet.
Registreringen af Misjkas evige famlen efter ordene i dialogerne – »Senere bliver det til et fareskridt … mareridt, skal jeg sige dig«, »Det er ikke slem … ikke nemt« osv. – kan godt blive lidt omsonst i længden, men tjener et åbenlyst formål: Det bliver klart for læseren, hvor lidt et menneske, og i særdeleshed et svækket og døende menneske, egentlig er uden ord.
»Hvad har vi tilbage, hvis sproget forsvinder?« spørger Jérôme på et tidspunkt.
Et andet sted svarer Misjka selv:
»Jeg ved udmærket, hvordan det hele ender. Til sidst er der intet tilbage, ingen ord, vel, overhovedet ingenting til at fylde tomheden ud. Kan du se det for dig, en gammel klud … en bunke gammel hud.«
Ordknap dialogiske bog
Det er først og fremmest den talebesværede persons store frygt, der bliver tematiseret i De taknemmelige, men selvfølgelig også forfatterens, den sprogfikseredes, angstfulde overvejelse: Hvad er et liv uden ord?
Vigans roman behandler denne tematik stramt og præcist i sin overvejende dialogiske form.
De tre hovedpersoner forbliver dog temmelig ansigtsløse, måske fordi der er så meget direkte tale og så få beskrivelser. Misjka, Jérôme og Marie bliver en slags blanke flader, der først og fremmest står frem som nogen i kraft af deres forhold til hinanden.
Løbende fodres man med informationer om deres fortid, men afsløringerne bliver aldrig rigtig interessante, fordi man dybest set ikke lærer disse mennesker at kende.
De taknemmelige kommer altså aldrig på højde med Alt må vige for natten, Vigans medrivende gennembrudsroman fra 2011, der var et sorgfuldt portræt af forfatterens mor, og som satte gang i en stor debat om selvbiografiske værker i Frankrig. Til det er karaktererne for flade, og erkendelserne for få.
Men der er en sikkerhed og en klarhed i Vigans sætninger, man ikke kan underkende. Da Jérôme har besøgt Misjka nogle gange, beskriver han for eksempel hendes liv på plejehjemmet sådan her:
»Hun sidder altid i lænestolen og venter på mig. Hun laver ikke noget, mens hun venter. Hun lader ikke, som om hun læser strikker eller noget andet. Her på stedet er det en fuldtidsbeskæftigelse at vente.«
De taknemmelige handler selvfølgelig også om taknemmelighed. Der er nogen Misjka skal nå at takke fra sin barndom, inden hun mister sine ord. Ligesom Misjka har taget sig af Marie, som om hun var hendes barn, skal Misjka også selv takke nogen, der har ageret forældre for hende uden at have et blodsbånd.
De taknemmelige ender således med at fremstille taknemmelighed som noget, der opstår, når nogen gør noget, man ikke kunne have forventet af dem. Eksempelvis når nogen påtager sig rollen som forælder uden at behøve at gøre det.
Men taget i betragtning at romanens titel er De taknemmelige – og at den indgår som fritstående del i »Vigans romantrilogi om menneskelivets følelser«, som der står på bagsiden – synes jeg, der bliver sprunget lidt for let hen over spørgsmålet om, hvad taknemmelighed er, og hvordan den kommer til udtryk. Kan taknemmelighed for eksempel ikke også vises uden ord? Kan man ikke også være taknemmelig over for nogen, der gjorde præcis det, der var forventet af dem?
Den slags spørgsmål står jeg tilbage med, for bogen stiller dem ikke. Men det er måske også okay. Der er noget grundlæggende formfuldendt ved Delphine de Vigans ordknappe, dialogiske bog, der gør, at jeg kan tilgive den meget.
Delphine de Vigan: ’De taknemmelige’. På dansk ved Karsten Nielsen. People’s Press. 200 sider, 200 kroner
