Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Carmen er en gorilla, en toreador eller måske bare en fantasi

Ny opsætning af operaen ’Carmen’ er garvet og begavet teater og værd at opleve, selv om det er endnu én af disse opsætninger, hvor Carmen fylder mere, end godt er – og den største kliché om Carmen som selvstændighedens symbol truer med at vinde igen
Barrie Koskys opsætning afliver dygtigt og forfriskende mange klicheer og er teater, det er værd at opleve ikke mindst for sin drevne omgang med hele forrige århundredes teaterhistorie. Alligevel står Kosky muligvis tilbage med den største kliché af dem alle, som er Carmen-operaen som en pseudoshistorie om kvindelig frigørelse.

Barrie Koskys opsætning afliver dygtigt og forfriskende mange klicheer og er teater, det er værd at opleve ikke mindst for sin drevne omgang med hele forrige århundredes teaterhistorie. Alligevel står Kosky muligvis tilbage med den største kliché af dem alle, som er Carmen-operaen som en pseudoshistorie om kvindelig frigørelse.

Miklos Szabo

Kultur
24. september 2019

Det Kongelige Teater har erhvervet sig en opsætning af Bizets opera Carmen begået af den australske iscenesætter Barrie Kosky. Opsætningen er fra 2016, hvor den havde premiere på Frankfurteroperaen. Det er en garvet og begavet opsætning, der dog som alle Carmen-opsætninger kæmper med sin egen forløsning. Scenisk er den meget smuk og med mange gode ideer.

Carmen er små tre timers god musik og en af de mest opførte operaer overhovedet. Alligevel er det tæt på aldrig, at man har oplevet en vellykket opsætning. Det kan der være flere grunde til, og én af dem kunne være, at operaen er en blanding af flere genrer, som det kan være svært at honorere og holde sammen på, og at den overordnet vokser sig fra lettere syngespil til grandios opera.

Dét er i hvert fald en problematik, Barrie Kosky fremhæver, og han har selv valgt at tydeliggøre denne tendens ved at lade første halvdel af operaen udspille som en udvikling af opéra comique, den komiske opera, og oversætte det til showtime med flotte totalscener med burleske danseoptrin koreograferet af østrigske Otto Pichler mikset ind i operaens scener, og dernæst i anden afdeling næsten fjerne det underholdende element og lade kammerspillet og dramaet dominere, som i operagenrens seriøse udgave, grand opéra.

Det er dog en pointe, man selv skal hente ved at læse programmet, mens den umiddelbare oplevelse nok er, at Kosky løb tør for ideer eller tid til at lave anden halvdel lige så intenst underholdende som første.

Som sådan er det jo et drama, der fungerer ret godt i sig selv: Henri Meilhac og Ludovic Halévy har ud fra en novelle af Prosper Mérimées oprindeligt lavet en ægte tragedie smukt skruet sammen efter aristoteliske forskrifter.

Don José er en ung, giftemoden sergent, der forblændes af tobaksarbejdersken og sigøjneren Carmencita, der er alt, hvad man kan forestille sig af mandlige fantasier omkring uimodståelig, farlig kærlighed. En smuk sigøjnerkvinde, der vil være fri som fuglen. Som i alle vellykkede tragedier graver hovedkarakteren kun sin egen grav dybere og dybere for hver handling, han begår i sin blindhed.

Carmen kommer aldrig til at tilhøre ham, men i stedet for at indse det, kæmper José, til han har mistet alt. José er en ægte tragisk karakter og operaens egentlige omdrejningspunkt, og det er smukt, hvordan historien får styret José trin for trin ned ad sit eget fald, som man kunne mene, at den store sorte trappe i Koskys produktion illustrerer det intuitivt og flot.

Gorillastrip

Trappen, der i Koskys forestilling udgør hele scenen i en enkel perspektivisk virkningsfuld æstetik, som sort scenegulvsvinyl bøjet i trin, oplevedes på Det Kongelige Teaters store scene i Operaen i det hele taget som noget af det bedste ved opsætningen og som et smukt afsæt for Koskys burleske teater a la Offenbach.

Her kunne Carmen prologisk og umælende vise sig vandrende op og ned i maskulint, stramtsiddende toreadorkostume eller dukke op i gorillakostume til gorillastrip a la Marlene Dietrich, og her kunne operakorets kvinder sidde i den ene side og vifte sig med hænderne, mens operakorets mænd kunne komme kravlende og savlende fra den anden side på trappetrinenes plateauer.

Menneskelige formationer på trappen udgjorde generelt æstetikken som plastiske billeder i lighed med bakterieliv iagttaget i mikroskop. En voiceover, der fra Carmens vinkel forklarede både handling og tanker og enkelte replikker konstrueret ud fra oprindelig talt dialog og erstattende operaens recitativer, fulgte samme spor af slibrig lyst indtalt i en slags nasal talestil, der nok var erotisk ment.

Hertil var showet virkelig godt, og man var glad og underholdt og imponeret over de dygtige dansere, der sammen med velspillende sangere og korsangere gjorde velkendte halvkedelige scener til morsomme og æstetisk fantastiske totalscener.

Allermest nød jeg, da én af de seks dansere overraskende brød ind efter Josés forelskelsesscene og plukkede komikkens begrænsning ved at grine upassende ud til publikum. Sådan set ét af operaens ømmeste steder, hvor José får en blomst af Carmen. Og det er jo lidt patetisk og sjovt. Samtidig med det selvfølgelig slet ikke er sjovt, men tragisk. Og det kunne dette sminkede burleske menneske udtrykke så befriende med sin upassende latterdans.

Blomsten var i denne opsætning heller ikke bare en blomst, men blodrøde rosenblade, som Carmen trækker op af sine bukselommer i en smuk dobbelthed, som om man forstår, at det også er hendes eget blod – at hun selv er en såret skikkelse, der vil blive dræbt, som den fantasi, hun er. Ikke at dette skulle være tilsigtet fra Koskys side, men på mange måder synes netop det intuitive at være hans stærkeste side. Frit til fortolkning og i hvert fald smukt at skue.

 

Trappen, der i denne opsætning udgør hele scenen i en enkel perspektivisk virkningsfuld æstetik, som sort scenegulvsvinyl bøjet i trin, oplevedes på Det Kongelige Teaters store scene i Operaen i det hele taget som noget af det bedste ved opsætningen og som et smukt afsæt for Barrie Koskys burleske teater.

Trappen, der i denne opsætning udgør hele scenen i en enkel perspektivisk virkningsfuld æstetik, som sort scenegulvsvinyl bøjet i trin, oplevedes på Det Kongelige Teaters store scene i Operaen i det hele taget som noget af det bedste ved opsætningen og som et smukt afsæt for Barrie Koskys burleske teater.

Miklos Szabo

 

Lille Carmen med stor kraft

Carmen ved premieren sunget af Michèle Losier var en flot Carmen med en dejlig stemme, dramatisk og stærk i sin dybde og elastisk og smuk i sin højde. Hendes lille skikkelse passede godt til det tilstræbte androgyne look og gjorde hende både stærk og sårbar, præcis som Carmen er smuk. Micaëla, den unge pige, der kommer med brev fra Josés mor, var i Gisela Stilles skikkelse dejligt begærende og annullerede derved befriende sig selv som Carmens dydige modsætning.

Anatoli Sivko som tyrefægteren Escamillo var, hvis man ser bort fra, at han ikke kunne synge partiet, eller i hvert fald var ret indisponeret ved premieren, scenisk en perfekt toreador, hvilende i sit tynde overskæg og ikke blind for noget, men lige så frigjort for kærlighedsfantasier som Carmen. Og hatten af for at gennemføre det mareridt, det må være at stå i stramt toreadorkostume og guldglitter helt alene på en kæmpe trappe, mens stemmen svigter.

Migran Agadzhanyan sang på premiereholdet José. Den karakter er scenisk altid nede på odds fra starten, alene fordi det kræver en stærk tenor af den slags, der fysisk er ret brede, men til gengæld ikke så høje. Migran var heller ikke en sportsmand at se på og strengt nok også den mindst velklædte af dem alle, men sang smukt og leverede præcis den skrøbelighed, nerve og desperation, hans karakter har brug for og var på den måde en smuk José.

Ved siden af premiereholdet spiller forestillingen også med et hold af kongelige operasolister.

Endnu en gang og især i det tætte akkompagnement af sangerne nød man at høre kapellet under dets nye maestro Alexander Vedernikov.

Næsten vellykket klichébekæmpelse

Koskys opsætning afliver dygtigt og forfriskende mange klicheer og er teater, det er værd at opleve ikke mindst for sin drevne omgang med hele forrige århundredes teaterhistorie, som Kosky henter sin inspiration fra. Alligevel står han muligvis tilbage med den største kliché af dem alle, som er Carmen-operaen som en pseudoshistorie om kvindelig frigørelse.

Fra start til slut lader han i hvert fald José udspille af et enormt fokus på Carmen både æstetisk og handlingsmæssigt, hvilket til hver en tid truer det aristoteliske drama. Flot er hun nu hans androgyne og stærke Carmen, omend det koster lidt på den dramatiske forløsning.

’Carmen’. Operaen. Musik: Georges Bizet. Libretto: Meilhac og Halévy. Iscenesættelse: Barrie Kosky ved Alan Barnes. Scenografi og kostumedesign: Katrin Lea Tag. Koreografi: Otto Pichler ved Madeline Ferricks-Rosevear. Lysdesign: Joachim Klein. Solister: Michèle Losier, Migran Agadzhanyan, Anatoli Sivko, Gisela Stille med flere. Dirigent Alexander Verdernikov. Det Kongelige Kapel. Det Kongelige Operakor. Det Danske Drenge- og Pigekor. Dansere: Christopher Basile, Alexandre Bourdat, Jens Schyth Brøndum, Olivia Sol Anselmo, Toner Reumert, Stine Rønne, Robert Thomsen, Vincent Vernal, Genevieve Sztuk. Stemme: Maria Rich. 14. september 2019–15. februar 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her