Læsetid: 4 min.

Cecilie Lind skriver om at være mor uden filter med ødelagt mellemkød og stegeos

Cecilie Linds nye langdigt er en både hverdagslig og voldsom oplevelse
I Mit barn bærer jeget stadig drømmen om at blive »mager som en pige« igen, som der står, at kontrollere sin krop, at holde den i strakt dressur. I det hele taget er Mit barn helt utvetydigt baseret på Cecilie Linds eget liv.

I Mit barn bærer jeget stadig drømmen om at blive »mager som en pige« igen, som der står, at kontrollere sin krop, at holde den i strakt dressur. I det hele taget er Mit barn helt utvetydigt baseret på Cecilie Linds eget liv.

Lærke Posselt

20. september 2019

Med sit nye langdigt Mit barn bidrager Cecilie Lind til en voksende litteratur, der gerne vil skrive om at blive mor, men især vil skrive om det helt uden filter, så både kærligheden til barnet, det ødelagte mellemkød og det flossede, overtrætte sind kommer til syne.

Moderskabet omgives ikke af nogen lyserød sky, også selv om det fremstilles som en altomvæltende begivenhed, og er heller ikke kilde til nogen synderlig solidaritet eller feministisk vækkelse. Det er bare voldsomt. Det vælter én omkuld.

Hos Lind efterlader moderskabet hendes lyriske jeg et sted, hvor der ligesom aldrig er ro eller mulighed for at træde et skridt tilbage. I stedet driver langdigtets verslinjer – nogle helt korte, andre nærmest små prosablokke – hele tiden teksten videre.

Cecilie Lind: ’Mit barn’.

Saxo
Stemningen er hele tiden let kæntrende. Ingenting når frem til en afslutning, i stedet vælter man bare videre ind i en ny situation, en ny stemning, et nyt uafklaret øjeblik. Fødslen og det lille barn er både en triumf, forstår man, og samtidig slet ikke til at håndtere. Snart rammes jeget både af kærlighed og en følelse af vrangvillig utilstrækkelighed. Hun fyldes af hidsighed over en omverden, hun samtidig er helt afhængig af:

»jeg mødte op til konsultationen i en møgbeskidt kjole
jeg er ligeglad med hvor forsømt jeg ser ud
det er umuligt at holde sig ren
alle pletter er gylpens
en slags eksem der slår ud i mit tøj og viser at jeg er allergisk over for hygiejne og duelighed
en blå stofble er det desperate flag jeg vifter over barnets underlige numse, en stofble over barnets øjne
skærme ham fra sollyset«

Og så videre i en skrift, hvor jeget ofte føles meget ensomt, selv om det er sammen med sit barn hele tiden. Derudover skrider det hele tiden mellem at være ekstatisk, overtræt, fuld af selvhad, irriteret, bange for sig selv, vred på sin kæreste, i sorg over det, der er sket med kroppen. Hen mod slutningen er der ansatser til et egentligt sammenbrud, men pludselig og uden egentlig forklaring går det lidt bedre. Og så er bogen slut, uden nogen konklusion. Hverdagens kaos fortsætter uanset hvad.

Den lækkende krop

Nå. Der kan godt være noget monotont, noget repetitivt over Mit barn – de uendelige dage indeholder det samme igen og igen og igen – men siderne lyses op af utroligt fine sprogglimt:

»i stegeosen står jeg rank som en rose og græder«.

Sådan er bogen, når den er bedst, på én gang rørende og fuld af små, skarpe, smukke og lidt uhyggelige ord.

Den er også langt mere hverdagsligt bekendende – og fortællende – end Lind har været i sine forrige bøger. Siden debuten Ulven åd min eyeliner i 2010 har hendes skrift ellers været martret af eksplosive ordspil og svært gennemskuelige billedkombinationer, der på én gang imponerede og gjorde læsningen til en art hækkevæddeløb i litterær afkodning. Denne gang kommer det sproglige overskud til udtryk på en anden måde: mudderet af stemninger formuleres i helt klare, præcise udsagn:

»jeg er så udmattet at hele verden går under hver eneste aften, jeg græder og græder uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem. Ingen fedes op på min gråd. Jeg drypper
hvis nogen spørger mig hvem jeg er må jeg svare dem
jeg er en der drypper
mælk, tårer, blod, tis«

Lærke Posselt

Den lækkende krop er en særlig sorg for det lyriske jeg, fordi hun – ligesom Lind selv, det har hun skrevet åbent om – har lidt af spiseforstyrrelser. I Mit barn bærer hun stadig drømmen om at blive »mager som en pige« igen, som der står, at kontrollere sin krop, at holde den i strakt dressur. I det hele taget er Mit barn helt utvetydigt baseret på Linds eget liv. Man genkender for eksempel uden problemer hendes kæreste Lars Bukdahl, kritiker på Weekendavisen, mens man læser.

Det kan godt virke forstyrrende, eftersom vi inviteres med både til dødtrætte skænderier og til forsoningssex. Men især griber man sig selv i at håbe på, at Lind i Mit barn giver en stiliseret version af sine egne sammenbrud og af sit forhold til, for eksempel, sin mor – at hun i skriften udlever en selvforagt, hun ikke nødvendigvis føler. I al fald føles det vigtigt undervejs at huske på, at et digt i første omgang er en konstruktion af ord, som forfatteren har filet og pudset på, og at digtningen lige så godt kan være en art følelsernes eksperimentalzone som kondenserede udtryk for faktisk levet liv. Jeg mener, hvad skal man ellers stille op med en passage som følgende?

»jeg klynker
den elskede tager ikke sin telefon
jeg holder ikke øje, jeg holder hof for angsten
barnet ligger på sit legetæppe og leger
vi er løbet tør for babystrømper, ingen tager sig sammen til at sætte en vask over
nøgne fødder, det halvåbne vindue
forsømmelsen sød og stille som barnet som ser på mig med øjne så store som meget store edderkopper«.

Cecilie Lind: ’Mit barn’. Gyldendal, 136 sider, 200 kroner

Før jeg fik mit barn, forstod jeg ikke at holde af børn, jeg forstod ikke at et spædbarns hånd, der åbner og lukker sig som en lille blomst, at en treårigs smil, at den, at det, ikke er sentimental, sentimentalt, men afsindigt sønderrivende smuk, smukt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu