Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Charli XCX træffer de sikre valg på sit tredje album

Hvor det før var den elektroniske musikscene, der trak i sangerinden Charli XCX, er det nu forbillederne Katy Perry og Taylor Swift, der inspirerer hende. Og hvor lyden af den britiske sangerinde før var en lidt barnlig omgang med elektropoppens skarpe redskaber, er den nu på vej i stabilt tempo mod stadionstørrelse
Charlie XCX er blevet stor, men ikke så voksen, at hun er holdt op med at sige tingene ligeud.

Charlie XCX er blevet stor, men ikke så voksen, at hun er holdt op med at sige tingene ligeud.

Marcus Cooper/Atlantic Records

Kultur
20. september 2019

Charli XCX har længe befundet sig på en solid, men også lidt ubeslutsom vippeblok mellem den elektroniske scene og popmusikken.

I studiet har hun et tæt samarbejde med produceren SOPHIE og med artister som rapperen CupcaKKe og danske Mø. Samtidig turnerer hun verden rundt med stjerneforbillederne Katy Perry og Taylor Swift.

Hvor lyden af Charli XCX før virkede som en lidt barnlig omgang med elektropoppens skarpe redskaber, er den nu på vej i et sikkert og stabilt tempo mod stadionstørrelse. På sit tredje soloalbum, Charli, træffer sangerinden sikre og velovervejede, musikalske valg, både lyrisk og formmæssigt. Det begynder at lyde, som om at hun orienterer sig mere og mere mod også at please sine egne popidolers publikum. 

Next level Charli

Sangerinden Charlotte Aitchison er kommet ud af internettet. Da hun var 16-17 år, blev hun opdaget via sin MySpaceprofil. Hun begyndte at optræde til undergrundsfester og raves under sit MSN Messenger-navn, Charli XCX. Og dengang var det den elektroniske musikscene, der trak i unge Charlotte.

Til hendes debutalbum, True Romance, lånte hun den samplede synthmelodi fra nummeret »You«, komponeret af lydkunstneren Four Tet, og filede den af til en strømlinet popsang.

I dag er det dog snarere eventyret om de store popstjerner, som Charli XCX lader sig inspirere af. I stedet for at sample sin vokal til det ukendelige, skriver hun flydende tekster om kærlighed, opvækst og om at være på farten. Men helt færdig med klubscenen er sangerinden ikke.

Det viser hendes søsterskab med produceren Yaeji på nummeret »February 2017«. Hun har også stadig både autotune og et væld af computereffekter med sig. Det er befriende, at hendes stemme ikke er blevet for voksen og civiliseret til at synge tingene ligeud.

»Thoughts« handler om glansbilledets bagside. »don’t stop, I just wanna go fast / no sleep, I don’t wanna relax, 10 planes in 5 days, I’ve been ’round the world and back again / man I feel insane, I’m numb, can’t stop the pain«

I ægte popprinsessestil har Charli XCX for vane at lave lange soloudgivelser. Og med sine 15 sange og 51 minutter er albummet Charli hendes længste og mest sikre, stilistiske udmelding.

Så ingen skal være i tvivl, kan intronummeret også fortælle, at her er der tale om »Next Level Charli«. Med på albummet har Charli XCX også inviteret HAIM, Sky Ferreira og Christine and the Queens. Disse musikalske pigegrupper virker i første omgang som instant blikfang for albummet – men sammen med Charli XCX skaber de også velklingende popeksperimenter.

En anden gennemgående figur er den polerede YouTube-sanger Troye Sivan. Gennem numrene »1999«og »2099« lader han Charlie XCX gå i duet med både fortid og fremtid med subtile referencer til Britney Spears. Det er til at høre, at Charli XCX ikke kun er blevet voksen – hun er også blevet stor.

Men hun bærer sin storhed med stil. Og ganske vist er hun tippet over i popmusikkens sikre balance. Alligevel bevarer hun muligheden for at tippe tilbage mod det elektronisk ubalancerede.

Charli XCX: ’Charli’ (Atlantic Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her