Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det danske er det største problem ved Efterklangs første album på dansk

Efterklang fusionerer fortsat deres elektroniske poprock med klange fra den klassiske musik, men teksternes klodsede forsøg på at være lyrik bliver en klods om benet på bandets ambitiøse, pompøse kompositioner
Rasmus Stoltberg (t.v.), Casper Clausen (i midten) og Mads Brauer (t.h.) udgør kernen i indiebandet Efterklang, som netop har udgivet et nyt album.

Rasmus Stoltberg (t.v.), Casper Clausen (i midten) og Mads Brauer (t.h.) udgør kernen i indiebandet Efterklang, som netop har udgivet et nyt album.

Rasmus Weng Karlsen

Kultur
20. september 2019

Efterklang, der tilnærmelsesvis er blevet en institution i dansk indiemusik, er nået dertil i deres karriere, hvor der skal ske noget nyt. Så på deres femte album, Altid Sammen, laver de en omvendt Gasolin. De skifter sprog; fra engelsk til dansk. Men mon ikke dette lingvistiske hamskifte vil give dem mere medvind uden for hjemlandets grænser, end tilfældet var med Kim Larsen og Co.?

Der er gået syv år siden, de tre barndomsvenner fra Als, Casper Clausen, Rasmus Stoltberg og Mads Brauer, der udgør bandets kerne, sidst udsendte et album under navnet Efterklang.

Sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester spillede de i 2014 en slags afskedskoncert og erklærede, at de ville holde en pause. De satte deres succesfulde poprocktrio på standby for at kunne hellige sig andre ambitiøse musikalske foretagender, som eksempelvis den eksperimenterende internetradio The Lake og endagsfestivalen Badesøen.

Der gik nu ikke længe, før de slog sig sammen med den finske percussionist og performancekunstner Tatu Rönkkö. De dannede bandet Liima, der dyrkede en mere rocket firserlyd på de to plader ii og 1982. Nu er det så Liima, der er sat på pause.

Men selv om Efterklang stadig kultiverer det symfoniske fra deres tidligere plader på Altid Sammen, har de heller ikke helt sluppet grebet i deres firserfascination. Det er for eksempel næppe helt tilfældigt, at nummeret »Supertanker« deler titel med Klichés skelsættende rockalbum, der i 1980 markerede indgangen til et nyt musikalsk årti med Lars H.U.G.’s Bowie-vokal, maocitater og new wave-minimalisme.

Barok barokpop

Siden de blev dannet i 2000, har Efterklang til stadighed afsøgt mulighederne for at fusionere deres poprock med elementer fra den klassiske musik.

Resultatet er en såkaldt barokpop, der er karakteristisk ved dens majestætiske og storslåede lyd. Men på Altid Sammen er de alligevel en tand mere barok end det meste andet barokpop. Og det har sin naturlige forklaring.

For albummet tager sin begyndelse med det belgiske barokensemble B.O.X., der ledes af lutspilleren Peter Theuns. De spiller på de mest forunderlige antikke instrumenter som flytbare orgler, trætrompeten med det misvisende navn zink og en viola da gamba, der er en art cello fra renæssancen. Sidste år inviterede B.O.X. den danske trio til et kollektivt kompositionssamarbejde i forbindelse med en musikfestival i Antwerpen.

Efterfølgende fik Efterklang lyst til at samle de sange, der kom ud af det, til et helt album, der er fyldt med ornamenterede instrumentale klangflader. De skaber en naturlig svulstighed på den syv minutter lange »Under broen der ligger du«, hvor trommerne blander sig effektfuldt med træblæsernes snoede toner. Men musikken er også afdæmpet af og til.

Som når »I dine øjne« bæres frem af en fimrende synthesizer og de ensomme bastoner, Rasmus Stolberg anslår, så det syder og bobler blidt og bombastisk bag Clausens stemme, mens han imponerende ubesværet skifter mellem skinger falset og hans dybe taleleje.

Kluntede abstrakter og klodsede metaforer

Musikalsk set ligger Altid Sammen i naturlig forlængelse af et andet af bandets sideprojekter, albummet Leaves – The Colour of Falling. Denne operafortolkning af Ursula Andkjær Olsens digte var efter min mening et af de mest interessante danske udgivelser i 2016.

Det er ikke helt fair at sammenligne Efterklangs tekster med Ursula Andkjær Olsens. Hun er immer væk en af dansk lyriks største nulevende originaler. Men det er samtidig også svært at lade være, når nu de med deres sprængte syntaks og højtidelige ordvalg insisterer på at være lyriske. Og der er verdner til forskel på hendes stilbevidste og dystopiske digte og Efterklangs mange abstrakter og ubehjælpsomme metaforer.

»Sjælen der står / i skindet, forgifter / æren er min / for længe, forklædt og forsmået / savner du noget? / dagene driver / forsvinder for evigt / min sjæl i det blå, til tider, / vi er forelsket nu, vi er forelsket« lyder det på åbningsnummeret, der oprindelig hed »Vi er uendelige«, men i albumversionen af en eller anden grund er blevet til det grammatisk forkrøblede »Vi er uendelig«.

Det slår mig, at Altid Sammen ville være et fantastisk album, hvis der blev sunget på urdu eller finsk eller et andet sprog, mine ører ikke er vant til. For der er noget særlig forførende over at lytte til musik på sprog, man ikke forstår.

Som på Sigur Rós’ plader, hvor den ikke islandskkyndige lytter bliver hvirvlet ind i en fantasitilstand, hvor man helt selv kan bestemme, hvad man forstår ved de ord, hvis betydning man ikke kan dechifrere, men hvis prosodi bliver en musik i sig selv.

Jeg misunder de udenlandske lyttere, der vil kunne få denne oplevelse af Altid Sammen. For teksternes klodsede lyrik rusker mig hele tiden ud af den behagelige stemning, bandets forførende musik lukker mig ind i.

Efterklang: ’Altid Sammen’ (4AD / Rumraket).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her