Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

David Bowies musical Lazarus er et farvestrålende sansebombardement fuld af vellyd

Heinrich Christensens farvestrålende, skæve og ikke mindst velklingende iscenesættelse af David Bowie og Enda Walshs musical ’Lazarus’ er en stærk åbning af Aarhus Festuge 2019 – og en understregning af Aarhus Teaters evne til at sammensætte et kunstnerisk hold i særklasse
Alt virker gennemtænkt i Heinrich Christensens iscenesættelse, der er en klar hyldest til Bowie som forbillede for seksuelle minoriteter og opløsningen af grænserne mellem køn.

Alt virker gennemtænkt i Heinrich Christensens iscenesættelse, der er en klar hyldest til Bowie som forbillede for seksuelle minoriteter og opløsningen af grænserne mellem køn.

Emilia Therese

Kultur
2. september 2019

En kæmpestor cirkel løfter sig op over det bare scenegulv på Store Scene på Aarhus Teater. Bag den lysende hvide form, der ligner en enorm fuldmåne, er alt malet knaldrødt af Mathias Herslands karakteristiske og dramatiske lyssætning.

Under cirklen hænger Jacob Madsen Kvols’ Thomas Jerome Newton – manden, det hele drejer sig om – med svingende ben i sit shiny turkisblå jakkesæt, gennemsigtige røde skjorte og markante glatbarberede isse, mens han krampagtigt holder fast i cirklens underkant med begge hænder.

David Bowies sang »Lazarus« kommer tilsyneladende ubesværet fra ham til trods for den manglede jordkontakt.

Jacob Madsen Kvols kan noget særligt med denne type roller. Han er en mester i fremstillingen af skæve personager. Ud over hans åbenlyse lighed med David Bowie hvad angår fysisk fremtoning, er der også sket en markant udvikling af hans sangstemme, der fremstår stærkere og mere personlig end nogensinde.

Scenen med Newton hængende fra månens underside er en af de allerførste i Heinrich Christensens iscenesættelse af Enda Walsh og David Bowies musical Lazarus, som i år markerer den officielle åbning af Aarhus Festuge.

Brugen af de enkle, geometriske former i Christian Albrechtsens scenografi har vi mødt før. Blandt andet i Aarhus Teaters Lyden af de skuldre vi står på (2017), hvor de ligeledes var i samspil med Mathias Herslands magiske, insisterende lyssætning, og i Aalborg Teaters Sound of Music (2018). Alligevel virker de lige stærkt hver gang.

Overvældende, lysende, farveskiftende former, der indrammer skuespillere og musikere på scenen, som var de små kunstværker. Og med Albrechtsens florlette, finurlige kostumer, er det faktisk også lige før, det er tilfældet.

Mand, rumvæsen, ulykkelig udødelig

Det er vanskeligt på få linjer at gengive handlingen i Lazarus, der bygger videre på karakterer fra Walter Tevis’ roman The Man Who Fell to Earth fra 1963, som siden blev filmatiseret med netop David Bowie i hovedrollen.

Thomas Newton, rigmand og rumvæsen, lever et sørgeligt liv i sin lejlighed. Afskåret fra omverden, kun underholdt af gin, dårligt tv og i ny og næ en Snickers – og med assistenten Elly (Sofia Nolsøe) som eneste menneskelige kontakt.

Newton er manden, der åbenbart ikke kan dø og ikke kan vende hjem til den verden, han kommer fra. En verden, hvor han har efterladt hustru og to børn. Grundlæggende en trist historie, der kun bliver yderlige trist af, at flere af personerne i Lazarus kun findes i Newtons hoved. De er fantasifostre fra en (måske) sygelig hjerne.

Især bemærker man Sara Viktoria Bjerregaards debut som ensembleskuespiller på Aarhus Teater. Hun er fremragende i sin rolle som pigen, der dukker op hos Newton og erklærer, at hun er der for at hjælpe ham.

Hun er helt gennemsigtig i sit udtryk. Mod det glatte, rødlige hår går hendes lyse hud næsten i et med de florlette cremefarvede tylskørter, hun er iklædt. Og selv om hendes stemme er lys og fin, så viser den sig som et kraftfuldt instrument, når hun synger.

Især hendes fortolkning af »Life on Mars« bliver stærk, smuk og overraskende rørende.

Bowie og Walsh topper fortællingen med den syrede og kærlighedsfikserede seriemorder Valentine. En figur, der i Simon Mathews fortolkning nærmest bobler af indestængt vanvid. Mathew udviser en formidabel kropskontrol i sine på samme tid androgyne og alligevel feminint sensuelle bevægelser.

Som en anden Joker-karakter er han flankeret af ikke blot én, men hele tre Harley Quinn-lignende kvindeskikkelser: Sofie Topp-Duus, Kristine Marie Brendstrup og Isa Marie Henningsen udgør et powerfuldt kor og underbygger det mareridtsagtige i Newtons liv med deres sære udseende med gigantiske, blonde rottehaler, farverige plastikbryster og krinolinestativer delvist dækket af rød tyl.

Da de fire står sammen midt på scenen, mens Mathew synger »Valentine’s day«, bliver Rebekka Lunds arbejde med forestillingens koreografi ekstra tydelig. En hånd drejes her, højre skulder rykkes frem og venstre tilbage, armene skifter position.

Små bevægelser udført med ekstrem præcision og helt synkront af de fire giver indtryk af næsten tilfældige bevægelser, som alligevel er alt andet end tilfældige. Bevægelserne skaber en fornemmelse af symbiose mellem de fire. Og deres fælles passion for det ekstreme og det grænseoverskridende.

Intet overladt til tilfældighederne

Alt virker gennemtænkt i Heinrich Christensens iscenesættelse. Musikken klinger intenst, men skarpt fra musikerne, der står bagerst på scenen. Alle med nylonklædte hoveder, der får dem til at se næsten lige så hårløse ud som Newton.

De er iklædt flagrende hvide kjoler og kjortler over bare tæer. En klar hyldest til Bowie som forbillede for seksuelle minoriteter og opløsningen af grænserne mellem køn. Påklædningen får musikerne til at gå i et med de skuespillere i koret, der som Newtons skygger mimer hans bevægelser på scenen.

Der kunne sikkert findes alverdens fortolkninger om skyggesider og delpersonligheder, men helt konkret får det en velfungerende visuel effekt på scenen. Kvols’ Newton rækker hånden frem mod Sofia Nolsøes Elly, der – efter sin fremførelse af sangen »Changes« – langsomt skifter udseende, så hun kommer til at ligne Newtons ekskæreste Mary Lou mere og mere.

Hver gang Newton bevæger sig, gør de hvidklædte skygger bag ham samme bevægelse. Men modsat Newton, når skyggernes arme længere frem. De når målet og holder Elly væk fra Newton. Som personificeringer af hans indre splittelse.

Aarhus Teater har fundet en form, der fungerer. Farver, abstrakte scenografier, effektfuld lyssætning og ørehængende musik, der brager ud i salen ved Store Scene som skarp kontrast til de traditionelle prismekroner og det guldbemalede, svaneprydede loft.

Med Lazarus understreges teatrets evne til at sammensætte et stærkt kunstnerisk hold. Et hold, der tør genbruge scenografiske elementer fra tidligere forestillinger, men formår at få dem til at fremstå på en ny, interessant måde, så det samlet set bliver effektfuldt og ganske enkelt ret smukt.

Det understreger styrken af Aarhus Teaters ensemble, som både byder på gamle kendinge og helt nyuddannede talenter i skøn forening. Niveauet er tårnhøjt fra hovedroller til de mindste biroller.

’Lazarus’. Af David Bowie og Enda Walsh. Instruktør: Heinrich Christensen. Kapelmester: Søren Graversen. Scenograf: Christian Albrechtsen. Lys: Mathias Hersland. Koreograf: Rebekka Lund. Lyd. Lars Gaarde. Medv.: Jacob Madsen Kvols, Sara Viktoria Bjerregaard, Simon Mathew m.fl. Musikere: Søren Bigum, Mads Fogt, Henrik Poulsen, Stephan Grabowski, Mads Hyhne, Jakob Elvstrøm og Rene Damsbak. Spiller på Aarhus Teater til 12. oktober og på Det Kongelige Teater fra april 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er sikker på, at det er en fremragende forestilling med nogle af de bedste talenter i dansk musikteater i disse år.
Alligevel er det ikke en forestilling for mig, det er sange, der i alt for høj grad er narrative, og det interesserer mig mindre end intet.