Det ville være falsk varebetegnelse at kalde Dennis Gade Kofods nye bog om bornholmsk folketro for en gendigtning.
Godt nok består bogen primært af gendigtede folkesagn, men i dens korte tekster (sjældent mere end et par sider lange) er der også spor af selvbiografiske refleksioner over, hvad det vil sige at høre til, og poetologiske betragtninger over, hvad fortællinger og navngivning gør ved os mennesker, de steder vi lever og vores forhold til dem.
Og så er der små talemåder gengivet på både bornholmsk og rigsdansk, der ikke som sådan refererer til noget overnaturligt, men fungerer som små kuriøse vignetter, der peger på en fortidig livsverden og dens værdier.
Dennis Gade Kofod understreger i sit forord, at han ikke er en arkivar, der fremlægger et udvalg af loyalt gengivede kilder, men en genfortæller, der tager del i den århundredlange tradition for at overlevere mere eller mindre hårrejsende historier fra det bornholmske landskab.
Man møder altså både de overjordiske og de underjordiske væsner i Det levende land. I den virkelighed, de fleste af os anerkender, har forfatteren selv, hans kæreste og deres børn et dagligliv, der også indebærer at færdes i og forholde sig til landskaberne omkring sig.
Og til de væsner, der bebor dem ifølge den folketro, som bogen uden omsvøb abonnerer på. Kæresten arbejder eksempelvis i en børnehave, der som det mest selvfølgelige er hjemsøgt.
Af såkaldt overnaturlige væsner møder man de underjordiske, der bor i gravhøjene og også kaldes bakkepuslinge; nisser, som terroriserer de bondegårde, der ikke honorerer deres hjælp; elverpiger, alfer, helheste og stenkastende kæmper. Ganske få er navngivne: De underjordiskes konge Ellestingeren og trolden Åbobban, som hersker over Læsåen.
Dennis Gade Kofod: 'Det levende land'.
Et andet genkommende motiv er afstraffelses- og belønningsmetoder, når menneskene enten er for dumme eller kloge nok til at vide, at de skylder som udgangspunkt, fordi de lever af det, naturen giver.
Andet end blot gode historier
De underjordiske var også ude at marchere i Dennis Gade Kofods ret forrygende roman Nancy (2015), hvor de kuppede hele øen med en uigennemtrængelig og dødelig tåge som straf for menneskenes uholdbart arrogante måde at bebo (dette hjørne af) planeten på.
Hans seneste voksenbog er en fantasyroman med en troldkælling i en central rolle. Det kommer altså ikke som noget chok, at Dennis Gade Kofod mener, der er noget at komme efter i den gamle danske folklore.
Det, der måske kunne overraske, er Dennis Gade Kofods forsvar for at tage sagnene alvorligt som andet end gode historier:
»For mig er de besværgelser, der vækker landskabet til live, besjæler det og ånder liv i det, så det ikke længere er under vores fulde kontrol. For mig er sagnene (...) et ritual, der påkalder sig en magi (...) der udfordrer vores sanser og vores hang til logik for derigennem at tvinge os til at overveje vores liv, og hvad det er, der giver det værdi. Et ritual og magi, der fjerner mennesket fra universets centrum, fordi vi forstår, der er kræfter i spil, der er mægtigere end os.«
Sådan taler folkesagnene med deres moraler om ikke at overvurdere, hvor meget man som menneske har eller bør have styr på tingene, ind i den mildt sagt aktuelle diskussion om klimakrisen.
Om de underjordiske og deres overnaturlige kumpaner må man sige, at de er nogle militante bæster, hvis man skal tro Dennis Gade Kofods genfortællinger.
Der berettes om et underjordisk kavalleri, om en hest, som i 1864 kæmper med de underjordiske i Sydslesvig om natten, så den er dødtræt om dagen, og om underjordiske, der beordrer overjordiske bornholmere at løsne det første skud mod svensken, fordi det er en forudsætning for, at de selv kan gå til angreb. De underjordiske har helt klart en holdning til, hvilket nationalt tilhørsforhold Bornholm bør have.
Ild er der også masser af – lige pludselig skyder flammerne ud af gravhøje, træer og luft. Med en spøjs formulering, der siger noget om den magtbalance, folkesagnene har indbygget i sig, beskrives det, hvordan en pludselig hede fra jorden føles som »vreden fra en forælder.«
At Dennis gade Kofod så tydeligt står inde for værdien af folkesagnene og potentialet i at tage dem dybt alvorligt er en styrke ved bogen. Også når man som jeg er mest tilbøjelig til at opfatte besjælingen af landskabet som en måde at producere lærerige fabler, der bedst forstås i overført betydning.
Dennis Gade Kofod går længere end det, og hans overvejelser om, hvordan magi fungerer i fortællinger og landskaber er faktisk tit mere tankevækkende end selve folkesagnene, der foregår i en for mig så fjern livsverden.
Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle begynde at tage mere hensyn til de underjordiske i min københavnske dagligdag.
’Det levende land’. Bornholmsk folketro i udvalg ved og i gendigtning af Dennis Gade Kofod. Illustreret af Aske Schmidt Rose. Efterord af Lars Christian Kofoed Rømer. Udgivet af Rosinante i samarbejde med Bornholms Museum. 224 sider. 250 kroner
