Læsetid: 4 min.

Døden i Venedig, Brædstrup og alle vegne

Med særlig sensibilitet for sprog
Sidste vers fortæller ikke, hvordan vi bør opføre os som mennesker, men hvordan vi faktisk ter os, skriver Kamilla Löfström.

Sidste vers fortæller ikke, hvordan vi bør opføre os som mennesker, men hvordan vi faktisk ter os, skriver Kamilla Löfström.

Robin Skjoldborg

20. september 2019

Niels Frank er Digter, og traditionelt fortalt hverdagsrealisme kan jeg slet ikke forbinde med ham. Derfor var jeg paf over at møde dette trivielle par med udsigt til parmiddag på side ni i hans nye roman:

»En aften sidder Eva og jeg ved køkkenbordet, vi drikker et glas vand, mens vi venter på, at klokken bliver halv syv, og vi skal ned og starte bilen. Vi er inviteret til middag hos Camilla og Jacob, et par gode venner …«.

Men det skal vise sig, at også Sidste vers umiskendeligt er Niels Frank, hvilket til hans nye læsere kort sagt vil sige en veludviklet skepsis samt sensibilitet over for sprog. Plus død og flirt og jagt på skønhed.

Jegfortælleren præsenterer sig Niels Frank-genkendeligt sådan her på første side:

Niels Frank: ’Sidste vers’.

Gucca
»Jeg er digter, men jeg har ikke skrevet et digt i næsten ti år. Nu skriver jeg det her. Nu skriver jeg sådan her. Af en eller anden grund får jeg lyst til at undskylde for det.
Undskyld.
Jeg er digter, siger jeg.
Men jeg er ikke mere digter end nogen anden. Jeg tænker på de døde, jeg skriver om dem, jeg prøver at skrive det frem, som blev taget væk. Det er det hele.«

Anslaget kan læses selvbiografisk, idet jeget kunne være digteren Niels Frank, der sidst udgav en digtsamling i 2008, Små guder. Men digteren gør det andre steder i romanen gudskelov helt umuligt at bruge ordet autofiktion. Bl.a. ved at udstyre jeget med en kone og virkelig mange penge, men også gennem en forvirrende navneleg. Faktisk lige så helt umuligt, som Hanne Højgaard Viemose gør i sine romaner.

Så hvad skal læseren tænke og tro? Noget i retning af, at ja, forfatterens liv og forfatterens skrift er forbundet med hinanden. Og nej, det betyder ingenting i forhold til, hvordan vi skal læse det, og det betyder alting.

Jegfortælleren begynder ved et slags nulpunkt, to blodpropper og en depression. Om sin kone Eva fortæller han, at hun »var fuld af forståelse, hun tog sig af mig, hun opofrede sig«. Eva er med romanens ord »hjemme i sig selv«. Hun er ikke så meget en karakter af kød og blod, såkaldt virkelig, som hun er en idé. En anti-Don Juan måske. Don Juan er heller ikke virkelig, men snarere en idé, for virkelige personer erobrer ikke 1.003 kvinder i Spanien.

Eva er ikke den jaloux type. Hendes mand flirter med unge smukke mænd på deres rejser (måske gør Eva det faktisk også), eller hendes mand rejser alene til andre byer og flirter med unge smukke mænd. Mændene minder om Don Juan, de er i hvert fald et studie i lir og scoretricks, eller de ligner de vagabonderende trækkerdrenge hos Jean Genet, eller de ligner Tadzio, den polske dreng i Thomas Manns Døden i Venedig, som den aldrende Aschenbach begærer – og dør af at begære. På trods af hans kolde styrtebade og mottoet »hold ud«.

Fat det dog

Et kapitel i Sidste vers er netop en læsning af Døden i Venedig og hedder ’Om at fornedre sig i kærlighed’. Her står der, at Aschenbach ikke blot møder »Tadzio, han møder også noget i sig selv, som han har svært ved at begribe og acceptere«. Og afsnittet fortsætter:

»Som man allerede kan fornemme, er der kun en meget tynd streg mellem fiktion og selvbiografi her. De to bliver ved med at skylle ind over hinanden.«

Aschenbachs forelskelse i Tadzio, hans forelskelse i skønheden, leder altså til fornedrelse. Kærligheden er destruktiv, ligesom jegfortællerens forelskelse i næstsidste kapitels Tobias er det, og ligesom hans flirt med flere andre unge mænd også har noget destruktivt i sig. »Fat det dog« er omkvædet her. Sidste vers fortæller ikke, hvordan vi bør opføre os som mennesker, men hvordan vi faktisk ter os.

Ved siden af Tadzio-historierne er så en række helt andre historier. Eller minder. Minder fra Brædstrup og omegn, hvor jegets familiehistorie har udspillet sig. Minder om trafikuheld og selvmord, »jeg har ikke lyst til at skrive det næste«, står der. Og det forstår man. Andre steder: »Jeg kan blive ved« som et omkvæd. Familiehistorierne er grusomme, skal én familie virkelig opleve så megen ulykke?

Arbejdet med at genkalde sig minderne om familien ligner Aschenbachs møde med Tadzio på den vis, at minderne også handler om, at jeget møder noget i sig selv, som han har svært ved at begribe og acceptere. Lige dét kan også være en snapset familiejulefrokost med en endeløs række af jovialiteter og vittigheder. Det kan være bankospil i Kilden i Horsens, »den historiske bygning, der blev indviet med deltagelse af landsfader Stauning, og hvor min mor vandt mange flæskevarer«.

Ved siden af familiehistorierne er så igen en række historiske begivenheder fra omtrent 1950’erne og frem opremset. Den sammenstilling gør det klart, hvad det vil sige at leve i udkanten af begivenhedernes midte. På et tidspunkt er jegets mor skrevet op til operation på »landets fineste hospital«. Det er naturligvis Rigshospitalet, og »fineste« siger alt om den sag.

Fornemmer man, at jeg er usædvanligt glad for Niels Franks nye bog? At jeg synes, den er dybt bevægende, og at man skal unde sig selv at læse den? At »jeg kunne blive ved« med at nævne gode grunde til netop det? Det håber jeg. Ellers så »fat det dog.«

Niels Frank: ’Sidste vers’. Gyldendal, 302 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det lyder da rigtig hyggeligt, bortset fra det med bilen for så kan de jo ikke drikke begge to, med mindre selvfølgelig de får tilbudt en seng :(