Læsetid: 4 min.

’Downton Abbey’-filmen er et propfyldt overflødighedshorn af konservativ propaganda

Der skal tydeligvis ikke mangle noget i det allersidste kapitel i sagaen om den adelige Crawley-familie og deres trofaste undersåtter på slottet Downton Abbey. Der er skruet helt op for komik, sødsuppe og production value. Den spinkle historie lever man med
Yndlingskrakileren – familien Crowleys gamle butler, Carson – vender heldigvis tilbage til slottet i filmen ’Downton Abbey’.

Yndlingskrakileren – familien Crowleys gamle butler, Carson – vender heldigvis tilbage til slottet i filmen ’Downton Abbey’.

Jaap Buitendijk

27. september 2019

Det er lige godt utroligt, at man som helt almindelig republikaner med en generel uvilje mod snobberi, forskelsbehandling og formaliteter kan blive så engageret i et drama, der primært handler om takt og tone og den britiske landadels relevans i det 20. århundrede.

Gennem seks sæsoner lykkedes det for tv-serien Downton Abbey, og nu lykkedes det så igen manuskripforfatteren bag, Julian Fellowes, at få mig til at æde hans ærkekonservative sukkerglaserede propaganda råt med sin spillefilm om den adelige Crawley-familie, deres trofaste undersåtter og tidernes besværlige skiften.  

Året er 1927, og det går sådan set meget godt på slottet Downton Abbey. Den flinke patriark Lord Grantham (Hugh Bonneville) med den dårlige forretningssans har overladt driften af grevskabets jorder til sin ældste datter, Mary (Michelle Dockery), som er lykkeligt gift med automobilforhandleren Henry Talbot (Matthew Goode), der driver forretning med hendes afdøde lillesøsters enkemand, Tom Branson (Allen Leech). Branson er efter mange års medlemskab af en adelsfamilie med solide værdier blevet den mest domesticerede socialist og forkæmper for irsk selvstændighed, man kan forestille sig. 

Filmens handling sparkes (som tilbage i den første sæson) i gang af et brev. Man ser det blive skrevet, foldet sammen og forseglet i fornemme omgivelser og følger det så videre til en togstation i London fuld af røg, folk og leben.

Der er virkelig ikke sparet på noget i denne introsekvens, som følger toget gennem et fotogent engelsk efterårslandskab. Man ser posten blive sorteret på vejen, og det skæbnesvangre brev ender hos et motorcykelbud, der kører gennem den idylliske landsby, hvor der ligger det perfekte antal gule blade på gaderne, og op til det fra tv så velkendte slot, hvor det får overbutleren Thomas Barrow (Robert James-Collier) til at løfte øjenbrynene og give det en ekstra fin placering på sølvfadet.

Brevet er fra Buckingham Palace. Hans majestæt kong George V og hendes majestæt dronning Mary af Storbritannien vil gerne komme på besøg til frokost, militærparade, middag og overnatning. 

Husk at trække vejret, royalister

Alle i Downton Abbey er åbenbart dedikerede royalister, der går i semireligiøst selvsving over hvilken ære, det er at få regentparret at se. Undtagen lige Tom Branson, der er modstander af kongehuset, men tilhænger af, at hans familie er glad, fordi de jo er ordentlige, retskafne, loyale mennesker, og det er ligesom det vigtigste.

Man hører replikker som denne: »Det er en stor ære at levere købmandsvarer til deres majestæter. Min far ville være meget stolt, hvis han stadig levede. Alle er meget misundelige,« og oppe på slottet tager alle tjenestefolkene opgaven meget alvorligt. For Thomas Barrows vedkommende så alvorligt, at han bliver helt paralyseret og ikke får gjort det nødvendige. 

Det er spændende at komme i kontakt med den side af en selv, der virkelig godt kan se, at det er helt, helt galt, så langt bagud de i begyndelsen af filmen er med pudsningen af sølvtøjet. Heldigvis er den pensionerede butler mr. Carson (Jim Carter) ikke længere væk end en høflig forespørgsel, så ham, min favoritkrakiler af alle fiktive og virkelige krakilere, får man også fornøjelsen af. 

Carson overtager simpelthen butlertjansen, og lige som man troede, at krisen var aflyst, ankommer kongehusets tjenestefolk og ter sig nedladende og urimeligt. Det er karakteristisk for det univers, Julian Fellowes skriver frem, at det eneste, der for alvor kan få tjenestefolkene til at opføre sig rebelsk, er udsigten til at miste en arbejdsopgave.

I forhold til tv-serien er der skruet godt op for komikken på bekostning af melodramaet. Det ser man tydeligst i scenerne med den altid perplekse eks-tjener mr. Molesley (Kevin Doyle), der ellers var blevet landsbyskolelærer. Han ser det som sit livs opgave at vende tilbage for en kort bemærkning og servere for kongeparret, men er udfordret af, at det hele er så spændende, at han glemmer at trække vejret.

Alting ordner sig

Det var en stor fornøjelse at se Downton Abbey, men det betyder ikke, at det var noget nær en perfekt film. Julian Fellowes har tilladt sig selv at springe over en del lave gærder. Hensigten har tilsyneladende været at give seriens kernepublikum masser af det, der var seriens fremmeste kendetegn, nemlig sindrige intriger og vittige one-liners. Jeg skal lige love for, at der er proppet mange intriger og one-liners sammen i de 122 minutter filmen varer. Det gælder især for enkegrevinden Lady Violet (Maggie Smith), at 4/5 af hendes replikker er vitser.   

Samtidig er der sørget for, at samtlige karakterers historier bliver fulgt helt til dørs. Med så mange historier, der som små tandhjul skal passe sammen, er der ikke noget at sige til, at man ofte må bære over med en spinkel præmis, en søgt psykologisk motivation eller ret store usandsynligheder. Der er ikke altid tid til at komme med en forklaring på, hvorfor den ene pludselig kender den andens hemmelighed – det vigtige er bare, at den bliver afsløret til sidst, så der ingen løse tråde er tilbage. Et par scener går også med at slå fast, at det faktisk er bydende nødvendigt at bevare adelsstanden i det 20. århundrede. Og selvfølgelig er det blandt tyendet, at den erkendelse står mest lysende klart.

Som den gæve kammerpige Anna (Joanne Froggatt) siger til sin arbejdsgiver Lady Mary, der overvejer en mere borgerlig tilværelse, så er hun og resten af sin adelige familie uundværlig som »midtpunkt for sine ansatte, for landsbyen og for grevskabet.« Det er lige før den holdning smitter. Men også kun lige.

’Downton Abbey’. Instruktion: Michael Engler. Manuskript: Julian Fellowes. Fotograf: Ben Smithard. Britisk (meget). 122 minutter. Vises i biografer over hele landet. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Af og til er det ret så herligt at tillade den sikkert vældigt uhistoriske nostalgi at overtage den sunde fornuft.
Ingen som englænderne formår at udføre dette bluff med bravour ;-)

Tak til Lone Nikolajsen for skønne og vittige anmeldelser af både serien og filmen Downton Abbey.

"Det er lige godt utroligt, at man som helt almindelig republikaner med en generel uvilje mod snobberi, forskelsbehandling og formaliteter kan blive så engageret i et drama, der primært handler om takt og tone og den britiske landadels relevans i det 20. århundrede."

Jeg er helt enig Lone Nikolajsen, og det har virkelig været sjovt, at læse din gennemgang af sæsonerne i Downton Abbey :-D
Og jeg tilstår gerne, at selvom melodrama og sentimentalitet ellers ikke ligger til mig, så var jeg vild med serien - pinligt, men sandt ;-)