Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

DR-orkester stævner ud til en ny sæson i stærk medvind

Der er meget godt at se frem til i DR SymfoniOrkestrets kommende koncerter. Her er en vurdering af sæsonens tendenser og nogle indtryk fra de første torsdagskoncerter
DR SymfoniOrkestrets kommende koncerter ser lovende ud ifølge Informations musikanmelder. Her ses solisten Leonidas Kavakos til en violinkoncert i august, hvor han ifølge anmelder Valdemar Lønsted »spillede intet mindre end blændende«.

DR SymfoniOrkestrets kommende koncerter ser lovende ud ifølge Informations musikanmelder. Her ses solisten Leonidas Kavakos til en violinkoncert i august, hvor han ifølge anmelder Valdemar Lønsted »spillede intet mindre end blændende«.

Finn Frandsen

Kultur
16. september 2019

DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi åbnede sæsonen med Hans Abrahamsens Tre stykker for orkester. Der er en tung tradition her, for man kunne have lignende korte orkesterstykker af Arnold Schönberg og Alban Berg i baghovedet.

Abrahamsen er blot mere økonomisk i sine virkemidler, fuldstændig betagende i det andet stykke med piccolofløjterne og celestens klokkeklang. Der sænkede sig derpå et mørke over det tredje stykke, som gled ind i en uhyggelig, langsom verden, fjerne ekkoer af tomme byer, ensomhed og venten på ingenting.

Kontrasten var derfor enorm, da det kom til Erich Wolfgang Korngolds Violinkoncert med Sonningprismodtager Leonidas Kavakos som solist. For her er der mildest talt ikke sparet på virkemidlerne.

Man kan medgive, at den lyder svært underholdende med sine tilbagetog til Hollywood og det berusende showoff hos wienervirtuosen Fritz Kreisler, men særskilt dybsindig er koncerten nu ikke. Kavakos spillede intet mindre end blændende; radiosymfonikerne derimod kom ikke for alvor tæt på Korngolds blærede entertainment spirit.

De var absolut på hjemmebane i Brahms’ Symfoni nr. 2, det var en bevægelig, slank og syngende udførelse under en tændt Luisi, som virkelig forstår at samle sine strygere i bølgende legato-linjer.

»Syng, syng!« – råbte hans hæse landsmand Toscanini ofte til sine orkestre, sådan er det med italienske maestroer, og Luisi er en af vor tids bedste.

Eminent tilstedeværelse

Sæsonens tredje torsdagskoncert var et anderledes setup. Andreas Brantelid førte os igennem Saint-Saëns både raffinerede og besjælede Cellokoncert nr. 1, lydhørt akkompagneret af den engelske dirigent John Wilson. Brantelid er en vidunderlig naturmusiker, han udstråler en rørende glæde ved at dele ud af sine rige musikalske gaver, man kan ikke undgå at blive berørt af hans eminente tilstedeværelse på scenen.

En ting var hans gnidningsløse clinch med virtuositeten hos Saint-Saëns, en anden var fordybelsen i den spinkle poesi i mellemsatsens menuetpastiche, med Brantelid som plastisk førstedanser foran strygernes disciplinerede corps de ballet. Og fortryllelsen gentog sig i ekstranummeret, Glazunovs Chant du ménestrel, trubadurens sang, hvor en strygekvartet fra de forreste pulte blev inddraget.

John Wilson er et nyt navn i Danmark, men forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, vi oplever ham. Gustav Holsts suite Planeterne var ganske vist ikke uden svage momenter, især den populære Jupiter vaklede i geledderne hist og pist. Men den indadvendte Venus leverede i kraft en række smukke soli, ligesom Merkurs kviksølvagtige udvekslinger, Saturns gravitetiske kredsløb og Neptuns mystiske klangtåger med damekoret som fjerne sirener bød på kompetent orkesterspil.

Man kunne mærke, at John Wilson er professionel på en anden måde, end klassiske dirigenter er flest. Han optræder mere som en suveræn førstepilot for orkesterfartøjet end som ’den store kunstner’. Og det hænger sikkert sammen med hans passion for en helt speciel boldgade: den minutiøse genskabelse af musikken fra gamle dages Hollywood og Broadway med hans eget superbe John Wilson Orchestra. Det er ret fantastisk, find dem på YouTube.

Sæson i medvind

Lad os så se på nogle tendenser i DR SymfoniOrkestrets nye sæson.

Fabio Luisi tager sig af otte koncerter med gentagelser, de drager ud på to udlandsturneer, og han dirigerer i stigende grad dansk musik. Det er såre god orkesterpleje. Tilbagevendende fine dirigenter er Manfred Honeck, Juanjo Mena og Marin Alsop.

Videre på samme bølgelængde er det positivt, at orkestret har knyttet tætte bånd til sopranen og dirigenten Barbara Hannigan, som modtager Léonie Sonnings Musikpris i april; sopranen Lise Davidsen, som på rekordtid er blevet et verdensnavn, og som medvirker i en koncertopførelse af 1. akt af Wagners Valkyrien i januar; Leonidas Kavakos, som hører til klodens mest efterspurgte violinsolister; Jukka-Pekka Saraste, en af Finlands prominente dirigenter, som i februar leder uropførelsen af Bent Sørensens Symfoni nr. 2.

Thomas Søndergård står for en spændende torsdagskoncert i oktober med havet som tema. Han er blevet vores tredje internationale dirigentmusketer sammen med Michael Schønwandt og Thomas Dausgaard. Hvis DR nu genskabte traditionen med en førstegæstedirigent, ville den begavede Søndergård være et oplagt bud. Også som en kommende chefdirigent.

Man spotter enkeltstående begivenheder helt ud over det almindelige. Torsdag i denne uge koncertopføres Luigi Dallapiccolas korte tolvtoneopera Fangen under italieneren Gianandrea Noseda, som om nogle år afløser Fabio Luisi som chef for operahuset i Zürich. Operaen hører til den væsentligste musikdramatik komponeret efter Anden Verdenskrig, og den cd-indspilles prisværdigt efter koncerten.

I februar vender et interessant fransk-armensk dirigentnavn tilbage, Alain Altinoglu, for at stå i spidsen for Debussys mysteriespil Skt. Sebastians martyrium, som sjældent finder vej til vore koncertsale – dog blev det opført under Langgaard Festivalen i Ribe sidste år. Endelig kommer violinisten Anne-Sophie Mutter for over to maj-koncerter at markere Beethovens 250 år.

Det er således en sæson, der er stævnet ud i stærk medvind. Alligevel kunne man samlet set ønske sig et større vovemod, når det gælder repertoirets alsidighed. Der spilles ingen barok og få wienerklassiske værker. Den nykomponerede musik er repræsenteret med lidt mere end en håndfuld værker, det er således de gængse romantiske komponister, der danner rygraden og sælger billetterne. Men en public service-institution burde dog gøre endnu mere for vor tids kompositionsmusik.

Når man ser på, hvad de velspillende søstreorkestre i svensk og finsk radio har fundet på, er der meget at lade sig inspirere af. Især finnerne er offensive med deres egen samtidsmusik, og kombinationerne med værker fra standardrepertoiret er ofte overraskende. Svenskerne tilbyder temaserier og fokus på enkeltkomponister, og det har som helhed afstedkommet en nyorienteret programlægning, hvor også levende komponister er særdeles synlige.

DR SymfoniOrkestret sæson 2019-2020. Torsdagskoncerter 29. august og 12. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er simpelt hen et stigende marked for de store symfoniorkestre overalt i Europa. Problemet er dog omkostningerne, der er ganske store.

Mange steder fylder man derfor op med billig østeuropæiske musikere og sangere. Og nogle af dem viser sig at blive enorme talenter, der er efterspurgte overalt i verden.

Ellen Birgitte Rasmussen

Tak til Valdemar Lønsted for som altid at vække lysten til at høre mere klassisk musik. Jeg er enig i, at DRS burde have mere ny kompositionsmusik på programmet. Og hvor er de kvindelige komponister? Der bliver, så vidt jeg kan se, ikke spillet et eneste værk af en sådan i næste sæson. Som Lønsted også skriver, så har netop det orkester en forpligtelse til at være mere alsidig, end de andre skønne orkestre, vi har her i landet. Hvorfor bestiller de ikke et værk hos Mette Nielsen eller Kaija Saariaho? Eller hvad med at spille et værk af Nancy Dalberg?