Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Faderkomplekset i ’Ad Astra’ fylder cirka hele solsystemet, og det er stærkt underholdende

En astronaut fra den nære fremtid med en nærmest overmenneskelig selvkontrol og styrke får i James Grays stærkt underholdende rumdrama ’Ad Astra’ udfordret sin idé om, hvad det essentielle i livet såvel som i arbejdet er
Ad Astra foregår langt nok ude i fremtiden til, at Månen er blevet et kommercielt rejsemål, Mars er koloniseret, og det yderste af solsystemet venter på at blive udforsket.

Ad Astra foregår langt nok ude i fremtiden til, at Månen er blevet et kommercielt rejsemål, Mars er koloniseret, og det yderste af solsystemet venter på at blive udforsket.

Francois Duhamel

Kultur
19. september 2019

Astronauten Roy McBrides (Brad Pitt) puls er aldrig blevet målt til at være over 80. Selv ikke i katastrofesituationer, hvor han styrter ned gennem Jordens atmosfære i akut livsfare fuldstændig overladt til sin egen kropsbeherskelse og handlekraft, sniger pulsen sig op over det normale for en mands hvilepuls.

Roy McBrides krop er hele tiden under fuld kontrol, ligesom hans bevidsthed er i stand til at sortere alle distraktioner fra og kun fokusere på det essentielle: Det, der skal gøres for at overleve og fuldføre missionen. På den måde er hovedpersonen i James Grays rumdrama Ad Astra den fødte astronaut.

At McBrides evner også er ekstraordinære på alle andre områder, hører man til det møde i rumfartsagenturet SPACECOMM, hvor han rekrutteres til en tophemmelig mission, der skal redde verden fra altødelæggende uvejr.

To fluer med ét smæk

Ad Astra foregår langt nok ude i fremtiden til, at Månen er blevet et kommercielt rejsemål, Mars er koloniseret, og det yderste af solsystemet venter på at blive udforsket. Roys far, Clifford McBride (Tommy Lee Jones), var leder af et legendarisk forskningsprogram, Projekt Lima, og er kendt som en af rumfartens største helte.

Med base ved Neptun i solsystemets absolutte udkant skulle han og hans hold prøve at komme i kontakt med intelligent liv fra andre steder i universet, men for 16 år siden mistede man kontakten til dem, og man antager, de er døde.

I hvert fald officielt. I al hemmelighed mistænker SPACECOMM Clifford McBride for at være i live og bevidst eller ubevidst skyld i, at store mængder antistof rammer Jorden og forårsager gigantiske orkaner, der på sigt kan udslette alt jordisk liv.

Det må forhindres, og det er et job for Roy McBride, der under dække af at være på ferierejse i rummet skal tage til agenturets base på Mars, hvor han skal læse et på forhånd formuleret brev op i håbet om, at det lykkes at transmittere det videre til hans formodentlig stadig levende far ude ved Neptun.

Hvordan det rent praktisk fungerer med det antistof, eller hvorfor SPACECOMM ikke bare sender en lydfil til Mars i stedet for en nærmest overmenneskeligt kapabel person med en stærk vilje og en personlig tilknytning til den mand, der udsætter Jorden for fare, kan man med fordel vælge ikke at tænke så meget over. Det vigtige er, at Roy McBride får mulighed for at slå to fluer med ét smæk: redde verden, som vi kender den, og håndtere sit faderkompleks. 

Og det forrygende er, at rummet ser så svimlende vildt, dragende og farligt ud imens. Ad Astra er filmet af Hoyte Van Hoytema, der også var fotograf på Christopher Nolans Interstellar (2014), og de knivskarpe billeder af truende meteorsværme, planeters genskin i astronauthjelme og ildsprudende rumraketter er skiftevis opløftende og ægte uhyggelige.

En biljagt på Månen (som i denne fremtid er plaget af pirater og væbnede konflikter om mineraludvinding) udmærker sig som en af de mest originale scener i en film, der ellers slægter episke rumfilm som Interstellar og Gravity (2013) på, både hvad eksistentielt ladet historie og visuelt udtryk angår. Det er helt skønt at se rumvognene drøne gennem et landskab, hvor tyngdekraft og proportioner er anderledes, end man er vant til.

Filmens tunge patos kunne ikke være bedre bakket op af billedsiden. Max Richters musik er derudover så tilpas afmålt i sin stemning, at man godt gider give sig hen til den svælgen i eksistentielt bøvl, der ledsager Roy McBrides farefulde færd ud i det uendelige univers.         

Masseturisme på Månen

Det eksistentielle drama i Ad Astra er fra Roy McBrides synspunkt så stort og altomsluttende, at de snildt kan fylde hele solsystemet. Den humor, der alligevel gemmer sig imellem de benhårde, målrettede forsøg på at overvælde publikum med kosmisk skønhed og engagere os i blytunge overvejelser, findes på Månen.

Det er her på rejsens første stop, Ad Astra lysner lidt og gør sig lystig med en skildring af Månen som et gennemkommercialiseret rejsemål, hvor der profiteres maksimalt på den menneskelige flokmentalitet, som både Roy McBride og hans fars idealer og adfærd står i kontrast til.

Man flyver derop med et rumskib i fast rutefart, hvor man er nødt til at tilkøbe det i dyre domme, hvis man f.eks. vil have et tæppe og en pude til rådighed. I ankomsthallen er der irriterende kødannelse og boder, hvor man kan få taget billeder med en slags rummaskotter klædt ud som rumvæsner af den slags, man kender fra Star Wars. På en væg hænger en plakat med sloganet: 

»The Moon – Where the Whole World Comes Together« (eller på dansk: »Månen – hvor hele verden samles«).

Roy McBride lærer gradvist nyt om sin forsvundne far og rejser videre fra Månen mod Mars i et rumskib fuld af forskere. Efter et skæbnesvangert svinkeærinde, der nok mest har til formål at ruske op i publikum på rejsen (men som til fulde lykkes med at være en sej og frygtindgydende scene), ankommer de til basen på Mars.

Den er utrolig funky at se på, Kubrick-inspireret i indretningen og med såkaldte harmonirum, hvor man kan sætte sig og nyde nærmest psykedeliske projektioner og optagelser af fugle, træer og blomster. Her møder Roy den jævnaldrende kvinde Helen Lantos (Ruth Negga), der er vokset op på planeten og er interesseret i, at sandheden om Projekt Lima kommer for en dag. 

Roy vil bare videre – udad mod faren og svarene, men uden at vide præcis, hvad der driver ham. I filmens lidt for talstærke voice overs reflekterer han over den side af sagen, og det står fra begyndelsen klart, at han har et problem med at give sig hen og lade folk komme ham nær. Derfor har Roys kone, Eve (Liv Tyler i verdens mindst udfoldede rolle), forladt ham. Voice over-grebet overlapper de psykologiske selvevalueringer, han løbende foretager og rapporterer hjem til SPACECOMM.

En fast vending i disse psykologiske evalueringer er, at han er indstillet på »at lukke af for alt andet end det essentielle«. Det er næppe at afsløre for meget, at rejsen til Neptun udfordrer hans forestilling om, hvad det essentielle er. 

Konklusionen på det spørgsmål kan godt virke lidt banal, når man kommer ud af biografen, og alting igen bliver holdt på plads af tyngdekraften. Men i de to timer, filmen varer, er det til at forstå, hvad der driver dens hovedperson længere og længere ud i universet, fordi det simpelthen er så overvældende flot en tur at være med på.

’Ad Astra’. Instruktion: James Gray. Manuskript: James Gray og Ethan Gross. Fotograf: Hoyte van Hoytema. Amerikansk. 122 minutter. Vises i biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her