Læsetid: 4 min.

Forestillingen ’Hvid tegner sort model’ vil have publikum til at se sit eget blik

Der er plads til både refleksion og konfrontation i Sort/Hvids nye croquis-stykke ’Hvid Tegner Sort Model’, der forsøger at eksperimentere sig frem til nye måder at tale om køn og race på
Sort/Hvids nye forestilling ’Hvid tegner sort model’ begynder med en croquissession.

Sort/Hvids nye forestilling ’Hvid tegner sort model’ begynder med en croquissession.

Emilia Therese

30. september 2019

Sort/Hvids nye forestilling Hvid tegner sort model handler om at se, og om hvordan vores blikke påvirker de mennesker, vi ser på.

Det hele begynder med en croquissession. I et hvidt scenerum står skuespiller Mohamed Ali Osman på en plint, nøgen. Publikum har alle fået udleveret tegnebræt, papir og blyant og er blevet opfordret til at tegne croquis. Det gør forestillingens anden skuespiller, Karin Bang Heinemeier, også. Hendes tegning projiceres op på væggen bag Osman, og på ham: blikket lægger sig helt konkret på hans krop.

Efter en tids stilhed begynder han at tale. Han fortæller, at han egentlig ikke gider tale om sin hudfarve.

»Jeg ved da godt, at jeg er sort,« siger han.

Det er alle andre, der vil tale om det. I en tone, der bevæger sig mellem det spøgefulde, sårbare og alvorlige, fortæller han om, at folk ofte taler engelsk til ham, selv om han har boet i Danmark i størstedelen af sit liv.

Om, at andre antager, at han er god til at danse, altid er i form, kommer fra en udsat familie, enten behandler ham som »en ballademager eller et offer«.

Om at være i en krop, som konstant politiseres. Og om at navigere i alt det, om at bekymre sig om sin påklædning og fremtoning.

Derefter bytter skuespillerne plads, og Bang Heinemeier – en hvid kvinde i begyndelsen af 40’erne – træder op på scenen.

Hendes afklædning tager form af en lille, komisk striptease, og man forstår, at det nu kommer til at handle mere om seksualisering.

Hun taler om det dejlige og det problematiske ved at være begærsobjekt. Om mandlige chefer, manglende respekt, om skønhedsidealer og overgreb. Hun vil have sin krop i fred fra stereotyper, hun siger:

»Jeg kunne godt have lyst til at slå ’man’ ihjel.«

Forestillingens croquisgreb implicerer publikum i handlingen ’at se’.

Publikum er i den traditionelle magtposition: kunstneren, den afbildende.

Samtidig taler modellen: den som ellers ikke kommer til orde. Deres skiftende croquispositurer virker sommetider omstændelige eller ukomfortable – det er også krævende at blive set, at stille sig et bogstavelig talt sårbart sted.

Voldsomt, men vigtigt

Efter croquismonologerne opfører Osman og Bang Heinemeier en række ’skitser’, korte scener.

De er begge to krediteret for manuskriptet, sammen med instruktør Morten Burian. Der trækkes på personligt stof, og det er min fornemmelse, at forestillingens form er blevet til som et eksperimenterende samarbejde.

Man har, virker det til, prøvet forskellige ideer og sprog af i forsøget på at finde måder at udtrykke, hvad det vil sige at være i de to skuespilleres kroppe, hvordan de bliver set, og hvad der sker, når de mødes.

De skiftes til at indtage roller som ’mandlig chef’ og ’hvid kvinde’. De læser op fra Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske i en scene, hvor en nasal Jørgen Leth-udtale som løbende joke måske lidt for hurtigt afmonterer alvoren.

Det hele eskalerer ind i voldsudøvelse, da et skænderi, hvor Bang Heinemeiers kvinde ikke vil anerkende sine privilegier som hvid, ender i, at hun maler Osman med sort maling og kalder ham racistiske skældsord.

I en anden scene tipper en rammende monolog fra ham – om at være bange for at måtte flygte igen på grund af den danske racisme – over i, at han først hopper på et ben og siger ’rød grød med fløde’, og siden begynder at performe abelyde.

Han konfronterer sit publikum med, hvordan et hvidt verdenssyn rammesætter ham og hans krop. Det er voldsomt, men en vigtig voldsomhed, tænker jeg.

Mod slutningen opfører de to skuespillere en række mere abstrakte tableauer. Det er, som om sproget er gået i stykket, og de i fællesskab går i karambolage med teaterformerne for at finde nye, måske mere kropslige, betydningsdannelser.

Køn og race er ikke det samme

Det synes at være en frugtbar strategi at eksperimente med forskellige former og måder at tale om køn og race på. Der er plads til både refleksion og konfrontation. Begge skuespillere leverer energi og sårbarhed, men især Osmans vaklen mellem åbenhed, vrede og humor brænder igennem. I nogle scener ville jeg gerne være blevet længere.

Stykket forsøger sig med en sammenstilling af race- og kønsproblematikker, men jeg ville ønske, at man var gået et spadestik dybere i undersøgelsen af, hvordan de to ting også er meget forskellige.

Det kunne have været spændende, hvis forestillingen lod sig rive med eller blev på de steder, hvor der var spændende stof, og komplicerede det, i stedet for at ville opstille en slags symmetri mellem de to positioner.

I en af skitserne står den hvide kvinde fastfrosset på en roterende piedestal. Osman forsøger, i en frustreret monolog, at forklare hende, at hele samfundet er indrettet til hende. Hospitalerne, skolen, politiet er hvidt.

»Teateret er hvidt, publikum er hvidt, barvagterne er hvide,« siger han og ender med at stå og råbe: »Du er hvid, du er hvid, du er hvid, du er hvid!«

Med ’Du er hvid!’-råbet mærker man en vrede og frustration: han bliver ladt alene med racialiseringens problem, som burde være alles. Det hvide rum har ikke fået øje på sin egen hvidhed, det er klaustrofobisk, han prøver at råbe det op, må tale med virkelig store bogstaver. I den frustration ville jeg gerne være blevet lidt længere.

’Hvid tegner sort model’ vises på Sort/Hvid fra 24/9 – 12/10. Manuskript: Mohamed Ali Osman, Karin Bang Heinemeier og Morten Burian. Instruktion: Morten Burian. Scenografi: Ida Grarup. Medvirkende: Mohamed Ali Osman og Karin Bang Heinemeier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu