Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er gigantisk kvindekraft i Jeanett Albecks Suzanne Brøgger-stykke

På papiret lød det egentlig som en lidt dårlig idé. Men I guder! Og gudinder! Østerbro skælver i trussen, når sanger og skuespiller Jeanett Albeck går hedt og hårdt til Suzanne Brøggers essays
Skift kvinderollerne ud, som du skifter tøj. Man skal ikke hænge på én blomstret flæsekjole resten af livet!

Skift kvinderollerne ud, som du skifter tøj. Man skal ikke hænge på én blomstret flæsekjole resten af livet!

Teater Republique

Kultur
7. september 2019

Om formiddagen drak jeg urtete hos en heks på Amager, der talte om det magiske sprog og dets virkning. Prosa, sagde hun, er ikke god til magi. Prosaen taler primært til hovedet, og så er det svært at få hul igennem. Anderledes, mente hun, med poesien og billedkunsten, og især musikken og sangen. Musikken og sangen åbner direkte op, går ind i os på en anden og langt mere kraftfuld måde, der viger ude om rationelle stopklodser. Det magiske sprog kommer bedst til udtryk i sangen. Det var hendes vurdering.

Senere på dagen, da solen var ved at gå ned over Gunner Nu Hansens Plads på Østerbro i København, sad jeg lettere indebrændt og fuld af skepsis i en halvmørk teatersal på Revolver.

Det havde været relativt svært at få bare én anmelderbillet til premieren på Brøgger – en musikalsk fortolkning af Brøggers univers. Jeg kunne høre på de anmeldere, der sad bag mig og konverserede lystigt om en fantastisk og netop afsluttet veganerfestival, at de også havde måttet kæmpe bravt for at få en billet.

Hysteri og bedrag, tænkte min indre Scrooge, mens jeg bællede mit skyndsomt tilkæmpede glas rødvin i mig. Bare fordi en eller anden charlatan pludselig sætter musik til noget, der har været en klassiker i årevis, så er folk ikke til at holde væk.

Det handler vel ikke om magi, det handler snarere om billetsalg og om, at mennesket generelt helst vil danse sig igennem alt, der kan give den mindste smule hovedpine. Ja, sådan må det være. Jeg holder meget af Suzanne Brøgger. Men det her? Ærligt talt.

Men så gik forestillingen i gang.

Brutal

Det er komponisten, musikeren og skuespilleren Jeanett Albeck, kendt fra det prisbelønnede teaterkollektiv Sort Samvittighed, der bærer soloforestillingen Brøgger frem. Albeck har selv komponeret samtlige af de sange, hun opfører og synger, med tekster mikset af Brøggers essays. Den unge og Reumert-vindende Liv Helm, er instruktør på forestillingen, og det ville være en underdrivelse at sige, at det går godt for makkerparret.

Til sammenligning med nogle af de forestillinger, jeg har set af Sort Samvittighed, er Brøgger mest af alt rå, hjerteskærende og brutal. Der er en slags direkte effekt her, måske fordi der ikke holdes de samme former for grimasserende og lettere distancerede masker op, som det eksempelvis var tilfældet med Sort Samvittigheds opførelse af Tove! Tove! Tove! på Det Kongelige Teater.

Ironien som maske er væk. Det eneste ironiske er, at tekster fra Suzanne Brøggers ikoniske Fri os fra kærligheden opføres med en så overvældende kærlighed, at man som publikum efterlades helt forsvarsløs. Det går langt ind i nervebanerne, og efter 20 minutter sidder jeg og flæber. Heksen havde ret. Jeanett Albecks sange virker magiske.

Teater Republique

Ganske vist lægger forestillingen ud med kussetryk, som en slags feministisk manifest, men det smukke ved Brøgger er, at forestillingen ikke bliver én lang og monoton hyldest til kvindekønnet og dennes attributter, men at vi vokser ind i en langt mere nuanceret og menneskelig historie, som forestillingen skrider frem.

Det her er ikke bare feminisme på barrikaderne og pikke, der ligger afhuggede i skufferne. Det er fortællingen om et menneske, der tilfældigvis er en kvinde, og som nægter at lade sig nøje, der nægter at begrænse sit begær eller sin buldrende livslyst i det hele taget.

Som Erica Jong, synes jeg, er det vidunderlige ved Suzanne Brøgger, at hun måske nok er bedst kendt for sin seksuelle revolution og feministiske dagsorden, men at hun byder på så meget mere end det. Intellektuelt. Kunstnerisk. Menneskeligt.

Suicidal mor

Et godt eksempel er Jeanett Albecks sang baseret på Suzanne Brøggers tekst om sin mor. Omkvædet lyder: »Min mor var ikke som de andre mødre, på en måde var hun slet ikke mor.« Og her kommer så vers på vers om en smuk mor, der har trukket sig tilbage i et mørkt soveværelse, og som med mellemrum kommer på sindssygeanstalten. Grundlæggende interesserer hun sig ikke for sine børn. Indimellem, når hun forsøger selvmord, bliver hun meget skuffet, når børnene ikke vil hente barberbladene til hende. »Ikke engang mine egne børn elsker mig.«

Herfra tonser Jeanett Albeck videre. Hun har en vild energi, spillende alle de forskellige kvinderoller, som hun med Suzanne Brøgger fortæller, at man endelig ikke skal tage for alvorligt. Skift kvinderollerne ud, som du skifter tøj. Man skal ikke hænge på én blomstret flæsekjole resten af livet!

Voldsomt står ikke mindst en opførelse i ni akter af Suzanne Brøggers tekst om, hvordan forfatteren i Sibirien blev voldtaget af en række mænd (deriblandt en række politimænd). For hver akt, der beskriver et trin i narrativet om voldtægten, har vi i omkvædet et håb om, at hvis man bare lod være at gøre dette eller hint, kunne man undgå en voldtægt. Men det eskalerer. Ydmygelsen og overgrebene bliver groteske i sit omfang, og det ender sort og ondt. Til sidst må det optimistiske omkvæd dø.

Forestillingen slutter overraskende originalt, med endnu en kunstnerisk overbygning på selve forestillingen (jeg siger ikke mere!), og jeg må give fortabt som ond i sulet-kritiker. Brøgger er en usædvanlig stærk forestilling, der ikke mindst med musikkens kraft ryster og rusker publikum.

Jeg går fra teatret med en stærk fornemmelse af, at kvindebevægelsen i den grad rejser sig igen i disse år. Det er, som om tiden er cirkulær, Suzanne Brøgger, Dea Trier Mørch og kunstneriske kollektiver er tilbage igen – men de holder noget nyt og måske endnu større i hånden.

Troede vi virkelig, at det var #MeToo, der ville ændre verden? Så vent bare at se! Sådan tænker jeg på vej hjem i mørket under den nye måne.

’Brøgger. En musikalsk fortolkning af Brøggers univers.‘ Medvirkende og komponist, tekstbearbejdelse og musikalsk produktion: Jeanett Albeck. Instruktør: Liv Helm. Tekst: Suzanne Brøgger. Scenografi & kostumer: Freya Sif Albjørk. Dramaturg: Sanna Albjørk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her