Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det er gymnasieskolens privilegium at åbne nye og ukendte verdener for eleverne

I en samtid, hvor ungdomstid er blevet til uddannelsestid, er det værd at reflektere over, hvad der er, der er på spil inde i ungdoms(ud)dannelsesinstitutionerne
Dion Rüsselbæk Hansen, Lene Larsen og Michael Paulsens bog kan anbefales til landets mange pædagogikumstuderende, men såmænd også til opvakte gymnasieelever, så de kan få et nys om, hvordan gymnasielærere reflekterer både højlydt og begrebsligt over lærergerningen.

Dion Rüsselbæk Hansen, Lene Larsen og Michael Paulsens bog kan anbefales til landets mange pædagogikumstuderende, men såmænd også til opvakte gymnasieelever, så de kan få et nys om, hvordan gymnasielærere reflekterer både højlydt og begrebsligt over lærergerningen.

Linda Kastrup

Kultur
6. september 2019

Når lys brydes og afbøjes, og når lyd kastes tilbage, er der tale om refleksionsprocesser, der udspiller sig mellem hhv. lys og øje og lyd og øre på grænsefladerne mellem de ydre fænomeners verden og menneskekroppen. Men der kan også tales om refleksion, når tænkning bliver til eftertænksomhed – og når den ægger til en indre dialog og giver sin respons med på verdens påtrængende påvirkninger. Den reflekterende træner sin sensibilitet og øver sig i at sanse, forstå og handle i en dynamisk verden.

Er man eksempelvis en refleksiv lærer, forholder man sig til sin egen gerning ved hjælp af lydhørhed, nysgerrig stemthed, en ikke ringe sporsans og ikke at forglemme: pædagogisk tænkning og teori. Måske formår man ligefrem at levere smittende undervisning og at åbne døren på klem ind til hidtil ukendte verdener og fremmede vidensformer, så eleverne ved selvsyn og igennem eksperimenterende og refleksive læreprocesser får mulighed for at møde sig selv, andre og ’andetheder’ på nye måder.

Dertil kommer, at dygtige lærere formår at tænke ved hjælp af teori og måske selv besidder modet til at skabe nye begreber. De doserer ikke afmålte undervisningspakker eller føler sig fristet til at inddele ’elevmassen’ i fikserede elevtyper udset til at følge bestemt forudgivne læringsspor.

Tre lektorer fra hhv. Syddansk Universitet og RUC, Michael Paulsen, Dion Rüsselbæk Hansen og Lene Larsen, har skrevet en lille effen bog med titlen Undervisning, dannelse og ungdomsliv. Heri anlægges der et undervisningsmæssigt (v. Michael), et dannelsesmæssigt (v. Dion) og et ungdomssociologisk (v. Lene) refleksionsperspektiv på lærergerningen. De tre har igennem mange år undervist gymnasielærere i kunsten at undervise, og som bekendt skal man i pædagogikum, før man får autorisation til at undervise unge mennesker i gymnasieskolen.

I foråret 2018 har de foretaget tre fokusgruppeinterview med to undervisere og to lærerkandidater på tre undervisningshold tre forskellige steder i landet. Udsagn fra disse samtaler drysses ind i teksten med passende mellemrum, så bogen får liv.

I en samtid, hvor ungdomstid er blevet til uddannelsestid, er det værd at reflektere over, hvad der er, der er på spil inde i ungdoms(ud)dannelsesinstitutionerne. At bedrive undervisning åbner for et ontologisk felt bestående af tilblivelse, væren, eksistens, mening og anderledeshed.

Gymnasieskolens privilegium

Michael Paulsen præsenterer to meget forskellige grundsyn på dette felt i en overskuelig og debatinciterende form. Den første kalder han for en teknisk-positivistisk epistemologi, og denne toneangivende – og af uddannelsespolitiske aktører foretrukne – tilgang til undervisningen drejer sig om, at læreren alene skal gøre det, der virker. Læreren skal ikke trække på egne erfaringer eller uddannelsesfilosofiske værker, men lytte lydigt til videnskaben, der ud fra empiriske generaliseringer på forhånd ved, hvad der virker. Der skal laves faste læreplaner, og de skal indløses til punkt og prikke igennem målstyret undervisning. Den anden kalder han for en pragmatisk-konstruktivistisk epistemologi. Ideen er her, at undervisningen bliver til som et levende og transaktionelt anliggende mellem lærer, elev, sag og fag.

Dion Rüsselbæk Hansen følger trop og leverer bogens bedste bidrag. For ham drejer dannelse sig om selvoverskridelser i det fremmede og om en begrebslig og konkret træning af evnen til at reflektere over, hvordan man forstår, hvad man forstår.

Det er gymnasieskolens privilegium at åbne nye og ukendte verdener for – og ikke mindst sammen med – eleverne, og selv om dannelse og demokrati principielt er ustyrlige størrelser uden et entydigt endemål, må der i timerne arbejdes systematisk på at afselvfølgeliggøre konventioner og fordomme – og at gøde jorden for decentreringsprocesser, som eleverne får mod på at kaste sig ud i. Men det er forbundet med store udfordringer at være lærer på en masseuddannelsesinstitution, der efterhånden frekventeres af mere end 70 procent af de unge, når det med en skøn formulering af den italienske filosof Giorgio Agamben fra 2015 skal muliggøres, »at eleven kan træde frem i sin singularitet, dvs. som ’hvem som helst’ uden at blive reduceret til ’ingen som helst’«.

I rosinens pølseende kortlægger Lene Larsens noget staccatoagtige uddannelsessociologiske bidrag, hvilke udfordringer gymnasiets og dets lærere står over for. Skolens karaktergivning og sorteringsfunktion bidrager eksempelvis til, at en i forvejen meget forskelligartet flok elever bliver endnu mere differentieret, hvad angår risikohåndtering, ulighed, (mis)trivsel og fremtids (u)muligheder.

Summa summarum: Bogen kan anbefales til landets mange pædagogikumstuderende, men såmænd også til opvakte gymnasieelever, så de kan få et nys om, hvordan gymnasielærere reflekterer både højlydt og begrebsligt over lærergerningen.

Dion Rüsselbæk Hansen, Lene Larsen og Michael Paulsen: Undervisning, dannelse og ungdomsliv. Refleksionsperspektiver og læreruddannelse. Syddansk Universitetsforlag. 123 sider, 175 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget undervisning i folkeskolen foregår i dag på såkaldte undervisningsportaler, som er steder på internettet, hvor man abonnerer på viden og færdiglavede undervisningsforløb til de forskellige fag. På de portaler jeg benytter i min undervisning er der mulighed for at trykke på en "læs-let-knap", så teksternes bliver lidt lettere at læse.
Måske Information skulle overveje en sådan knap i e-avisen til omtaler som denne, så alle læsere orker at læse helt til sidste punktum.
Vh Lars K,
undervisningserfaring i FS: 30+