Den 34-årige sangerinde Lana Del Rey ved godt, hun ikke er politiker. Det sagde hun ligeud, da hun for en måned siden i et anfald af nu-må-nok-være-nok udsendte singlen »Looking For America«.
Sangen er en folk-episk reaktion på de skudepisoder, der dagligt finder sted i hendes hjemland: Det USA, der altid har været en gennemgående kulisse og tilbagevendende tematik i hendes musik. Et USA, der er gledet ud i en galskab, hun ikke ønsker at være vidne til, hvor børn ikke kan løbe og lege uden at være i fare for at blive fanget i en kugleregn.
Lana Del Rey er ikke politiker og gudskelov for det. Hun er en sofistikeret storyteller og sensuel sangerinde. Og netop derfor kan hun kanalisere sin frustration, vrede og bekymring ud gennem sang, når hun virkelig føler at virkeligheden brænder på.
»Looking For America« udkom som en velgørenhedssingle under en måned før hendes sjette studiealbum Norman Fucking Rockwell. Den er ikke inkluderet på albummet, men Reys sørgmodige desperation over den politiske virkelighed og afsky for vold skinner igennem på flere af pladens 14 sange.
Empatisk piano
Norman Fucking Rockwell er uhyre velproduceret og spækket med raffinerede referencer til musikhistorien.
Der er skjulte hilsner til blandt andet Joni Mitchel, Cindy Lauper og Doris Day. Og den sublime coverversion af Sublimes halvfemserhit »Doin Time« indeholder små bider af Ella Fitzgeralds »Summertime«, mens originalens reggae’ede guitarriffs og hundeglammen er udeladt.
De fleste numre er skabt i samarbejde med producer og sangskriver Jack Antoff, der også har produceret for Taylor Swift og St. Vincent.
Han spiller ligeledes det klaver, der understøtter flere af pladens storladne ballader. Særligt på det suveræne afslutningsnummer »hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but i have it« leverer han det mest empatiske pianoakkompagnement, jeg har hørt længe.
Reys smertende stemmeføring får alle hår til at rejse sig. Og de bliver stående, som en akklamation, længe efter sangen klinger ud.
På »The Greatest« bruger hun de første to vers på at mindes de tider, hvor rock and roll’en rullede, og Beach Boys gode vibrationer bredte sig som bølger over hele verden. Men så – på et splitsekund – svitser hun sangens sentimentalitet af ved at nævne nutiden og de skovbrande, der særligt har hærget Californien, den delstat, hun selv residerer:
»LA’s in flames, it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / Life on Mars ain’t just a song / Oh, the lifestream’s almost on.«
Intrigant gavflab
Lana Del Rey er en noir-poppersona, skabt af Elizabeth Woolridge Grant, der først gjorde sig bemærket på YouTube i 2011 med musikvideoen til »Videogames«.
Norman Fucking Rockwell konkurrerer med hendes tredje album, Ultraviolence, om at være hendes allerbedste til dato. Hendes sidste, Lust For Life, blev i 2017 lanceret som hendes mest ambitiøse, fordi det i populær hiphopstil indeholdt et hav af numre med et hav af gæstestjerner (A$AP Rocky, Sean Lennon m.fl.).
Men til sammenligning virker Norman Fucking Rockwell meget mere reysk. For her er hun alene om at synge, og hun excellerer i dét, der er hendes force: de følelsesbetonede indiepopballader med en intrigant kant.
For Lana Del Rey er en mestrer i at afstemme coolness og sadcore. Hun er en gavflab, hvis kæft flyder over med patosindsmurte fraseringer.
»If I wasn’t so fucked up, I think I’d fuck you all the time,« synger hun slesk på nummeret »**** it I love you«.
Og det er ikke det eneste, der er garneret med et frækt og flabet sprogbrug. På bagsiden af vinylcoveret er hele tre af sangtitlerne trunkeret. Ja, selv titelnummeret har fået asterisker i stedet for det Fucking, der adskiller Norman fra Rockwell.
Poesiens brandvarme pistol
Titelnummeret prydes af dybtblå instrumenter som cello og flygelhorn. De giver en blid melankolsk dramatik, der understøtter Reys portræt af en umoden mandsperson, et »goddamn man-child«, der giver hende the blues.
Som sangskriver er Lana Del Rey i særklasse, når det kommer til at kreere små narrativer, der med få præcise detaljer får skabt et fascinerende persongalleri, der bebor et popartet, mytisk Amerika. Hun er ikke uden lighed med den kvinde, som på nummeret »Bartender« drikker kirsebærcola og proklamerer, at hendes indre poesi er »warm as a gun«.
Den fantastiske ballade »hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but i have it« kandiderer til årets bedste (og længste) sangtitel. Det hjerteskærende omkvæd lyder:
»I’ve been tearing around in my fucking nightgown / 24/7 Sylvia Plath / Writing in blood on the walls / ’Cause the ink in my pen don’t work in my notepad / Don’t ask if I’m happy, you know that I’m not / But at best, I can say I’m not sad / ’Cause hope is a dangerous thing for a woman like me to have.«
Sangen lukker albummet som en trumf. Det er farligt at håbe på bedre tider for en amerikansk kvinde som Lana Del Rey, men som det sidste insisterer hun sagte på, at hun ikke har givet op. Hun forventer sig mere af fremtiden, end den nutid hun befinder sig i og den fortid, hvis kultur og kitsch hun i brudstykker bruger som nostalgiske rekvisitter i sin americana-mytologi.
Man siger, at håbet er det sidste, man slipper. Lana Del Rey holder stadig fast i det med det yderste af sine gullakerede fingernegle, og jeg kommer ikke til at slippe hendes storslåede popeposser lige foreløbig.
Lana Del Rey: ’Norman Fucking Rockwell’ (Universal Music). Lana Del Rey: ’Looking For America’ (Universal Music).
