Læsetid: 5 min.

Henrik Pontoppidan var ikke Lykke-Per, fremgår det af nyt gigantværk om nobelpristageren

Flemming Behrendts livsværk om Henrik Pontoppidan, ’Livsrusen’, er blevet en litterær mosaik snarere end en lineær fortælling om forfatterens værk, liv og tid. Mest optur er antydningen af, at Lykke-Per lignede broren Knud Pontoppidan – psykiateren, der slog sig på Amalie Skram
Livsrusen er et livsværk i dobbelt forstand, og dertil et savnet værk om én af Danmarks allerstørste forfattere. Selv kalder Flemming Behrendt bogen »papirsiden af en triangel om Henrik Pontoppidans liv og tilblivelsen af hans værk i dets sammenhæng med hans fortid og nutid«.

Livsrusen er et livsværk i dobbelt forstand, og dertil et savnet værk om én af Danmarks allerstørste forfattere. Selv kalder Flemming Behrendt bogen »papirsiden af en triangel om Henrik Pontoppidans liv og tilblivelsen af hans værk i dets sammenhæng med hans fortid og nutid«.

Polfoto ritzau

13. september 2019

Henrik Pontoppidan (1857-1943) er én af dansk litteraturs giganter. Hans roman Lykke-Per er kanonisk, forbillede for romaner som Pelle Erobreren, og nu desuden filmatiseret. Pontoppidans socialrealistiske noveller skildrede datidens ludfattige bondealmue, og i 1917 delte han Nobelprisen med Karl Gjellerup.

I december udsendte Gyldendal hans smukt underspillede selvbiografi Undervejs til mig selv (1943), en forkortet udgave af tidligere selvbiografier.

Omskrivningerne – næsten frem til trykpressen – var Pontoppidan i øvrigt berygtet for blandt forlæggere og redaktører. Dette og meget andet får læseren at vide i Livsrusen, Flemming Behrendts mere end 700 sider lange bog om Pontoppidan.

Behrendt, der er fyldt 80 i år, er journalist og litterat og har siden sin studietid beskæftiget sig med Pontoppidans forfatterskab.

Siden har han blandt meget andet stiftet Pontoppidan-selskabet og grundlagt det fremragende site henrikpontoppidan.dk, som rummer en sand guldgrube af information om Pontoppidans liv og værker.

Livsrusen er altså et livsværk i dobbelt forstand, og dertil et savnet værk om én af Danmarks allerstørste forfattere. Selv kalder Flemming Behrendt bogen »papirsiden af en triangel om Henrik Pontoppidans liv og tilblivelsen af hans værk i dets sammenhæng med hans fortid og nutid«.

Trianglens andre sider er digitale og består af det omtalte site samt en studieudgave i e-bogsform. En biografi er bogen ikke, snarere en mosaik, der kronologisk gennemgår forfatterens liv og værk og dokumenterer Pontoppidans rolle i samtiden gennem anmeldelser, bevarede breve med mere.

Pontoppidan voksede op i Randers som midterbarn i en børnerig præstefamilie og begyndte som 16-årig at læse til ingeniør i København. Han opgav dog studierne og søgte tilflugt hos sin bror, Morten Pontoppidan. På brorens højskole mødte han sin første hustru, der var tjenestepige, men stammede fra en stor gård. De blev senere skilt, og Pontoppidan gift igen med borgerdatteren Antoinette, også hun smuk og af velstående familie.

Aha, så Per var måske slet ikke Henrik

Bogen dokumenterer grumt forfatterens konstante pengesorger. For eksempel ejede han aldrig selv en bolig, og som yngre boede han med sin familie i små, våde boliger på landet, hvor de ofte var syge – hans første barn, Karen, døde som treårig.

Breve, som Behrendt har opstøvet i Gyldendals arkiver, belyser, at pengenøden rakte langt op i forfatterskabet. Forlagsdirektør Jacob Hegel havde en træls hang til at kræve, at Pontoppidan leverede de værker, forlaget havde betalt forskud for. Først hans efterfølger, direktør Ingeborg Andersen, lod Pontoppidan få det stort set, som han ville.

Åh, hvor godt, at nutidige statslige ydelser trods alt afværger nogle af den type ydmygelser!

Flemming Behrendt: ’Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan’.

Gucca
Behrendt holder en næsten demonstrativ pontoppidansk distance til sin hovedperson og hans værker.

Han giver sig ikke af med litterære greb, der som hos Tom Buk-Swienty gætter på, hvad hovedpersonen følte og tænkte, og han byder heller ikke ind med tolkninger af værkerne.

Alligevel får han eftertrykkeligt afmonteret den antagelse, at Lykke-Per er selvbiografisk. Modsat Pers sure, intolerante barndomshjem var det pontoppidanske præstehjem rummeligt, og Henrik brød aldrig med familien.

Tværtimod hjalp broren Morten ham ud af en trængt situation, og hans mor fulgte godt med i hans liv. Mens Per beskrives nørdet og kantet, havde Pontoppidan altid venner og støtter i den kulturelle elite, blandt andre Georg Brandes.

Forfatterens notoriske hemmelighedsfuldhed har bogen et diskret bud på, nemlig, at Pontoppidan skamløst trak på levende modeller, måske endda i sin nærmeste familie. I en billedtekst står for eksempel følgende:

»Knud Pontoppidan (1853-1916) var Henriks nærmeste storebror. De kom i en periode i begyndelsen af Henriks studietid til at dele bolig. Knud var lige så sart som Henrik var robust. Han led af flere sygdomme der livet igennem prægede ham, og den modstand han mødte som banebrydende psykiater, blandt andet med Amalie Skram som patient (hendes roman om professor Hieronymus, 1895), knækkede ham midtvejs gennem det professionelle liv og fik ham til at vælge retsmedicinen som aftrædelse. Hans seneste års isoleren sig kunne få tanken til at falde på Lykke-Pers endeligt.« (Min kursivering).

Aha, så Per var måske slet ikke Henrik, men Knud? Jeg ærgrer mig vildt over, at Flemming Behrendt ikke følger den slags op!

Man får fødderne fanget i et filter af rødder og forgreninger

Den sky ironiker Pontoppidan skrev sine værker om og om, og destruerede desuden egne og andres breve, som ønskede han ikke, at andre så ham over skulderen.

Da det skete – i bogstavelig forstand – blev det ifølge familiehistorien hans død. I juni 1943 beskrev forfatteren Knud Sønderby, der boede i en lejlighed over for Pontoppidan på Holmegårdsvej i Ordrup, nobelpristageren som »en gammel, gammel mand med kridhvidt Haar og Skæg sidde bøjet i en dyb kurvestol, hensunken i ensom Eftertanke«.

Flemming Behrendt skriver herom:

»Familietraditionen vil vide at han bliver så chokeret over denne udstillende indiskretion at han tabte sit sidste livsmod. Siden jul har han trods den milde vinter ikke været uden for en dør, (…) og nu er det også slut med den times tid han ellers har siddet fremme i solen bag de åbne altandøre. Helt tæt bliver solgardinerne trukket for de nysgerrige vinduer.«

To måneder senere døde Pontoppidan af en hjerneblødning! Han, der i sine værker skrev skarpe – og ofte genkendelige – portrætter af andre, brød sig virkelig ikke selv om at blive beskrevet.

Generelt holder Flemming Behrendt dog sine synspunkter så meget tilbage, at det er svært at få en fornemmelse af, hvem Pontoppidan var, og hvorfor han skrev, hvad han skrev.

At kalde bogen indforstået er en underdrivelse. Familiemedlemmer, romaner og galdestensoperationer nævnes med samme relevans, og mange personer præsenteres kun én gang, så man herefter selv må holde styr på Valdemar Vedel og Otto Borchsenius. Faserne i forfatterskabet, hvor almuerealismen viger for mere eksistentielle spørgsmål, har Behrendt heller ikke noget bud på.

Uden en formuleret antagelse om sin hovedperson fungerer bogen som materialesamling snarere end lineær fortælling. Tættest på at udlægge Pontoppidans livssyn kommer Behrendt, da han udlægger Pontoppidans livsmotto »Trahimur« (latin: Vi føres/ trækkes) således:

»Det var en svir, men det fulgte et bestemt mønster og havde sine uundgåelige omkostninger. Denne fatalistiske tro opbyggede og fastholdt han livet ud.« Behrendt forklarer videre, at bogens titel Livsrusen har to betydninger: Når alt spiller, føles livet som en rus. Men livet rummer også sin egen logik, som man ikke kan komme ud af:

»livsrusen – hvori vi som en fisk føres ind, fanges, og hvorfra vi ikke igen kan slippe ud: der går kun én vej: fremad mod enden.«

I mine ører lyder ’trahimur’ og livsrusen som to sider af én og samme dovne darwinisme, hvor ingen behøver tage ansvar for noget. Modsat viser Pontoppidans intelligente menneskeskildringer jo en tiltro til, at litteraturen kan ændre verden og gøre os klogere.

Over for dette åbenlyse paradoks må værkerne få det sidste ord. Som Behrendt forklarer, dog ikke i bogen:

»Nej, Pontoppidans vigtigste testamente er og bliver hans værk. Selvfølgelig først og fremmest hans trykte værk. Men det er nu heller ikke så enkelt. For han skrev om og om og om, før, under og efter. Derfor har Pontoppidan altid været en skræmmende opgave at gå i gang med, hvis man skulle i dybden. Man får fødderne fanget i et filter af rødder og forgreninger.«

Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan’. Gads forlag, 712 sider, 400 kroner.

Kristian Bang Foss har med Frank vender hjem, der har været syv år undervejs, skrevet noget så vildt som en stor samtidsroman med et vildt besættende, professionelt styret narrativ. Her er han fotograferet ved Stevns klint, hvor hovedpersonen Frank stævner ud i en havkajak og forsvinder.
Læs også
»Når du går ind ad litteraturens dør, går du ind i en verden af troldspejle. Her skal du ikke være den, du er, og det, du siger, er ikke noget, der skal tages for pålydende. Man kommer ind i et forhekset rum, hvor alt er muligt. Et mulighedsrum, hvor ting kan prøves af,« siger Simon Pasternak.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer