Læsetid: 6 min.

Alle kan købes og knækkes i HBO-milliardærserien ’Succession’ – og vi lider med overgrebsfolkene

HBO’s serie ’Succesion’ er en væsentlig og nådesløs tragikomedie om medieoverklassen, som styrer fortællingen om vores verden. Men man ender alligevel med at diskutere disse møgforkælede menneskers forarmede sjæle
’Succession’ er en hel central tragedie om dén klasse, der styrer fortællingen om vores verden.

’Succession’ er en hel central tragedie om dén klasse, der styrer fortællingen om vores verden.

HBO Nordic

10. september 2019

Det sværeste ved at se HBO’s fremragende tv-serie Succession er ikke, at det er så forbistret svært at holde af hovedpersonerne i den møgrige businessfamilie med efternavnet Roy. Det er ikke ydmygelserne, som de udsætter de svagere og deres underordnede for. Ej heller den dybe mangel på moral.

Det er, hvordan magtbegæret og manglen på kærlighed suger sjælen ud af selv de få individer i serien, som man viser sig i stand til at holde af.

Det tager så også et stykke tid at lære at holde af nogen overhovedet i Succession. Helt modsat HBO-klassikeren Sopranos, hvor man omgående elsker patriarken Tony Soprano (sublimt spillet af James Gandolfini), der får angstanfald og slagtilfælde i første afsnit i serien.

I Succession elsker man ikke patriarken, mediemogulen og multimilliardæren Logan Roy – spillet med uforsonlig granittyngde af skotske Brian Cox. Og da han falder om af et hjerteanfald, så ønsker man ham død – i det mindste bare for at se, hvordan hans fire børn klarer sig uden hans manglende kærlighed og jernhårde styring. Hvem vil sætte sig på jerntronen? Og for hvilken pris?

Fire ramponerede møgunger

Det er fire børn med hver deres skader.

Kendall Roy (spillet mageløst afdæmpet af Jeremy Strong) er den spinkle, præstationsangste, højintelligente yndlingssøn og naturlige arvtager. Faderens højre hånd med et ansigt som en sørgmodig bulldog, der ikke er blevet klappet, siden Obama blev præsident. Bonusinfo: Fraskilt og særligt glad for kokain.

Siobhan (spillet med fiffig finesse af Sarah Snook) virker umiddelbart som den mindst ramponerede i søskendeflokken. Som den eneste i et fast forhold og fri af farmands kontrol, og som rådgiver for noget så uhørt som en demokratisk politiker. Bonusinfo: Hun holder af at bolle udenom.

Roman Roy (inkarneret som sarkastisk, skjorteklædt Gollum med sølvtunge af Kieran Culkin) har også – i begyndelsen af serien – undveget daddys jernnæve og bevæget sig ud på en kynisk, kærlighedsløs turné gennem kroppe. Hans sexkapader synes at være ét langt forsøg på at formulere sit selvhad – og dermed komme til at hade sig selv på nye og endnu mere avancerede måder. Bonusinfo: Roman aner ikke, hvad en liter mælk koster.

Connor Roy (fortabthed i perfekt dosering af Alan Ruck) er den ældste og mest uduelige søn, der har meldt sig næsten helt ud og bor i subsidieret luksus ude i ørkenen, hvor han tror han kan købe sig til alt. Inklusive kærlighed. Bonusinfo: Han har set filmen An Indecent Proposal massivt mange gange.

Murdochs datter ser serien

Magtkampen kan begynde – med freudianske og romerske referencer: Logan Roy kalder Roman for Romulus, og Kendall for Ødipus. Og da han vil opkøbe en medievirksomhed fra en anden milliardærfamilie, der elsker at citere Shakespeare, så lader ham dem vide, hvad hans yndlingscitat fra mesteren er:

»Take the fucking money!«

Logan Roy er kun slet skjult modelleret over australske Rupert Murdoch og andre mediedespoter – ikke mindst Murdochs Fox News, i serien kaldet ATN News.

Ja, i talkshowet Late Night With Stephen Colbert fortæller skuespiller Brian Cox, at han på en London-cafe for nylig blev antastet af en mand, der sagde:

»Vi elsker dit show. Det er virkelig godt, virkelig interessant. Selv min hustru synes det er godt, min hustru kan lide det. Hun finder det hårdt nogle gange.«

Manden fortæller at konen håber, at showet vil behandle Siobhan Roy, Logan Roys datter, godt. Og Brian Cox vil vide, hvem manden er gift med? Det viser sig at være Elisabeth Murdoch, Rupert Murdochs anden datter.

Fabelagtigt veltalende kujon

Man ved ikke om man skal grine og græde, men som showet skrider fremad, får man mest af alt ondt i maven. Man ser en pervers overklasse strø om sig med de rigtige meninger i en sky af sarkasme og komplet kompasløs moral.

»Hitler er ond, ikke« spørger Siobhans mand, Tom (Matthew Macfadyen), en fabelagtigt veltalende kujon med enorme ambitioner og utilstrækkelige evner.

Det er mennesker, der lever i permanent angst for at miste deres magt og ikke mindst kærligheden, fordi den doseres alt efter præstation af den fåmælte, indesluttede überpatriark Logan Roy.

Mange har elsket Game of Thrones for præcis den samme fortælling om politisk magtspil og også kærlighedshungrende afkom. Tænk bare på Lord Tywin Lannister og hvordan han kontrollerer sine tre børn, Cersei, Jamie og Tyrion Lannister. Men i Game of Thrones er der moralske kernekræfter i magtpositioner. Det er der ikke i Succession.

Medmindre den forrygende klodsede, men alligevel strategiske grandnevø Greg Hirsch (inkarneret snedigt af Nicholas Braun) kommer til at stige i graderne. Et presserende spørgsmål et stykke inde i sæson 2 er dog snarere, om en bestemt karakter vil ende som dragedronningen Daenerys Targaryen.

Kampen for ikke at være en skakbrik

Jeg har forsøgt, at forstå, hvorfor jeg og min kæreste bliver ved at snakke om karaktererne i Succession – endda længe efter at vi har draget lettelsens suk over, at endnu et afsnit fuld af åndelig tomhed og nådesløse magtspil er slut.

Jeg tror, det er fordi den fortæller mennesket som dybt irrationelt og skadeligt for sig selv. Og fordi det er den menneskelige tragikomedie udfoldet som et skakspil, hvor følelser og strategi blandes sammen i hvert eneste træk.

Helt forståeligt kæmper ensemblet af karakterer for selv at spille spillet i stedet for blot at være brikker i Logan Roys long game. De kæmper for at graduere fra at stå på brættet til at sidde ved det. Og dermed blive individer med en form for fri vilje. En genkendelig menneskelig ambition.

I Succession mæsker vi os i menneskers drømme og håb og de ydre og indre vilkår, der står i vejen for deres realisering. Vi ser deres afhængigheder og uvaner og følelser komme i vejen og smadre deres strategier og spil. De er med andre ord mennesker alle til hobe. Hvor monstrøst de end opfører sig. Det kribler og krabler med strategier og skjulte motiver lige under huden på dem alle. Og de er veltalende på en måde, som tipper hatten til Aaron Sorkins utroværdigt veltalende karakterer i West Wing. Men i Succession køber jeg de forgyldte dialoger, fordi de er i en komisk sags tjeneste.

Det er sindsoprivende karakterer, hvoraf denne anmelder minimum er kommet til at elske én – grundet dennes skønne underkastelse i nederlagets stund. Og det er det mest subversive, men måske også healende ved serien, at man bløder med folk, der årelader vores samfund, politik og diskussionsklima. Vi får psykologiske, ja, nærmest strukturelle forklaringer på deres dårskab.

Til at knække sig over

Æstetisk er Succession også gennemtænkt. Fotograferingen er et studie i hvordan man berøver en absurd rig overklasse sin glamour. Rummene er grå og triste, klaustrofobiske selv om de er enorme. Uden personlig karakter. Og hvis der er kulturelle objekter til stede, så er det som trofæer. Til tider er det også en ekstrem mørk fotografering, hvor ansigter drukner dunkelt. En skummel belysning, der ville have fået Rembrandt til at spørge efter flere stearinlys.

Og temamusikken kradser kubistisk i ørerne og har en ubehageligt svimmel karakter. Som om du lige er sprunget ud fra toppen af en skyskraber på Wall Street – eller aktiekurserne rasler ned og op og ned igen.

»Et latterligt show til en latterlig tid,« siger Brian Cox om Succession til Stephen Colbert.

Eller: En hel central tragedie om dén klasse, der styrer fortællingen om vores verden. Og hertil: En sort komedie om hvor ynkeligt korrumperbare mennesker er, når bare guleroden er stor nok. Alle kan købes, alle kan knækkes. Og det er til at knække sig over – hver mandag på HBO.

’Succession’. Instruktion: Mark Mylod, Andrij Parekh, Adam Arkin m.fl. Manuskript: Jesse Armstrong, Susan Soon He Stanton, Alice Birch m.fl. Fotografi: Andrij Parekh.

Sæson 2 er i gang på HBO Nordic. Anmeldelsen er baseret på sæson 1 og fem afsnit af sæson 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu