Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Alle kan være med på Søren Huss’ sorthvide hverdagsalbum

Det var meningen, at Søren Huss’ fjerde soloalbum, ’Sort og Hvid til evig tid’, skulle være en lys plade. Men heldigvis rummer sangerens univers stadig både det hverdagslige, det pudsige og det deprimerede. Han er nået til et sted, hvor han har gjort sig fri af personlige tragedier, uden at behøve lægge dem fra sig
Kultur
10. september 2019
Med ’Sort og Hvid til evig tid’ har Søren Huss formået at nå til et sted, hvor han gør sig fri af personlige tragedier uden at lægge dem fra sig, skriver anmelder Sophia Handler.

Med ’Sort og Hvid til evig tid’ har Søren Huss formået at nå til et sted, hvor han gør sig fri af personlige tragedier uden at lægge dem fra sig, skriver anmelder Sophia Handler.

Martin Bubandt (PR)

Det er ikke mange danskere født før år 1990, der har kunnet undgå at blive bekendt med – og grebet af – historien om den fremadstormende fynske rockstjerne, der mistede sin kæreste i en tragisk trafikulykke og blev alene med deres fælles toårige datter.

Dengang var Søren Huss forsanger i det prisvindende 90’er-rockband Saybia, hvis radiohits »The Second You Sleep« og »I Surrender« blev bittersøde landeplager, og hvis rivende udvikling denne forfærdelige hændelse satte en stopper for.

Elleve år er der nu gået siden ulykken. Og i den tid har Søren Huss på nærmest overmenneskeligt imponerende vis formået at holde kog i sin karriere som musiker.

Sort og Hvid til evig tid er hans fjerde soloalbum.

Det var egentlig meningen, at Sort og Hvid til evig tid skulle være en lys plade. En plade, der ifølge pressemeddelelsen gerne ville fortælle den brede lytterskare, at Huss nu var kommet et sted hen i sit liv, hvor alting så lysere ud.

Men sangeren måtte sande, at det kom der ikke noget kunstnerisk forsvarligt ud af.

Derfor har han komponeret et album, der rummer både lyset og mørket.

Og det har uden tvivl været et fornuftigt valg. For Sort og Hvid til evig tid virker mest som et voksenalbum, når Søren Huss lader lyset flakke ukontrollerbart undervejs.

Følelsesmaskerade

Da Søren Huss gik solo, faldt det ham naturligt at synge på dansk. Hans lyrik er inspireret af Benny Andersen, og rummer både det hverdagslige og det universelle, det lettere klichéagtige, det pudsige og det dybt deprimerede.

Sort og Hvid til evig tid er det, når denne følelsesmaskerade passerer gennem ens ører med pjalter, pomp og pragt, at man for alvor folder dem ud.

Numrene bevæger sig fra hverdagens vestvendte vindueskarme ind i sindets soveværelse, hvor de sukker lidt rundt, for så langsomt at vende tilbage til omverdenen igen. En omverden sammensat af reoler, rod, katte og røglugt i lejligheden.

Som på »Entreprenør«. »Tilbage på jorden, forfra igen / tvunget af egen begrænsning / søvnløse nætter, hvor alt går i et / og ind i den næste fortælling.«

Hvor versene, fulgt af den akustiske guitars dur-rundgange, får nummeret til at lyde som en ny, dansk børnesang, der skal handle om, hvad der sker, når man får en god idé, forvandler kompositionen sig via broen og de lige så angstbævrende, underliggende strygere til en socialrealistisk slagsang for den kreative klasse.

Men det er også i disse poetiske, sorthvide vendinger, at Søren Huss’ univers bliver så rummeligt, at alle kan være med. Uanset hvilken alder man har, og hvilken sorg eller smerte, lykkerus eller liderlighed man har oplevet.

Titelsangen indeholder måske Søren Huss bedste sætning nogensinde. »Jeg læner mig ud af din forventnings favn

Søren Huss er en livserfaren rimsmed og en lystig spillemand. Med Sort og Hvid til evig tid har han formået at nå til et sted, hvor han gør sig fri af personlige tragedier uden at lægge dem fra sig.

Det gør hans projekt med at spinde livslyst og livslede musikalsk ind i hinanden relevant herfra og til evig tid.

Søren Huss: ’Sort og Hvid til evig tid’ (Universal Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her