Kristian Bang Foss har skrevet et folkeligt og moderne bud på en Lykke-Per

Kan man putte en kold rødvin ind i en mikroovn, hvis den trænger til at blive tempereret?

Jeg har diskuteret spørgsmålet intenst med min gode ven og hans mand. Sidstnævnte var tidligt i deres forhold urimeligt hurtig til at handle på kold rødvin. Ingen nåede at stoppe ham. Han synes, det var en genial strategi.

I Kristian Bang Foss’ nye og socialt bevidste roman, Frank vender hjem, går det op for mig, at dét jeg (med min oprindelse i den boglige middelklasse) anså som en temmelig idiosynkratisk tilgang til rødvin, snarere er en slags insider klasseviden. For når man, som hovedpersonen Frank, kommer fra et hjem, hvor man drikker vodka af vandglas – uden is – så er det faktisk ikke til at vide den slags.

I Frank vender hjem står det pludselig klart, at der findes klassespørgsmål, som er usynlige for dem, der bevæger sig i de højere klasser. For hvor meget hælder man egentlig i et vinglas? Og er der overhovedet noget i vejen for at klippe en remouladedunk over, hvis den er ved at være tom, og sætte den foran et selskab med en ske i?

Frank vender hjem er Kristian Bang Foss’ fjerde roman skrevet efter en længere skrivekrise, der især var foranlediget af at få små børn. Det kan vitterligt være en forbandelse for et forfatterskab at få børn, men det er en forbandelse med en magisk slagside. Måske der dukker noget helt nyt og utænkeligt, tilmed en uventet lykke, op gennem urskrig og kaos?

Det vil jeg vove at påstå er tilfældet for Kristian Bang Foss. Eller rettere: Det nye, som vokser frem hos Foss, er måske bare dét, at den surdej, han hele tiden har arbejdet med, er eksploderet og hævet kolossalt, siden hans sidste roman, Døden kører Audi, udkom for syv år siden. Det er mærkbart, at Foss er blevet ældre – eller det hedder selvfølgelig mere moden – og at han simpelthen er vokset i ambitionsniveau, samtidig med at han har fundet mod til at bevæge sig ud på de hovedveje, man inden for de højere litterære klasser og miljøer traditionelt set søger at køre uden om.

Kristian Bang Foss har med Frank vender hjem skrevet noget så vildt som en stor samtidsroman med et vildt besættende, professionelt styret narrativ og, jeg tør næsten ikke sige det, en slags alvidende fortæller! Han ruller med andre ord Hollywoods røde løber ud foran sin pen, og bedriften er, at det går så godt, som det gør – men måske er det i virkeligheden ikke så mærkeligt.

Kristian Bang Foss er grundlæggende et meget naturligt forfattertalent. Han skriver ukrukket, morsomt, tilgængeligt og på en eller anden måde – hvilket er mærkeligt at sige, fordi det er på så højt et plan – folkeligt. Og så er Foss realist på den måde, at han kan fremskrive præcise og sigende detaljer fra alle mulige miljøer og stereotyper, så man klukler af genkendelse og samtidig har et hyperrealistisk blik for de situationer, hvor virkeligheden på en måde overskrider virkeligheden og bliver fuldkommen absurd. Det gør han fremragende i Frank vender hjem.

Skammen at være søn til Rock-Tage

Hovedpersonen Frank kommer fra det, man i denne kontekst vist godt kan kalde underklassen. Det ville Frank nok selv kalde det. Franks forældre mødte hinanden en aften på Damhuskroen, hvor den kommende far, Rock-Tage, spiller op til dans og snart også lister ud i buskene med Ellen, påvirket af sin opvækst i en alkoholiseret familie. Efter de har set hinanden et par gange, er Ellen klar til at bryde forholdet, men så opdager hun, at hun er gravid.

I første omgang tager Rock-Tage ansvaret på sig og får job hos en autolakerer i Brøndby, men så er han ude for et trafikuheld og bliver lettere hjerneskadet. Herfra går det ned ad bakke. Han begynder at synge og spille underligt, men optræder ikke desto mindre næsten hver aften på Strøget, hvor forbipasserende får afløb for deres perfiditeter og kaster småmønter efter ham, så han hyler. Rock-Tage bliver en slags latterlig legende. En lokal berømt særling, man kan more sig med at håne. Det gør man indtil den dag, han bliver tæsket ihjel.

Skammen over at være søn til den udskammede Rock-Tage følger Frank i opvæksten, og ikke mindst da han studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Her føler han sig som en indtrænger og bedrager, også selv om han hurtigt lærer, hvor meget vin man fylder i glasset, oplever han, at han ingen chance har for at lære alt det uhåndgribelige, der hører de miljøer og klasser, der bebor litteraturvidenskab – til.

Hør blot:

»Men så var der alligevel noget andet, noget dybereliggende i den måde, man talte sammen på, hvad man kunne tillade sig, og hvad man netop ikke kunne tillade sig, som han hele tiden fornemmede lå uden for hans rækkevidde og afslørede ham som en udefrakommende. Det var så subtilt, at han ikke kunne sætte ord på, men han var overbevist om, at det eksisterede. Han var ikke sikker på, at der nødvendigvis var en bevidst interesse fra nogen instanser i at opretholde det, men det var der bare, var gammelt som samfundet selv.«

Derfor tør Frank naturligvis heller ikke nærme sig den smukke overklassepige Thea fra studiet, hvis familie er stenrig og hvis mor i øvrigt er en berømthed med et populært haveprogram. Her kommer KUA-spøgelset (Københavns Universitet Amager, red.) ind i billedet:

»KUA-spøgelset var en høj, tynd mand i slutningen af trediverne, der var helt hvid i huden og i over ti år havde skrevet på et speciale, der skulle gendrive Wittgensteins filosofi.«

KUA-spøgelset bliver nærmest symbolsk (og det er der en del af i romanen, symbolik) en slags mystisk varslende glidecreme mellem Frank og Thea: Da KUA-spøgelset falder om til en fredagsbar, forsøger de sammen at genoplive ham og på hospitalet, mens spøgelset svæver mellem liv og død, vokser kærligheden gennem klasseskellene.

Men romantikken, som i øvrigt er virkelig morsomt beskrevet, parrets samtaler, interne jokes og sært reklameinspirerede sexlege, bliver naturligvis udfordret af klasseforskellene. Vidunderlig er scenen, hvor Frank første gang skal møde svigerfamilien i Skagen – eller netop på Skagen, som den sjællandske overklassefamilie korrekser Frank – til en udsøgt familiefrokost. Frank kommer af ren utilpashed og nervøsitet til at fable om rævesovs – og værre, han spiser ikke afslappet af morens Flora Danica-spisestel, så har jeg ikke sagt for meget!

For narrativitetens skyld må jeg hellere nævne, at Frank efter denne fatale spisebordskrise vandrer bort i vrede, og at det senere bliver fatalt. For da Frank og Thea venter barn, tager Frank på en hurtig tur til Stevns (eller var det Møn?), for at afprøve sin nye fødselsdagsgave – en havkajak. Men da Frank ikke vender tilbage senere på dagen – og heller ikke lader høre fra sig, stiller spørgsmålene sig i kø, som man ynder at sige. For er der sket noget med Frank? Eller er han blot stukket af igen? Er han virkelig blevet til den bedrager, han har følt sig som?

Nu skal jeg ikke røbe mere. Eller sige meget mere. Frank vender hjem er efterårets store must read. En morsom, tilgivende og mildt betragtende tour de force igennem samfundets forskellige kamre lige fra Ungdomshuset til Damhuskroen. Fra Kristian Bang Foss’ samfundsroman i mikroformat, Stormen i 99 (2008), har Foss født en samfundsroman i makroformat, vi vil læse og tale om længe.

Kristian Bang Foss: ’Frank vender hjem’. Gyldendal, 380 sider, 300 kroner