Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Legesyge og drilske kønsfremstillinger i malerier med 100 år på bagen

Det er ikke en nyopdagelse, at Kristian Zahrtmanns værker kan ses som fascinerede, homoerotiske studier i køn, men det er alligevel øjenåbnende at se dem i et eksplicit queer-perspektiv
Kultur
1. oktober 2019
Et af udstillingens malerier hedder Adam i Paradis. Det er fra 1914, og dermed en del af Zahrtmanns senværk. Maleriet viser den nøgne og velbyggede Adam midt i et visuelt fortættet flor af blomster, bladranker og frugter

Et af udstillingens malerier hedder Adam i Paradis. Det er fra 1914, og dermed en del af Zahrtmanns senværk. Maleriet viser den nøgne og velbyggede Adam midt i et visuelt fortættet flor af blomster, bladranker og frugter

Billede fra udstillingen

Kristian Zahrtmann (1843-1917) var en central skikkelse i det danske kunstliv omkring forrige århundredskifte. I 1882 var han med til at stifte Kunstnernes Frie Studieskoler, der fungerede som en vigtig alternativ uddannelsesinstitution – et modakademi, som Zahrtmann kaldte det – i en periode, hvor Det Kgl. Danske Kunstakademi var meget konservativt.

På Kunstnernes Frie Studieskoler underviste og prægede Zahrtmann i en årrække en stor gruppe af de kunstnere, der senere skulle komme til at tegne modernismen i dansk kunsthistorie. Desuden var han i 1891 medstifter af Den Frie Udstilling, der også manifesterede et markant og kontroversielt opgør med etablissementet, de traditionelle, censurerede Charlottenborgudstillinger, som havde noget nær et monopol på kunstudstillinger.

Som underviser var han passioneret og ilter, men med dyb respekt for den enkelte elevs sensibilitet og temperament. En af hans elever, Peter Hansen, har meget betegnende beskrevet tiden på skolen under Zahrtmann som ’urolige feberår’, hvor man ikke fik lov at hvile i magelighed, men blev presset til at gøre sig umage. Man ser således træk af rebelskhed i Zahrtmanns karakter, men trods hans opgør med de etablerede institutioner var han i sin egen praksis i høj grad en traditionsforvalter på samme tid.

Nøgenstudiet var for eksempel en vigtig komponent på De Frie Studieskoler, men i Zahrtmanns malerier er nøgenfiguren altid bundet i historiemaleriet eller i den mytologiske og bibelske motivverden, sådan som konventionen bød det. Men på trods af respekten for traditionen giver det god mening at kaste et undersøgende og nysgerrigt blik på Zahrtmann som en queer-kunstner, sådan som en aktuel udstilling på Fuglsang Kunstmuseum – tidligere vist på Ribe Kunstmuseum – gør det.

En slikkende tunge

Selvfølgelig er det en anakronisme at bruge betegnelsen queer om Zahrtmann. Det skriver udstillingens kurator, museumsinspektør Rasmus Kjærboe, også selv. Men han argumenterer i en større artikel også for, at begrebet alligevel er relevant. Dels fordi Zahrtmann tematisk skildrede alternative seksualitets- og kønsforståelser, dels fordi han mere generelt var »involveret i at undergrave normer, forvirre os og tilbyde alternative læsninger,« som Kjærboe skriver.

Sandt nok arbejdede Zahrtmann med fremstillingsformer, der temmelig åbenlyst er fascinerede af upåklædte mandekroppe. Og rigtignok var Zahrtmann stilistisk og koloristisk lige præcis så kuriøs og sammensat, at det forvirrer. Med en intens brug af farvekontraster står motiverne højspændte og dirrende på lærrederne, så det næsten gør ondt.

Et af udstillingens malerier hedder Adam i Paradis. Det er fra 1914 og dermed en del af Zahrtmanns senværk. Maleriet viser den nøgne og velbyggede Adam midt i et visuelt fortættet flor af blomster, bladranker og frugter. Her er ingen Eva, men slangen – en stor en – snor sig med slikkende tunge mellem Adams adskilte ben.

Den sansemættede skildring af et paradis, hvor Adam ser noget mellemfornøjet ud, har givet værket den alternative titel Adam keder sig. Figurens nøgne hudflader er malet i grove skraveringer, der veksler mellem lyserøde og violette strøg, som var han lige trådt ud af en sauna med brændende varm krop. Hans hår er gult og hans blik sært bælgøjet: Hans venstre øje konfronterer betragteren, det højre kigger skævt ud af billedet.

Værket er udpræget ejendommeligt, for at anvende en af de termer, som samtidskritikken hyppigt hæftede på Zahrtmann. I sin kolorit er det mildt sagt en udfordring for øjet, sådan som det er tilfældet for mange af kunstnerens sene arbejder.

Klart nok er det også udfordrende at vælge paradis som en motivisk anledning til at skildre en lækker ung mand. Men det er samtidig uangribeligt i kraft af traditionens legitimering af motivet og hele den uskyld, det fremstiller. På den måde leger Zahrtmann med at udvide begærets mulighedsrum inden for rammerne af de overleverede former. Zahrtmann er både progressiv og konservativ, en hemmelig agent i traditionens sakrosankte rum.

Udstillingen er fuld af værker, der på forskellig vis demonstrerer denne pointe. Zahrtmann var ikke provokerende og grænseoverskridende, som avantgarden senere i det tyvende århundrede blev det. Han legede derimod elegant og kærlighedsfuldt med at potensere og radikalisere det homoerotiske inden for et allerede eksisterende billedreservoir, hvis lødighed ikke kunne anfægtes af samtidens sædelighedsvogtere.

I Zahrtmanns kunstneriske univers møder vi underskønne og sexede versioner af Loke fra den nordiske mytologi og Prometheus fra den græske. Vi får fremstillet Den fortabte søn fra Biblens fortælling, som en nøgen, ung mand, der knælende synker ind i et favntag hos sin tilgivende far. Ja, selv Kristus på korset kan Zahrtmann – i værket Den hellige Katarina fra Siena fra 1913 – få til at stå frem som en attråværdig og glødende erotisk skikkelse.

En vild blomst

Det er velgørende at se Zahrtmanns oeuvre outed – om end den nu nok allerede var pænt derude. Den underliggende forskning argumenterer omhyggeligt for, hvordan værkerne kan forstås som queer. Udstillingens formidlingsmateriale anlægger imidlertid et perspektiv, der nogle gange er slet skjult heteronormativt og for eksempel kan tale om, at Zahrtmann er kunstneren, »som udfordrer vante forestillinger om køn og seksualitet.«

Men for en queer-person er det omvendt: de såkaldt vante forestillinger udfordrer ens køn og seksualitet. Skildringen af homoseksualitet er ikke udfordrende, men udfordret, fordi et flertal bilder sig talstærkt ind, at de er ’normale’, fordi en majoritet ikke vil vide af det ’anderledes’, fordi staten udfærdiger love, som forbyder én at elske.

Det er meget tydeligt, at Zahrtmanns værker er blevet til under netop sådanne udfordringer. At de passioneret, drillende og legende viser, hvordan verden er beboet af alle mulige typer begær, selv om dens beboere i hovedsagen kun vil vide af et fåtal. Zahrtmann levede som en vild blomst, »en sjælden og strålende pæon«, som Anna Ancher engang beskrev ham med sans for hans på en gang robuste og overdådigt frodige væsen.

Det bliver understreget mange steder i udstillingen og i artiklerne bag den, at Zahrtmann aldrig selv erklærede sig for homoseksuel, og at vi ingen viden har om hans seksualitet. Nu var homoseksualitet jo også strafbart, så omskrivningerne og de hemmelige koder trivedes bedre end de åbenmundede proklamationer.

Men Zahrtmanns værker, hans børn om man vil, står som de bedste vidnesbyrd om, at eros triumferende gennemstrejfede alt, hvad han foretog sig. Ordet lidenskab er med rette krøbet ind i udstillingens undertitel. Den passer både på personen og på værket. Passionen i alle dens betydninger – lidelse, lidenskab – lever og ånder stadig i Zahrtmanns vilde, skæve, mærkelige og underfundige malerier.

Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab. Fuglsang Kunstmuseum. Indtil den 5. januar 2020. Udstillingen vises på Den Hirschsprungske Samling fra den 5. februar til den 10. maj 2020.

I forbindelse med udstillingen er der lavet en særudgave af tidsskriftet Perspective med forskningsartikler om Kristian Zahrtmann, som kan læses på perspective.smk.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her