Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det lykkes ikke ’Koko-di Koko-da’ at gøre de mystiske eventyrelementer ægte uhyggelige

Svenske Johannes Nyholm vil i ’Koko-di Koko-da’ vist fortælle en fabel om et sorgramt pars kamp for ikke at gå til grunde i sorgen, men de bizarre figurer og brutale situationer er for umotiverede og for undervældende iscenesat til rigtig at fungere
Peter Belli medvirker i svenske Johannes Nyholms ’Koko-di Koko-da’, der er en fabel om et sorgramt par, der kæmper for ikke at gå til grunde i sorgen. 

Peter Belli medvirker i svenske Johannes Nyholms ’Koko-di Koko-da’, der er en fabel om et sorgramt par, der kæmper for ikke at gå til grunde i sorgen. 

Tobias Hoiem-Flyckt/Øst for Paradis

Kultur
26. september 2019

Det er ikke så godt, når man midt i en film, der ihærdigt prøver på at være uhyggelig, går i analytisk modus og prøver at regne ud, hvorfor den ikke er det. Det sker ret tidligt i svenske Johannes Nyholms mystiske, Lynch-inspirerede sorgfortælling Koko-di Koko-da. 

Prologen er ellers fængende: Et bizart optog ført an af Peter Belli iklædt hvidt jakkesæt, butterfly og stråhat bevæger sig igennem en vild svensk skov om natten.

Med ham følger en høj kvinde med noget stort, sort goth-hår og en muskelhund i snor og en troldelignende fyr med en død hvid hund af samme slags i armene.

Peter Bellis anførerkarakter går først og fløjter en melankolsk svensk børnemelodi, og så synger han, mens han med et let manisk ansigtsudtryk vender sig mod kameraet: 

»Hanen er død
hanen er død
den kan ikke synge kokodi kokoda
den kan ikke synge kokodi kokoda.«

Filmens mission er foreløbigt opfyldt: Jeg bliver lidt utryg af den kombination af børnesang, mani og eventyrelementer.

Katastrofen indtræffer igen og igen

Der klippes til en gammel spilledåse, på hvilken de tre skikkelser i skoven er afbildet i en børnebogsagtig streg med store hoveder og munter attitude.

Der zoomes ud, så man ser en syvårig pige stå tryllebundet og stirre på den uden for den butik, hvis vindue den er udstillet i.

Hendes forældre (spillet af Ylva Gallon og Leif Edlund Johansson) kommer løbende; hun var åbenbart blevet væk. De køber spilledåsen og tager på restaurant i den jyske badeby, de er på ferie i.

I en scene, der måske ikke tjener noget narrativt formål, men viser en vis sans for det bizarre i det ordinære, bliver den svenske turistfamilie konfronteret med dansk humor i form af to komikere med paryk og gebisser, der skal underholde et selskab på restauranten.

Det blik på det helt almindeligt sære kom jeg til at savne, efter at filmens handling tager en markant drejning og springer tre år frem i tiden. 

Her er pigens forældre barnløse, sørgende og på en virkelig anspændt telttur i et skovområde, der minder om det, man så i prologen.

Med faren som hovedperson ser man det samme scenarie gentage sig med variationer: Parret slår telt op, der er dårlig stemning.

Hun vågner og skal tisse, foreslår at gøre det i forteltet, han beder hende tage sig sammen, og hun går ud i mørket.

De uhyggelige skikkelser fra spilledåsen dukker op og går til angreb. Hver gang situationen gentager sig, er den mandlige campist lidt mere i alarmberedskab og prøver på forskellig vis at forhindre, at han (i varierende grad) og hans kæreste ikke bliver tilintetgjort.

Imens lyder ’Koko-di Koko-da’-melodien i forskellige versioner, sunget af Peter Belli, akkompagneret af et djævelsk lydende trædeorgel og fremført af et børnekor med uskyldsren englelyd.

Lige det element er gennemført uhyggeligt, men det får lov at trække alt for stor en del af læsset. 

God og mindre god brug af eventyrgenren

Som helhed lykkes det ikke Koko-di Koko-da at gøre de mystiske og brutale scener urovækkende. I stedet bliver de komiske, og man sidder som sagt og tænker over, hvad det er, der mangler – eller hvad det er, der er for meget af. 

Der er de gyserfilm, der er u-uhyggelige, fordi de overdoserer velkendte kneb (jeg kigger på dig, Andy Muschietti, der genindspillede It i 2017 og burde have skruet lidt ned for zombierne, de knirkende døre, hugtænderne og kaskaderne af blod).

Og så er der gyserfilm som Koko-di Koko-da, der arbejder med få udvalgte elementer, der gentages og varieres og antydningsvist forbindes.

Men når iscenesættelsen af de mystiske elementer ikke er overvældende nok, og forbindelserne er for løst eller upræcist antydet, så ender man med bare at prøve at fatte, hvad det er for en historie, filmen prøver at fortælle én.

Og det er enhver uhyggelig film eller histories fornemmeste opgave at hive én ud af den analytiske modus. 

Koko-di Koko-da skal vel forstås som en fabel om et sorgramt par, der kæmper for ikke at gå til grunde i sorgen. Men de eventyrlige elementer kom bedre til deres ret i Johannes Nyholms første spillefilm, Kæmpen (2017), der på mere traditionel og også mere medrivende vis fortalte historien om en ensom dreng med en fraværende mor og et afvigende udseende.

Ali Abassi lånte også fra eventyrerne, da han gjorde en trold til hovedperson i den mesterlige Grænse (2018), men da var man bare aldrig i tvivl om, at historien kun kunne fortælles med en trold.

Når det ikke lykkes her, er det måske, fordi de sære figurer mest virker som staffage.

’Koko-di Koko-da’. Manuskript og instruktion: Johannes Nyholm. Fotograf: Tobias Höiem-Flyckt og Johan Lundborg. Længde: 85 minutter. (Udvalgte biografer i København og Aarhus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her