Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Man må lære at elske sin mælkebøtte som den er

Sjov, tankevækkende og underfundig billedbog af det nye makkerpar Kvist og Parkins, om hvordan man må lære at elske sine mælkebøtter. Fyldt med smukke, finurlige akvareller og morsomme, poetiske replikker
Sjov, tankevækkende og underfundig billedbog af det nye makkerpar Kvist og Parkins, om hvordan man må lære at elske sine mælkebøtter. Fyldt med smukke, finurlige akvareller og morsomme, poetiske replikker

Illustration fra bogen

Kultur
20. september 2019

Som klimabevidst forbruger er mælkebøtter noget, man spiser og fletter kranse af. Som haveejer forholder det sig ofte brutalt anderledes. Mælkebøtter skal væk! For hvis græsplænen først er invaderet af løvetænderne spreder de sig lynhurtigt og er nærmest umulige at fjerne grundet deres lange pælerødder.

Det er nok derfor, at de fleste har et lidt anstrengt forhold til den udbredte blomst, som i billedbogen Blomsten der elsker mig ved gud også er anstrengende selvhævdende.

Den erfarne forfatter Hanne Kvist er gået sammen med tegner Signe Parkins, som her debuterer som børnebogsillustrator. De udgør et fremragende makkerpar ved på finurlig og morsom vis at fortælle om en lille plante, der drager ud i verden og væk fra sin storskrydende mælkebøtteven. Begge erfarer, at de ikke kan undvære hinanden, og planten vender tilbage.

Hanne Kvist og Signe Parkins: ’Blomsten der elsker mig’.

Gucca
Den lille plante er et rørende væsen med sin spidse næse, hat og bløde bladearme. Det understreges af plantens forsigtige og høflige jegfortæller-stemme, der står i skarp kontrast til mælkebøtten. Den rabler derudaf i selvbesyngende storhedsvanvid.

»Kig på mig. Bare se mig. Jeg er totalt den flotteste gule blomst i verden. Guld til den gule. Tak for det. Jeg faktisk også sindssygt stærk« etc.

Man forstår godt, at planten en dag får nok, river sine rødder op og drager ud i verden, hvilket foranlediger kontant afregning fra blomsten:

»Hvad fanden laver du!?«

Det er ikke en replik, man læser så tit i billedbøger men en yderst troværdig af slagsen, for blomsten kan jo slet ikke undvære planten. Det er ligeledes virkelig sjældent, at man oplever en smartphone i billedbøger til børn, selv om de jo bebor børns verden. Det er mælkebøtten, som ringer, fordi den savner planten. Det formuleres i følgende på sin vis poetiske replik:

»Hvor er du? Jeg står her og venter. Jeg tror ikke jeg kan blive ved med at være gul.«

Lige dele poesi

Kvist formår generelt som få at barbere sin tekst ned til det helt essentielle, så at det får lyriske kvaliteter.

»Der er meget plads. Der er meget stille. Jeg er helt alene.«

Parkins forløser teksten med lige dele poesi, om det er i tætte, mimetiske billedforløb eller en næsten tom og hvid side. Der er talebobler og billedrammer, og altså et visuelt sprog, som man kender det fra tegneserien, men også klassiske illustrationsopslag. Tekst, billedrammer og fuldsides illustrationer udgør tilsammen et originalt og gennemarbejdet layout.

Illustration fra bogen

Da den lille plante går ud i verden, bevæger han sig helt konkret fra venstre til højre – ganske som billedbogskoden tilsiger. Opslaget er forbilledligt. På venstre side er øverst tre billedrammer som i klassisk tegneseriestil, der viser planten blive blæst fremad, nedenfor står billedbogsteksten og allernederst ser man en mus med rygsæk, hvis tilstedeværelse i historien går upåagtet hen. På højre side ser man en fantastisk helsidesillustration af et teselskab med en kæmpe kanin, en talende kam og en mariehøne. Og øverst i illustrationen er den lille plante netop svunget ind fra billedrammerne på venstre side.

Man lærer at holde af mælkebøtten som den er

Selskabet får mig uvilkårligt til at tænke på teselskabet i Alice i Eventyrland – også fordi kammen spørger: »Hvem er du?«, hvilket minder om kålormens insisterende spørgen til Alice. Men modsat Alice i Eventyrland, hvor der løbes rundt om bordet, og tonen er hård, er her stille hygge og bridge. Og planten gør derfor gruppen selskab.

Kammen spørger, om de er klar over, at alting i universet bevæger sig væk fra hinanden helt sindssygt hurtigt: Planeterne og jorden og solen og stjernerne. Det er de ikke. Måske er det bare et trick, for at de ikke skal opdage, at han, kammen, blander kortene lige lovligt smart.

Illustration fra bogen

I hvert fald er der ingen, der kigger, fordi de har travlt med at forestille sig, hvad udsagnet egentlig betyder. Vi får derefter et fantastisk opslag, hvor baggrunden er sort og figurerne hvide og hvor planter i hurtig fart svæver rundt i verdensrummet og omkring et måbende bridgeselskab. Smukt og poetisk. Og mind blowing ligesom kammens udsagn.

Da planten kommer tilbage er mælkebøtten afblomstret og fremstår nu med stor rund puffy paryk (frøstand hedder det vist). Den synes fortsat, at den er vældigt flot. Naturligvis. Det er befriende, at mælkebøtten ikke tilpasser sin selvhævdende adfærd synderligt, hvilket ellers ville have været den oplagte morale. Som haveejer foranlediges jeg til at fortolke historien sådan, at jeg ligesom planten må lære at holde af mælkebøtten som den er, invasiv og svær at komme af med.

Hanne Kvist og Signe Parkins: ’Blomsten der elsker mig’. Gyldendal, 32 sider, 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her