Jo tættere man kommer på havets brusen, jo mindre taler mændene, har nogen engang fortalt mig. Måske er det rigtigt, og her i toppen af Danmark præsenterer Vendsyssel Teater altså denne gang en fortælling om netop »mandetavshed og store følelser«.
I en tid hvor ny dansk dramatik har trange kår på de danske scener, er det skønt at opleve Vendsyssel Teater give en debutant, Eva Boland Koch, muligheden for at skabe nye fortællinger på scenen. Oprindeligt skrev Eva Boland Koch stykket til en reading på Teatret Svalegangen i Aarhus, men da hun siden sendte det mod nord, blev det til et samarbejde med Vendsyssel Teater.
Situationen i stykket er intet mindre end absurd. Her møder vi to mænd, der har mistet både telefoner og ure, og som pludselig finder sig selv på et bjerg midt i en uigennemskuelig tåge. Som de to vagabonder Vladimir og Estragon i Samuel Becketts klassiker står de to mænd og venter, dog ikke på Godot, men på at tågen letter, og de igen kan se klart og komme hjem.
I dette ingenmandsland begynder mændene at tale. Først taler de om ingenting, som to mennesker gør, når de ikke kender hinanden, og dramaet går derfor kun langsomt i gang. Men da de endelig lukker op, fosser det ud med historier om utilstrækkelighed, vrede, forkerte prioriteringer, mobiltelefoner, der forstyrrer, og familierelationer, der går skævt.
De fortæller om de ting, de aldrig fik sagt – og de ting, de fik sagt på den forkerte måde. Når man ikke kan se en hånd for sig, er man tvunget til at kigge ind i sig selv, selvom udsigten måske ikke er så tiltalende.
Nicklas Søderberg Lundstrøm spiller den energiske konsulent Daniel, der netop har startet egen virksomhed. Han veksler fint, i sit lyserøde jakkesæt, mellem at være friskfyragtig bullshitkonsulent og en stresset og bange familiefar, der måske kan miste alt. Man fornemmer hurtigt, at det selvsikre ydre kun er sekunder fra at krakelere, når han hurtigt kører hånden gennem det tilbagestrøgne hår eller retter på tøjet med rystende hænder.
Over for ham står Peter Gilsfort som Max, der har fået et billede af hunden Mugge tatoveret på brystet, mens han ellers lever et resigneret liv uden en egentlig tro på de nære relationer længere. Med sin fysiske tyngde leverer Peter Gilsfort et troværdigt billede af en ikke talende ’rigtig’ mand, der gemmer på så meget indestængt vrede og bitterhed, at det hele vælter ud af munden på ham, når der først bliver prikket hul.
Hvad skal han egentlig stille op med sit liv, når der ikke længere er nogen, som vil med på kroen og spise en tre-retters?
Sådan fortsætter dialogen mellem disse to mænd. Den ene taler som et vandfald, mens den anden følger nølende med. I ly af tågen finder de alligevel en forståelse for hinanden og måske også sig selv.
Afgrunden i tågen
Scenografien er både enkel og dragende. En sort forhøjning i midten af det aflange rum med trapper på begge sider udgør karakterernes råderum. Scenograf Nadia Nabil har taget stykkets titel bogstaveligt og reelt skabt et rum, hvor den røg, som vælter ud af en sprække i gulvet, gør verdenen ugennemsigtig.
Det fungerer overraskende godt, og kombineret med et velfungerende lysdesign skaber det skygger og nuancer i rummet, så vi snart mistænker røgen for at være det salte hav og snart et bedragerisk landskab, man ikke tør bevæge sig ud i.
Tågen bliver på den måde både en reel faktor i handlingen samt et mere symbolsk lag, der giver en mystisk og flertydig dimension til iscenesættelsen og forvirrer os på den gode måde. Publikum er placeret på tre sider af scenen i to etager, og her er vi fanget i tågen med de to karakterer og ude af stand til at se, hvad der foregår hele tiden.
Instruktøren er Ina Maria Rosenbaum, som også instruerede sidste års musikforestilling Det tabte land på teatret. Også denne gang gør hun det godt med en velfungerende personinstruktion og en skarp timing i iscenesættelsen, så man føler sig i sikre og erfarne hænder.
Hvor scenedesignets tvetydighed er med til at åbne fortolkningslag i forestillingen, er selve grundkonflikten relativt gennemskuelig og fastlåst, mens det nogle gange føles som om, at dialogen sidder fast i den tåge, der omgiver den.
Personernes forskelligheder og indre konflikter falder derfor ud på en måde, som man kunne forvente, idet den maskuline ’mandemand’ Max indser, at han har været for hård ved sønnen, mens den energiske karrierefar Daniel fortryder, at han brugte mere tid på mobiltelefonen og forretningsmøder end på familien.
Heldigvis afsluttes dramaet med en overraskende udgang og et nyt perspektiv på fortællingen, som ikke skal afsløres her.
Tematisk er forestillingen på én gang både eviggyldig og ekstremt aktuel, for det handler om at være i live, mens vi er det, og det handler om at se hinanden i øjnene i stedet for at se ned i vores mobiltelefoner. Som publikum sidder vi tilbage med et ønske om, at få talt – altså virkelig talt – med de mennesker, der er vigtige i vores liv.
’Tæt Tåge’. Vendsyssel Teater. Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Dramatiker: Eva Boland Koch. Spiller til 16. oktober.
Lene Grønborg Poulsen er kulturjournalist, cand.public og ekstern gæsteanmelder, da vores scenekunstredaktør på orlov, Anne Middelboe Christensen, pt. arbejder på Vendsyssel Teater.
