I en sauna i Helsinki sad min store dreng og jeg for nogle år siden og talte om forskellen på Maradona og Messi.
En tredje herre i saunaen reagerede på ordene Maradona og Messi, som om nogen havde sagt hans eget navn. Så høflig, som man nu engang kan være, når man sidder mellem svedende fremmede mennesker med et hvidt håndklæde om livet, brød han ind i samtalen og præsenterede sig som en argentisk diplomat, der tilfældigvis var i den finske hovedstad.
Messi var statistisk set den bedste fodboldspiller, sagde han afklaret. Men, belærte han os, skønhed var ikke et statistisk anliggende.
Og Maradona var kunstner:
»Vi beundrer Messi i Argentina, vi er stolte over ham. Men vi kan ikke elske ham.«
Det var noget andet med Maradona, forklarede diplomaten:
»Vi kan kun elske offentlige personer gennem tilgivelse. Vi elsker dem, som er faldet igennem og har syndet foran os alle sammen, og som vi skal tage til nåde. Maradona har vist os den største skønhed i fodbolden og de værste sider af mennesket. Han har taget kokain, skudt efter journalister, svigtet dem, der elskede ham og har været i fængsel. Vi elsker kunstneren Maradona, fordi han også er en synder.«
Inden diplomaten forlod saunaen, indskød han, at lidt kokain og nogle prostitutionsskandaler ville være befordrende for Messis relation til argentinerne.
Hans analyse af forskellen på Messi og Maradona var overbevisende, men mangelfuld. For det var ikke kun argentinernes relation til Maradona, han beskrev.
Sådan er vi mange, der har det med ham.
Gammel kærlighedshistorie
Den britiske instruktør Asif Kapadis dokumentarfilm om Diego Maradona er således en slags gensyn med en gammel kærlighedshistorie.
Vi genser billederne af vidunderbarnet fra slumkvarteret Vila Fiorito i Buenos Aires, der som teenager tjente så mange penge på fodbold, at han kunne forsørge sin fattige familie.
Da han kom til FC Barcelona som 21-årig, forventede hele verden et geni, men han blev sparket ned, sad ude med skader og kom i slagsmål på banen. Efter to år blev han hentet til Napoli, som aldrig havde vundet det italienske mesterskabet.
Det var, som en kommentator siger i filmen, verdens største spiller, der kom til den fattigste by i Italien. Tilhængerne fra de rige klubber i nord havde bannere med racistiske opråb med, når de spillede på udebane mod Napoli.
De skrev, at de beskidte svin fra syd skulle vaske sig.
Stadion var fyldt med fans i ekstase den dag, Maradona blev præsenteret offentligt. De lavede hellige altre med Maradona i gaderne i Napoli, og fotos af ham hang i kæderne fra bilernes bakspejle. Fans bankede på ruderne af hans bil i byen, og masser sværmede råbende omkring ham overalt, hvor han gik.
Ingen fodboldspiller har før eller siden været udsat for så overvældende opmærksomhed, så massivt et pres og så meget vold fra forsvarsspillerne på banen. Maradona blev symbolet på sydens modstandskamp mod det rige nord.
Avisernes forsider
Han havde sin ungdomskæreste Claudia med fra Buenos Aires, men han gjorde hendes bedste veninde gravid og benægtede bagefter faderskabet. Hun døbte barnet Diego Armando Junior, og hele Italien fulgte sagen på avisernes forsider.
Maradona var allerede i Barcelona begyndt at tage kokain, og den lokale mafia, camorraen, sørgede for at holde ham forsynet og afhængig.
Man skulle tro, det under de omstændigheder var umuligt at folde sig ud som verdens bedste fodboldspiller. Men Maradona fortæller selv i filmen, at kaos og angst forsvandt på fodboldbanen.
Vi ser ham afdrible verdens bedste forsvarsspillere, som var de kegler på en træningsbane, trække linjer på banen med afleveringer i huller, ingen andre havde set, og lave kælne, beherskede mål, som det passede ham. Intuitivt og intelligent, originalt og overlegent.
To gange førte han Napoli til italienske mesterskaber og blev genstand for en afsindig, nærmest religiøs dyrkelse, som ikke gjorde ham lykkelig, men intensiverede uro, spektakel og opmærksomheden omkring ham.
Vi ser ham også som modstandshelt i en nord-syd-konflikt under VM i Mexico i 1986, hvor Argentina spillede mod England efter Falklandskrigen mellem de to lande.
Maradona lavede et af historiens smukkeste driblemål i den kamp og fodboldens måske mest geniale svindelmål, da han slog bolden ind med hånden og bagefter erklærede, at det havde været Guds hånd. Maradona gjorde også Argentina til verdensmester.
Storhed og fald
Hans karriere var et vanvittigt stigningsspil af stjernestund, svigt og misbrug. Og det ender som bekendt med, at han blev afsløret som narkoman, fik karantæne for doping og blev straffet for besiddelse af kokain.
Kapadia har valgt ankomsten til Napoli i 1984 og afrejsen fra byen i 1991 som ramme om en fortælling om Maradonas storhed og fald. Han har sat kendte fodboldklip sammen med interviews med personerne i Maradona liv og samtaler med fodboldspillerens personlige træner, Fernando Signorini, der holdt Maradona i form, kendte hans misbrug og var fortrolig med stjernen.
»Jeg forstod, at der var Diego og Maradona,« siger Signorini i filmen.
»Det usikre barn og den karakter, han fabrikerede.«
Fascinerende fortælling
Den replik bliver til instruktørens fortolkning: Forholdet mellem det uskyldige menneske, Diego, som ville være i fred og den offentlige persona, Maradona, han opfandt for at beskytte sig selv.
Det antydes, at den sande Diego var en moralsk karakter, som ville leve i fred og pleje sin familie og sin have. Men at den offentlige Maradona blev så overbelastet, at den sande Diego blev smadret.
Det er en sympatisk udlægning, men det er også en moraliserende forenkling, som inviterer til den slutning, at det er samfundets skyld, at Maradona gik ned. Den afdramatiserer det særlige i Maradonas selvforhold, at han har levet gennem det, der ødelagde ham, og forfladiger hans sammensatte skikkelse.
Fortællingen om Maradona er fascinerende, filmen er gribende og billederne er bevægende. Men Asif Kapadia havde sat Maradonas karakter på spidsen og gjort ham æstetisk interessant, hvis han havde fastholdt den forbindelse mellem synderen og kunstneren, som diplomaten i saunaen udpegede.
Jeg er sikker på, at Diego var så lykkelig over, at Maradona slog bolden ind med hånden, at han selv troede, det var Guds værk.
’Diego Maradona’ – Instruktion: Asif Kapadia. Længde: 130 minutter (Biografer landet over).
Det er ret finurligt, hvis ikke mennesker har haft en opvækst i samme velstand som ens egen opvækst syntes man det ser synd. Stakkels dem. De havde et sørgeligt liv.
Men hvem siger Maradona ikke havde netop det liv han søgte?
Og nok kom han fra fattige kår. Men god opvækst handler ikke nødvendigvis om velstand men derimod om kærlighed. Og fattige kan være lige så kærlige som velstillet (hvis ikke mere).