Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Morten Søndergaard sætter digtene fri fra ordenes hospital

Gennem Morten Søndergaards blanding af fotobog, oversættelse, digtsamling går nødråbet: ’Hjælp mig med at blive et værdigt menneske’
Kultur
27. september 2019

Alt er lige blevet forladt. Alt er for længst forladt. Sådan er det syn, der møder én, hvis man kravler over hegnet til det tidligere psykiatriske hospital i Volterra i Toscana, etruskernes gamle hovedstad. Dystre og spøgelsesagtige står de før så majestætiske bygninger, med tomme sale og knuste ruder, mure overgroet af efeu.

Hvad tidens tand ikke har gnavet ned, er ødelagt gennem årtiers hærværk – eller mere nøjagtigt de fire årtier, der er gået, siden hospitalets porte blev åbnet og de gale lukket ud som følge af Franco Basaglias lov nummer 180 af 13. maj 1978, den, som påbød, at det fra dags dato var forbudt at spærre syge mennesker inde.

Hospitalet, som omfattede 140 bygninger og i sin storhedstid, om man så må sige, rummede næsten 5.000 patienter, blev opført på et højdedrag med udsigt over det smukkeste landskab i verden ud fra den filosofi, at skønhed kan hjælpe dem, som har mistet forstanden.

Asylet fik sin egen akvædukt og sit eget olieanlæg, sine egne laborationer, ja, tilmed i en periode sine egne mønter. Etruskernes stad blev i folkemunde til »de gales by«. Senere lagde man stilen om i retning af det mere fængselsagtige. Plejerne skiftede navn til vagter, vinduerne fik tremmer, dørene låse.

Digteren Morten Søndergaard, som bor på et bjerg et par timers bilkørsel fra stedet, kom for en halv snes år siden under vejr med ruinernes eksistens og har til sin bog Journal gennemfotograferet både huse og have.

Men hans interesse samlede sig om asylets muligvis mærkværdigeste beboer Fernando Nannetti, forfatter og graffitikunstner, som under sit 36 år lange ophold skrev en slags bog, 70 meter lang og to meter høj, ridset med et bæltespænde af metal i hospitalets mure.

Indholdet, hvis man kan sige indhold om udtrykkene på en kalkmur, er en slags verdenshistorie eller personlig encyklopædi, som blander personnavne (især kunstnerens eget), stednavne, datoer, titler på operaer og film, pengebeløb, referencer til Dante, beskrivelser af fysiognomier med betegnelser for institutioner og ikke mindst selvopfundne ord – alt sammen koblet enten via betydningsmæssig nærhed eller lydmæssig lighed.

Et sørgerligt og fascinerende indblik i en anden verden

Søndergaards bog præsenterer i sit midterste afsnit hans forsøg på annoteret oversættelse: en gigantisk kuriositet, et på én gang sørgeligt og fascinerende indblik i en anden verden, gennem et helt igennem anderledes sprog.

Morten Søndergaard: 'Journal'. 

Det sprog, som oversætteren ganske vist ikke behersker, men som alligevel giver ham en følelse af endelig at være nået frem. Han er, hedder det, »kommet hjem til der hvor jeg aldrig før har været«, han har fundet »et sted så langt inde i mig selv«.

Det kan man ud fra Morten Søndergaards egne digte i bogen, samlet til sæt henholdsvis før og efter Nannettis excentriske tekst og dennes (måske på forhånd dødsdømte) forsøg på at skabe en orden i kaos, udlægge på flere måder.

Eksistentielt har digteren, forstår vi, stiftet bekendtskab med et indre og ydre helligt sted, hvor smerte og skønhed mødes. Kunsthistorisk har han generkendt Vincent van Gogh, som jo for en tid boede og malede på et sindssygehospital.

Poetisk er han trådt ind i »ruinerne af et sprog«, er gået »dybt ind i sprogets knuste katedral«. Han har på ny hørt »digtets ræveskrig inde fra tusmørket« og personligt genvundet troen på, at man kan komme »ud til verden gennem digtets dør«.

Men sidst og ikke mindst synes møderne med Nannetti og opholdene mellem hospitalets afskallede vægge og smadrede sengebunde at have bragt Morten Søndergaard nærmere til en art forståelse af hans far, som i perioder var plaget af en psykisk lidelse.

Bevægende og centralt bliver det digt, hvori digteren i familiens lille brune Lada kører ud til psykiatrisk afdeling:

»Alt det, som ikke blev fortalt til mig og mine søstre.
Alt det, som blev taget for givet.
Alt det, jeg skulle gætte mig til, mens jeg sad inde i digtets simulator.
Alt det, som blev foldet ud over bordet som en voksdug,
alt det, som løb væk, så snart lyset blev for stærkt. Den flydende sol.«

Over for fortidens, opvækstens tavshed stiller bogens vigtigste digte glæden ved det at udtrykke sig:

»Jeg fylder munden med sprog, med alt det jeg skrev, før jeg vidste,
at der fandtes poesi.
At skrive er en hemmelighed, noget som må skjules.
Jeg skriver i blind tillid til noget, jeg ikke aner, hvad er,
men som fik et navn, poesi, i en sommer af digte.«

Og længere nede i samme nattergaletekst hedder det i taknemmelighed:

»Tungen løber.
Tungen er til at skrive med, hvert ord er en bøn om at vække verden til live.
En dag finder vi hjem til den splintrede og ødelagte skønhed, som er det fælles i os.«

Man går med varsomhed og lydhør opmærksomhed gennem gangene i Morten Søndergaards bog og identificerer sig uvægerlig med det råb, der overalt bliver hvisket: »Hjælp mig med at blive et værdigt menneske!«

At sanse og læse dette på én gang gavmildt verdensvendte og skrøbeligt intime værk er som at opleve digtene blive udskrevet fra ordenes hospital.

Morten Søndergaard: ’Journal. Fotografier, reportage, digte’. Gyldendal. 138 sider, 250 kroner.

’Journal’ bliver udgivet i forbindelse med Morten Søndergaards udstilling ’Sproghospitalet’, som i dette efterår vises på Sorø Kunstmuseum og siden på Medicinsk Museion i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her