Læsetid: 4 min.

Når mor er både heks og helgen

Malene Lei Rabens bog ’Fruen’ om en både blomstrende og ondskabsfuld mor fra frigørelsens år har revner og sprækker. Derfra strømmer dens intensitet og fascination
Med ’Fruen’ rykker Malene Lei Rabens historie fra klummernes lette maskeradeverden til et mere personligt – mere privat – og alvorligere rum.

Med ’Fruen’ rykker Malene Lei Rabens historie fra klummernes lette maskeradeverden til et mere personligt – mere privat – og alvorligere rum.

Les Kaner

27. september 2019

Malene Lei Raben fortalte i en avisklumme for et par år siden, at hun efter mange travle år på arbejdsmarkedet, blandt andet som direktør i en medievirksomhed, havde fået nok og nu for en tid ville give sit liv et andet indhold. Jeg bemærkede blandingen af forargelse og tilslutning i debattrådene i dagene efter. Og meget mere skete der vist ikke.

Med bogen her om hendes mor, men ikke mindre om hende selv i nedslag fra barndom til nu, får vi en vigtig del af baggrunden. Samtidig rykker historien fra klummens lette maskeradeverden til et mere personligt – mere privat – og alvorligere rum, hvor den skiftevis formes af forfatterens indlevelse og distancerede uforsonlighed.

Bogens lange fortælling er påtrængende, rystende, indimellem ligefrem chokerende. Det er også en fortælling med huller i, skygger, revner og sprækker, som man som læser kan have svært ved at håndtere.

Malene Lei Raben: ’Fruen’.

Saxo
Hvor meget har man lov at læse ud af den? Hvad kan man tillade sig at spørge om?

Bogen falder i tre dele. I den første korte del følger vi forfatterens mor i hendes sidste livsfase, hun er kræftsyg, men i usvækket grad krævende og manipulerende.

Hendes to døtre skal udvise omsorg, deri ligger tilsyneladende snarere et krav om underkastelse end et ønske om omsorg og kærlighed, og gør den ene det ikke (nok), bliver den anden holdt frem som et lysende eksempel.

Et særligt smertepunkt og en af bogens skygger er forfatterens ældste datter Helene (navnet er et pseudonym) fra første ægteskab.

Mormor holder hende tæt ind til sig, omfavner hende med sin kærlighed og forståelse. Og hvisker imens giftigheder i hendes øre om hendes mor.

Hvad konflikten mellem Helene og moren, altså bogens forfatter, præcis går ud på, får vi ikke at vide. Men forfatterens skilsmisse er en af dens rødder.

Bogens anden og længste del fortæller om tiden fra forfatterens fødsel i 1969 og frem til morens død små 50 år senere. Fødselsåret er sammenfaldende med forældrenes skilsmisse og farens svigt. Det sammenfald udgør et skæbnesvangert skæringspunkt, barnet fødes ind i katastrofen og skal tilsyneladende af sin mor indimellem forveksles med den.

»Hvor du ligner din far!« udbryder hun regelmæssigt og med et mylder af betydninger, som hun tilsyneladende ikke selv forstår omfanget af.

Herfra, fra katastrofens epicenter, bliver fremstillingen en ambivalent beskrivelse af barndom og ungdom, men især af morens sammensatte væsen.

Bogens kraftfelt

Til den ene side er den en beundrende fortælling om morens sejrsmarch gennem de offentlige chefkontorer som en frigjort, farvestrålende og blomstrende valkyrie blandt patriarkatets vissenpinde.

Til den anden side er den fortællingen om morens egoistiske selvrealisering og ambitiøse spring opad fra den sønderjyske bondskhed, som hun kommer af. Og om selvrealiseringens omkostninger: omsorgssvigt, lunefuldhed grænsende til ondskab og i giftige strømme historier om den svigefulde far. Det er grumt, det er livsødelæggende.

Ambivalensen rejser flere spørgsmål. De antydes, men stilles ikke direkte.

Hvordan hænger de to sider af moren og bogens to fortælletråde sammen i forfatterens forståelse? Hvor meget ser hun af sig selv i morens indædte ambitioner og sammensathed? Og hvor meget af sit forhold til moren har hun gentaget i forholdet til sin egen datter?

Spørgsmålene udgør bogens kraftfelt, som det både er livsfarligt at betræde og ikke at betræde.

Endelig er der tredjedelen, hvor vi vender tilbage til den meget nære fortid og manipulationernes armvridning (»Efter alt, hvad jeg har gjort for jer …«) og nærmer os morens allersidste dage.

Her forsones de to tilsyneladende. Som dramaturgisk udtoning nok forventeligt, på mange andre måder noget overraskende.

Forsoningen opstår gennem en række stærke sanseoplevelser og tanke- og billedstrømme: Morens krop giver op, lortet driver ned ad badeværelsesfliserne, kort efter er hun bundet til morfinpumpen. Moren er blevet et spædbarn, barnet er blevet mor.

Forfatteren beskriver dette møde med »dødens uimodsigelighed og grumme skønhed« som »den største oplevelse« i sit liv. Hun skriver også om sin kærlighed til moren. Og samtidig og modsat før om følelsen af igen at være blevet et barn, »der åndede gennem sin mor«.

Også det er komplekst, og også det rejser flere spørgsmål.

Er det døden, der udligner alt? Er det datteren, der endelig har fået magt over moren og fra den position kan elske hende? Eller er det moren, der definitivt har fået det, som hun ville have det?

Og igen: Har man overhovedet lov at spørge?

Jeg sidder tilbage med mange flere af den slags spørgsmål til Malene Lei Rabens velskrevne og velkomponerede bog. Enkelte af dem er udtryk for skepsis over for dens mønstre og fortolkninger (er det nu virkelig igen ’frigørelsesprojektets’ skyld?). Men de fleste kommer af dens åbenhed, revnerne og sprækkerne, som forfatteren tillader også sig selv at stå tilbage med. Herfra strømmer dens intensitet og fascination.

Malene Lei Raben: ’Fruen’. Gyldendal. 288 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Narcissisme eksisterer i alle samfundslag, og man kan hænge de negative konsekvenser op på ydre omstændigheder. Men det er en indre vanskelighed, omend den udspiller sig i det ydre.
Havde det udspillet sig i andre miljøer, strengt religiøse, overklasse eller underklasse, så ville historien inde bag ved være den samme. Men uhyrlighederne ville udspille sig i den givne ramme. Og rammen ville få en masse af skylden. Det kan ikke være morens frigørelseprojekt, der er problemet.