Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Naomi Kleins klimabog er ikke oplysende, den er bevægende

Man bliver ikke klogere af Naomi Kleins nye klimabog. Men man bliver engageret og mobiliseret til politisk kamp
Alle teksterne i Naomi Kleins nye bog kan læses som taler til demonstrationer. De er som regel fortalt af et »vi«, der opfordres til at handle og forsynes med progressive paroler.

Alle teksterne i Naomi Kleins nye bog kan læses som taler til demonstrationer. De er som regel fortalt af et »vi«, der opfordres til at handle og forsynes med progressive paroler.

Matt Crossick

Kultur
27. september 2019

Alle teksterne i Naomi Kleins nye bog kan læses som taler til demonstrationer. De er som regel fortalt af et »vi«, der opfordres til at handle og forsynes med progressive paroler.

Nogle af teksterne er skrevet så direkte og appellerende, at man får lyst til at synge med på dem, mens man læser. Teksterne er korte og direkte, de skifter mellem at pege på situationens håbløshed og minde om viljens optimisme.

Bogen er en samling af essays skrevet over de seneste ti år til magasiner og dagblade. Dens titel er On fire og henviser til jordens tilstand i klimaforandringernes æra, men den kunne også være en henvisning til den canadiske journalist, aktivist og forfatters eget temperament.

Naomi Klein er antændt af en aktivistisk ild, og hendes bog lyser af politisk inspiration:

»Nu skal vi hæve vores ambitionsniveau og vise præcis, hvordan kampen mod klimaforandringerne er en chance, man kun får én gang i hvert århundrede for at bygge en mere retfærdig og demokratisk økonomi,« som hun skriver et sted.

Citatet er karakteristisk for Kleins ærinde: Hun vil have sine læsere til at forstå, at klimakrisen kræver en total omstilling af vores livsform, økonomi og politik.

Kampen mod klimaforandringer er indlysende et mål i sig selv for Klein. Men den er også et middel til at realisere hele hendes øvrige venstreorienterede program: opgør med neoliberalismen, opgør med ulighed mellem racerne og opgør med ulighed mellem kønnene.

Hun kalder det for en »demokratisk økosocialisme«. 

Flere gange anfører hun, at klimakrisen kræver, at vi gentænker det hele og anerkender, at en gennemgribende forandring er påkrævet:

»Den form for transformation, vi har brug for nu,« skriver hun i en anden tekst, »kan kun finde sted, hvis den bliver behandlet som en mission for vores civilisation og i alle store økonomier i verden«.

Løsningen er venstreorienteret

Det er en overbevisende pointe. Men der er én ting, som ikke skal transformeres i Naomi Kleins optik: Det er hendes eget politiske verdensbillede.

For hun mener fundamentalt, at højrefløjen har skabt klimaproblemet, og at løsningen på den er venstreorienteret.

Neoliberalisterne, nationalisterne, kvindeundertrykkerne og racisterne har alle et ansvar for klimaforandringer, hvorfor svaret altså må være sammenkædningen af en demokratisk socialisme, antinationalisme, feminisme og antiracisme.

Hendes forbilleder er Greta Thunberg, Alexandria Ocasio-Cortez og den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, som i 1930’erne gennemførte »the new deal«-reformerne, der var offensive offentlige investeringer i det amerikanske samfund, som skabte arbejdspladser, social retfærdighed og nye muligheder.

Naomi Klein: 'On fire'.  

Fjenderne i fortællingen er Donald Trump, Koch-brødrene, republikanerne generelt og hyklere som den canadiske præsident Justin Trudeau, der hævder, han vil gøre alt, hvad han kan for at modvirke klimaforandringerne, men alligevel bliver ved med at trække fossile brændstoffer op af undergrunden.

De unge progressive har altid ret, og de gamle neoliberalister tager altid fejl.

Klein understreger dog for det første, at den virkeligt eksisterende kommunisme var lige så naturødelæggende som den værste neoliberalisme, og for det andet at hun er tilhænger af kapitalismen. Det skal bare være en bedre kapitalisme.

Den sjoveste tekst i bogen handler om, hvordan Naomi Klein deltog i et klimapanel i Vatikanstaten inviteret af paven. Hun kunne ikke sige nej, fordi hun vil gøre, hvad hun kan for at bekæmpe klimaforandringerne, og hun, der religiøst betragtet er en sekulær jøde, bliver fascineret af det katolske sprogs politiske potentiale:

»Troende mennesker, særligt mennesker med en missionerende tro, er dybt overbeviste om noget, som mange sekulære ikke længere er så sikre på: Nemlig at alle mennesker er i stand til at skabe dybe forandringer«.

Efterfølgende erkender Klein, at det er den tekst, hun har det sværest med. Fordi hun netop her har skabt en alliance med en politisk magtfaktor, som hverken er progressiv i forhold til kvinder eller børn. For nu at sige det diskret.

Den indsigt, at man kan mobilisere til en fælles indsats mod klimaforandringer ved at alliere sig med folk, som man ellers er fundamentalt uenige med, kunne have ført til påtrængende refleksioner over, om en klimabevægelse skal være så bred, at den engagerer både højreorienterede og venstreorienterede, konservative og progressive, eller om den skal være så dyb, at den realiseres af hele det venstreorienterede evangelium.

Men det kendetegner Kleins bog, at hun ikke opholder sig ved den konflikt, som ellers er afgørende for klimabevægelse.

On fire er generelt ikke en bog, man bliver meget klogere af. Det er ikke en intellektuel bog.

Men det er heller ikke de kloge analyser og de intellektuelle dilemmaer, som har skabt det globale momentum for en grøn omstilling. Det er derimod mobiliseringen og bevægelserne. Og Naomi Klein har skrevet en bog, som mobiliserer og engagerer.

Og måske er det lige netop det, vi har brug for. 

Naomi Klein: ’On Fire – The (Burning) Case For A Green New Deal’. Simon & Schuster, 320 sider, 27 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej man bliver ikke klogere af at læse Naomi Klein - det havde man måske allerede på fornemmelsen - men bogen er til gengæld fuld af vidunderlige følelser. Lad os erstatte kedsommelige fakta med fornemmelser.

Anders Sørensen

Om man bliver klogere af det, man læser, afhænger vel af, hvor klog man var i forvejen.