Læsetid: 4 min.

Niels Erlings debut som kunstnerisk leder på Momentum fungerer kun glimtvis

På Momentum i Odense er Niels Erlings første forestilling som kunstnerisk leder en pudsig pose blandede bolsjer med filmreferencer, citater fra filosoffer, en fed scenografi og en tekst, der ganske enkelt ikke er stærk nok
’Krise’ har masser af lyspunkter – scenografi og lyssætning spiller fremragende sammen, og de tre unge skuespillere – her Mette Gregersen og Jakob Femerling Andersen – er virkelig gode i Niels Erlings instruktion. Men teksten og helheden halter, så selv om Niels Erling bestemt har fat i noget af det rigtige, er det bare ikke ramt helt rent i første forsøg.

’Krise’ har masser af lyspunkter – scenografi og lyssætning spiller fremragende sammen, og de tre unge skuespillere – her Mette Gregersen og Jakob Femerling Andersen – er virkelig gode i Niels Erlings instruktion. Men teksten og helheden halter, så selv om Niels Erling bestemt har fat i noget af det rigtige, er det bare ikke ramt helt rent i første forsøg.

PR-foto

2. oktober 2019

Det interessante ved Teater Momentum i Odense er, at der hver sæson kommer en ny, ung kunstnerisk leder, som skal tegne teatrets profil. Sidste sæson var det den kun 27-årige Anna Malzer, der strøg direkte videre fra Odense til jobbet som ny teaterdirektør for Mungo Park.

Med den forhistorie in mente er der også visse forventninger til den nye kunstneriske leder. Vi forventer noget spændede, ungt og gerne nytænkende. Et eller andet, der kan vise os glimt af den danske scenekunsts fremtid.

Der hviler altså et vist pres på skuldrene af instuktør Niels Erling, som tidligere har været kunstnerisk leder på radiodramakollektivet AKT1 og blandt andet har instrueret den anmelderoste forestilling Finn & de 5 fajl på Zangenbergs Teater. Niels Erling, der altså ikke er et ubeskrevet blad, har valgt at lade omdrejningspunktet for sin sæson på Momentum være noget så essentielt som verdens undergang.

Krise – den første del af hans trilogi – havde premiere lørdag. I Krise møder publikum tre unge mennesker, der forsøger at forklare os, sig selv og hinanden, hvad der sker i verden, og hvorfor den tilsyneladende uundgåeligt må gå under. Som noget af det allerførste begynder en silende regn at falde ned over tre metalriste i scenografien, hvor de tre skuespillere befinder sig. Og fortællingen begynder med regnen. En åbenbart ætsende regn, der har dræbt de fleste på jorden, men ikke de tre på scenen. En regn, der som Guds tårer er faldet ned over jorden.

De tre på scenen er Emma Silja Sångren som Grace, Mette Gregersen som Justine og Jakob Femerling Andersen som Jack. Virker navnene bekendte, er det måske fordi, de er snuppet fra Lars von Triers filmunivers. Og her dukker et af problemerne i svenske Jörgen Dahlqvists Krise op. For forestillingen forudsætter, at publikum har en hel del filmkundskab.

Kender du ikke Lars von Triers filmkarakterer, Netflix-serien The Rain (hvorfra hele fortællingen om den giftige regn stammer) eller en i øvrigt bred vifte af katastrofefilm (og litterære forlæg), så er der et utal af henvisninger og elementer i forestillingen, der absolut ingen mening giver. Et andet grundlæggende problem er, at store dele af Dahlqvists tekst eller oversættelsen af den (det er svært at skelne) rent sprogligt ikke fungerer.

På papiret fungerer det måske

Ideen med de tyvstjålne karakterer er for så vidt sjov nok. Men Jakob Femerling Andersen ligner ikke Jack. Og han spiller ikke en massemorder. Så hvorfor skal han være Jack, når han lige så godt kunne have været Jakob?

Og ja, det er sjovt, da Emma Silja Sångren mod slut pludselig – som i et skyggeteater – lader sin hånd være en ræv. En ræv, der med bred fynsk dialekt giver menneskene et par kloge ord med på vejen i denne deres livs 11. time. Lige før en løbsk planet (formodentlig snart – her venter vi stadig lidt på Godot, da forestillingen slutter) rammer og tilintetgør Jorden. I von Triers Antichrist varsler ræven kaos. Men besidder du ikke den viden, så bliver håndræven bare en morsom, men meningsløs figur midt i en generelt lidt rodet fortælling.

Der ligger tydeligvis mange ambitioner bag forestillingen, som tager alle former for kriser og blæser dem op til det værst tænkelige. Der er så mange emner, man har villet tage op på samme tid, at de ender som en rodet masse. Der er et mismatch mellem iscenesættelsens glimrende skuespilpræstationer og spændende scenografi og den noget højstemte, næsten prætentiøse tekst. Glimtvis er det godt. Så kort kan det opsummeres. For indimellem går det hele op i en højere enhed. Og når det sker, er det morsomt.

Vi hører om Irakkrig og Muhammedtegninger, vi ser en sær og ikke særligt vellignende parodi på såvel George W. Bush som Anders Fogh Rasmussen og Dronning Margrethe, vi hører om giftig syreregn og skyld, om Tintin og Greta Thunberg, der bare skal holde mund, om alle de mange veje til verdens undergang. Til trods for enkelte velfungerende elementer bliver det hele i langt højere grad komisk og underligt end eftertankevækkende.

Det er ærgerligt, for Krise rummer også masser af potentiale. Lise Marie Birchs scenografi er spændende, rumskabende og stemningsfuld med halvmure og plateauer i forskellige niveauer, der er dækket af træflis og grønne bregner. Vi er tilbage i naturen, og med bag- og sidevægge, der er dækket af et sort plastikforhæng, som reflekterer Flora Brandt og Jim Falks lyssætning på en næsten svimlende måde, får man en fornemmelse af et uendeligt univers.

Ligeledes er de tre unge skuespillere virkelig gode i Niels Erlings instruktion. Alle har de en forfriskende hæmningsløs energi, der virker tiltrækkende og giver os lyst til at se mere. Her titter fornemmelsen af at se på fremtidens scenekunst kortvarigt op til overfladen. Men lige så skønt det er at opleve skuespillerne indtage og dele en replik imellem sig, hvor de legende bliver tre udgaver af samme person, lige så trættende er det andre steder at lytte til de sært højstemte tekststykker som »verden går under, fordi den er nødt til det«.

Niels Erling har bestemt fat i noget af det rigtige med Krise. Den er bare ikke ramt helt rent i første forsøg, men der er endnu jo to dele tilbage i hans trilogi.

’Krise’. Tekst: Jörgen Dahlqvist. Oversættelse og instruktion: Niels Erling. Scenograf: Lise Marie Birch. Lyd: Rasmus Juncker. Lys: Flora Brandt og Jim Falk. Med: Emma Silja Sångren, Mette Gregersen og Jakob Femerling Andersen. Spiller på Momentum til 24. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer