Læsetid: 3 min.

Ny antologi om kulturteori formidler med fagligt overskud og relevans

Første samlede værk på dansk om aktuel kulturteori
6. september 2019

Med begrebet kultur har vi at gøre med noget ekstremt kompliceret og dog allestedsnærværende, som af den grund kalder på seriøse studier og vedholdent engagement. Begge dele får vi i rigt mål i kæmpeværket Ny kulturteori, redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer.

Det er en åbenlys god idé at samle ny kulturteori i en samlet klods. Der findes hele biblioteker med bøger, der introducerer til klassisk kulturteori og biografiske introduktioner til de store koryfæer, men her får vi for første gang på dansk en samlet indføring i samtidsteorien.

Redaktørerne har udvalgt teoretiske strømninger efter tre skrappe, men velvalgte kriterier: Emnerne må ikke tidligere være behandlet i egen ret på dansk; behandlingen af emnet skal være tilpas varieret i denne udgivelse sat over for eksisterende indføringer; eller feltet skal være så meget i sin vorden, at der ganske enkelt endnu ikke findes andre danske introduktioner. De kriterier giver dugfriske og engagerede tekster, der både er elementært interessante for offentligheden og en essentiel go-to-bog for studerende og halvstuderede røvere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Min første reaktion, da jeg bemærkede den nye udgivelse "Ny kulturteori", var om ikke forlaget var ude på at sælge den samme introduktion til ny kulturteori to gange, da man allerede havde udgivet "Kulturteori og kultursociologi" i 2016, hvor omfanget også var over 600 sider.

Spørgsmålet må for mig at se være, f.eks. for den kulturteoretisk interesserede studerende på Kunst og Kultur, hvilken af de to værker, man skal anskaffe sig først?

"Kulturteori og kultursociologi" præsenterer forlaget bl.a. på følgende måde:

"Denne bog giver en autoritativ indføring i klassiske og nyere tendenser, tænkere og teorier i kultursociologi og kulturteori i tre dele: Ny teori, som for en stor del præsenteres for første gang på dansk. Klassiske og nyklassiske teorier, som på forskellige måder tegner fagets tradition. Temaer og begreber, der indkredser de vigtigste områder, som kultursociologien og kulturteorien beskæftiger sig med".

"Ny kulturteori" præsenterer forlaget bl.a. på følgende måde:

"Ny kulturteori er en teoretisk grundbog, men teorierne leverer også inspiration, begreber og redskaber til analyse af aktuelle kulturelle fænomener. Alle bogens 25 kapitler supplerer teorierne med konkrete eksempler. Samlet giver de en omfattende, nuanceret og opdateret viden om nye strømninger og aktuelle temaer på det kulturteoretiske felt".

For mig at se ligger "Ny kulturteori" på mange måder i forlængelse af del tre i "Kulturteori og kultursociologi", der drejer sig om temaer og begreber. Hvis man primært er interesseret i grundlæggende viden om bestemte teoretikere og skoler, skal man derfor vælge "Kulturteori og kultursociologi", og hvis man primært er interesseret i bestemte tematikker og problematikker, skal man vælge "Ny kulturteori".

"Kulturteori og kultursociologi" giver en fin fremstilling af tænkere som Gilles Deleuze og Jacques Rancière, mens jeg fandt fremstillingen af tænkere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett for dårlig eller mangelfuld. Der kan "Ny kulturteori" måske give en mere fyldestgørende fremstilling.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Alt dette peger jo på, at kulturteori og kritik af autoriteter og magtpositioner ofte smelter sammen. Det er inspirerende og spændende, men det havde også været gavnligt, hvis flere af forfatterne reflekterede over, hvornår teksten overskrider den hellige demarkationslinje mellem argument og postulat".

Det er et problem, at forskning inden for bestemte felter på humaniora er blevet politiseret i en sådan grad, at man ser bort fra opfyldelsen af elementære krav til videnskabelig teori og metode.

Undertiden kan man spørge sig selv, om det man læser er udtryk for politisk kunst, eller om det er udtryk for et forsøg på at forholde sig videnskabeligt. Nogen vil måske ligefrem påstå, at en sådan skelnen hører fortiden til.

Når ledelsen på universiteterne og de enkelte institutter ikke skrider ind over for de værste eksempler på forskningsmæssig urimelighed, må det bl.a. hænge sammen med, at forskningsfeltet internationalt også er politiseret, således at danske forskere kunne få problemer, hvis de ikke tilsvarende var det i deres tilgang.