Læsetid: 3 min.

Ny antologi om kulturteori formidler med fagligt overskud og relevans

Første samlede værk på dansk om aktuel kulturteori
6. september 2019

Med begrebet kultur har vi at gøre med noget ekstremt kompliceret og dog allestedsnærværende, som af den grund kalder på seriøse studier og vedholdent engagement. Begge dele får vi i rigt mål i kæmpeværket Ny kulturteori, redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer.

Det er en åbenlys god idé at samle ny kulturteori i en samlet klods. Der findes hele biblioteker med bøger, der introducerer til klassisk kulturteori og biografiske introduktioner til de store koryfæer, men her får vi for første gang på dansk en samlet indføring i samtidsteorien.

Redaktørerne har udvalgt teoretiske strømninger efter tre skrappe, men velvalgte kriterier: Emnerne må ikke tidligere være behandlet i egen ret på dansk; behandlingen af emnet skal være tilpas varieret i denne udgivelse sat over for eksisterende indføringer; eller feltet skal være så meget i sin vorden, at der ganske enkelt endnu ikke findes andre danske introduktioner. De kriterier giver dugfriske og engagerede tekster, der både er elementært interessante for offentligheden og en essentiel go-to-bog for studerende og halvstuderede røvere.

Når man tæsker igennem bogen fra perm til perm, så gør man ganske sikkert de enkelte tekster uret, men det giver samtidig også muligheden for at spotte en stribe røde tråde. En udfordring synes at være, at bogen er for politisk forudsigelig i sit venstreorienterede ståsted. Det skyldes nok, som Mikkel Blot skriver i sit kapitel om »Kultur og kapitalismekritik«, at »moderne kulturkritik altid på den ene eller den anden måde har været antikapitalistisk«, ja, selv når den havde et konservativt udgangspunkt!

Produktet skal være »instagrammable«

I bogen her kommer det venstreorienterede frem, f.eks. i en genkommende kritik af den neoliberale økonomi, som den tager sig ud i et »postfordistisk« samfund. I et fremragende og stimulerende kapitel viser Britta Timm Knudsen og Christina Jerne, hvordan oplevelser, begivenheder og events er blevet nye former for blød kapital, der nu afløser den materialistiske styring af privatøkonomien, som ellers har været gængs norm siden industrialiseringen. Det er ikke længere nok at sælge et produkt, produktet skal have en historie og være »instagrammable«. Men samtidig skjuler den neoliberale eventøkonomi en masse problemer, som var tydeligere til stede i en fordistisk produktøkonomi – og det mørkespil får konsekvente tæv gennem hele udgivelsen.

’Ny kulturteori’. Redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer.

Saxo
Et andet venstreorienteret element er kønspolitikken, hvor normkritikken får mange plusord med på vejen og opgøret med det binære køn ses som en inspirerende og uundgåelig udvikling i kulturen. Mere konservative stemmer, som også kendes fra den danske debat, får ikke ørenlyd her. Alt dette peger jo på, at kulturteori og kritik af autoriteter og magtpositioner ofte smelter sammen. Det er inspirerende og spændende, men det havde også været gavnligt, hvis flere af forfatterne reflekterede over, hvornår teksten overskrider den hellige demarkationslinje mellem argument og postulat. Lad mig give et eksempel fra et andet temafelt: I en ellers interessant artikel om udviklingerne inden for feltet »kultur og miljø« skriver Peter Mortensen:

»Kun ved at ændre dybtliggende tankegange, kulturelle holdninger og sociale praksisser kan vi tage effektive skridt til at redde planeten.« Holdningen er svær at anfægte, men det er dog et postulat. Borgerlige debattører vil jo pege på, at diverse teknologiske innovationer stadig kan tænkes at gøre en reel og genoprettende forskel, men den stemme artikuleres ikke.

I bogens sidste del er der en stribe kritiske artikler, der introducerer til begreber som »posthumanisme«, »ny materialisme« og »det antropocæne«. Artiklerne er grundig oplysning om avantgarden inden for kulturteori, og det bliver her tydeligt ved en tværlæsning, at forskere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett spiller en signifikant rolle for de fleste teoretikere.

Den gennemgående pointe er, at klimakrisen, den teknologiske udvikling, dyreetik og stigende ligestilling må medføre grundlæggende revisioner af vores forestillinger om menneskets plads i universet, forhold til genstande og andre arter og ikke mindst en fundamental gentænkning af vores samliv med kosmos. Der forekommer at være flere utopiske elementer i disse teorier, men omvendt må man jo have et sigtepunkt for at kunne holde en kurs.

Hvis dette veritable slaraffenland ikke tilfredsstiller den glubske, litterære omnivor, så er man ganske givet sippet, men jeg savner nu alligevel en grundig og kritisk indføring i to kulturelle områder, som er ganske dominerende i den brede kultur: gamermiljøet og elitesport. Begge emner nævnes en passant fire-fem steder i bogen, men substantielle indføringer gives ikke. Det kunne være oplagt at inkludere, når andenudgaven kommer. Men det ændrer ikke ved, at Ny kulturteori er et helstøbt og velredigeret værk, der fortjener mange læsere.

’Ny kulturteori’. Redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer. Hans Reitzels Forlag, 779 sider, 550 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Min første reaktion, da jeg bemærkede den nye udgivelse "Ny kulturteori", var om ikke forlaget var ude på at sælge den samme introduktion til ny kulturteori to gange, da man allerede havde udgivet "Kulturteori og kultursociologi" i 2016, hvor omfanget også var over 600 sider.

Spørgsmålet må for mig at se være, f.eks. for den kulturteoretisk interesserede studerende på Kunst og Kultur, hvilken af de to værker, man skal anskaffe sig først?

"Kulturteori og kultursociologi" præsenterer forlaget bl.a. på følgende måde:

"Denne bog giver en autoritativ indføring i klassiske og nyere tendenser, tænkere og teorier i kultursociologi og kulturteori i tre dele: Ny teori, som for en stor del præsenteres for første gang på dansk. Klassiske og nyklassiske teorier, som på forskellige måder tegner fagets tradition. Temaer og begreber, der indkredser de vigtigste områder, som kultursociologien og kulturteorien beskæftiger sig med".

"Ny kulturteori" præsenterer forlaget bl.a. på følgende måde:

"Ny kulturteori er en teoretisk grundbog, men teorierne leverer også inspiration, begreber og redskaber til analyse af aktuelle kulturelle fænomener. Alle bogens 25 kapitler supplerer teorierne med konkrete eksempler. Samlet giver de en omfattende, nuanceret og opdateret viden om nye strømninger og aktuelle temaer på det kulturteoretiske felt".

For mig at se ligger "Ny kulturteori" på mange måder i forlængelse af del tre i "Kulturteori og kultursociologi", der drejer sig om temaer og begreber. Hvis man primært er interesseret i grundlæggende viden om bestemte teoretikere og skoler, skal man derfor vælge "Kulturteori og kultursociologi", og hvis man primært er interesseret i bestemte tematikker og problematikker, skal man vælge "Ny kulturteori".

"Kulturteori og kultursociologi" giver en fin fremstilling af tænkere som Gilles Deleuze og Jacques Rancière, mens jeg fandt fremstillingen af tænkere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett for dårlig eller mangelfuld. Der kan "Ny kulturteori" måske give en mere fyldestgørende fremstilling.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Alt dette peger jo på, at kulturteori og kritik af autoriteter og magtpositioner ofte smelter sammen. Det er inspirerende og spændende, men det havde også været gavnligt, hvis flere af forfatterne reflekterede over, hvornår teksten overskrider den hellige demarkationslinje mellem argument og postulat".

Det er et problem, at forskning inden for bestemte felter på humaniora er blevet politiseret i en sådan grad, at man ser bort fra opfyldelsen af elementære krav til videnskabelig teori og metode.

Undertiden kan man spørge sig selv, om det man læser er udtryk for politisk kunst, eller om det er udtryk for et forsøg på at forholde sig videnskabeligt. Nogen vil måske ligefrem påstå, at en sådan skelnen hører fortiden til.

Når ledelsen på universiteterne og de enkelte institutter ikke skrider ind over for de værste eksempler på forskningsmæssig urimelighed, må det bl.a. hænge sammen med, at forskningsfeltet internationalt også er politiseret, således at danske forskere kunne få problemer, hvis de ikke tilsvarende var det i deres tilgang.