Ny antologi om kulturteori formidler med fagligt overskud og relevans

Med begrebet kultur har vi at gøre med noget ekstremt kompliceret og dog allestedsnærværende, som af den grund kalder på seriøse studier og vedholdent engagement. Begge dele får vi i rigt mål i kæmpeværket Ny kulturteori, redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer.

Det er en åbenlys god idé at samle ny kulturteori i en samlet klods. Der findes hele biblioteker med bøger, der introducerer til klassisk kulturteori og biografiske introduktioner til de store koryfæer, men her får vi for første gang på dansk en samlet indføring i samtidsteorien.

Redaktørerne har udvalgt teoretiske strømninger efter tre skrappe, men velvalgte kriterier: Emnerne må ikke tidligere være behandlet i egen ret på dansk; behandlingen af emnet skal være tilpas varieret i denne udgivelse sat over for eksisterende indføringer; eller feltet skal være så meget i sin vorden, at der ganske enkelt endnu ikke findes andre danske introduktioner. De kriterier giver dugfriske og engagerede tekster, der både er elementært interessante for offentligheden og en essentiel go-to-bog for studerende og halvstuderede røvere.

Når man tæsker igennem bogen fra perm til perm, så gør man ganske sikkert de enkelte tekster uret, men det giver samtidig også muligheden for at spotte en stribe røde tråde. En udfordring synes at være, at bogen er for politisk forudsigelig i sit venstreorienterede ståsted. Det skyldes nok, som Mikkel Blot skriver i sit kapitel om »Kultur og kapitalismekritik«, at »moderne kulturkritik altid på den ene eller den anden måde har været antikapitalistisk«, ja, selv når den havde et konservativt udgangspunkt!

Produktet skal være »instagrammable«

I bogen her kommer det venstreorienterede frem, f.eks. i en genkommende kritik af den neoliberale økonomi, som den tager sig ud i et »postfordistisk« samfund. I et fremragende og stimulerende kapitel viser Britta Timm Knudsen og Christina Jerne, hvordan oplevelser, begivenheder og events er blevet nye former for blød kapital, der nu afløser den materialistiske styring af privatøkonomien, som ellers har været gængs norm siden industrialiseringen. Det er ikke længere nok at sælge et produkt, produktet skal have en historie og være »instagrammable«. Men samtidig skjuler den neoliberale eventøkonomi en masse problemer, som var tydeligere til stede i en fordistisk produktøkonomi – og det mørkespil får konsekvente tæv gennem hele udgivelsen.

Et andet venstreorienteret element er kønspolitikken, hvor normkritikken får mange plusord med på vejen og opgøret med det binære køn ses som en inspirerende og uundgåelig udvikling i kulturen. Mere konservative stemmer, som også kendes fra den danske debat, får ikke ørenlyd her. Alt dette peger jo på, at kulturteori og kritik af autoriteter og magtpositioner ofte smelter sammen. Det er inspirerende og spændende, men det havde også været gavnligt, hvis flere af forfatterne reflekterede over, hvornår teksten overskrider den hellige demarkationslinje mellem argument og postulat. Lad mig give et eksempel fra et andet temafelt: I en ellers interessant artikel om udviklingerne inden for feltet »kultur og miljø« skriver Peter Mortensen:

»Kun ved at ændre dybtliggende tankegange, kulturelle holdninger og sociale praksisser kan vi tage effektive skridt til at redde planeten.« Holdningen er svær at anfægte, men det er dog et postulat. Borgerlige debattører vil jo pege på, at diverse teknologiske innovationer stadig kan tænkes at gøre en reel og genoprettende forskel, men den stemme artikuleres ikke.

I bogens sidste del er der en stribe kritiske artikler, der introducerer til begreber som »posthumanisme«, »ny materialisme« og »det antropocæne«. Artiklerne er grundig oplysning om avantgarden inden for kulturteori, og det bliver her tydeligt ved en tværlæsning, at forskere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett spiller en signifikant rolle for de fleste teoretikere.

Den gennemgående pointe er, at klimakrisen, den teknologiske udvikling, dyreetik og stigende ligestilling må medføre grundlæggende revisioner af vores forestillinger om menneskets plads i universet, forhold til genstande og andre arter og ikke mindst en fundamental gentænkning af vores samliv med kosmos. Der forekommer at være flere utopiske elementer i disse teorier, men omvendt må man jo have et sigtepunkt for at kunne holde en kurs.

Hvis dette veritable slaraffenland ikke tilfredsstiller den glubske, litterære omnivor, så er man ganske givet sippet, men jeg savner nu alligevel en grundig og kritisk indføring i to kulturelle områder, som er ganske dominerende i den brede kultur: gamermiljøet og elitesport. Begge emner nævnes en passant fire-fem steder i bogen, men substantielle indføringer gives ikke. Det kunne være oplagt at inkludere, når andenudgaven kommer. Men det ændrer ikke ved, at Ny kulturteori er et helstøbt og velredigeret værk, der fortjener mange læsere.

’Ny kulturteori’. Redigeret af Birgit Eriksson og Bjørn Schiermer. Hans Reitzels Forlag, 779 sider, 550 kroner