Læsetid: 3 min.

Ny bog om Enhedslisten forsømmer det, der gør partiet til en ener i Folketinget

Journalist Kim Kristensens bog om Enhedslistens første 25 år i Folketinget er mere et jubilæumsskrift for de allerede indviede end det er selvstændig analyse af samtidshistorien
En kontant dom i Enhedslistens første vælgerundersøgelse fra 2008/2009, gav partiet en brat opvågnen til, hvordan omverdenen opfattede det, og som i al fald i den tidligere Christiansborgjournalist på Information Kim Kristensens historiefortælling er et afgørende afsæt for partiets modernisering, herunder udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som partiets første politiske ordfører i 2009.

En kontant dom i Enhedslistens første vælgerundersøgelse fra 2008/2009, gav partiet en brat opvågnen til, hvordan omverdenen opfattede det, og som i al fald i den tidligere Christiansborgjournalist på Information Kim Kristensens historiefortælling er et afgørende afsæt for partiets modernisering, herunder udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som partiets første politiske ordfører i 2009.

Jens Panduro (Arkivfoto)

27. september 2019

»I er sgu ikke et parti for almindelige mennesker. I er for luderne, narkomanerne, ham på bænken og flygtningene og de arbejdsløse og de skæve eksistenser.«

Så kontant er dommen fra en respondent i Enhedslistens første vælgerundersøgelse fra 2008/2009, der gav partiet en brat opvågnen til, hvordan omverdenen opfattede det, og som i al fald i den tidligere Christiansborgjournalist på Information Kim Kristensens historiefortælling er et afgørende afsæt for partiets modernisering, herunder udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som partiets første politiske ordfører i 2009.

Kim Kristensen har sat sig for at skrive »Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget«. Det hærdede stål, der tager sit navn efter et arbejderdigt af Carl Scharnberg, bygger på interview med centrale medlemmer af partiet, adgang til partiets arkiv og interne papirer, som vælgerundersøgelsen, der trods krasse udsagn om partiets image også viste, at hele ti procent af vælgerne havde overvejet at stemme på Liste Ø. Med den øjner partiet muligheden for at overvinde den evige kamp mod spærregrænsen og blive et stort, rødt arbejderparti.

Bogen er bedst, der hvor den indgående beskriver sådanne vendepunkter i partiets historie. Om vælgerundersøgelsen fortæller Kristensen, at den bliver lavet på opfordring fra daværende medlem Rasmus Meyer, senere kampagnechef i SF og i dag forstander for Krogerup Højskole og socialdemokrat.

Meyer laver undersøgelsen sammen med et andet ungt medlem, Anton Grau Larsen, i dag lektor på CBS og medforfatter til bøgerne Magteliten og Tæm eliten. Et andet kuriosum er, at de to sociologistuderende skulle kalde det en »kommunikationsundersøgelse«, da vælgerundersøgelser blev anset for stærkt kontroversielle, og ingen måtte få den tanke, at partiet havde tænkt sig at tilrettelægge sin politik på baggrund af den.

Uanset den eufemistiske betegnelse afviste forretningsudvalget at finansiere undersøgelsen, så folketingsgruppen måtte finde pengene på sit eget budget.

Partihistorie for egne medlemmer

Bogen er bygget op af et kapitel for hver valgperiode, Enhedslisten har siddet i Folketinget. Kapitlet om valgperioden 2011-2015 fylder næsten en tredjedel af bogen. Der er altså påfaldende stort fokus på Thorningtiden, hvilket er ærgerligt, da det er den mest fortærskede. Perioden er endda allerede beskrevet indgående fra Enhedslistens perspektiv af norske Fredrik V. Sand i bogen Den danske suksessen Enhedslisten fra 2017, og det lykkes ikke for alvor Kristensen at føje nyt til.

Kim Kristensen: ’Det hærdede stål’.

Gucca
Så er mulighederne for at bidrage til folkeoplysningen større, hvad angår det første dusin år i Folketinget. Men Kristensen springer hen over de tre stiftende partiers positioner og brudflader og er mere til kulørte detaljer om valget i 1994, som for eksempel det nyvalgte folketingsmedlem Bent Hindrups fjogede beskeder på landskontorets telefonsvarer.

Måske er det en frygt for at komme til at kede læseren med baggrundsstof om Enhedslisten før moderniseringen, der gør sig gældende.

I stedet er læseren overladt til sin forhåndsviden om Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP).

Det er synd, når de tre partier indlysende har betydning for konflikter og dilemmaer undervejs, for eksempel når Pernille Skipper må melde sig ud af SAP, da hun bliver politisk ordfører.

Bogen bruger betegnelser som »trotskisten« og »en tidligere KAP’er« uden at forklare dem for læsere, der ikke er hjemmevante i fraktionerne på den yderste venstrefløj før Murens fald.

Kristensen skriver »Godt nok har Enhedslisten arvet organisationsstrukturen fra VS, men ikke dette partis magtkampe« – uden at forklare hverken organisationsstruktur eller magtkampe i VS.

Den samme indforståethed gør sig gældende, når bogen beskriver kandidatudvalgets degradering af Rosa Lund til nummer fire på listen i København op til valget i 2015, uden at forklare, hvem der sidder i kandidatudvalget, og hvem, der nedsætter det – og altså har magten til at fratage Lund en reel chance for at opnå genvalg.

Indforståetheden betyder, at nogle af de organisatoriske og principielle valg, der gør Enhedslisten til en ener i Folketinget ikke formidles til den udenforstående læser.

Man kunne ønske sig, at Kristensen havde beskæftiget sig mere med, hvad partiets udvikling har betydet for Danmark og den politiske dagsorden i Danmark bredt set. Bogen bevæger sig på et beskrivende niveau, der ikke løfter de beslutninger, der tages, og strategier, der vælges, ind i samtidshistorien gennem selvstændig fortolkning.

Når bogen bliver analyserende, er det som hovedregel der, hvor Pelle Dragsted refereres – med eller uden direkte citat.

Det er et internt blik, der anlægges, og på den måde kommer bogen til at fremstå som en partihistorie om Enhedslisten for Enhedslistens egne medlemmer – et jubilæumsskrift. Kristensen tager selv det forbehold, at bogen ikke er »sandheden om Enhedslistens første 25 år i Folketinget«.

Man kunne tilføje, at det i al fald mest er partiets egen sandhed.

Kim Kristensen: ’Det hærdede stål’. Forlaget Momenta. 304 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Stockmarr
  • Bjarne Jørgensen
  • David Zennaro
Marianne Stockmarr, Bjarne Jørgensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare lige for en ordens skyld: Titlen må vel knytte an til Nikolaj Ostrovskijs roman Stålet blev hærdet om en ung russers kamp for at blive en god bolsjevik (det var den første udgave) og, senere udgaver, en god stalinist.

Er det nu så galt at være et parti for de skæve eksistenser? Nogen skal vel kæmpe for samfundets svageste og ikke bare hytte middelklassens skind. Så kan de såkaldte almindelige mennesker, der tror på at et samfund netop skal kendes på hvordan det behandler sine svageste jo også stemme på det parti. De andre skal sgu nok klare sig.

Hans Larsen, Brian W. Andersen, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Lars Jørgensen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Birte Pedersen, Carl Chr Søndergård, Susanne Kaspersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

"I er for luderne, narkomanerne, ham på bænken og flygtningene og de arbejdsløse og de skæve eksistenser."
Var det ikke hvad man sagde om vor korsfæstede herre i det høje?

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, birgitte andersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Torben Skov

Jo, det var det i hvert fald i betydning, når man tager hensyn til senere udvikling af sprog og samfund. Pudsigt nok er der heller ikke nogen mangel på menneskeri Danmark, som gerne ser Enhedslisten korsfæstet.