Læsetid: 3 min.

I ny dansk dramatik på Aalborg Teater flytter et misfoster ind i ghettoen

En kvinde flytter sammen med sin misdannede teenagesøn ind i et ghettoområde. Det er på Aalborg Teater udgangspunktet for Julie Maj Jakobsens ’Efter branden’, der handler om at være anderledes. Det er ny dansk dramatik fuld af ubesvarede spørgsmål
Teenagedrengen Halfdan (Østen Borre Simonsen) og ghettopigen Viktoria (Karla Rosendahl Rasmussen) bor i et ghettoområde i teaterstykket ’Efter branden’, der måske ikke vil blive læst og opført om 100 år fra nu, men alligevel er tankevækkende.

Teenagedrengen Halfdan (Østen Borre Simonsen) og ghettopigen Viktoria (Karla Rosendahl Rasmussen) bor i et ghettoområde i teaterstykket ’Efter branden’, der måske ikke vil blive læst og opført om 100 år fra nu, men alligevel er tankevækkende.

Lars Horn

21. september 2019

Den markante lugt af brændt papir breder sig blandt publikumsrækkerne ved Lille Scene på Aalborg Teater. Den kradser i næsen og sætter instinktivt kroppens sanser i beredskab. Foran publikum på det beskidte scenegulv, der er dækket af et tykt lag jord, halm og træflis, står en ung mand iført hættetrøje og rygsæk. Han sætter ild til noget, der ligner pengesedler. Han betragter dem brænde og lader dem falde til jorden, før ilden når hans fingre.

Drengens navn er Halfdan. En, der er noget halvt. Halvt menneske og halvt næsehorn, foreslår han selv. Østen Borre Simonsen lægger krop, men ikke ansigt, til. For hans ansigt er lige så misdannet som Quasimodos ryg. »Som en fodbold, der er trykket flad i den ene side.«

Makeupeffekterne er velskabte og ser realistiske ud, men det er alligevel svært at forstå, hvorfor dette ansigt skulle være så skræmmende. Vi ser ikke nødvendigvis »et utilpasset misfoster af en teenager«.

Ensidigt, men tankevækkende

Efter branden handler om mennesker, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra mængden. Handlingen udspilles i et boligområde, stemplet som ghetto, enkelt skabt af rektangulære grå kasser med små lysende vinduer i Nicolaj Spangaas scenografi.

Kommunen river bygninger ned, laver nye grønne områder og forsøger at lokke almindelige middelklassedanskere til området. Et tilbud, som Kathrine Høj Andersens entusiastiske, rødvinsbællende Maria benytter sig af. Hun flytter med teenagesønnen Halfdan ind i en stor, nyrenoveret lejlighed i håbet om, at hans misdannede ansigt ikke vil have nogen betydning der. »Her er plads til alle mennesker af forskellige støbninger.«

Julie Maj Jakobsen tegner et fint, men lidt ensidigt portræt af menneskene i boligområdet, der består af enlige tabere uden fremtidsudsigter. Evrim Benli er andengenerationsindvandreren Azim, der arbejder som vaskemaskinemontør og mest af alt tænker på kvinder som det næste knald. Karla Rosendahl Rasmussen er ghettopigen Viktoria, der drømmer om mere i livet og taler i lange, maleriske fraser, som læste hun højt fra et finlitterært værk. Samtidig er hun også hvinende naiv, er blevet bollet tyk af Azim, går i stramme leggings, med sokker i plastiksandalerne og en gul vest, som hun håber, vil sætte gang i en revolution som i Frankrig.

I teaterdirektør Hans Henriksens instruktion agerer de to med en tilstræbt ligegyldighed, som næsten tangerer det apatiske. Måske i ønsket om at understrege mismodet i den verden, de lever i. Måske blot et lidt overdrevet instruktørgreb.

Ubesvarede spørgsmål

Med Efter branden tager Julie Maj Jakobsen fat på flere interessante tematikker, der kunne danne grundlag for videre samtaler og overvejelser. Det handler om ghettoplaner, om kulturel forskellighed, om tillid og skyld. Men der er også lagt i kakkelovnen til en snak om noget mere basalt menneskeligt – som retten til at leve og retten til at vælge til og fra.

Det brænder på de øverste etager i en tom boligblok. Vi kan alle se flammerne danse ud gennem de små vinduer i en af de store kasser i Nicolaj Spangaas farveløse scenografi. Ingen ved, hvem der har antændt ilden, men vi kan høre den knitrende lyd, når den får fat. Det er her, forestillingen starter, og her den slutter igen. Luften er fuld af ubesvarede spørgsmål. Julie Maj Jakobsen giver et fint bud på et nutidigt stykke dramatik, der måske ikke vil blive læst og opført om 100 år fra nu, men alligevel er tankevækkende.

’Efter branden’. Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instruktør: Hans Henriksen. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Kristian Berg. Med: Østen Borre Simonsen, Kathrine Høj Andersen, m.fl. Spiller på Aalborg Teater til 4. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu