Læsetid: 5 min.

Pedro Almodóvar har med ’Smerte og ære’ skabt en fremragende, selvbiografisk film

Minder er bearbejdninger af levet liv. Også i Pedro Almodóvars fremragende nye og delvist selvbiografiske film, ’Smerte og ære’. På dybt rørende og lunt overrumplende måder går livet op på helt usandsynlig, tilfældig vis, og dermed rammer filmen med stor, håbefuld, emotionel, men ikke realistisk præcision
Ring på ring sluttes i Pedro Almodóvars nye, selvbiografiske film, ’Smerte og ære’, hvor Antonio Banderas spiller instruktørens alterego, Salvador Mallo.

Ring på ring sluttes i Pedro Almodóvars nye, selvbiografiske film, ’Smerte og ære’, hvor Antonio Banderas spiller instruktørens alterego, Salvador Mallo.

Scanbox

5. september 2019

Ring på ring på ring sluttes i Pedro Almodóvars nye fremragende film, Smerte og ære. I hovedrollen som filminstruktøren Salvador Mallo har vi uforlignelige Antonio Banderas, som den 69-årige spanske instruktør sendte ind i mainstream med Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud i 1988 og Bind mig, elsk mig i 1989. Det var deres fjerde og femte samarbejder. Banderas startede hos Almodóvar i dennes anden spillefilm, Passionens labyrint, allerede i 1982. Og nu er han altså om bord igen, 37 år senere.

Landsmandinden Penélope Cruz – efterhånden en gammel, omend yngre kending hos Almodóvar med store præstationer i Kødet skælver (1997), Alt om min mor (1999) og Volver (2006) – er også med igen. Nu som Salvadors mor i ung udgave. Og 86-årige Julieta Serrano, der var med i Almodóvars debutfilm, Pepi, Luci, Bom, fra 1980, spiller her moderen som gammel.

Altså er det veteraner fra filmskaberens livsværk, der springer ind på det hvide lærred for ham igen.

Ind i labyrinten

Almodóvars blik har altid cirklet om menneskers mønstre. Dem der binder folk til en fetich eller en vane og kan få dem – mere eller mindre godvilligt – til at bakke ind i hver deres labyrint. Uden noget kort eller nogen orienteringssans til at hjælpe dem ud igen.

Hans kunst finder et tungt, rørende og stadig berusende leje i Smerte og ære, hvor instruktøren endda går ret selvbiografisk til værks. Det indrømmer han selv. Bevares, der bliver digtet, gør vi ikke alle det i og om vores liv?

Han forelskede sig for eksempel ikke selv som niårig i en smuk håndværker. Men det kunne godt være sket, koketterer han. Han har heller ikke selv – som hovedpersonen – været afhængig af heroin, men derimod været fan af kokain.

Kokainrolle, ikke heroinrolle

Inde i selve filmen sluttes der også ring på ring på ring i den aldrende hovedpersons liv. Salvador Mallo har det dårligt, ikke ulig Almodóvar for ganske få år siden. Angst, søvnbesvær, depression. Om natten er han gudfrygtig, om dagen ateist. Og det er bare de mentale skavanker.

I flotte computergrafiske animationer får vi forklaret, hvor galt det er fat med hans krop. Ryglidelser, migræner, tinnitus etcetera. Og Mallo forklarer, at han har lært, at både kroppen og sindet er kilde til både nydelse og lidelse.

Her har vi selvfølgelig allerede bevæget os ud i det fertile sumpområde mellem virkelighed og fiktion, og her kan vi nyde historien om en fiktiv karakter (og måske en virkelig filminstruktør), der undervejs gennem filmen (og måske for Almodóvars vedkommende gennem skabelsen af filmen) forsoner sig med sit levede liv.

Mallo har ikke lavet film i mange år, og på spørgsmålet om, hvad han så gerne vil foretage sig, svarer han:

»Bare leve, velsagtens.«

Men det kniber det med. Han er begyndt at dvæle ved sin 32 år gamle film, Sabor, som han aldrig blev tilfreds med grundet skuespilleren Alberto Crespos alt for frie fortolkning af hovedrollen. Senere viser det sig, at Mallo skrev rollen som en kokainrolle, men at den grundet Albertos heroinpræference blev til noget helt andet, langt tungere.

Et studie i resignation

I filmens nutid mødes han for første gang i 32 år med Crespo, og da introduceres han i en høj alder til rygeheroin. Siden spiller Crespo hovedrollen i monologen Afhængigheden, som er Mallos selvbiografiske fortælling om sin tidligere kærestes heroinnarkomani. Ekskæresten – Marcello – er så til stede ved forestillingen, og således bryder virkeligheden ind i fiktionen, således som hele filmen også er en leg med disse to så stærkt flirtende størrelser.

Samtidig er den rig på rørende flashback til Mallos barndom, til den hårdtarbejdende mor og den magtesløse, snart fraværende far.

Fra barnsben er den lille Salvador Mallo kvik og lærer en håndværker at læse og regne. Det er flashback, der formulerer hans gryende talenter og homoseksualitet og dvæler ved en tid, hvor man skrev med blyant, hentede vand i brønden og sang sin musik. Det føles som længe siden.

Og Antonio Banderas spiller forrygende. Det er et studie i resignation, men snart også i velbehagelig heroinafhængighed. De mikroskopisk forsinkede reaktioner, de små rastløse fingerbevægelser, de hængende øjenlåg og kraniet, der pludselig ser ud, som om det vugger på et ocean snarere end for enden af en rygsøjle.

Flamenco ved floden

Almodóvar har altid været æstetisk stilsikker, men med alderen er han blevet mindre flamboyant. Med alderen har en hitchcocksk farvebevidsthed og dramatisk nerve givet hans film et stadig mere klassisk tilsnit. Og dramaet har fortrængt komedien.

Kamerabevægelserne er langtfra omstrejfende i Smerte og ære, i stedet står det ofte helt fasttømret. Til gengæld kan vi så fokusere på de blændende skuespillere og de velkomponerede billeder, der dyrker enkle, strålende farvekombinationer. Eller leger med elementerne i billedet. En klase druer stikker således – i baggrunden – ud ad baghovedet på Mallo, mens han sidder i sit køkken.

Og soundtracket er fremragende. Boblende electronica blendes med træblæsere og strygere. Der er fejende strygere og vemodige klaverstykker fra en svunden tid samt en flamenco-sang sunget af de hårdtarbejdende kvinder ved floden i fortiden, imens de hænger våde lagner på buskene. Her synger den nye catalanske verdensstjerne Rosalía i øvrigt med i en mikrorolle.

Nyt lys over erindringsscener

I Smerte og ære er hukommelsen et kinesisk æskesystem, hvor dét, der virker virkeligt, viser sig at være film, og det, der dramatiseres, overhales inden om af virkeligheden.

I en scene skælder Mallos gamle mor sin søn ud for at stjæle hendes historier. Familien er træt af at se sig karakteriseret som bondske, skænder hun. Hun siger ordet »autofiktion« med afsky. Det er morsom meta, er det ikke?

Og der er en fremragende vending i filmens sidste scene. Ikke nogen billig chokeffekt, men en overraskelse, der kaster et helt nyt, interessant lys over en række af filmens erindringsscener.

Minder er bearbejdninger af levet liv – også i Smerte og ære, hvor det sker på dybt rørende og lunt overrumplende måder. Livet går her op på helt usandsynlig, tilfældig vis. Og dermed rammer filmen med stor, håbefuld, emotionel, ikke realistisk præcision. Men det er jo også en film.

’Smerte og ære’ – Instruktion og manuskript: Pedro Almodóvar. Fotografi: José Luis Alcaine. Længde: 113 minutter (Biografer landet over)

Voldsomme hovedpineanfald og alvorlige rygproblemer har konfronteret Pedro Almodóvar med isolation og ensomhed – og den smerte er grundtonen i hans nye film, ’Smerte og ære’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
Bjarne Bisgaard Jensen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu