Podimo anmeldt: Fra lummerplat pornosniksnak til perfekt uperfekt fodbolddommerbekendelser

På jagt efter nye forelskelser

Mikkel Vuorela

Jeg har mest brugt Podimo som en slags turist. De slår på tromme for en masse danske podcasts, jeg aldrig før har lyttet til, men som jeg håber, jeg vil forelske mig i. Indtil videre har min podcast-sigthseeing dog været federe som idé end i praksis.

Jeg lyttede til Jarl Corduas Historien kort, som er et ret langt program på over en time, hvor første afsnit handler om den danske spiontjeneste. Faktisk prøvede jeg at falde i søvn til det, men den gik ikke. Ikke fordi indholdet er åndeløst spændende, men fordi Jarl Cordua og hans gæst Hans Davidsen-Nielsen begge har sådan nogle raspende råbestemmer, som man ikke finder ro i selskab af.

Indholdet fejlede nu ikke noget – det var min timing, den var gal med. Jeg lytter gerne igen.

Noget af det bedste jeg ved er at være i selskab med folk, der fortæller røverhistorier og dumme anekdoter, så podcasten Røverhistorier burde være noget for mig. Værterne er rapperen Niarn og hiphopproduceren Nick Coldhands, og i første afsnit har de rapperen U$O inde, så jeg havde forventet noget lidt mere grænseløst, end historien om dengang U$O skulle til USA to dage efter terrorangrebet 11. september.

Det var en besværlig rejse primært på grund af aflyste fly, men der var ikke meget røver i den røverhistorie. Med den samling mennesker forventede jeg noget mere filterløst, mere vildt og mere overraskende.

Fanen ’eksklusivt på Podimo’ tænkte jeg måtte være reserveret noget særlig godt indhold. Her så jeg en podcast, der hed Fredagsslik, som ifølge beskrivelsen går ud på, at to værter anmelder et nyt stykke slik hver fredag, hvilket lød så tilpas dumt, at det godt kunne være fedt. Der lå en masse afsnit allerede, og jeg blev lidt overrasket over, at de kunne vare op mod en time.

Lidt nede ad listen fandt jeg noget slik, der interesserede mig, nemlig ’Piratos’, og jeg trykkede play. Der gik 1 minut og 45 sekunder, før jeg måtte slukke. I den tid hørte jeg to værter grine og fnise seks gange, for eksempel over at sige »velkommen til fredagsslik, fedt at se dig«.

Intern snak som »for fanden, du skal sgu da ikke lade din telefon op, mens vi optager« bidrog til indtrykket af, at det var en fest, jeg ikke var inviteret til – og nu vil jeg heller ikke med til den, for det var decideret utåleligt og den dårligste begyndelse på podcast, jeg nogensinde har hørt.

Oplevelserne betyder ikke, at jeg er skuffet over Podimo. Det er en fin platform med alle de podcasts, jeg normalt lytter til, og jeg vil gerne betale, så podcasterne kan få nogle penge. Men at det tager tid at finde kærligheden, gælder altså både i livet og hos Podimo.

Blå blink på Podimo

Anna Von Sperling

Man kan ikke tjene penge på podcasts. Men hvis man ikke ligefrem skal punge ud selv, skal man lave true crime. Det er derfor ikke overraskende, at Podimo også lægger ud med en stribe podcasts om drab. Og et par banditter i habitter.

Banditter i habitter er netop titlen på en podcast, produceret i samarbejde med Heartbeats, med journalist Renna Rose Agger Jørgensen bag mikrofonen. Podcasten, der forklarer de store danske sager om økonomisk kriminalitet én for én er lige ud ad landevejen: En mikrofon plus en journalist, der kan stille hv-spørgsmål og en gæst, der ved, hvad han/hun taler om. Det kan ikke gå helt galt. Og det gør det heller ikke.

Et true crime-bud, som Podimo selv står bag, er Motivet, hvor krimiforfatter Katrine Engberg »dykker ned i fortiden« for at se på danske forbrydelser gennem tiden i samtaler med Frederik Strand, direktør på Politimuseet. Begge ved, hvad de taler om, og da de tre episoder, der hidtil er tilgængelige, handler om relativt ukendte danske mord – mød for eksempel de flamboyante forbryderbrødre Frans og Erik Sass, der blev en hovedpine for SS-rigsfører Himmler – er det en kærkommen tilføjelse til dansk true crime, der ellers ikke er kommet meter længere end Amagermanden og omegn.

Og så skal vi jo også nævne veteranerne Third Ears fremragende Guldringens forbandelse. Men det er ikke så meget Podimos fortjeneste, men folkene bag, deres talent og mangeårige dedikation og stædighed. Så her skal bare lyde et tak, Podimo for, at platformen måske/måske ikke kan være med til at sikre mange flere år med dem.

En positiv overraskelse for en true crime-forbruger er Podimos kuratering af ikke mindst de amerikanske podcasts. Den er dejligt detaljeret – du kan tilgå underkategorier såsom ’cults’ og ’mord i showbiz’ – den er også skarp og med på nogle af de allernyeste. Det har manglet.

En podcast kan hurtigt blive for hyggelig til min smag

Lone Nikolajsen

Der findes et meme (et billede med en lille sjov tekst, red.) ude på det store, sjove internet med billedteksten »how it feels to listen to podcasts« (hvordan det føles at lytte til podcast, red.). Det billede, teksten hører til, forestiller en dreng, der sidder ved siden af en frysedisk med en stor isreklame på siden. Isreklamen forestiller tre smukke leende kvinder med hver sin is, og på måden drengen har sat sig til rette på med sin egen is og sin egen latter, ligner det, at han leger, han er med til festen.

Tit når jeg hører en podcast, hvor værterne og deres eventuelle gæster hygger sig og griner, har jeg følelsen af at være ham drengen fra det meme. Det er ikke en følelse, jeg bryder mig om, så det bliver ikke til så meget lytning af den type podcast.

De to podcasts fra Podimo, jeg indtil videre har lyttet til, har begge givet mig følelsen af at bevidne en hyggelig sammenkomst, jeg ikke selv var inviteret med til, men i varierende grad. Det er begge snakkepodcasts, der er opstået på værternes eget, formodentlig frivillige initiativ og nu også er tilgængelige på Podimos app. Og så er de begge baseret på ret enkle ideer, som jeg er misundelig over ikke selv at have fået.

I Er du bange taler de to unge søstre Natasha og Maria Brock om, hvad der gør dem bange nu, og hvad der gjorde dem bange, da de var børn. Film, vandrehistorier og den slags. Et spændende samtaleemne, der tages under behandling i en samtale, der er alt for hyggelig og henkastet til min smag. Søstrene Brock griner, leder efter ordene og svælger i de gys, de føler, når de genfortæller barndommens spøgelseshistorier. Jeg får mest bare lyst til at ringe til min egen søster og gøre hende bange.

I Tårekanalen er følelsen af at stå uden for festen forbipasserende. Rikke Collin, som også er en ung kvinde, taler i hvert afsnit med en ny gæst om en film, en bog, noget musik eller bare et bestemt fænomen, der kan få vedkommende til at græde. Gæsterne taler generelt om deres favorit tudekunst med stor begejstring, og de bedste af gæsterne beskriver et eller andet sårbart, de selv var i gang med at håndtere, da filmen, bogen eller musikken kom ind i deres liv. Det er den slags gennemtænkte tanker, der gør snakkepodcasten til godt selskab.

Meget mere end fodbold og undskyldninger

Rasmus Bo Sørensen

I En fodbolddommer siger undskyld – der er produceret specifikt til Podimo – rejser den tidligere topdommer Kenn Hansen rundt i landet for at sige undskyld til de spillere og trænere, han i løbet af sin dommerkarriere er kommet til at gøre uret enten på eller uden for banen.

I første afsnit gælder det den nuværende træner i SønderjyskE, Glen Riddersholm, som Kenn Hansen på sin egen blog i 2016 betegnede som »hysterisk, kolerisk og rasende«. Det blev en sag i pressen. Men Glen Riddersholm, skal det vise sig, husker kun episoden svagt, og i øvrigt er han slet ikke så uenig i skudsmålet, for han har egentlig også altid selv betragtet sig som lidt af en »hvid italiener«.

Med andre ord er Kenn Hansens undskyldning hurtigt afviklet. Men det gør heller ikke så meget, for den er netop kun dét, en undskyldning – eller et påskud – for at tale med nogle af dansk fodbolds mest centrale aktører på en lidt anderledes måde, der kan kaste nye perspektiver af sig. Og det lykkes podcasten med.

I løbet af første afsnit bliver vi blandt andet præsenteret for privatoptagelser fra Kenn Hansens headset, der afslører et udpræget frisprog mellem dommere, spillere og trænere under kampene – som her hvor Kenn Hansen overfuser en spiller, der har brokket sig over en kendelse:

»Hold nu kæft, du rammer ham med en hånd i hovedet, mand! Luk nu bare røven, der er frispark,« råber Kenn Hansen på en skrattende forbindelse.

Vi hører også om fodboldens moderne mediekrig og bliver klogere på, hvor meget – eller rettere hvor overraskende lidt – fodbolddommere egentlig ved om de mere taktiske aspekter af spillet, og ja, det er alt sammen meget nørdet, men det bliver aldrig fuldstændig verdensfjernt, for det nærsynede blik giver samtidig indsigt i to passionerede fodboldmenneskers psykologi og følelsesliv.

I den forstand handler En fodbolddommer siger undskyld ikke kun om at spille fodbold, men også om at være menneske. Og den gør det tydeligt, at der gælder samme regler for god radio som for det meste andet her i livet: Jo dybere man kommer i det specifikke, desto tydelige ser man det almene.

Dårlig pornoprosa og sniksnak

Cecilie Armand

I det mere pikante hjørne af podcastplatformen finder man podcasts som den Podimo-eksklusive Knaldspejlet, hvis lummerintrotoner varsler, at man nu som lytter er hensat til en uh-åh-lydside; det handler om porno.

Den danske pornoskuespiller Denice Klarskov ser og kommenterer en pornofilm i hver episode i selskab med en gæst. Og hvis man som undertegnede havde en forventning om, at det ville være forfriskende at høre pornofilm blive kritiseret af en insider, bliver man en kende skuffet.

Som lytter bliver man hensat i klamspændende voyeuragtige fornemmelser, når Klarskov for eksempel fortæller om en analscene i en ørkenstorm, som for hende medførte en arbejdsskade i form af gangbesvær i dagene efterfølgende. Trods Klarskovs anekdoter og baggrundsviden om forholdene bag kameraet forbliver kritikken af pornobranchen overfladisk, den følges aldrig rigtigt til dørs, men tilsidesættes konstant for lummerplat sniksnak.

I afsnittene kører en form for omvendt dynamik, hvor gæsterne kommer til at fungere som interviewer, og værten som interviewperson, hvorfor det er oplagt at tvivle på, om der er nok variation i gæsternes spørgsmål til, at formatet kan fungere i længden? I skrivende stund er to episoder tilgængelige.

Leder man videre på samme hylde, tilbyder appen selv O Erotisk Radio, når man er færdig med at lytte til Knaldspejlet. Oplæsning af erotiske noveller på et kvarter, som de indledningsvis siger. Sexet? Hmm … Første episode er tydeligt henvendt til kvinder. Man lytter til en kvindestemme, der fortæller, at man er på jagt efter nydelse eller »hyggetid«, som det hedder sig i novellen. Det er bestemt ikke prosa på højt plan, og mine tæer krummes, imens »du sæber dine babser ind« i badet.

Da protagonisten begynder at lede efter batterier i køkkenskuffen, får jeg lyst til at slukke og sige tak men nej tak til novellens forfatter med det meget lidt kødelige navn: Fantasi Til Virkelighed, da historien pludselig tager en fuldstændigt uventet drejning, og vinduespudseren tilbyder sin assistance i scenen. Skribenten lytter pligtskyldigt videre – det er jo arbejde.

Der er nok dårlig lyd derude i forvejen

Katrine Hornstrup Yde

Under en lille uge med oprydning og opvask og gåture i Podimos podcastunivers tænker jeg oftest: Øj, hvor bliver der lavet meget overflødig lyd af snakkende danskere lige nu.

Først hører jeg det markant promoverede kulturmagasin Salon med Katherine Diez. Diez er litteraturkritiker, men bedst kendt for en lillebitte Berlingske-klumme, hvor hun med en vis selvkritik skrev, at hun foretrak belæste mænd. Så var der latterlig shitstorm.

I Salon inviterer hun kendte mennesker til dannede samtaler. Resultatet er i første afsnit begyndernervøst og konceptuelt fladt, når hun agerer fåmælt jordemoder for skuespiller Jakob Groths lange snak om Toy Story.

»Ja«, »ja«, »ja«, »jeg tænker på det der med at græde til film …?«, »Er du så Woody?« er Diez’ bidrag, der ikke afslører hendes formodede dannelse og diskussionslyst. I andet afsnit forsøger hun, noget mere interessant og energisk, at skabe friktion mellem dansk rap og opera ved at snakke med den dog ikke så energiske L.O.C.

Nå. Utålmodig zappen rundt i indledende sludder og sladder i podcasts om slikspisning, sommerbøger og Jonathan Spang, der bruger et kvarter på at komme i gang. Og tænk, som CEO Morten Strunge gør, at lade sig interviewe med en elendig mikrofon på en støjende café i kødbyen i Podimos begynderskramlede version af 24syvs gamle iværksætterpodcast 6 Hatte?

Så hører jeg, gudskelov, Kan man tilgive en psykopat? Det er ikke, fordi standupkomikeren Geo står bag, for alle professionelt set sjove danske mænd har mindst én snakkepodcast, og det er ikke, fordi dokuseriens titel er skrevet med en true crime-agtig skrivemaskineskrift, der fremhæver »EN PSYKOPAT«. Men fordi radiobekendte anbefaler den.

De to første afsnit er vildt materiale. Geos far var en ægte psykopat, der tyranniserede ham og hans familie hele livet. Geo er et rørende, begavet naturtalent af en selvfortæller, der laver ren og rå lydmagi, når han i første afsnit oprørt kommenterer hen over første lytning af søsterens 40 år gamle kassettebåndoptagelse af psykopatfar en hel juleaften. Der er i forvejen måske 100 millioner timers podcastsnak i verden. Det er denne slags, der skal sættes flere penge af til, tak.