Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Post Malone er mumblerappens Thomas Helmig

På sit tredje album ’Hollywood’s Bleeding’ synger den gigapopulære rapper Post Malone halvhæst, svulstigt og indfølt om den slags problemer, der er forbeholdt dem, der har masser af penge og masser af succes. Hans pubertære pral og velproducerede pludder bliver for denne anmelder trættende i længden
Post Malones indgang til musikken var gennem videospillet Guitar Hero. Og de pubertære platheder, han fletter ind i sine tekster, efterlader et indtryk af, at han endnu ikke er vokset helt fra teenagetidens præferencer, mener Informations anmelder

Post Malones indgang til musikken var gennem videospillet Guitar Hero. Og de pubertære platheder, han fletter ind i sine tekster, efterlader et indtryk af, at han endnu ikke er vokset helt fra teenagetidens præferencer, mener Informations anmelder

ZUMA Press

Kultur
11. september 2019

»Stay Away« står der med sirlig skråskrift hen over Post Malones ene øjenbryn. Og jeg holder mig gerne væk, for der er ikke meget ved den 24-årige ansigtstatoverede texaners tredje album Hollywood’s Bleeding, der giver mig lyst til at blive i hans musikalske selskab.

Post Malone er mumblerappernes Thomas Helmig. Hans borgerlige navn er Austin Richard Post, og han er stor i USA. Så stor, at hans sidste album med den bøvede titel Beerbong and Bentleys sidste år var det tredje mest populære album i USA, hvis man skal tro Billboard-listen.

Hans indgang til musikken var gennem videospillet Guitar Hero. Og de pubertære platheder, han fletter ind i sine tekster, efterlader et indtryk af, at han endnu ikke er vokset helt fra teenagetidens præferencer.

Når ikke hans tekster er overlæssede med fyldord og gentagelser, udbasunerer han flittigt sin glæde ved alkohol eller blærer sig med, at han er så rig, at han går i designerunderbukser. Det hører selvfølgelig hiphoppen til at have munden fuld af den slags selvforherligende banaliteter, men Malone har en tendens til at pynte dem med hø-hø-frække detaljer, som når han på »On The Road« tegner følgende portræt af sig selv:

»I’m only 24, but, bitch, I been through it all / I got so many hits, can’t remember them all / While I'm takin’ a shit, look at the plaques on the wall«.

Lyt til »On The Road« og få alle hø-hø-frække detajler med.

Autotunet pludder

Travis Scott og Swae Lee er nogle af de gæstestjerner, der dukker op på syv af albummets 17 numre. De giver hver især et tiltrængt afbræk i Malones hyperindfølte vokal, der godt nok er rå, men også 100 procent computermanipuleret. Ikke en tone forlader hans mund uden at være autotunet på alle leder og kanter, som det hør og bør sig i den udløber af hiphoppen, der er populær i USA for tiden.

Selv den garvede rockrotte Ozzy Ozborne har været en tur gennem computersminken, når han gæster nummeret »Take What You Want«. Han synger en uklar og kluntet tekst, der begynder med »I feel you crumble in my arms down to your heart of stone / You bled me dry just like the tears you never show«. Den fortsætter med, at Post Malone pludrende beskriver en pige, der ikke knuste hans hjerte, men i stedet fik hans knogler til at brække. Det er ufrivilligt underligt.

Post Malone abonnerer på en flad sentimental romantisk forestilling om, hvad kærlighed er. Det klæder ikke musikken. Det klæder heller ikke musikken, at den skal være stadionstorladen og svulstig. Hans støn virker som en refleks. Hans poppatos virker påtaget.

Så klæder det ham langt bedre at læne sig tilbage i en tilbagelænet trap på »I’m Gonna Be«, hvor han støttes af en blød bas og et sløvt beat. Det giver plads til hans stemme, som er halvhæs, når han raspende råbesynger: »Can you feel it?«

Men nej, jeg kan ikke føle alt det, Post Malone gerne vil have mig til at føle. Der er for meget produktion, for meget autotune, for meget tuderock og for mange klicheér til, at jeg rigtig rives med. Der skal nok være et stort og velvilligt publikum til Hollywood’s Bleeding, men albummet efterlader mig »Tired«, for nu at citere en anden af hans mange ansigtstatoveringer.

Post Malone: ‘Hollywood’s Bleeding’ (Republic Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Outside the winter sky turning grey
City up in smoke it's only ash when it rains
Howl at the moon and go to sleep in the day
I fool everybody till the drugs fade away
In the morning, blocking out the sun with the shades
She gotta check her pulse and tell herself that if she okay
Seem like dying young is an honor
But who be at my funeral? How I wonder
I go out, and all the eyes on me
I show out, do you like what you see?
Hey now, they closing in on me
Let them sharpen all they teeth
This is more than I can handle
Blood in my Lambo
Wish I could go, I'm losing hope
I light a candle, some Palo Santo
For all these demons, wish I could just go on

Pubertært? Aah hold nu. Faktisk en smuk beskrivelse af Hollywoods paranoide og selvdestruktive stjernetilværelse.