Læsetid: 10 min.

’Rambo: Last Blood’ minder os om, hvordan de amerikanske krige ødelægger USA

Det er romaner, sange og film, som lærer os, hvad posttraumatisk stress er. En af de bedste filmfortællinger om eksistentielle krigsskader er Sylvester Stallones serie om Vietnamveteranen John Rambo. Den femte film i rækken, ’Rambo: Last Blood’, er fuld af klicheer og fordomsfulde fronter, men den er også en original udvidelse af vores forståelse af krigstraumet
En af de mest overbevisende og ubehagelige film om de eksistentielle krigsskader er First Blood fra 1982. Den er siden blevet kendt som Rambo 1, fordi det blev den første i en serie af film om Vietnamveteranen John Rambo, der nu kulminerer med Rambo 5 med den definitive undertitel Last Blood.

En af de mest overbevisende og ubehagelige film om de eksistentielle krigsskader er First Blood fra 1982. Den er siden blevet kendt som Rambo 1, fordi det blev den første i en serie af film om Vietnamveteranen John Rambo, der nu kulminerer med Rambo 5 med den definitive undertitel Last Blood.

CAP/RFS

20. september 2019

Som indledning til en af sine sange om drømme og skuffelser, længsler og ulidelige nederlag i USA fortæller Bruce Springsteen om tiden i slutningen af 1960’erne: »Der var en masse fyre fra mit barndomskvarter, som blev sendt til Vietnam. Mange rejste ud, og mange kom ikke hjem igen. Og dem, der kom hjem, var ikke længere de samme.«

De var underligt forandrede, utilpassede og fremmedgjorte.

Det var inden, diagnosen posttraumatisk stress var blevet anerkendt, og de psykiske skader ved at gå i krig var blevet afdækket. Endnu havde vi ikke begreberne, men vi havde fortællinger, film og sange om, hvordan krigen nedbryder dem, som deltager i den.

»Fronten er for mig en mystisk malstrøm. Selvom jeg er i roligt vand langt fra dens centrum, kan jeg mærke hvirvlerne fra malstrømmen, som trækker mig langsomt, uimodståeligt og uafvendeligt ind til sig,« skriver den tyske forfatter Erich Maria Remarque om krigsoplevelserne i Intet nyt fra Vestfronten fra 1929.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jakob Trägårdh
  • Torben Lindegaard
  • Søren Kramer
ulrik mortensen, Jakob Trägårdh, Torben Lindegaard og Søren Kramer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Brandt

Det lyder som en glimrende ide men er det nok og e det rigtige vej frem for e cigaretter er også skadelig og måske mere end vi tro en ting der mangler er pant på filtre for der en stor forurenings kilde.

Stakkels, stakkels Rambo....

Her render han rundt og slåsser med alverdens fjender af det mest reaktionære USA - sammen med Lars Løkke, Bin Laden og Mujahideen mod Sovjet-russere, så flere Sovjet-russere, så burmesiske bander og nu mexicanere. Men ridser man lidt i overfladen, så er der en blød ventreorienteret konflikt indeni Rambo.

Niels Duus Nielsen, Niels Johannesen og Søren Kramer anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Sylvester Stallone er så muskuløs grundet steroider som 72-årig, at ingen kan tage det alvorligt. Det eneste, han ved sin film ønsker at viderebringe, er egen maskulinitet. Intet andet.

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Flot anmeldelse af Rambo V og flot rekapitulering af Rambo I.

Vietnam krigen blev i sin tid udkæmpet af de fattige hvide og de farvede.

Det var almindelig kendt, at indkaldelsessystemet var hullet som en si -
alle værnepligtige, der havde familie med politisk indflydelse eller hvis familie var velhavende nok til at kunne finansiere et universitetsstudium, slap for at blive sendt til Vietnam.

Rambo I skildrer med isnende klarhed Vietnam veteranernes isolation i det amerikanske samfund ved hjemkomsten - ingen i omgangskredsen ville overhovedet høre mere eller tale om den krig.

Derimod blev de mødt i lufthavnen af skiltebærende demonstranter - og tilråbet "baby-killer".

"Per Juul Carlsen mener rambo-filmen er noget bæ!"

Når en anmelder mener, at en film er dårlig, plejer det jo at være en god film. Jeg må hellere se den....

Niels Johannesen

Jeg har det lidt svært med folk der læser romaner og ser film som om det var virkeligheden. Rambo er en film baseret på et manuskript som nogen har fundet på. Det kan godt være at den handler om nogle temaer som Rune Lykkeberg har viden om fra andre kilder. Men filmen er fiktion som strengt taget intet fortæller os om "hvordan det var" at være hjemvendt soldat.

Interessant, men jeg tror nu ikke, jeg gider se filmen alligevel. ”Intet nyt fra Vestfronten” er værd at læse og hurtigt læst. Apollinaires ”Calligrammes” er et poetisk alternativ til Rambo – man kan kigge på digtene, som man kigger i en billedbog. Måske skulle jeg også læse den bog af Rimbaud.

I Rune Lykkebergs forklaring er det ikke privatejendommen, men krigen, der fremmedgør folk. Det er der noget om, og det er ikke kun dem, der direkte har deltaget i krigen, der er blevet fremmedgjorte. Amerikanerne blev fremmedgjorte af Anden Verdenskrig og har været krigeriske siden. De sovjetiske statskapitalister blev fremmedgjorte af de krige, de måtte igennem. Russerne gjorde op med krigstænkningen under Jeltsin, men under Putin er de tilbage på sporet. Zionisterne blev fremmedgjorte af de krige, som deres britiske og andre magtfulde venner trak dem ind i. Araberne og iranerne er gradvist blevet trukket ind i krigsgalskabens mangel på menneskelig logik efter Første Verdenskrig. Nogle prøver at fremmedgøre de kinesiske statskapitalister til at føre krig udadtil, ikke kun indadtil. De fremmedgjorte tyskere og japanere fik så mange tæv i Anden Verdenskrig, at de næsten blev pacifister. Marx mente, at først måtte privatejendommen afskaffes, derefter ville fremmedgørelsen forsvinde. I stedet skal vi måske sige, at først må krigene stoppes, derefter vil fremmedgørelsen forsvinde.

Kapitalismen kommer vi ikke udenom, for der skal foretages store investeringer – uden primitiv profittænkning, men dog med fokus på de kvalitative formuer. Spørgsmålet er, om vi skal have statskapitalisme, andelskapitalisme eller privatkapitalisme. De tre kapitalismer må konkurrere om at løse klima- og fattigdomsproblemerne. Det vil så vise sig, hvem der bliver sejrherre. Ingen af dem præsterer særlig godt. Krigsinvesteringerne skal hurtigst muligt skæres ned til det absolut uundgåelige. De investorer, der står i vejen herfor, skal dømmes ude.

Og hvad var det så, jeg skulle have formuleret anderledes?

Torben Lindegaard -

det passer jo ikke helt, vel, det som du skriver om Vietnam-krigen. USA indførte generel værnepligt i 1960'erne (igen) - det medførte, at en hel generation af unge fra den helt almindelige amerikanske middelklasse, både den lavere, den mellemste, og den højere amerikanske middelklasse blev sendt i krig - af generaler, der INTET anede om Vietnam, eller om hvorfor Vietnam ville være selvstændigt og uafhængigt af andre lande dengang i 1960'erne, og i 1970'erne; Donald Rumsfeld har i et storslået og fremragende interview ytret en slags fortrydelse, og en vis forståelse, af hvad der foregik i Vietnam dengang, og for, hvor Vietnam som stat opførte sig som det gjorde i 1960'erne, og 1970'erne, han sammenlignede vist endda befrielsesbevægelsen i Vietnam med det som skete under den amerikanske uafhængighedskrig i 1780'erne...

Og man skal også huske på, at det som medierne dengang rapporterede om Vietnam-krigen var mere brutalt og sandt end det som medierne nu rapporter om samtlige USA's krige - man skal så også huske på, at dengang var det 17-21 årige knægte, unge mennesker, der aldrig havde været uden for USA's grænser, der blev sendt til Vietnam. Og at USA dengang som nu, i soldaternes feltrationer, i deres feltrationer, giver dem opkvikkere mm. - det er i virkeligheden amfetamin + andre stoffer, som gør, at soldaterne i f.eks. Vietnam, Afghanistan mm. er mere tilbøjelige til at skyde på alt, hvad der rører sig...Og man skal heller ikke være bleg for at indrømme, indse og erkende, at den måde, USA uddanner f.eks. sine Navy Seals på er sådan så de bare parerer ordrer, gør, hvad der bliver sagt, og ikke kan tænke selv - og dermed mister deres sjæl.

Og det er altså nok til at miste modet og begynde at tage stoffer, eller drikke voldsomt, bare for at komme væk fra den tilstand, som samfundet/staten har sat dem i...

Torben Lindegaard -

der var nok en grund til at demonstranterne havde skilte med det som du skriver om her - ved hjemkomsten til USA fra Vietnam; mange soldater, der havde været i Vietnam, havde jo netop deltaget i det grusomme, som du skriver om her; netop fordi deres sergeant, løjtnant, oberst, eller major havde besluttet, at de skulle skyde :( alle de
vietnamesere som de mødte på deres vej :(

Den enkelte soldat bærer som sådan intet ansvar her, eller meget lidt, ansvar - generalerne, USA's præsident, mm. systemet mm. bærer det største ansvar her - tænker jeg..

Torben Lindegaard

@Niels Johannesen
20. september, 2019 - 08:48

Vi kan vel lære noget også af romaner og film.

DR TV viste i 80'erne en dokumentarudsendelse, hvor en række Vietnam veteraner lod sig interviewe - bl. a. en veteran, der var helt sikker på, at den oprindelige roman, First Blood, var skrevet med ham som oplæg. I hvert fald havde han haft lignende kontroverser med det lokale politi.

Det var helt sikkert syge mennesker, der blev interview'et.

En af veteranerne havde næsten kvalt sin egen mor.
Historien var den, at han efter hjemkomsten havde fået sit gamle værelse i barndomshjemmet, hvor også hans yngre søskende boede.
Veteranen havde omhyggeligt forklaret alle i familien, at de måtte ikke gå ind i hans værelse, når han sov - de skulle blive i døråbningen og kalde hans navn, så skulle han nok vågne op.
Hans mor glemte det inden for den første uge, lagde hånden på hans skulder, imens han sov - og blev næsten kvalt, inden han kom til fuld klarhed.

Han flyttede ud i skoven og havde ikke set sin familie i årevis.
Han var egentlig ikke så bekymret for, hvad samfundet skulle gøre ved ham -
han var mere bange den anden vej rundt, hvis det skulle klikke for ham.

En anden veteran blev interviewet ude i skoven - en mand med garderhøjde og smedebringe - han fortalte om sine panikanfald, når han troede, at nogen nærmede sig hans lejr.
Han ville snuppe sin Green Beret kniv og fare ind i skoven og sidde musestille i timevis.
Det var kun alt for let at forestille sig alle de ulykker, der kunne ske, hvis han på en eller anden måde blev overrasket.

Anyway - hvis man skal yde disse veteraners historier retfærdighed, så er det nødvendigt at bruge kunsten i form af en roman eller en film.

Jeg har ikke forudsætninger for at blive Informations nye kunstanmelder - med det forbehold, så husker jeg David Morrell's "First Blood" som mere dyster end filmen.
Det har vel noget at gøre med, at den indre monolog bedre kan gives i en roman.
Jeg har i hvert fald sværere ved at fange disse ting udtrykt i filmsprog, selvom Rambos flash-backs var tydelige nok; men man skal abstrahere lidt for helt at forstå, at Hollywood stjernen er en syg mand. Det kom for mig tydeligere frem i romanen, hvor man i øvrigt aldrig får oplyst Rambos fornavn.

Forfatteren David Morrell har ikke selv været soldat i Vietnam, så der er ikke tale om selvoplevede hændelser.
David Morrell er ph.d. i amerikansk litteratur fra Pennsylvanvia State University, Penn State.

Det kan være en eller anden kan huske navnet på dokumentarudsendelsen, så kan den måske findes på nettet.

Torben Lindegaard

@Karsten Aaen

Jeg er stort set enig i begge dine læserbreve.

Der er lige påstanden om, at hele middelklassen - også den øvre middelklasse - var i risiko for at blive sendt til Vietnam, der ikke holder.

Eksempelvis 3 præsidenter i den relevante aldersklasse, Bush W, Clinton & Trump.
Ingen af dem var i Vietnam.

Bush W aftjente sin værnepligt i National Guard, Hjemmeværnet.
Bush's far sad dengang i House of Representatives.

Clinton havde hjerne til at vinde et Rhodes Scolarship til Oxford, UK - og blev efterfølgende accepteret til "Reserve Officers' Training Corps", ROTC, i Arkansas på senator Fulbrights anbefaling. Clinton genindtrådte senere i værnepligtprogrammet og trak et højt nummer, så han blev aldrig indkaldt.

Trump sendte en lægeattest - hælsporer.

Så hvis du selv eller din familie havde politiske forbindelser, hjerne eller penge, så behøvede du ikke risikere udsendelse til Vietnam.

Den amerikanske hær i Vietnam var socialt totalt skæv -
jeg brugte udtrykket, at de fattige hvide og de farvede blev sendt til Vietnam inspireret af et Oliver Stone interview.

Niels Johannesen

# Torben Lindegaard

"Vi kan vel lære noget også af romaner og film"

100% enig - men først og fremmest på et dybere eksistentielt plan - ikke på et faktuelt plan som i "man behandlede sør'me ikke de soldater særlig pænt"