Læsetid: 10 min.

’Rambo: Last Blood’ minder os om, hvordan de amerikanske krige ødelægger USA

Det er romaner, sange og film, som lærer os, hvad posttraumatisk stress er. En af de bedste filmfortællinger om eksistentielle krigsskader er Sylvester Stallones serie om Vietnamveteranen John Rambo. Den femte film i rækken, ’Rambo: Last Blood’, er fuld af klicheer og fordomsfulde fronter, men den er også en original udvidelse af vores forståelse af krigstraumet
En af de mest overbevisende og ubehagelige film om de eksistentielle krigsskader er First Blood fra 1982. Den er siden blevet kendt som Rambo 1, fordi det blev den første i en serie af film om Vietnamveteranen John Rambo, der nu kulminerer med Rambo 5 med den definitive undertitel Last Blood.

En af de mest overbevisende og ubehagelige film om de eksistentielle krigsskader er First Blood fra 1982. Den er siden blevet kendt som Rambo 1, fordi det blev den første i en serie af film om Vietnamveteranen John Rambo, der nu kulminerer med Rambo 5 med den definitive undertitel Last Blood.

CAP/RFS

20. september 2019

Som indledning til en af sine sange om drømme og skuffelser, længsler og ulidelige nederlag i USA fortæller Bruce Springsteen om tiden i slutningen af 1960’erne: »Der var en masse fyre fra mit barndomskvarter, som blev sendt til Vietnam. Mange rejste ud, og mange kom ikke hjem igen. Og dem, der kom hjem, var ikke længere de samme.«

De var underligt forandrede, utilpassede og fremmedgjorte.

Det var inden, diagnosen posttraumatisk stress var blevet anerkendt, og de psykiske skader ved at gå i krig var blevet afdækket. Endnu havde vi ikke begreberne, men vi havde fortællinger, film og sange om, hvordan krigen nedbryder dem, som deltager i den.

»Fronten er for mig en mystisk malstrøm. Selvom jeg er i roligt vand langt fra dens centrum, kan jeg mærke hvirvlerne fra malstrømmen, som trækker mig langsomt, uimodståeligt og uafvendeligt ind til sig,« skriver den tyske forfatter Erich Maria Remarque om krigsoplevelserne i Intet nyt fra Vestfronten fra 1929.

Krigens undtagelsestilstand

Efter Første Verdenskrig var det store romaner, som afdækkede, hvordan noget inde i soldaterne var gået i stykker. Chokkene fra krigens undtagelsestilstand forsvandt ikke fra deres kroppe, efter de var vendt tilbage til normaltilstanden. De var beskadigede, og det forstærkede deres ensomhed, fortvivlelse og desperation, at deres nærmeste ikke forstod skaderne.

Efter Vietnamkrigen var det særligt film, som leverede vidnesbyrd om mennesker, der, som Springsteen sagde, ikke længere var de samme, når de kom hjem.

En af de mest overbevisende og ubehagelige film om de eksistentielle krigsskader er First Blood fra 1982. Den er siden blevet kendt som Rambo 1, fordi det blev den første i en serie af film om Vietnamveteranen John Rambo, der nu kulminerer med Rambo 5 med den definitive undertitel Last Blood.

Filmen, som har premiere i dag, er vulgært voldelig og udfolder en kavalkade af visuelle klicheer, men den er også en original fortolkning af, hvordan krigstraumet længe efter krigens afslutning hjemsøger og dominerer John Rambo. Den handler, som manuskriptforfatteren og hovedrolleindehaveren Sylvester Stallone har forklaret, om, hvordan Rambo er vendt hjem, men på en måde aldrig nåede frem. Et pludseligt råb eller et uventet lysglimt er stadig nok til at genfremkalde krigen i hovedet på den nu gamle veteran.

Modernistisk digter

Oprindeligt var John Rambo hovedpersonen i en roman af David Morrell fra 1972. Han valgte navnet Rambo til sin krigsskadede helt, fordi det lød som en amerikansk version af den franske digter Rimbaud, hvis ungdomsværk En årstid i helvede Morell var stærkt inspireret af. Det er ikke uden ironi, at Rambo, der for mange er ikonet på bevidstløs, voldsforherligende underholdning, er opkaldt efter en af de store modernistiske digtere.

Sylvester Stallone læste bogen, og manuskriptet til First Blood var hans fortolkning af den.

Filmen begynder med billedet af en langhåret mand i slidte jeans og en grøn militærjakke med det amerikanske flag på brystet, som kommer gående ned ad en asfaltvej mellem bjergene i det nordvestlige USA. Han er alene, vejen er øde, og himlen er åben. Han går ned over bjerget, indtil han kommer til et hus, hvor en kvinde står i haven og ser mistroisk på ham.

Hun antager ham for en hjemløs strejfer, en trussel mod hendes private orden. Han er kommet for at besøge en gammel soldaterkammerat, som skulle bo der og viser hende et fotografi af ham. Kort og afvisende fortæller hun, at hans kammerat er død. Af en kræftsygdom, som var en eftervirkning af hans krigsdeltagelse. Et kropsligt traume fra Vietnam.

Krigens fællesskab

Kammeraten er den sidste overlevende af Rambos kammerater fra krigen, som soldaten har opsøgt, fordi han savner krigens fællesskaber. Nu er han død, og Rambo definitivt socialt fortabt. Den hjemløse veteran strejfer videre ned mod en lille by, men den lokale politichef stopper sin bil ved synet af Rambo og beder ham forlade byen. De har ikke brug for drifters, der kan forstyrre det fredelige samfund.

Insisterende tilbyder han at køre ham ud af byen igen, Rambo spørger, hvad han har gjort, men politichefen vil ikke tale med ham. Det er ikke, hvad han har gjort, men det, han er og udstråler, som gør, at han skal ud.

Da Rambo er blevet sat af, vender han om og går tilbage mod byen, hvilket gør politichefen så rasende, at han bringer ham ind på politistationen. Her bliver han fysisk ydmyget af de lokale betjente, som tager tøjet af ham og overspuler ham med en vandslange, fordi han stinker, og de banker ham med knipler. En ung betjent råber, om de ikke kan se, at manden er psykisk syg, men det ignorerer kollegerne.

Deres slag udløser krigsreflekserne hos Rambo, der genoplever det som volden fra Vietnam og slår voldsomt igen. Gennembanker politifolkene, stjæler en motorcykel og flygter ud i skoven: »Det var dem, der startede,« råber Rambo, »they drew first blood

Nedværdiget efter krigen

Det fører til en ekstrem konfrontation mellem den lokale ordensmagt og veteranen, der fører sine metoder fra Vietnam ind i lokalsamfundet og indleder en guerillakrig.

En gammel overordnet fra forsvarsministeriet bliver fløjet ind for at håndtere kaos. Han forklarer, at John Rambo er en dekoreret og specialtrænet dræbermaskine, skabt og formet af USA til at ødelægge fjender ude i verden, som nu smadrer modstandere derhjemme.

Efter spektakulære ødelæggelser og ekstreme voldsscener bryder John Rambo sammen til sidst i filmen. Grædende fortæller han, hvordan han efter at have sat liv på spil for sit land er kommet hjem til en nation, som hader ham og den krig, han var med i. De kalder ham en barnemorder, demonstrerer mod ham og spytter ad ham. Og han kan ikke finde job nogen steder.

Den mand, som stolt forsvarede USA ude i verden, bliver nedværdiget af sine medborgere efter krigen.

Brudt kontrakt

»Derude kunne jeg sejle krigsbåde, jeg kunne køre en tank. Jeg havde udstyr for millioner af dollar. Her kan jeg ikke engang få et job med at parkere biler,« siger soldaten hulkende. Hans venner er døde, og i hans hoved huserer billederne af deres kroppe, som bliver sprængt i stykker, og ingen vil have noget med ham at gøre.

»Det gør ondt hver dag. Nogle gange vågner jeg op, og jeg ved ikke, hvor jeg er. Jeg taler ikke med nogen. Nogle gange i en dag. Nogle gange i en uge. Jeg kan ikke få det ud af hovedet.«

Men det værste for Rambo er ikke, at han ikke kan finde fred efter krigen. Det er, at den grundlæggende kontrakt mellem soldaten og landet er blevet brudt: »Jeg vil have det, som enhver anden fyr, der tog ud og gav sit hjerteblod og gav alt, hvad han havde, vil have,« siger han i slutningen af Rambo: First Blood 2.

»At vores land elsker os lige så meget, som vi elsker det. Det er det, jeg vil have.«

Den højeste sag

Kampen for landet var den højeste sag, som han ville dø for, men derhjemme blev han fornedret som nationalt symbol på noget, amerikanerne skammede sig over. Staten svigtede ham, fordi de sendte ham ud til en krig uden mening, som ikke kunne vindes, og demonstranterne svigtede ham, fordi de gjorde ham til symbolet på løgnene og syndebuk for vanvittige politiske beslutninger.

Rambos skæbne er ikke kun et eksistentielt drama.

Det er også en kritisk fortælling om et land, som omdanner mennesker til perfekte militære instrumenter uden at give dem en værdig sag og en krig, de kan vinde. Det, der skulle være en kamp for den frie verden, bliver til små eksplosive borgerkrige i USA. Det bliver som i First Blood den lokale ordensmagt mod den hjemvendte soldat. USA’s krige ude i verden bliver et konstant spøgelse i deres eget samfund.

Rambo-filmene er i det perspektiv tankevækkende historier om, hvordan USA er blevet et militariseret samfund, der flyder med skydevåben og krigsudstyr. Et land martret af det uhyggelige faktum, at 20 amerikanske veteraner begår selvmord dagligt, og af det alarmerende forhold, at flere amerikanske soldater i det 21. århundrede er blevet dræbt af sig selv end af fjender i kamp.

Krigen slutter aldrig

Men filmene er ikke politisk venstreorienterede antikrigsfilm. De er på den ene side præget af fascinationen af den uovervindelige kriger, som er en helt, når han slår sine modstandere ihjel. Rambo, som er halvt indfødt amerikaner og halvt tysker, er den noble vilde, som behersker klassiske våben som kniven og flitsbuen, men han er også den trænede kriger, som bruger flammekaster og avancerede maskinpistoler.

Den republikanske præsident Ronald Reagan elskede Rambo, som han mente viste vejen fremad for det amerikanske militær – i øvrigt var præsidenten overbevist om, at Rambo var republikaner. Hvilket Sylvester Stallone rystede på hovedet over.

Men filmene er på den anden side også konstante afdækninger af, hvordan krigen aldrig afsluttes, volden reproducerer sig selv, og USA bliver ødelagt af sin egen militarisme. Filmene er radikalt USA-kritiske, fordi de udstiller, hvordan staten gang på gang bryder kontrakten med sine egne borgere og ødelægger dem, som den sender ud for at forsvare fjenden.

Æstetisk dyrker Rambo-filmene volden som virkemiddel, men moralsk tager de afstand fra krigen. Dette modsætningsforhold udfoldes som en fascinerende spænding i den første film, der er seriens mesterværk. Men det bliver i film tre og fire, Rambo III og Rambo IV, som er elendige actionfilm, til en tarvelig dobbeltmoral, at Rambo først er den stolte dræberhelt og efterfølgende sentimentalt skal fremstilles som offer for politikernes ondskab.

Kort sagt er Rambo-filmene siden den første i 1982 frem til den fjerde i 2008 blevet dårligere og dårligere. De er gået fra æstetisk interessante, psykologisk påtrængende og politisk åbne samtidsfortællinger til ligegyldige blandinger af teatralsk vold og vammel selvmedlidenhed.

Positiv overraskelse

Den nye film, Rambo: Last Blood, er i det perspektiv en positiv overraskelse. Den er fuld af visuel kitsch, forenklede fjendebilleder og karikerede figurer. Men den er også gribende og psykologisk interessant, fordi den bringer det personlige og det nationale krigstraume et nyt sted hen.

Den gamle John Rambo, som aldrig er blevet gift eller har fået børn, er nu vendt tilbage til Arizona, hvor han voksede op. Filmen åbner med en scene, hvor Rambo i et sønderrivende uvejr kommer ridende gennem en skov for at redde et forældrepar og deres lille barn, som er faret vild. Heroisk bjærger han den ene ud, men tragisk oplever han, at han ikke kan redde de andre. Han får flashbacks tilbage til Vietnam, hvor han også mistede kammerater og bliver nedtrykt tavs.

De lokale skovriddere takker ham for hans indsats for fællesskabet og komplimenterer hans mod og beredskab. Men da en af dem bliver spurgt, hvem det var, svarer en anden: »A ’Nam burnout.« Et vrag fra Vietnam. Mønstret er stadig det samme: Samfundet kan bruge ham i undtagelsestilstanden, men foragter ham som taber i normalstilstanden.

Men det ser bagefter ud, som om den gamle veteran har fundet en plads blandt andre mennesker og et roligt sted i verden, hvor han kan slå sig ned. Som om han omsider har opnået en indre fredstilstand, og krigen i hans hoved omsider er afsluttet. Han har overtaget sin families store gård, hvor han opdrætter heste, passer bedriften og opdrager sin nu afdøde søsters datter.

Mexicanske vildmænd

Rambo er taknemmelig for, at han har fået en slags familie, og han har reddet niecen fra en voldelig og egoistisk far. Han drager omsorg for pigen, som er så gammel, at hun snart skal forlade hjemmet, fordi hun skal på college. Det ligner en idyl.

Men Rambo har forskudt krigens fronter til forholdet mellem datteren og omverdenen. Traumet er forskudt fra krigen til hans ’familie’. Når han taler om verden, er det en ond og grusom virkelighed præget af det, han kalder »mørke hjerter«. Det, der tager sig ud som faderlig omsorg, viser sig efterhånden snarere som et militært forsvar.

Pigen, som i filmen skal forestille at være 17 år gammel, men spilles af 27-årige Yvette Monreal, vil opsøge den far, som forlod hende. Han bor syd for grænsen. Rambo anser faderen for at være den utilgivelige autoritet, der svigtede sin datter og brød den grundlæggende kontrakt mellem forældre og barn.

Hun trodser Rambos påbud og rejser alligevel alene ned for at finde sin far i et Mexico, der i filmen fremstilles som et kaos regeret af muskuløse, potent bevæbnede og tatoverede forbrydere. Når de griner, griner de ondt. Det går selvfølgelig galt, og den pensionerede veteran må selv tage ned over grænsen og kæmpe alene mod hæren af mexicanske vildmænd.

Afmægtig kriger

Fronterne er klare: Mexicanerne er barbarerne, og USA er civilisationen. De er onde dernede, og den smukke unge kvinde skal frelses af den barmhjertige martyr fra nord. Man kan sige, at Rambo: Last Blood bekræfter Trumps verdensbillede.

Men så enkelt er det slet ikke. For filmen viser også, hvordan krigstraumet forlænges ind i alle Rambos relationer, og krigens fronter genopføres i alle hans forhold. Mere skal ikke afsløres her.

Last Blood er den bedste Rambo-film siden Rambo: First Blood 2. Den minder os om en sandhed, som vi kender i teorien, men hver gang bliver chokerede over at se i praksis. Uanset hvor meget han prygler de andre, er voldsmanden altid afmægtig. Uanset hvad der sker efter krigen, finder krigeren aldrig fred.

’Rambo: Last Blood’. Instruktion: Adrian Grunberg. Manuskript: Sylvester Stallone & Matt Cirulnick. Fotograf: Brendan Galvin. Længde: 89 minutter. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jakob Trägårdh
  • Torben Lindegaard
  • Søren Kramer
ulrik mortensen, Jakob Trägårdh, Torben Lindegaard og Søren Kramer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Brandt

Det lyder som en glimrende ide men er det nok og e det rigtige vej frem for e cigaretter er også skadelig og måske mere end vi tro en ting der mangler er pant på filtre for der en stor forurenings kilde.

Stakkels, stakkels Rambo....

Her render han rundt og slåsser med alverdens fjender af det mest reaktionære USA - sammen med Lars Løkke, Bin Laden og Mujahideen mod Sovjet-russere, så flere Sovjet-russere, så burmesiske bander og nu mexicanere. Men ridser man lidt i overfladen, så er der en blød ventreorienteret konflikt indeni Rambo.

Niels Duus Nielsen, Niels Johannesen og Søren Kramer anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Sylvester Stallone er så muskuløs grundet steroider som 72-årig, at ingen kan tage det alvorligt. Det eneste, han ved sin film ønsker at viderebringe, er egen maskulinitet. Intet andet.

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Flot anmeldelse af Rambo V og flot rekapitulering af Rambo I.

Vietnam krigen blev i sin tid udkæmpet af de fattige hvide og de farvede.

Det var almindelig kendt, at indkaldelsessystemet var hullet som en si -
alle værnepligtige, der havde familie med politisk indflydelse eller hvis familie var velhavende nok til at kunne finansiere et universitetsstudium, slap for at blive sendt til Vietnam.

Rambo I skildrer med isnende klarhed Vietnam veteranernes isolation i det amerikanske samfund ved hjemkomsten - ingen i omgangskredsen ville overhovedet høre mere eller tale om den krig.

Derimod blev de mødt i lufthavnen af skiltebærende demonstranter - og tilråbet "baby-killer".

"Per Juul Carlsen mener rambo-filmen er noget bæ!"

Når en anmelder mener, at en film er dårlig, plejer det jo at være en god film. Jeg må hellere se den....

Niels Johannesen

Jeg har det lidt svært med folk der læser romaner og ser film som om det var virkeligheden. Rambo er en film baseret på et manuskript som nogen har fundet på. Det kan godt være at den handler om nogle temaer som Rune Lykkeberg har viden om fra andre kilder. Men filmen er fiktion som strengt taget intet fortæller os om "hvordan det var" at være hjemvendt soldat.

Interessant, men jeg tror nu ikke, jeg gider se filmen alligevel. ”Intet nyt fra Vestfronten” er værd at læse og hurtigt læst. Apollinaires ”Calligrammes” er et poetisk alternativ til Rambo – man kan kigge på digtene, som man kigger i en billedbog. Måske skulle jeg også læse den bog af Rimbaud.

I Rune Lykkebergs forklaring er det ikke privatejendommen, men krigen, der fremmedgør folk. Det er der noget om, og det er ikke kun dem, der direkte har deltaget i krigen, der er blevet fremmedgjorte. Amerikanerne blev fremmedgjorte af Anden Verdenskrig og har været krigeriske siden. De sovjetiske statskapitalister blev fremmedgjorte af de krige, de måtte igennem. Russerne gjorde op med krigstænkningen under Jeltsin, men under Putin er de tilbage på sporet. Zionisterne blev fremmedgjorte af de krige, som deres britiske og andre magtfulde venner trak dem ind i. Araberne og iranerne er gradvist blevet trukket ind i krigsgalskabens mangel på menneskelig logik efter Første Verdenskrig. Nogle prøver at fremmedgøre de kinesiske statskapitalister til at føre krig udadtil, ikke kun indadtil. De fremmedgjorte tyskere og japanere fik så mange tæv i Anden Verdenskrig, at de næsten blev pacifister. Marx mente, at først måtte privatejendommen afskaffes, derefter ville fremmedgørelsen forsvinde. I stedet skal vi måske sige, at først må krigene stoppes, derefter vil fremmedgørelsen forsvinde.

Kapitalismen kommer vi ikke udenom, for der skal foretages store investeringer – uden primitiv profittænkning, men dog med fokus på de kvalitative formuer. Spørgsmålet er, om vi skal have statskapitalisme, andelskapitalisme eller privatkapitalisme. De tre kapitalismer må konkurrere om at løse klima- og fattigdomsproblemerne. Det vil så vise sig, hvem der bliver sejrherre. Ingen af dem præsterer særlig godt. Krigsinvesteringerne skal hurtigst muligt skæres ned til det absolut uundgåelige. De investorer, der står i vejen herfor, skal dømmes ude.

Og hvad var det så, jeg skulle have formuleret anderledes?

Torben Lindegaard -

det passer jo ikke helt, vel, det som du skriver om Vietnam-krigen. USA indførte generel værnepligt i 1960'erne (igen) - det medførte, at en hel generation af unge fra den helt almindelige amerikanske middelklasse, både den lavere, den mellemste, og den højere amerikanske middelklasse blev sendt i krig - af generaler, der INTET anede om Vietnam, eller om hvorfor Vietnam ville være selvstændigt og uafhængigt af andre lande dengang i 1960'erne, og i 1970'erne; Donald Rumsfeld har i et storslået og fremragende interview ytret en slags fortrydelse, og en vis forståelse, af hvad der foregik i Vietnam dengang, og for, hvor Vietnam som stat opførte sig som det gjorde i 1960'erne, og 1970'erne, han sammenlignede vist endda befrielsesbevægelsen i Vietnam med det som skete under den amerikanske uafhængighedskrig i 1780'erne...

Og man skal også huske på, at det som medierne dengang rapporterede om Vietnam-krigen var mere brutalt og sandt end det som medierne nu rapporter om samtlige USA's krige - man skal så også huske på, at dengang var det 17-21 årige knægte, unge mennesker, der aldrig havde været uden for USA's grænser, der blev sendt til Vietnam. Og at USA dengang som nu, i soldaternes feltrationer, i deres feltrationer, giver dem opkvikkere mm. - det er i virkeligheden amfetamin + andre stoffer, som gør, at soldaterne i f.eks. Vietnam, Afghanistan mm. er mere tilbøjelige til at skyde på alt, hvad der rører sig...Og man skal heller ikke være bleg for at indrømme, indse og erkende, at den måde, USA uddanner f.eks. sine Navy Seals på er sådan så de bare parerer ordrer, gør, hvad der bliver sagt, og ikke kan tænke selv - og dermed mister deres sjæl.

Og det er altså nok til at miste modet og begynde at tage stoffer, eller drikke voldsomt, bare for at komme væk fra den tilstand, som samfundet/staten har sat dem i...

Torben Lindegaard -

der var nok en grund til at demonstranterne havde skilte med det som du skriver om her - ved hjemkomsten til USA fra Vietnam; mange soldater, der havde været i Vietnam, havde jo netop deltaget i det grusomme, som du skriver om her; netop fordi deres sergeant, løjtnant, oberst, eller major havde besluttet, at de skulle skyde :( alle de
vietnamesere som de mødte på deres vej :(

Den enkelte soldat bærer som sådan intet ansvar her, eller meget lidt, ansvar - generalerne, USA's præsident, mm. systemet mm. bærer det største ansvar her - tænker jeg..

Torben Lindegaard

@Niels Johannesen
20. september, 2019 - 08:48

Vi kan vel lære noget også af romaner og film.

DR TV viste i 80'erne en dokumentarudsendelse, hvor en række Vietnam veteraner lod sig interviewe - bl. a. en veteran, der var helt sikker på, at den oprindelige roman, First Blood, var skrevet med ham som oplæg. I hvert fald havde han haft lignende kontroverser med det lokale politi.

Det var helt sikkert syge mennesker, der blev interview'et.

En af veteranerne havde næsten kvalt sin egen mor.
Historien var den, at han efter hjemkomsten havde fået sit gamle værelse i barndomshjemmet, hvor også hans yngre søskende boede.
Veteranen havde omhyggeligt forklaret alle i familien, at de måtte ikke gå ind i hans værelse, når han sov - de skulle blive i døråbningen og kalde hans navn, så skulle han nok vågne op.
Hans mor glemte det inden for den første uge, lagde hånden på hans skulder, imens han sov - og blev næsten kvalt, inden han kom til fuld klarhed.

Han flyttede ud i skoven og havde ikke set sin familie i årevis.
Han var egentlig ikke så bekymret for, hvad samfundet skulle gøre ved ham -
han var mere bange den anden vej rundt, hvis det skulle klikke for ham.

En anden veteran blev interviewet ude i skoven - en mand med garderhøjde og smedebringe - han fortalte om sine panikanfald, når han troede, at nogen nærmede sig hans lejr.
Han ville snuppe sin Green Beret kniv og fare ind i skoven og sidde musestille i timevis.
Det var kun alt for let at forestille sig alle de ulykker, der kunne ske, hvis han på en eller anden måde blev overrasket.

Anyway - hvis man skal yde disse veteraners historier retfærdighed, så er det nødvendigt at bruge kunsten i form af en roman eller en film.

Jeg har ikke forudsætninger for at blive Informations nye kunstanmelder - med det forbehold, så husker jeg David Morrell's "First Blood" som mere dyster end filmen.
Det har vel noget at gøre med, at den indre monolog bedre kan gives i en roman.
Jeg har i hvert fald sværere ved at fange disse ting udtrykt i filmsprog, selvom Rambos flash-backs var tydelige nok; men man skal abstrahere lidt for helt at forstå, at Hollywood stjernen er en syg mand. Det kom for mig tydeligere frem i romanen, hvor man i øvrigt aldrig får oplyst Rambos fornavn.

Forfatteren David Morrell har ikke selv været soldat i Vietnam, så der er ikke tale om selvoplevede hændelser.
David Morrell er ph.d. i amerikansk litteratur fra Pennsylvanvia State University, Penn State.

Det kan være en eller anden kan huske navnet på dokumentarudsendelsen, så kan den måske findes på nettet.

Torben Lindegaard

@Karsten Aaen

Jeg er stort set enig i begge dine læserbreve.

Der er lige påstanden om, at hele middelklassen - også den øvre middelklasse - var i risiko for at blive sendt til Vietnam, der ikke holder.

Eksempelvis 3 præsidenter i den relevante aldersklasse, Bush W, Clinton & Trump.
Ingen af dem var i Vietnam.

Bush W aftjente sin værnepligt i National Guard, Hjemmeværnet.
Bush's far sad dengang i House of Representatives.

Clinton havde hjerne til at vinde et Rhodes Scolarship til Oxford, UK - og blev efterfølgende accepteret til "Reserve Officers' Training Corps", ROTC, i Arkansas på senator Fulbrights anbefaling. Clinton genindtrådte senere i værnepligtprogrammet og trak et højt nummer, så han blev aldrig indkaldt.

Trump sendte en lægeattest - hælsporer.

Så hvis du selv eller din familie havde politiske forbindelser, hjerne eller penge, så behøvede du ikke risikere udsendelse til Vietnam.

Den amerikanske hær i Vietnam var socialt totalt skæv -
jeg brugte udtrykket, at de fattige hvide og de farvede blev sendt til Vietnam inspireret af et Oliver Stone interview.

Niels Johannesen

# Torben Lindegaard

"Vi kan vel lære noget også af romaner og film"

100% enig - men først og fremmest på et dybere eksistentielt plan - ikke på et faktuelt plan som i "man behandlede sør'me ikke de soldater særlig pænt"