Læsetid: 6 min.

Så ophidset over en rockplade har musikredaktøren ikke været i mindst ti år

Jorden skælver påny under fødderne på rockmusikere som Tropical Fuck Storm. Et syremagisk vidunder, så fuldbyrdet og excellent på så mange niveauer, at det egenhændigt revitaliserer rocken som sandhedsserum og rusmiddel. Men generelt spreder en magisk og sofistikeret amokmusik sig og giver rocken en ny vitalitet
Tropical Fuck Storm.

Tropical Fuck Storm.

Jamie Wdziekonski

6. september 2019

Der er nogle plader, der rammer fra første anslag. En klang. En akkord. En stemme. Et riff. Eller i australske Tropical Fuck Storms tilfælde de to elguitarer, der fra første færd kredser vaklende om hinanden – ryger ind og ud af det falske fællesfelt, hvor alt lyder som om det er ude af stemning.

Som om at de her på åbningen til kvartettens andet og ofte magiske album Braindrops med vilje har forstuvet deres musikalitet. Som om guitaristerne med fuldt overlæg balancerer mellem at spille pivfalsk og opfinde nye harmonier uden for de matematiske regler. Som om de fuldt bevidst vrider strengene for at finde en falsk sandhed.

Tropical Fuck Storm er tre kvinder og en mand fra Melbourne, Australien, der ikke klamrer sig til unødvendigt vraggods, men stikker til søs med det, der bør reddes fra rockens synkende skude.

Saltvandet har ædt nye ormende mønstre gennem træværket. Noget smadret smukt, råt og alligevel sofistikeret er genopstået.

Bandets forsanger og elguitarist Garreth Liddiard lyder som landsmanden Nick Cave, men med en knusende rytmesans, en skarpere intonering, en sprødere klang. Mens kvinderne lyder som arrige hunde, når de galer med på kor, alt i mens de spiller som gjaldt det eksistensen.

Lauren Hammel er en tungt synkoperende trommeslager, der hele tiden finder nye understrømme i rytmikken, mens bassisten Fiona Kitschin udfører sin egen elastiske, undergravende virksomhed – beslægtet med mesterlige Tina Weymouth fra Talking Heads. Og Erica Dunn på elguitar og keyboard fuldender de underskønt maleriske destruktioner af klassisk rockharmonik i ledtog med førnævnte Liddiard.

Det er destruktion som komposition. Rocken skal smadres, for at den kan blive genfødt, og det gør Tropical Fuck Storm med en intensitet a la britiske Idles, som denne signatur tidligere har erklæret sin kærlighed.

Men denne australske kvartet er mere teknisk raffinerede og tusindfarvede. Som om Talking Heads, Captain Beefheart og The Stooges havde taget syre sammen med Arcade Fire, Dirty Projectors og Sleaford Mods, dannet et band og fået Philip K. Dick til at skrive de rasende, sørgmodige, syrede og/eller politiske tekster.

»The planet of straw men / Their only purpose is to disagree / And do it publicly, amen

Tropical Fuck Storm.

Jamie Wdziekonski

Tekster af høj litterær kvalitet

Der er en amok, en vision i musikken, en smeltende surrealisme, der får tonerne til at drive ned over lydbilledet som i et Dali-maleri eller finde nye ufattelige mønstre som i en Pollock-klassiker.

Og der er en vrede mod den herskende orden. Skud mod det politiske klima og gentrificering, men også en skærende smuk skilsmissesang, vistnok også en der handler om en Mossad-agent/nazijæger og helt sikkert en om Beach Boys-frontfiguren Brian Wilson.

Sangene veksler fra det fuldt frådende til det langsomt længselsfulde. Teksterne er af høj litterær kvalitet og leveres i forrygende vokale grooves. Helt sublimt på titelnummeret, hvor Garreth Liddiard talesynger med en raprytmisk nerve i hver eneste stavelse af ordene, der vælter fra ham så smældende skarpt, tørt melodisk, at det lyder som om han skælder ud bare uden at hæve stemmen.

Det sker i en kullet observerende tekst om gentrificeringen af hjembyen Melbourne, der strækker sig over seks et halvt minut.

»And there’s the snort of Nguyen’s old Subaru on laughing gas / He says he hasn’t lost a patient yet / He smokes it up around the corner / Where you gave up trying to guess / What goes on in other people’s heads / How far you are from knowing your heart

Tropical Fuck Storms Braindrops er et syremagisk postpostpunket vidunder, så fuldbyrdet og excellent på så mange niveauer, at det egenhændigt revitaliserer rocken som sandhedsserum og rusmiddel. Genopfinder rocken som en hallucination om kaotisk revolution og usoignerede tidsrejser.

Det er vist minimum et årti siden, at jeg har været så ophidset over en ny rockplade.

Ezra Furman.

Jessica Lehrman

På vej mellem kønnene

Og så står Tropical Fuck Storm alligevel ikke alene. En ofte queer, i hvert fald raffineret indignation, amok, rastløshed giver i hvert fald rocken en ny vitalitet i disse år.

Rocken får ikke længere lov til bare at humpe rundt som et pensioneret postulat om oprør, håbløst forankret i svundne tiders fortærskede mytologier og harmonier. Nej, det bestående skal falde, og nye melodier, rytmer, harmonier og roller skal opfindes.

Således er denne nye form for amokrock ikke pikket, selvom den godt kan være okay primitiv. Som i tilfældet Ezra Furman. Denne 33-årige amerikaner vælger den lige vej ind i vitriolen. Uden at se sig tilbage, men samtidig med arvegodset fra Dead Kennedy’s, White Stripes, Nirvana etc.

Musikalsk er Twelve Nudes denne anmeldelses mindst eventyrlystne plade, den er et let forståeligt, omend ret så forrevent følelseskatalog. Og det er netop charmen. At man føler sig i selskab med et all american-sing-along-sangkatalog, som er blevet kidnappet og alternativt kærligt opfostret af en rasende musiker på vej mellem kønnene.

»I Wanna Be Your Girlfriend« og »Transition From Nowhere To Nowhere«, som et par sange hedder.

Den sidste har Furman selv på Twitter kaldt det tætteste han selv er kommet på at beskrive sin kønslige rejse. Og dén sang ender sådan her:

»Remember I tried to ask what it means to be a man / They threw me in the back of a truck and they tied my hands

Tekstligt starter albummet med en slags nervesammenbrud, musikalsk med punkrock sprayet som napalm i ørerne.

»Yeah well, I should not be alone / The way things are going«, skriger Furman.

Twelve Nudes er et vildt og blodigt og stærkt medrivende album om at forsøge at passe i sig selv, ikke i verden:

»I wasted my twenties in submission«.

Ezra Furman råbesynger sin egen niche frem. Og det sker ikke uden poptæft, ja, »Evening Prayer aka Justice« er nærmest en form for radikaliseret Bruce Springsteen. Og her er også sange formet som molotovcocktails, man kan kaste mod systemet.

»It is time for the evening prayer / Time to do justice for the poor«

Iggy Pop.

Rob Baker Ashton/The Sunday Club

Amokkens faderfigur finder ro

Iggy Pop står som amokkens faderfigur. Han og hans band The Stooges står trods alt som protopunkens blodstænkede pionerer. Og ingen Ezra Furman og Tropical Fuck Storm anno 2019 uden The Stooges anno 1970.

I dag er den 72-årige en slags overlevende vismand, nu bosat i Miami. På coveret til sit nye album Free er han på vej ud i Atlanterhavet i skumringstimen.

Rent musikalsk går Pop i en ekstremt farbar retning. Han er en mand, der for længst har udskiftet stemmen med noget, der er lavet af grus og småsten. Fuld af visdommens og tidens tand. Og han har forenet kræfter primært med de to musikere Leron Thomas and Noveller, der bygger strukturer og skyformationer over og omkring ham. Giver ham plads. Trompet og synth-bevægelser et sted mellem Jon Hassell og Brian Eno. Lidt rock og svale beats. Mariachi-trompeter. Det er virkelig smukt, nogle gange muskuløst knudret, men rummeligt og i skarp kontrast til Iggy Pops vejrbidte stemme – og tidligere værk.

»Det her album skete bare lige som for mig, og jeg lod det ske«, fortæller Pop selv om albummet, hvor han både læser og synger. Herunder et legendarisk Dylan Thomas-digt og det her: »We are the people without land/tradition / We are the people who do not know how to die peacefully and at ease

Det lyder, som om at Iggy Pop akkurat holder de voldsomme vandmasser tilbage blot med sin stemmes kraft.

Der er to generationer mellem Iggy Pop på den ene side og Ezra Furman og Tropical Fuck Storm på den anden. Men de står alle og dirrer med en forløst eller en tilbageholden amok – og en kronisk søgen. Det klæder dem på hver deres måde. Og især med Tropical Fuck Storm er noget nyt og uforståeligt fedt født.

Tropical Fuck Storm: ’Braindrops’ (Joyful Noise/Playground)

Ezra Furman: ’Twelve Nudes’ (Bella Union)

Iggy Pop: ’Free’ (Caroline International) Udkom 6.9.

Hvis der kommer nye venskaber og gode historier ud af at lade Underworld og Iggy Pop drikke te sammen i ny og næ, er det nu ikke det værste. Også selv om det hverken er progressivt eller punk.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu