Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Sfærernes Musik’ fik Ribe Domkirke til at stå i lydflammer

Rued Langgaard Festivalens største begivenhed var en koncert centreret omkring hans mystiske storværk ’Sfærernes Musik’. Festivalen med ti år på bagen har haft held med at gøre Langgaard verdensberømt i sit hjemland. I år var han sat sammen med Grieg, og det var en spændende konstellation
Kultur
12. september 2019

Det er sagt og skrevet før, men kan tåle at blive gentaget: Ribe er den perfekte ramme om den årligt tilbagevendende Rued Langgaard Festival. Det omgivende marsklandskab med det mageløse fugleliv danner naturens storladne kontrast til den gamle bys påmindelser om mere end tusind års kulturel virksomhed.

Der er høj himmel over Ribe og en atmosfære, der stimulerer oplevelserne af Langgaards musik, ligesom der er kort gåafstand mellem festivalens lokaliteter. Domkirken og Sct. Catharinæ Kirke udgør stort set spillestederne, mens koncertintroduktioner og samvær efter koncerterne finder sted i det gamle rådhus og ikke mindst den originalt tænkte Kannikegård, færdiggjort i 2016 som en tegl- og glasbygning hen over en klosterruin, som nedbrændte i 1100-tallet.

Den synske jente

Det er festivalens grundtanke at sætte Langgaard sammen med en mere eller mindre ligesindet komponist. I år var det Edvard Grieg, og overskriften var natur. Der er 50 år mellem de to komponister – som en bedstefar og et barnebarn – men man skulle i løbet af festivalen erfare, at der er ikke så få ting, der binder dem sammen. Det gjaldt i særlig grad koncerten med sopranen Signe Asmussen og pianisten Berit Johansen Tange i Sct. Catharinæ Kirke.

Langgaards fascination af norsk natur fandt vej gennem norske digtere som Vilhelm Kragh og Ewald Sundberg. Som i Fire sange og To Skumringssange, alle udtryksmættede fra lyriske til oprevne til sørgmuntre tonefald.

Men det var Grieg, der gjorde størst indtryk, først med de mørke Seks dikt til digte af Henrik Ibsen, sidst i uddragene fra Arne Garborgs digtcyklus Haugtussa om den synske jente Veslemøys kærlighedssorg og undergang.

Signe Asmussen var en totaloplevelse i disse sange. Det er ikke ofte, man møder en sanger, som i den grad magter at tage et rum i besiddelse. Først og fremmest var det hendes indlevelse i teksternes psykologiske lag, der gav det sanglige foredrag en nærmest omfavnende intensitet; stemmens mange farver udfoldede sig frit, øjnene søgte bestandigt kontakt med den lyttende skare, og Berit Johansen Tange forstod at skabe en diskret klangbund til denne performance, men ofte skød hun også frem med et gnistrende klaverspil.

Senromantisk arvegods

Man fik lejlighed til at holde Langgaard op mod Grieg på et andet felt, nemlig i kombinationen violin/klaver. Den polske violinist, Dorota Anderszewska, og pianisten Amalie Malling gav en formiddagsseance også i Sct. Catharinæ Kirke; her var afstanden mellem de to komponister godt nok større, med Grieg som den mest givende.

Men immervæk er det imponerende, at den kun 18-årige Langgaard kunne levere et så modent kammermusikværk som den ufuldendte sonate fra 1911. Det er musik, der svømmer rundt i senromantisk arvegods, springende i sine indfald, vældig gestisk og sine steder også overspændt, der lod anmelderen associere til så forskellige navne som Brahms, Rachmaninov og Elgar.

Klaverstemmen er den sejeste og mest kødfulde, og den udførte Amalie Malling med stor autoritet og, fornemmede man, en åben eventyrlyst. Anderszewska var mindre overbevisende, fordi hendes klanglige nuanceringspalet var for smal, ligesom det lidt brede vibrato fyldte vel rigeligt. Det var som at komme ud i den friske luft med Griegs klassisk konciperede Sonate nr. 3, for her var det den rene kilde med en tydelig identitet og ikke mindst en kompositorisk økonomi.

Festivalens tilløbsstykke i Domkirken var opførelsen af Langgaards mystiske storværk Sfærernes Musik, og man fik absolut den enestående oplevelse, som var stillet i udsigt af Jens Cornelius, som gav en fortræffelig pre-concert-talk i Kannikegården. Det var imidlertid en begivenhed, der weekenden forinden var løbet ind i et gevaldigt problem.

Dirigenten meldte afbud, man måtte finde en ny, ikke bare til Sfærernes Musik, også til helt ukendte værker af Langgaard. Og det blev en feberredning med to dirigenter. Den unge tysker, David Niemann, tog sig af broderparten, og danske Morten Ryelund stillede med en dags varsel til orkesterprøve på det for ham ukendte halvtimesværk Drømmen for to solister, kor og orkester. Begge dirigenter leverede fine præstationer.

Langgaards rumrejse

Esben Tange, festivalens kunstneriske leder, havde udtænkt koncertens særprægede vision, som fulgte Langgaards egen oprindelige med en tænkt opførelse af to storværker: en Sinfonia interna og Sfærernes Musik. Problemet er blot, at det første værk ikke længere eksisterer, det er så at sige forduftet ud i andre stykker fra hans hånd.

Men det er muligt at identificere dele af denne forladte musik, foruden i den omtalte Drømmen, i Hav og Sol for mezzosopran og orkester. Disse to kompositioner fra 1915 klinger af nordisk senromantik, og solistpartierne blev smukt og intenst gestaltet af Andrea Pellegrini, Dénise Beck og David Danholt.

At den 22-årige Langgaard året efter begyndte at formulere de vildt avancerede klangvisioner i Sfærernes Musik – musik der foregriber teknikker, der først opstod rundt omkring i verden efter Anden Verdenskrig – er fortsat gådefuldt og chokerende. Han forstod det heller ikke selv. En livs- og dødsfantasi var den første titel, inddelt med 15 syrede overskrifter, som refererer til de sidste dage på jorden.

De på Langgaards tid normale musikalske love er med andre ord sat ud af kraft. Man kan måske tale om arketypiske klangfænomener langt hen ad vejen, og rumperspektivet er et uhyre væsentligt parameter. Af denne grund havde man bedt komponisten Bo Gunge om at udarbejde en version til opførelse i en katedral, hvis nye titel er blevet Rumrejsen til Sfærernes Musik.

Den enorme orkesterbesætning er her reduceret, så Sønderjyllands Symfoniorkester kunne overkomme opgaven mandsskabsmæssigt, mens fjernorkestret var besat med konservatoriestuderende fra Aarhus, og koret var hentet fra Vor Frelsers Kirke i Esbjerg.

Krist Klangen

Man savnede intet i denne udgave, som med sin udstrakte geografi tog hele det kæmpemæssige rum i brug. Der var musikere alle vegne. For det meste blev man draget af passerende lyse og mørke klanglegemer i svage styrkegrader – med komponistens egne ord: »musik indhyllet i sorte slør og uigennemtrængelige dødståger«.

Men til sidst udbrød et himmelskælv, livtaget mellem Krist og Antikrist, så voldsomt og så øredøvende, at Domkirken stod i lydflammer. For så at vige for Dénise Becks serafiske proklamation i det fjerne, i et digt af Ida Lock om dødsøjeblikket, hvor mennesket hører en forklaret musik fra glædens land, hvor sjælen kan hvile og drømme.

Slutakkorden i Sfærernes Musik indeholder ni toner. Og denne evighedsakkord, som Langgaard kaldte Krist, har inspireret komponisten Niels Lyhne Løkkegaard til et 24-timers værk, som blev realiseret fra fredag kl. 22 til lørdag samme tid. Der var placeret ni tonegeneratorer i ruinen under Kannikegården, og lyden blev derfra transmitteret til monitorer ude på Domkirkepladsen.

Hver time skiftede Krist Klangen karakter, og det kunne i Langgaards ånd sikkert være fortsat et stykke ind i evigheden.

Rued Langgaard Festival. Koncerter 6. og 7. september i Ribe. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her