Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Shannon Lay er den porøse folkemusiks Pippi Langstrømpe

Den amerikanske singersongwriterske Shannon Lay synger lyst og lyrisk om døden, joints og intetheden. Hendes tredje album gør ikke meget væsen af sig, men det er netop dets styrke
Shannon Lays nye album er opkaldt efter den måned, hvor hun sagde sit faste job op for at satse på musikken.

Shannon Lays nye album er opkaldt efter den måned, hvor hun sagde sit faste job op for at satse på musikken.

Denée Segall/Sub Pop Records

Kultur
6. september 2019

Shannon Lay virker ved første øjekast til at have farvekoordineret sin frisure med de advarselstrekanter, der på lang afstand skal alarmere om et uheld. Men det skrigorange hår er så også det eneste ved den californiske singersongwriter, der pådrager sig opmærksomhed.

Hendes musik er helt anderledes nedtonet og udramatisk. Hun spiller en diskret guitarfolk, der står i gæld til Nick Drake og Judy Collins uden dermed at tabe sin nutidighed.

Hendes tredje album August er opkaldt efter den måned i 2017, hvor hun sagde sit lønarbejde op for at satse fuldt ud på musikken. En musik, der er enkel og afdæmpet, men aldrig hudløs. Selv når hun i sin sang lyder tilnærmelsesvis som en helt ung Cat Power, er det uden den destruktive smerte og selvudleverende sårbarhed, man forbinder Cat Power med.

Lay skriver sine sange, som Leonard Cohen ville have gjort det. Først kommer teksterne som en form for digte, og derefter sætter hun melodi til, hvilket er med til at give sange som »Nowhere« en særlig lyrisk kvalitet:

»Nowhere soon / Soon we’ll get to nowhere / And we’ll talk to no one / And not meet them / Exchange simple glances / No thought no concern here / Separate dimensions / No sound«.

Teksterne undrer og er svære helt at få hold på. De er på samme tid enkle og kryptiske.

Stærkt og porøst

»Death Up Close« åbner albummet med en påmindelse om, at døden altid er lige foran os. Lays hårde håndtering af stålstrengene, modsvares af saxofonisten Mikal Cronin, der sender beske triller efter omkvædets spørgende:

»Have you seen death up close now?«

I musikvideoen til nummeret har Lay flettet sine gulerodslokker, så det er umuligt ikke at komme til at se Pippi Langstrømpe for sig, som hun sidder der i et villa villekuldret hus med sin blå guitar i skødet.

Pippi-parallellen er slet ikke så dum. For selvom Lay spiller ømt og sødt, er hun på intet tidspunkt lillepiget og på intet tidspunkt patetisk.

Jeg synes at kunne høre både hendes rygrad, og hvordan hun flekser med sine musiske muskler gennem de luftige fraseringer og akkordskift på alle albummets 12 numre.

På »Shuffling Stoned« er Lays vokal intimt porøs som den britiske folklegende Vashti Bunyans. Særligt i en passage hvor Lay holder en i-lyd længe, da hun konstaterer, at der lugter af »weeeeed«, der, hvor hun befinder sig.

Det er en tvetydig sang om at ryge sig skæv og dandere den. En lille edderkop blander sig i hendes omtågede sansninger. Melodien er let, og hendes fremførelse virker fjern.

August er ikke et album, der gør et stort væsen af sig. De fleste af sangene ville drukne, hvis de blev spillet i et større selskab. Der er ingen numre med hitpotentiale, og instrumentalt er der kun en minimal mængde fikumdik. Men det er netop dét, der gør August til den behagelige plade, den er.

Jeg er dybt betaget af, hvordan Shannon Lay kan synge så sart og bevæge fingrene så blidt over guitarstrengene, mens hun fremstår lige så stærk som Pippi.

Shannon Lay: ’August’ (Sub Pop Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her