Anmeldelse
Læsetid: 13 min.

SIGNA tvinger dig til at tage del i smerten og være i ubehaget

SIGNAs totalforestilling ’Det Åbne hjerte’ får gennem en hel nat sit publikum til at kæmpe med egen selvgodhed og passivitet i det personlige møde med udsatte mennesker. Men er det kunstnerisk interessant også at blive lokket til at græde over egne problemer?
Ida Holmegaard fik karakteren Natalie som sin mentor og skulle følge hende rundt i forestillingen som medlidende til hendes udsathed. Hun blev spillet af Marie Skovgaard Larsen (tredje fra højre) så overbevisende, at skribenten stadig bekymrer sig for hende. Foto: Erich Goldmann/SIGNA.

Ida Holmegaard fik karakteren Natalie som sin mentor og skulle følge hende rundt i forestillingen som medlidende til hendes udsathed. Hun blev spillet af Marie Skovgaard Larsen (tredje fra højre) så overbevisende, at skribenten stadig bekymrer sig for hende. Foto: Erich Goldmann/SIGNA.

Erich Goldmann

Kultur
6. september 2019

Kort efter jeg ankommer ved det nedlagte Aarhus Amtssygehus, hvor jeg skal deltage i den 12 timer lange forestilling Det Åbne Hjerte af performancegruppen SIGNA, får jeg øje på en mand, der sidder direkte over for indgangen.

Han har langt hår og skæg, huller på begge knæ i cowboybukserne, en lille vandrerygsæk. Han sidder og vipper, åbner en øl, tænder en smøg.

Jeg ved, at Det Åbne Hjerte handler om udsatte mennesker, og jeg ved, at SIGNA, som blandt andet har stået bag performative totalinstallationer som Villa-Saló og Ventestedet, arbejder med at nedbryde teaterets traditionelle former ved at lade publikum bevæge sig rundt i scenografien og interagere med stykkernes karakterer, så min første tanke er, at manden på bænken er en performer.

Der er måske også noget teatralsk ved måden, han krammer sin øl sammen på, men man kan ikke være helt sikker.

Han virker lukket om sig selv, ser ikke op. Et andet publikumsmedlem går helt tæt på manden på bænken, studerer ham. Han er åbenbart mere sikker end mig.

Det Åbne Hjerte, som på spilledage varer fra syv aften til syv morgen, er en forestilling om, hvordan vi ser på, og hvordan vi behandler marginaliserede mennesker. Mennesker som lever hårde liv, dem som er at finde på gaden, men som ofte bliver overset.

Som publikum deltager man i et kursus hos den fiktive organisation Det Åbne Hjerte, der har til formål at udvikle de deltagendes empatiske evner ved at lade dem tilbringe tid med ’de lidende’, en gruppe af udsatte mennesker, spillet af SIGNAs performere, som bor permanent i organisationens lokaler på det gamle hospital.

Lederen af Det Åbne Hjerte, Isabella Psilander (spillet af Diana Tørsløv Møller) – en høj kvinde med langt, blond hår, ulastelige, beige silkebukser og et meget fast håndtryk – møder os ved indgangen til en af hospitalsbygningerne. Herfra ledes vi videre op ad en trappe og hen ad en lang gang forbi mange af de lidende, som sidder på gulvet, sparker bolde ind i væggen, kigger på os gennem matterede glasdøre.

Gangen er mørk og malet i en grønlig gul farve, vandhanerne i væggen er rustne, en kvinde råber på vejen »I skal sgu da sige hej!«

Inde i et foredragslokale begynder et introduktionsmøde med, at en af de lidende, en kvinde iklædt gråt joggingtøj, synger en fordansket version af »Streets of London«:

»Så hvordan kan du sige du er ensom / At solen aldrig skinner mer’ på dig / Kom og tag min hånd og lad os gå igennem byens gader / Se godt på dem du møder på din vej …«

’De medlidende’, organisationens frivillige, forklarer derefter, hvordan Det Åbne Hjertes arbejde er baseret på en idé om, at det er vigtigt at se smerte og lidelse i øjnene i stedet for at forsøge at afhjælpe den.

Hvilke former for smerte og lidelse, der er tale om, hører jeg aldrig nogen præcisere eller skelne mellem, men gennem forestillingen bliver det klart, at mange af beboerne her lider under både uspecificerede psykiske problemer, fattigdom, marginalisering, afhængighed og eftervirkninger af traumatiske oplevelser som vold og overgreb.

Til mødet gøres det bare klart, at der er et mørke, som Det Åbne Hjerte gerne vil i kontakt med. Og det skal vi, kursisterne, også.

Som kursist bliver man valgt ud af en af de lidende, der skal agere som ens mentor gennem hele forløbet. Efter introduktionsmødet bliver vi stillet op på en række, og de lidende vælger os ud, en efter en.

Nogen spørger:

»Hvem ryger?« eller »Hvem er fra Vestegnen?«, mens andre bare kigger og vælger.

Igennem hele kurset skal man bære sin mentors tøj og navn. Ud over denne identitetsovertagelse er der fire regler: Man må ikke væmmes ved sin mentor, ikke dømme dem, ikke forsøge at fjerne deres smerte. Og vigtigst af alt skal man tage del i den.

Sammen med en anden kursist bliver jeg valgt af den lidende Natasja, eller Nat. Hun tager os med ind på en sovesal med høje, hvide køjesenge, hiver en sportstaske frem og begynder at finde det tøj, vi skal låne. Nat holder intens øjenkontakt, alle hendes bevægelser virker lidt som tics. Hendes energi er manisk, men også begejstret.

»Damer!«, kalder hun os.

Begejstringen er smittende, men ikke befriet for alvor. En fortrolighed skal etableres, vi skal være et lille hold. Hun giver mig en T-shirt, hvor der står Big Star på brystet. Et navneskilt, hvor der står Natasja II.

»Kæft, jeg har aldrig haft så meget ansvar,« siger hun på vej ned til en tøjudlevering, hvor vi kan finde mig et par sko, der passer.

Forestillingen kræver, at man går med på fiktionen. Det er et valg, man skal tage, men det gøres lettere, og voldsommere, af at man er knyttet til én person. Gennem relationen til Nat ser forestillingen mig i øjnene.

Erich Goldmann

Under kursets første fase kan man deltage i forskellige aktiviteter ledet af de medlidende. Der starter seks-syv forskellige hver halve time, og det føles, som om det er meningen, at man som kursist skal føle sig overvældet, at alle kun ser forskellige toppe af det samme isbjerg.

De fleste af de aktiviteter, jeg deltager i – med navne som Lake of Longing og Mørkets Mimik – har det eksplicitte formål at igangsætte og intensivere de lidendes smerte. Som kursist skal jeg observere smerten, indleve mig, men ikke reagere.

Kun ved en enkelt aktivitet, Mandehad, der samtidig er den eneste hele aftenen ledet af de lidende selv, bliver man tilbudt en mulighed for at afreagere (jeg kan sige så meget som, at løg er involveret).

Aktiv triggering

Aktiviteterne er voldsomt konfrontative, når det kommer til de lidendes traumer. Den strategi, de medlidende anvender, kan måske bedst beskrives som aktiv triggering. De lidende mødes med sproglige eller fysiske påmindelser om deres tidligere liv uden for hospitalet og skal derigennem komme så dybt ind i smerten som muligt.

Til aktiviteten Mørkets Mimik skal min mentor Nat både trigges og studeres. Den er ledet af Isabella, som forklarer, at hun studerer de lidendes ’mikromimik’ for at finde ud af, om og hvornår de holder noget tilbage.

Jeg sidder i en sofa med et par andre kursister, og mens Nat filmes, skal vi sige forskellige ord, hun kan associere over. Først vælger vi dem selv, men Isabella stopper os utålmodigt og rækker os A4-sider med ord på, som alle sammen peger i retning af voldsomme overgreb.

Alt ved situationen er ubehageligt, næsten ikke til at være i. Nat får det dårligere og dårligere, ryster og græder. Jeg forstår på situationen, at hun har givet en form for samtykke, og at fortællingen her er, at hun skal ned i smerten for sin egen skyld. Men det føles som at udøve vold mod hende, når vi siger ordene på papiret. Hun rækker ud mod mig, ser mig i øjnene, grædende.

Da Isabella spørger, om vi har noget at sige til Nat, vælger jeg at bryde kursets og aktivitetens regler og tilbyde hende et kram. Jeg får med det samme at vide af både andre lidende og medlidende, at jeg gør det helt forkerte, men Nat klynger sig til mig og vil ikke give slip.

Jeg føler mig forvirret, dum og egoistisk, vil jo også gerne selv ud af ubehaget. Men det virker samtidig umuligt at medvirke til noget, der føles så voldeligt.

Som forestilling sætter Det Åbne Hjerte hele tiden sit publikum i den type situationer. Man forstår som kursist, at de lidendes smerte langt overgår ens mulighed for at hjælpe eller trøste, og at det behov, man som udenforstående har for at standse lidelsen også, eller måske primært, er ens eget.

Man kan ikke være i situationen, vil føle, at man gør noget. Det er ubehageligt at blive konfronteret med, men samtidig en vigtig udfordring af mig som middelklasseperson, der er vokset op med fortællinger om, at hvis man donerer til Unicef, betaler sin skat og køber et støttealbum, kan man vide sig sikker på, at man har forholdt sig rigtig og godt til andres ulykke.

Samtidig opstår lysten til at gribe ind primært, i hvert fald for mig, når aktiviteterne er så forhippede på at føre den lidende ind i smerten, at det virker som vold i sig selv.

Kan man, hvis man tager stykkets præmisser og virkelighed alvorligt, lade være med at gribe ind, når et menneske behandles på måder, der får dem til at ryste og græde? Kan man ukritisk acceptere en organisation, der fastholder udsatte menneskers smerte med det primære formål at jeg, selv samme middelklasseperson, kan komme på et kort besøg og lære om empati? Er det ikke, igen, at ofre den udsattes behov til fordel for den, der har overskud?

Det er den saks, man som publikum sidder i alle tolv timer. Man konfronteres både med sin egen selvgodhed, sin magtesløshed og sin passivitet. Over morgenmaden dagen efter sidder en anden kursist over for mig og græder; han lærer, hvor magtesløs han er, siger han. At det er rigtigt, han kan ikke gribe ind, gøre noget.

Der er en dyb nihilisme i forestillingens forhold til vold og smerte. Alle valg er dårlige, der er ingen lindring, ingen udvej, ingen politik eller håb om forandring. Allerhøjst, i øjeblikket, en solidaritet eller loyalitet mellem mentor og kursist.

Det kan føles øjenåbnende. Det kan også føles, som om man bliver stillet en lang række trickspørgsmål. Sommetider synes jeg, efter at have været kastet ud i en voldsom følelse, at jeg kan høre tandhjulene knirke i baggrunden. Jeg befinder mig i en langtrukken og grusom udgave af dilemma-leg; nogen har kalkuleret, hvordan mine dårligste sider kan trækkes frem i lyset.

Mere skurkagtig sekt

Igennem natten støder jeg på flere hint til, at organisationen Det Åbne Hjerte er mere skurkagtig end den gennemsnitlige lidelsesorienterede sekt. Jeg hører rygter om en indflydelsesrig bestyrelse, om mudrede økonomiske interesser og ser de ekstremt dårlige forhold, som de lidende lever under.

Isabella Psilander forsker i de lidende, men hvad skal den forskning bruges til? Hvorfor blev afdelingen i Hamborg lukket?

Erich Goldmann

Det virker, som om at disse rygter og insinueringer skal få mig til at føle mig utryg ved Det Åbne Hjerte, deres regelsæt og motiver, men det giver samtidig forestillingen en karakter af gysermysterie. Der males med den brede ond sekt-pensel.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have stolet særlig meget på alle De Medlidende med deres beige tøj og voldelige metoder, selv hvis deres økonomi havde været i orden.

Gyserelementer

Forestillingens scenografi og udtryk er enormt detaljeret og gennemført. På alle opslagstavler hænger billeder, håndskrevne sedler, printede artikler, instruktioner og regler. Sovesalen flyder med tøj og halvfyldte små vodkaflasker, og i formningslokalet kan man finde lerfigurer, de lidende har lavet af deres traumer.

SIGNA har i stykket givet lidelsen et klart look. Det er slidt, lys denim og lyserød fleece, hættetrøjer og mavebluser og g-strengstrusser trykket op over hofterne, det er forvaskede T-shirts og huller på knæene i cowboybukserne.

Det er så gennemført, at det kan føles strømlinet. Forestillingen synes at have taget et valg om, at man hellere vil gøre de lidende umiddelbart genkendelige, end at udfordre vores forudindtagelser om, hvem der lider i vores samfund og hvorfor.

I det hele taget har jeg fornemmelsen af at være i et stiliseret univers, som både mimer og overgør sin efterligning af institutioner for socialt og psykisk udsatte. Der flirtes også med deciderede gyserelementer, med det grusomme og okkulte.

På et tidspunkt går jeg forbi to lidende, der sidder på gulvet foran foredragssalen og skærer råt kød i stykker på metalbakker. Forestillingen deler gyserfilmens forkærlighed for det altafgørende barndomstraume, for klovnemakeup, makabre historier om børn, der bliver spist af ulve i skoven.

Nogle af de mest gyseragtige elementer (vage advarsler som: »Hold dig for munden, når du sover, det kommer ind gennem munden!«) er efter min mening noget af det, som gør mig mest opmærksom på hele setuppets fiktive karakter, og som nogle gange er til fare for at modarbejde forestillingens ambition om at skabe et tæt bånd mellem mig og min mentor.

Det gør mig på den ene side tryg at blive mindet om, at jeg befinder mig i et univers, der er fundamentalt anderledes end mit eget, men det hyperstiliserede, grænsende til unuancerede, sætter sig også i blikket på de lidende.

Jeg bliver i tvivl om, om forestillingen ikke også, gennem især brugen af det groteske og til tider klichéfyldte, er i fare for at portrættere de lidende som monstrøse og fundamentalt anderledes end os besøgende. Tror forestillingen virkelig på, at nogen mennesker er så socialt og psykisk belastede, at de forsvarligt kan kategoriseres som uhjælpelige?

Som natten skrider frem, bevæger vi os ind i en ny kursusfase. Lyset slukkes, det er i princippet meningen, at vi skal gå i seng, men det er der ingen, der gør. I stedet fortsætter aktiviteterne i mere abstrakte og voldsomme retninger, og nye metoder tages i brug for at vække smerten i de lidende og for at få kursisterne til at føle med.

Arthur Köstler

Det Åbne Hjerte er uden tvivl en forestilling, der trykker på alle orglets taster på én gang. Jeg ser på mænd slås og kaste med hinanden, jeg ser en vagt befamle min mentor, jeg ser en kvindes hoved blive holdt under vand og en mand komme ind på min sovesal med to slaskede dildoer hængende ud af bukserne. Jeg deltager i et håbløst lotteri, nogen kaster gafler efter mig.

Forestillingen handler om, og på nogen måder med, traumer, og ikke kun de lidendes. Efter halvanden time, og efter at have hørt en kvinde genfortælle et brutalt voldtægtsscenarie, bliver jeg og de fire andre tilstedeværende kursister spurgt om, om vi har »prøvet sådan noget«. En anden kursist fortæller om at blive lukket inde i et skab, hvor man skal dele barndomstraumer. Der bliver spurgt ind til forhold i min familie. Som publikum bliver jeg bedt om at give mine egne store og personlige problemer i bytte for forestillingens (så vidt jeg ved i hvert fald) fiktive.

Det er altid principielt muligt at gå eller sige nej, men jeg kan mærke, hvordan forestillingen arbejder aktivt og intenst for at nedbryde mine grænser og forsvarsmekanismer. Jeg skal også trigges.

Alene formen, at publikum holdes vågne i næsten alle 12 nattetimer, føles som en strategi, som skal gøre os møre og medgørlige. Flere af de andre kursister bryder sammen derinde, enkelte går. Jeg synes bestemt, at der kan stilles etiske spørgsmål (for at sige det mildt) ved forestillingens omgang med publikums egen smerte og sårbarhed.

Selv om stykket rummer en indbygget kritik af Det Åbne Hjertes metoder, benytter den på mange måder samme metoder på sit publikum. Man skal trigges, presses ind i ubehag uden videre hensyn til, hvad man selv kommer med. Man bliver kritiseret som kursist, hvis man trækker sig.

Det respekteres, at jeg siger nej til at deltage i en nataktivitet, hvor en kvinde skulle ’hjælpes’ dybere ned i sit voldtægtstraume af en mandlig lidende, som jeg flere gange var blevet advaret mod. Men jeg bliver spurgt igen en halv time senere.

Mit stof

Under dele af forestillingen har jeg en klar fornemmelse af, at jeg alligevel også skal passe på mig selv. Jeg sætter grænser, mærker tydeligt, at mit stof også er mit, at forestillingen ikke, synes jeg, har krav på at igangsætte alle dele af mit personlige ubehag.

Jeg ved heller ikke, om det at få mig til at græde over mine egne problemer og oplevelser uden for forestillingen er så kunstnerisk interessant. For nogle publikummer, og performerne kan umuligt vide hvilke, mangler hverdagen ikke muligheder for at blive konfronteret med det ubehagelige.

Stykkets største force og mest interessante element, i den udgave jeg har set i hvert fald, er uden tvivl samværet med min mentor Nat (spillet overbevisende af Marie Skovgaard Larsen), hendes intense nærvær og hendes på alle måder ambivalente forhold til den institution, som både huser og udnytter hende. Jeg synes, midt i al forestillingens hyper-stiliserethed, at netop den ambivalens er meget realistisk.

Nat har fået en slags hjem af Det Åbne Hjerte, en seng og et fællesskab, men betaler med at genopleve sin smerte hver dag.

Hun er både samarbejdsvillig og trodsig, arbejder med og imod reglerne, vil gerne være dygtig og imponere Isabella og de medlidende, udtrykker både stor loyalitet og stor afsky for deres metoder.

Under forestillingen fortalte Nat, som alt andet lige er en fiktiv karakter, mig ting om sig selv i fortrolighed, som jeg vægrer mig ved at viderebringe i denne artikel. Det var simpelthen umuligt for mig, gennem den nat vi tilbragte sammen, at blive ved med at se mennesket over for mig som en skuespiller.

Jeg føler stadig en underlig loyalitet over for hende, samtidig med at jeg føler mig manipuleret. Hun kradsede i mit liv, spurgte ind til min familie, mine problemer, ville have mig til at give stof til hende og til forestillingen, som ikke var fiktivt, som er mit eget og tilhører mig. Alligevel var jeg overbevist.

Kort inden forestillingen sluttede, udvekslede vi telefonnumre, jeg sad og indtastede mit rigtige nummer på hendes rekvisittelefon og tænkte: Hvad er det her? Jeg sagde »Vi ses.«

Mødet med hende viser, om ikke andet, hvilken kraft der ligger i at se et andet menneske i øjnene.

Det Åbne Hjerte. Produktion: SIGNA og Århus Festuge. Instruktion: Signa Köstler med Arthur Köstler. Mere end 50 medvirkende. Tekst og koncept: Signa Köstler. Spiller indtil 29. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her