Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Søren Pind brænder sig selv på forfængelighedens bål i sin nye bog

Søren Pinds ’Frie Ord’ rummer utallige giftigheder, insinuationer og direkte karaktermord på Venstrefolk, men bogen fortæller også taberens afmagtshistorie
I sin nye bog Frie Ord udfolder han et sjældent forfængeligt selvbillede og sætter sig selv i scene som den største udenrigsminister, Danmark bare aldrig fik.

I sin nye bog Frie Ord udfolder han et sjældent forfængeligt selvbillede og sætter sig selv i scene som den største udenrigsminister, Danmark bare aldrig fik.

Linda Kastrup

Kultur
13. september 2019

Ærligheden er ætsende: Venstres eks-multiminister Søren Pind lægger ikke skjul på, at han opfatter sig selv som et miskendt geni. I sin nye bog Frie ord udfolder han et sjældent forfængeligt selvbillede og sætter sig selv i scene som den største udenrigsminister, Danmark bare aldrig fik.

Bogen er båret af en indædt forbandelse over ikke at være blevet udnævnt til udenrigsminister og tilmed at være blevet fravalgt til fordel for to letvægtere, må man forstå, i først Kristian Jensen (V) og senere Anders Samuelsen (LA). Søren Pind sidder tilbage med en forbitret forsmåelse, som de færreste offentlige personligheder tør udstille:

»De, der tror, at jeg senere blev vred over at blive skiftet ud som justitsminister, tager fejl. Jeg gjorde mig ingen illusioner – jeg ville ikke komme til at sidde perioden ud i mit ministerium. Det var kun et spørgsmål om tid. Min vrede kom ud dengang ved indsættelsen, ikke ved skiftet.«

Den tidligere ’frihedsminister’ hørte sin drømmeverden styrte i grus, da statsminister Lars Løkke Rasmussen kort før midnat i slutningen af juni 2015 ringede og spurgte, om han ville indtræde i den nye Venstre-regering som justitsminister: »Jeg blev så gal, at jeg nærmest lagde røret på.«

Søren Pind erkendte netop den sommeraften, at Lars Løkke aldrig ville lade ham kravle de sidste trin op ad magtstigen helt op til Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads. I stedte begyndte Pinds selvoplevede nedstigning, og siden da har den endnu kun 49-årige jurist kæmpet med at få tæmmet og forløst sit voksende hovmod.

Den stræbsomme dreng, der voksede op i Schweiz og i Østermarie på Bornholm, har tydeligvis haft større forventninger til verden end omvendt. Da Søren Pind få år tidligere var blevet tilbudt posten som udviklingsminister, udbrød han med chok i telefonen til Lars Løkke:

»Skal jeg være negerminister?«

Ja, sådan fortæller han selv, og bogen rummer en sjældent set form for blottelse, der giver et til tider tåkrummende og nærgående psykologisk blik ind i en magtverden, hvor det normalt er vinderne, som skriver historien.

Reality-figur

Søren Pind har ret beset skrevet en taberhistorie. En lang politisk karriere med flere nedture end opture har lært ham at forstå, og i hvert fald sætte ord på sine svagheder. I et antiheroisk øjeblik tænker Pind tilbage på tiden, hvor han overvejede at stifte et nyt parti med millioner fra rigmanden Lars Seier Christensen i ryggen:

»På det tidspunkt i mit liv havde jeg efterhånden lært forfængelighedens faldgruber at kende. Det er et narkotisk stof, som for nogens vedkommende bliver en livslang afhængighed. Ikke mindst den politiske verden er forfængelighedens marked. Jeg havde taget mig selv i at gå på gaden og se efter, om folk nu bemærkede, at det var mig.«

Efter Søren Pind har forladt Folketinget, synes suget kun at være blevet endnu større. Udgivelsen af Frie Ord virker i passager som et forsøg på at købe sig et turpas tilbage til det store mediecirkus. Bogen rummer nemlig utallige giftigheder, insinuationer og direkte karaktermord på venstrefolk, som helt forventeligt og veltimet har skabt ravage i mediemøllen.

Søren Pind, der selv tilskriver sin berømmelse til årelang medvirken i et radioprogram på DR’s provinskanal P4, er på bagvendt vis kommet til at ligne de allestedsnærværende reality-figurer, han afskyer. Med højt, gråt Boris Johnson-hår og flamboyant fremtoning. Som politiker finansierede han sågar private meningsmålinger – om sig selv.

Bogen er imidlertid ikke kun skrevet i pyntesyg affekt, men også i uniform. Sproget er påtaget antikveret og studentikost parfumeret. Men Søren Pind skriver bestemt også vitalt og underfundigt, lidt som han synger: højt, dramatisk og selvhenførende.

Man fornemmer, at Søren Pind kan have siddet og kigget over på sin teatralske udklædningsstykke af en ministeruniform med ’trekantet hat, kårde og guldknapper’ – hvis ikke ligefrem at have været iført den – da han i tiden efter sin afgang som forsknings- og videnskabsminister skrev hovedparten af bogen. Det meste er flashback til ungdommen.

De seneste måneders højspændte drama i Venstre levnes omvendt ikke mange linjer i bogen, som købmændene i Klareboderne også har sendt hurtigere end planlagt på gaden, angiveligt for at kunne profitere af balladen om det nye formandsopgør.

Hvis man kan læse igennem de mange lag af selvoptagelser, er grundstemningen af tabt land og forliste magtambitioner imidlertid mere end fascinerende: »Politik er det, der bliver tilbage af alt det, der ikke kan forklares,« skriver Pind som en slags morale for bogen. Uden udsigten fra Udenrigsministeriet kunne det hele være lige meget.

Point of no return rammer han i Forsknings- og Videnskabsministeriet: Den resignerende minister opgiver til sidst helt at forklare de menige ansatte, hvad ideen dog skulle være med pludselig at tvangsflytte Erasmus-kontoret, der forvalter EU’s uddannelsesprogram i Danmark, fra hovedstaden til Sydfyn. Fra kongens København til Jessens Mole 12 i Svendborg.

Verdensmanden får endegyldigt nok af hverdagens sognerådspolitikere fra Sønder Røv og prøver som en sidste udvej, men mislykket, at blive direktør for Det Kongelige Teater. Kort efter til sin afskedsreception troppede han spektakulært op i den karnevalistiske ministeruniform, som han havde fået studenterhat-skrædderen Seifert til at udføre i al hemmelighed, og som – på samme måde som erindringsbogen i sig selv – nu står tilbage som et afmægtigt symbol på den historiske rolle, Søren Pind aldrig for alvor fik lov til at spille.

Søren Pind: ’Frie ord’, Gyldendal, 346 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det tror jeg godt Pind kan have ret i, jeg tror også, han ville være blevet en fin udenrigsminister, men lige nu har vi fin og god en af slagsen i Jeppe Kofod. V udstiller det snavsede vasketøj, der har været låg på for længe, topstyring er aldrig godt i længden. Løkke siger en ting, Pind en anden, Rohde noget 3. og ind imellem siver ting og sager. Der trænger vist til en udluftning så det basker, og Jakob Ellemann får kam til sit velfriserede ydre. Og hvad hvis Løkke vil lave et parti selv, som rygterne siger, puha den blå blok er i spåner.

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Helene Kristensen, Tue Romanow, Torben Bruhn Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Det var også Pind som sagde om Venstre på et tidspunkt, hvor han også var udenfor indercirklen: "- Det er ikke fordi, der ikke er højt til loftet i Venstre. Der er bare aldrig nogen, der hopper!" :)

Lasse Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Marianne Stockmarr, Søren Kristensen, Karsten Lundsby, Torben Skov, Helle Walther, Helene Kristensen, Tue Romanow og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Helge Hübschmann

Holger K's anmeldelse i Altinget er betydeligt bedre (som anmeldelse) og "oser" ikke af personlig animositet (undskyld den antikverede og studentikose sprogbrug) mod forfatteren. SP har aldrig været "min kop te" og tydeligvis heller ikke Mogensens, men det bør ikke kunne spores eller mærkes i en anmeldelse med litterær og analytisk kvalitet. Det kan det så desværre her.

Bjarne Bisgaard Jensen

Søren Pind ønsker at fremtræde som en flambyoant person, lidt ala Prins Henrik. I Venstre handler det om at være bondesnu, småkorrupt og løgnagtig for at ramme toppen. Det burde Pind have indset for mange år siden.

Lasse Nielsen, Annette Munch, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Poul Simonsen, Liselotte Paulsen, Karsten Lundsby, Torben Skov, Jens Kofoed og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Venstre synes at være en blanding af mange ting, noget før 2001 og anderledes efter, Fogh og Hjort topstyrede alt, Løkke kom til og så gik det galt for alvor på de indre linier. Uden tvivl et politisk talent, men han kunne ikke begrænse sig og magten steg ham til hovedet. Og da det gjaldt viste han sig uden format.

Lasse Nielsen, Ole Frank, Kirsten Lindemark, Karsten Lundsby og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Udenrigsminister.....ha ha ha aha virkelig!?

https://www.facebook.com/berlingske/posts/263847163632900/

Venstre kan sgu osse være med i den slags Jens Peter:
https://ekstrabladet.dk/112/article4414412.ece

Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Tak, Lars , for morsom og ond anmeldelse.

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Karen Grue og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

SP har altid været lidt af en provo - så selvfølgelig skruer han op for forfængeligheden til lejligheden. Man skal stå ved sig selv, så alt andet ville da også være forkert og jeg er sikker på han nyder forargelsen.

Morten Samuelsen

God anmeldelse Lars, som ikke bare rammer plet på Søren men sikkert også på mange andre ambitiøse mennesker, som aldrig bliver rigtigt voksne, fordi de ikke får tilpasset deres selvbillede til omgivelsernes. Det er jo lidt tragisk, at man som dansk politiker bliver monstervred over at blive tilbudt posten som justitsminister. "Det burde dog aftvinge en vis interesse", som en afdelingschef i mine yngre dage sagde til mig, da jeg blev tilbudt en opgave, som jeg ikke syntes var "fin" nok til Morten.

Eva Schwanenflügel og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nu får jeg da virkelig lyst til at læse den bog:)

Eva Schwanenflügel

"I et antiheroisk øjeblik tænker Pind tilbage på tiden, hvor han overvejede at stifte et nyt parti med millioner fra rigmanden Lars Seier Christensen i ryggen".

Er der mon efterhånden den liberalistiske levemand, som Lars Seier Christensen IKKE har tilbudt at købe? ;-)

At man lader sig købe taler vist for sig selv, ud med sådanne politikere, senest LLR, baglandet var ikke til salg, de sagde fra. Og så kan kommentatorer og tidl. spindoktor(SMS) snakke op af døre og ned af stolper om, hvor stort et geni LLR var som politiker, Hvis man er det og har normal sund dømmekraft og alt det, der skal til som leder, jeg siger ikke man skal være fejlfri, det er ingen. Men behøver man bomme så meget i det, som LLR gjorde, så har man forvaltet sit talent dårligt.Det er jo det billede vi andre står tilbage med.